Der foregår noget uhyggeligt og gruopvækkende rundt om i det danske land. I Jylland, i Nordsjælland og Storkøbenhavn, på Fyn og Langeland. De anonyme kvinder på Tina Enghoffs fotografier, og de syv af dem, der har lagt stemmer til interviewteksterne, kunne være vores naboer i villakvarteret eller befinde sig lige på den anden side af væggen i nabolejligheden, hvor de lever i en hverdag med konstante trusler om fysisk og psykisk vold, verbale ydmygelser, slag, spark og voldtægt. Vi ved de er der, men det er sjældent vi bliver mindet om deres eksistens. De lever derude bag horisonten, henvist til et skyggeliv i fortrængningens mørke. For det meste glemmer vi alt om dem og deres trængsler og lever med dem som sorte huller i bevidstheden. 

Fotoprojektet “Seven”

Med fotoprojektet ”Seven” har kulturformidler Uzma Ahmed Andresen og fotograf Tina Enghoff i form af en stor udstilling på det danske Kongelige Bibliotek og en bog sat fingeren på et af de ømmeste punkter på Danmarks humanitære landkort: Udlændingelovens såkaldte ”Syvårsregel”. Og det er en af Danmarks største kvindelige forfattere, Kirsten Thorup, som har skrevet forordet til bogen. Her rejser hun spørgsmål om, hvor Danmarks smertegrænse går, når det gælder disse kvinder, som er fanget mellem vold og udvisning.  

De danske udlændingeregler har nemlig betydet, at familiesammenførte kvinder har været stavnsbundet til manden i 7 år, før de har kunnet opnå tidsubegrænset og selvstændig opholdstilladelse. Foråret 2010 blev reglerne lavet om, så der nu skal gå 4 år før kvinderne kan søge om permanent opholdtilladelse. Til gengæld er der nu strengere krav om beskæftigelse, sprog og uddannelse. Herudover findes en 2-års regel,
der gør, at kvinderne kan søge om ophold efter 2 år, men det kræver bevis for, at volden har været årsag til samlivophævelsen og at kvinden kan bevise, at volden har fundet sted.
 

Tal

Der findes ikke tal for, hvor mange kvinder, der bliver udsat for vold og der er stor uenighed om, hvor mange familiesammenførte kvinder, der i skjul fra myndighederne lever med vold fra deres ægtemand. Langt de fleste familiesammenførte kvinder gifter sig med en dansk eller nordisk statsborger.
 
Familiesammenføringstilladelser i 2009 viser således, at 3.043 ud af 3.662 var til herboende dansk/nordisk statsborger (Udlændingeservice 2010). De nationaliteter, der blev givet flest tilladelser til var Thailand, Tyrkiet og Filippinerne. Årsrapporterne fra kvindekrisecentrene viser, at ca. 40 %, af de årligt ca. 2000 kvinder på centrene, er kvinder af anden etnisk oprindelse end dansk. 

De kvindeskæbner, der med denne skelsættende fotobog er blevet synlige i billeder og ord, er kun toppen af isbjerget. De repræsenterer et ukendt antal udenlandske kvinder, der bag tykke mure og låste døre lever under umenneskelige forhold. De er familiesammenført med deres ægtefæller og opholder sig fuldt lovligt i Danmark. 
Alligevel er de hverken omfattet af gældende retsgarantier eller elementære menneskerettigheder. Fælles for dem er, at de er kvinder og kommer fra ikke-vestlige lande, fra Mellemøsten, Østeuropa, Asien og Afrika. Og kombinationen kvinde/ikke-vestlig udsætter dem for dobbelt diskrimination i det danske samfundssystem. Hvorfor bliver voldsforbryderne – det være sig de danske eller udenlandske ægtemænd – ikke retsforfulgt? Hvorfor bliver de ikke anholdt og eventuelt sigtet og straffet, når politiet har samlet deres forslåede og blodige ægtefælle op på gaden eller i opgangen og kørt hende til krisecentret eller på hospitalet? 
En af forklaringerne er, at det påhviler kvinderne at bevise volden (f. eks. med lægeerklæringer), skønt de ofte er mere eller mindre afskåret fra omverdenen og uden noget netværk af familie og venner. Desuden har de ingen eller kun et meget ringe danskkundskab og kender ikke til danske forhold, fordi den voldelige ægtemand ofte modarbejder, at de deltager i sprogkurser og lærer sig dansk. Og når politiet forholder sig passivt og undlader at gå aktivt ind i opklaringen af voldsforbrydelserne, og kvinderne ikke har andet end deres mærkede krop som bevis, går gerningsmændene fri. Regeringen og oppositionen har i de sidste mange år overgået hinanden med krav om strengere straffe, der skal komme volden i samfundet til livs og pleje omsorg for voldsofrene og befolkningens retsbevidsthed. Men den vold, der foregår inden for hjemmets fire vægge, i særdeleshed når kvinden er fra et ikke-vestligt land, tæller åbenbart ikke med. Når det drejer sig om familiesammenførte udenlandske kvinder, bliver omsorgen for voldsofrene sat på stand-by. Her er noget at rette op på for de velmenende politikere, der ind imellem optræder i medierne med løfter om at ville arbejde for undertrykte indvandrerkvinders ligestilling.
Kvinderne, der står frem på fotografierne og mange flere med dem, lever dag ud og dag ind med brutal vold, der i sin systematik og konstans kan sammenlignes med tortur. Volden udøves rent korporligt af ægtemanden og i visse tilfælde også af hans familie. 
Men et flertal i Folketinget har givet voldsmændene et redskab, der ifølge de interviewede kvinder benyttes flittigt som et trussels- og magtinstrument for at få dem til at makke ret, nemlig syvårsreglen for opnåelse af permanent opholdstilladelse. Sålænge kvinderne ikke har opnået permanent opholdstilladelse, bliver de som regel smidt ud af landet, hvis de vælger at forlade deres voldelige ægtemand. Ofte sendes de tilbage til en tilværelse som prostituerede, udstødt af familien eller direkte truet på livet. Disse mishandlede kvinder er underkastet en lovbefalet smertegrænse på syv år.
Hvor går vores smertegrænse? Hvor længe kan vi leve med, at kvinder, der har lovligt ophold i Danmark, i årevis må leve under uværdige og fornedrende forhold? Skal vi som borgere i et demokrati finde os i, at  familiesammenførte kvinder, der havner i voldelige ægteskaber, lever som retsløse pariaer? At de dumpes som affald i deres hjemland, når de ikke længere kan klare den daglige vold? Eller bliver kasseret af ægtemanden, der har fundet en ny ung kvinde fra et 3. verdens land og stort set risikofrit kan fortsætte sine voldelige overgreb?
En af de egenskaber, der gør os mennesker menneskelige, er indfølingsevnen, evnen til at sætte os i andres sted og leve os ind i deres situation, glæde os eller lide og føle med vores medmennesker. Men bare at forestille sig det  mareridt, de voldsramte kvinder hver især gennemlever, at forestille sig deres angst og smerte, er ubærligt. Lige så ubærlig forekommer den danske udlændingelovgivning.