– Hvordan har du det med at mor dør, spørger en kvinde sin søster i en hospitalselevator efter et besøg ved moderens dødsleje. – En del af mig ved ikke, hvordan jeg skal overleve, mens en anden del vil fejre heksens død, svarer søsteren.

Anekdoten er central for Deborah Tannens nye bog You’re wearing THAT? Understanding Mothers and Daughters in Conversation. For ikke alene viser den søstrenes ambivalente forhold til deres døende mor, men den illustrerer også kulturens, i særdeleshed populærkulturens ambivalens. For enten bliver moderskabet romantiseret eller dæmoniseret. Det er enten eller. Og ikke både og.

Og det er både og, som er Tannens projekt. Bogen handler om mødre og døtre, der er blevet voksne. For moderskabet er for hele livet. Hvad enten man vil det eller ej. Lakonisk fortæller en mor til tre midaldrende døtre, at hun sammen med de jævnaldrende veninder (og her taler vi vel om 70 +?) ofte taler om de yngre kvinders naive scenario, når de forestiller sig, at moderskabet er en tidsbegrænset periode.

For en mor er aldrig uden job, derimod skifter jobbeskrivelsen konstant. Hele livet. Og forandringerne er en udfordring for både mor og datter. Flere års forskning af interviews og samtaler mellem – og med mødre og døtre danner grundlag for bogen, hvor også Tannens studerende har bidraget – bl.a. med udskrifter af skjulte mikrofonoptagelser fra deres familier.

Kortlægningen af mor/datterkommunikationen er baseret på analyser af kvinder med forskellige etniske baggrunde og seksuel observans, dog er det tydeligt, at især familier fra en veluddannet middelklasse med traditionelle patriarkalske familiestrukturer, er overrepræsenteret i Tannens bog.


10 uger på New York Times bestsellerliste

– Selvom min bøger ikke er feministisk lingvistik, så er de feministiske i både ånd og formål. I min forskning peger jeg på, at når kvinders og mænds generelle sproglige praksis kommer i kontakt med hinanden, ender kvinder med at ligge under for mænd. I min nye bog viser jeg, at mødre bliver skrottet alene fordi de er kvinder. Mange døtre behandler deres mødre dårligere end alle andre. Samtidig sidder mødrene ofte på øretævernes holdeplads, fordi kvinder er nemmere skydeskiver end mænd. Vi forventer mere af mødre end af fædre – og mere af døtre end af sønner, siger Deborah Tannen til MS Magasin i anledning af bogudgivelsen.

Måske kender du allerede sociolingvisten og feministen Deborah Tannen, der i bestselleren You just Don’t Understand: Women and Men in Conversation (på dansk: Kvindesnak og mands tale. Hvorfor vi taler forbi hinanden, 1992), beskriver mænds og kvinders forskellige måder at kommunikere på – ikke mindst i det heteroseksuelle parforhold.

Ligesom mange af Tannens forrige bøger, steppede også You’re wearing THAT? Understanding Mothers and Daughters in Conversation ind på New York Times bestsellerliste, hvor den lå i 10 uger i foråret 2006. Og man forstår hvorfor.

Bogen er skrevet i et letforståeligt sprog. Et bevidst valg Tannen tidligt tog i sin forskerkarriere, for trods grad fra Berkeley University, har hendes mål altid været at skrive, så selv hendes egen uakademiske moder kunne forstå det.


Den evindelige kritik

– Hun kritiserer mig altid, siger døtrene. Imens siger mødrene: – Jeg kan overhovedet ikke sige noget som helst, uden at hun opfatter det som en kritik.

I bogen tager Tannen næsten banale udsagn op, forstørrer dem og sætter dem ind i en kontekst, så de bliver begribelige for læserne, så kvinder får mulighed for at forstå og handle sig ud af det ofte svære forhold. For selvom mor-datter relationen kan være en kilde til stor gensidig forståelse – kan det også være smerteligt med hårdt optrukne krigsfronter.


Moderskabet tester kvinderne

At blive kaldt en dårlig mor, er det værste, der kan overgå en kvinde, hævder Tannen, som selv ikke har børn. Og i samme sekund fremhæver hun, at det traditionelle faderskab slet ikke skal leve op til de samme strenge krav i form af total omsorg og total nærvær.

Jo sjovere en far er, jo mere lukkes mor udenfor, hævder Tannen. Og fædrenes liv i familierne er netop karakteriseret af mere leg end almindelige pligter, pleje og omsorg. Som hovedansvarlige omsorgspersoner for børnene får og giver mødrene mere kritik. Og som genstand for følelserne – ofte de mere negative – er børn også mere tilbøjelige til at starte skænderier med deres mødre end deres fædre. For hvem skændes med en legeonkel?

Samtidig er det netop børnene, som er beviset på, at moderen har klaret opgaven. Hvis de vel at mærke lever op til samfundets krav. Døtre er i flg. Tannen de eneste, som kan give deres mødre det endelige bevis på, at hun er en god mor. Og selvfølgelig er det her i kulturens blindgyde, at mor/datter-forholdet er fanget.

Uanset hvilken rolle kvinder ellers har, så er det moderskabet de bliver bedømt på. Tænk bare på de utallige interviews med erhvervskvinder på toppen, som alligevel skal stå skoleret mht. deres børn. Noget de tilsvarende mænd aldrig bliver udsat for. Eller som overskriften i avisen Dato d. 24.9.2006 lød: Madonna – megastjerne og Mor.


Cat-fights

Tannen er praktiker og giver sig ikke i lag med at diskutere hverken hønen og ægget eller konstruktion og biologi. Derimod konstaterer hun kønnenes forskellige adfærd. Og et af de overordnede karakteristika for pigers og kvinders venskaber, også fra de er helt små, er dansen om inklusion og eksklusion. Hvem er inde – og hvem er ude. Det første er gaven, det andet er straffen. Og det er netop omkring denne hårfine balance, at relationerne er bygget op omkring, og det afspejler sig også senere i mor-datter relationen og deres indbyrdes kommunikation.

De fleste tætte relationer balancerer på et knivsæg af nærhed og kontrol. Og det karakteriserer især mødre og voksne døtres forhold. Mødrene længes ofte tilbage til den intimitet og nærhed, de havde, mens døtrene var små og de selv var den primære (omsorgs)person i døtrenes liv. Voksne døtre kæmper derimod for at få kontrol over – og uafhængighed i eget liv – og ønsker naturligvis hverken intimidering eller begrænsning af livsudfoldelsen. Eller beskyttelse. Og det kan være svært for mødrene at forstå, at deres udsagn kan underminere døtrenes selvtillid og ofte mere opfattes som kritik frem for omsorg.

Adskillelse mellem mor og datter og evnen til at kunne se hende som den anden, er en af de største udfordringer for begge parter – også i kommunikationen. Nærheden er årsag til, at mange mødre og døtre, alene gennem stemmens toneleje kan aflæse humøret, understreger Tannen. Og her påpeger hun, at især indirekte adfærd, som kvinder har en tildens til at benytte, er en generator for optrapning af en krigslignende situation mellem mor og datter. For ofte udlægges de uklare udsagn som negative, hvad enten
det er tilsigtet eller ej.


Kvindens valuta er hendes ydre

Kulturen bedømmer kvinder på deres udseende. Og fordi den anden skal kunne repræsentere én ude i verden, kaster både mødre og døtre gensidige kritiske blikke på hinanden. Her ligger et minefelt, for døtrene ønsker naturligvis sjældent at være deres mødres repræsentanter, men en egen individualitet.

Derimod oplever mødrene, at de bliver ydmyget, hvis deres døtre efter deres opfattelse fremtræder på uacceptable måder. Netop derfor bliver hår (som er et af kvindelighedens attributter), vægt og tøj så centrale elementer i mor/datter-relationen og i kommunikationen mellem de to parter. Selv beretter Tannen, hvordan en sådan konflikt omkring vægt har udspillet sig mellem hendes egen mor og hende. For maven på den unge Deborah var super flad og flot, og den unge Deborah helmede da heller ikke med at håne moderens bulende, midaldrende mave. Derfor var det med både undren og tilgivelse, at den ældre Deborah kunne iagttage moderens hævn, da hun kritiserede datterens nu bulende, midaldrende mave.


Elektronisk kommunikation som bro

– Journalister vil altid have mig til at give folk gode råd og fortælle dem, hvad de skal gøre. Men råd hjælper ikke. For hvad der hjælper den ene, hjælper ikke nødvendigvis den anden. Hvis du derimod forstår, hvad der foregår, hvorfor folk svarer som de gør, så bliver det automatisk anderledes, når man ændrer sit sprog og dermed får et anderledes svar, siger Deborah Tannen i et interview til MS.

Men selvom Tannen ikke ønsker at give gode råd, peger hun alligevel på, at humor kan være en effektiv måde at afværge eller opløse en konflikt på. Eller som allerede nævnt at ændre positionerne, som fx at trække sig bevidst, hvis man ønsker mere nærhed, for at give den anden lov til at give. Vel fuldstændig almindelige psykologiske råd, som enhver psykolog garanteret giver næsten hver eneste dag i terapiværelset. Men ikke desto mindre nyttige.

Samtidig understreger Tannen, at mange mødre må opgive tanken om, at viden nødvendigvis kan overføres fra generation til generation. Det bliver særlig illustrativt i historien om det barnebarn, som næsten er ved at dø af varme, fordi mormoren pakker barnet ind, mens det har feber. Trods skænderi med mormoderen ringer moderen til lægevagten, og da lægen kommer, bliver alle tæpperne flået af ungen. For sådan gør man i dag.

Tannen anbefaler den moderne kommunikationsteknologi til at løsne op på kommunikationsstrukturerne. For den elektroniske kommunikation som fx e-mail transformerer den balance af nærhed og kontrol, som mange samtaler ikke altid åbner for – og slet ikke telefonsamtalen. For et telefonopkald skaber nok forbindelse, men det invaderer også ofte.

Derimod giver elektronisk kommunikation tid til overvejelse i begge ender, så den første indskydelse ikke bare bliver fyret af. Samtidig åbner elektronisk kommunikation også for udveksling af alt lige fra dagligdagsbegivenheder til mere problematiske emner. Og lingvisten Deborah Tannen peger i den sammenhæng på, at vi bør udvide vores forståelse for ethvert nyt medies muligheder og faldgruber, så vi kan kommunikere på måder, hvor unødvendige konflikter bliver minimeret.


Afslører selv et højst anstrengt forhold til egen mor

Bogen dvæler ved de mor/datterforhold, hvor kommunikationen nok går galt, men hvor der dog trods alt er en vilje til kommunikation.

Gennem hele bogen gør Deborah Tannen meget ud af ikke at dæmonisere moderskabet og til tider bliver det næsten for meget. For nok berører hun let det psykoseksuelle spil, der kan opstå omkring trekanten mor, far og datter og hvordan flirt og alliancer mellem far og datter kan være som benzin på et bål mellem mor og datter, men hun går mere behændigt uden om, hvordan mødre også kan konkurrere med deres døtre og stå i vejen for døtrenes livsudfoldelse, fordi mødrene af ren jalousi ikke ønsker det.

For nok nævner Deborah Tannen, at der eksisterer tilfælde, hvor moderen bevidst terroriserer datteren, men alligevel vælger hun bevidst ikke at gå ind i feltet – måske fordi hun selv, som hun i efterordet skriver, er en af de kvinder, som gennem hele livet har haft et forholdsvis anstrengt forhold til sin mor. Og mens Deborah Tannen skriver bogen, dør hendes mor – hvilket gør bogen endnu sværere at skrive, men samtidig også endnu vigtigere for Tannen selv.


Midt i en Mommy Wars tid

Generøst kaster Deborah Tannen anekdotiske og illustrerende historier ud for læserne – der til tider også giver bogen et strejf af ugebladskarakter. Man er i hvert fald på ingen måder i tvivl om, at hun ønsker at henvende sig til alle. Hun benytter sig af litteraturens kneb, show it don’t tell it, og det kan enkelte steder være irriterende, for tit ville man ønske at Tannen var lidt klarere i mælet og måske rasede over de uretfærdigheder, som kvinderne pga. kønsmagtstrukturen bliver efterladt i.

Samtidig fornemmer man tydeligt den amerikanske kontekst, hvor fædrene er mere fjern fra et fælles forældreskab end vi er vant til. Alene set i lyset af Mommy Wars – diskussionerne om hvorvidt veluddannede kvinder skal skippe karrieren og gå hjemme og passe børnene, mens skaffedyret bringer pengene til huset. På Mommy Wars-scenen ses i øjeblikket den 42-årige journalist, Caitlin Flanagan, som med privat hushjælp og gartner opskriver 1950’ernes hausfraurolle sammen med Leslie Morgan Steinerer, der hævder, at konflikten ligger inde i kvinderne selv og at de selv må afgøre, hvordan de bedst trives med moderskabet – om det kan forenes med et job.

Derfor forstår man godt den amerikanske journalist, Claire Miller, og hendes opfordring til kvinderne om at forlade børnekamrene og kontorerne, og gå ind i basisgrupperne og få talt. Sammen med andre kvinder.

For et er sikkert, når man læser Tannens bog, så kan man nok få mere indsigt i de kommunikationsmekanismer, der opstår mellem mor og datter, men grundlæggende peger Tannens bog dog hele tiden tilbage på et moderskab, der er vældig svært at stille op til – og gøre godt nok, når man nu bare skal klare det hele perfekt i et samfund, hvor kvinderne konstant er dem, der står for skud, mens mændene ofte står for det sjove.

Anita Frank Goth, cand.mag. i æstetik, medier og filmvidenskab. Redaktør af FORUM.