Udenrigsministeriet burde nedsætte et udvalg af ligestillingseksperter. Den 27. maj 1948 luftede Finn Friis ideen i et brev til William Borberg. De kendte hinanden fra Folkeforbundet, hvor Friis var ansat i sekretariatet, Borberg gesandt. Begge arbejdede nu med FN, Borberg i New York, Friis på Slotsholmen.

Borberg havde med jævne mellemrum rykket for svar på spørgeskemaet Questionnaire on the Legal Status and Treatment of women, som Udenrigsministeriet modtog 30. januar 1947 fra generalsekretær Tryggve Lie. Deadline snarest mulig, senere præciseret til 1. juli. Sagen var rutinemæssig ekspederet videre til ressortministeriet, i dette tilfælde Indenrigsministeriet, som først svarede hen i juli og kun på udvalgte dele af spørgeskemaet. Ligestilling viste sig at være besværligt tværministeriel! Udenrigsministeriet måtte sende undersøgelsen videre til fire andre ministerier: Finansministeriet, Krigsministeriet, Justitsministeriet og Undervisningsministeriet. Det lykkedes først at få alle besvarelser i hus marts 1948, og de var stadig ikke fyldestgørende.

Spørgeskemaet ser ellers tilforladeligt ud. Overskueligt opdelt i afsnit med velkendte kvindepolitiske temaer: Valgret, arbejde, uddannelse, skat, statsborgerskab og andre individuelle borgerrettigheder. Pædagogisk udformet, så det ikke kræver særlig sagkundskab. Fx spørges der ikke, om køn har betydning for tjenestemandspensioner sådan i al almindelighed. Undersøgelsen var designet af eksperter, der vidste, hvor skoen trykkede og pindede ud: Har pensionen samme størrelse for kvinder og mænd? Er deres efterlevende ægtefæller ligestillede? Osv.

Med de relevante love i hånden kunne sagsbehandlerne altså komme et langt stykke med at krydse af: Ja/nej plus notere, hvilke retskilder de havde brugt. Men den danske centraladministration havde anno 1947 ikke overblik over kvinderelevant lovgivning. Allerede i udgangspunktet måtte embedsværket indse, at ligestilling gik på tværs af ressortopdelingen, og reagere ved at sende spørgeskemaet frem og tilbage mellem forskellige ministerier og departementer. Når det så dæmrede for nogen, at kategoriseringen af lovene heller ikke duede, og køn var på spil i store dele af lovgivningen – ja, så fejede de det ind under gulvtæppet.


På dybt vand

Det første spørgsmål går på generelle bestemmelser om kønsligestilling, og om de i givet fald står i grundloven, almindelige love eller traktater. Indenrigsministeriet svarede med henvisning til Lov Nr. 100 af 4. Marts 1921 om lige Adgang for Kvinder og Mænd til Tjenestestillinger og Erhverv “ja”. Som det fremgår af navnet på loven og som der omhyggeligt gøres rede for i kommentaren, dækker denne lov kun det offentlige arbejdsmarked og borgerlige ombud. Ikke engang det hele. Militæret var undtaget, og det havde kirken også været, indtil en lovrevision 4. Juni 1947 åbnede for ansættelse af kvindelige præster.

Faktisk var der en generel bestemmelse om ligestilling. Danmark havde september 1945 ratificeret FN-pagten, hvor der i præamblen tales om “mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder”, og i formålsparagraffen om at “styrke og fremme respekten for menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder for alle uden forskel med hensyn til race, køn, sprog eller religion”. Det er lidt af en gåde, hvordan sagsbehandlerne kunne overse FNs “grundlov”, der for blot to år tidligere og under stor mediedækning blev lanceret som et paradigmeskift i international – og dansk – politik. Specielt når de sad med en FN-sag, og spørgeskemaet direkte pegede på traktater som en mulighed.

Forklaringen er ikke, at Indenrigsministeriet holdt sig inden for eget ressort. Lov nr. 100 udgik fra Statsministeriet, revisionen fra Kirkeministeriet, og efterfølgende inddrages love fra flere andre ministerier. Lov nr. 100 var nok simpelthen ministeriets bedste bud på en generel dansk ligestillingslov, og ministeriet lagde med dette valg et spor som samtlige kolleger fulgte. End ikke Udenrigsministeriet kom i tanke om FN-pagten.

Enkelte andre specifikke ligestillingslove dukker op i besvarelserne, bl.a. de to ægteskabslove, der ligesom Lov nr. 100 blev vedtaget i årene efter at kvinder havde fået valgret i 1915 for at fjerne de resterende direkte kønsdiskriminerende bestemmelser. Derudover brugte embedsværket en række “almindelige” love: grundloven, retsplejeloven, tjenestemandsloven, skatte- og valglove. I alt 10-15 stykker, afhængigt af hvordan man tæller revisioner med.

I følgebrevet til Questionnaire on the Legal Status and Treatment of women understregede generalsekretæren, at undersøgelsen også omfattede den praktiske gennemførelse af lovgivningen, og i selve skemaet spørges der både til antallet af kvindelige politikere, embedsmænd og studerende og til anvendelse af personalepolitiske strategier. Her var embedsmændene på endnu dybere vand.

De eneste statistiske data i besvarelserne finder man i afsnittet om valgret, hvor Indenrigsministeriet leverede rå tal på kvinderepræsentationen på Rigsdagen og i kommunalbestyrelserne: “Med hensyn til Kvindernes faktiske stilling kan det oplyses, at af Rigsdagens 225 medlemmer er 20 og af Kommunalbestyrelsernes 11488 Medlemmer er 345 kvindelige.” I Finansministeriet manøvrerede man uden om spørgsmål om kvinder i ansættelses- og forfremmelsesudvalg med kommentaren: “ingen Lovregler”. Alle andre ministerier sprang simpelthen det med implementeringen over.

“(…) en tidsspildende og lidet tilfredsstillende Fremgangsmaade”, kaldte Friis sagsbehandlingen i brevet til Borberg, en evaluering, andre i Udenrigsministeriet delte. Ideen om sagkyndig bistand blev dog ikke realiseret. Ministeriet stod i et vadested, hvor ressourcer skulle fordeles på de nye internationale forpligtelser, og her kom ligestilling ikke i første række. At et ekspertudvalg overhovedet kom på banen, hang utvivlsomt sammen med Bodil Begtrups lynkarriere i FN-systemet.


En dansk dronning i FN-regi

I sin egenskab af formand for Danske kvinders Nationalråd (DKN) havde Henny Forchhammer fra første færd deltaget i de danske delegationer til Folkeforbundet. Under samlingen i 1926 spottede hun stud. polit. Bodil Begtrup på studieophold i Geneve og trak hende ind i DKN, hvor hun blev næstformand 1931, formand 1946. 1938 overlod Forchhammer sin delegationsplads til hende, og Begtrup nåede lige at lære de danske embedsmænd at kende, inden Anden Verdenskrig lukkede Folkeforbundet ned.

Således var Begtrup fuldbefaren i internationalt arbejde, da hun mødte som rådgiver for den danske delegation ved FNs stiftende generalforsamling i London januar 1946 og brændte så meget igennem, at formanden for Det økonomiske og sociale Råd håndplukkede hende til Sub-Commission on the Status of Women, et udvalg under menneskerettighedskommissionen. Som den første – og i denne runde eneste – dansker på en tillidspost i FN-systemet overhalede hun de to officielle kandidater professorerne Hal Koch og Carl Iversen indenom. Hendes stjernestatus blev ikke mindre, da hun på udvalgets første møde i foråret blev valgt til formand og havde held til at få udvalget opgraderet til en selvstændig kommission.

FN blev båret frem af et stærkt ønske om at undgå flere verdenskrige. Chokeret over det massive tab af menneskeliv, den enorme materielle ødelæggelse og det totale humanitære sammenbrud gjorde man fred, international retsorden, menneskerettigheder, sociale og økonomiske fremskridt til den nye verdensorganisations bærende værdier. Og det for begge køn takket være de – meget få – kvindelige aktørers evne til at udnytte tidens vilje til forandring optimalt.

Bodil Begtrup var en formidabel netværker og allierede sig bl.a. med generalsekretær Trygve Lie. De lagde en plan om at befæste pagtens ligestillingsforpligtelse på generalforsamlingen i efteråret med en resolution om kvinders politiske rettigheder. Helst fremsat af en af stormagterne, hvis det ikke lod sig gøre af Danmark. Det blev Danmark med Bodil Begtrup som ordfører og med resten af delegationen som vandbærere. I sine erindringer fremhæver hun især Borberg som “en sand kvindesagsmand”. Resolutionen blev vedtaget enstemmigt og Begtrup modtaget som en dronning, da hun kom hjem til jul.


Antifeminisme eller blot mangel på indsigt?

På Slotsholmen havde man altså rigtig gode grunde til at gøre sig umage med Questionnaire on the Legal Status and Treatment of women, som var blevet til på initiativ af kvindekommissionen. Men der var bare ikke så mange sande kvindesagsmænd. Mainstream antifeminisme skinnede igennem på mange niveauer i besvarelserne. Fx svarede Finansministeriet “ja” til ens pensionsudbetalinger med tilføjelsen “dog eventuelt Forskel med Hensyn til Reguleringstillæg til Grundpensionen” – en overordentlig positiv beskrivelse af de faktiske forhold. Og “ja, ifølge Forholdets Natur, f.Eks. Stillinger som Sygeplejersker, Jordemødre etc.” på spørgsmålet om nogle fag var forbeholdt det ene køn.

Udenrigsministeriet tog dog prisen, når det kom til at pynte på praksis og stereotypisere køn. Finansministeriet havde med standardhenvisning til Lov nr. 100 også bekræftet, at kvinder og mænd var ligestillet i diplomatiet, men bad lige om et tjek i udenrigstjenestens personaleafdeling. Her svarede man, at den gældende forpligtelse til udstationering i udlandet reelt var en uoverstigelig barriere for i hvert fald gifte kvinder, der kom i en “Konfliktsituation, som oftest kun kan løses ved den paagældendes Afsked eller Skilsmisse”. Og at udstationerede kvinder, hvis de giftede sig med en udenlandsk mand, mistede deres statsborgerskab og dermed retten til tjenestemandsstillinger, mens ægteskab ikke havde betydning for mænds statsborgerskab. Alligevel fandt man ikke grund til at modificere Finansministeriets svar.

Bodil Begtrups modtræk mod disse forventelige reaktioner var at skabe en alliance mellem FN og civilsamfundet, der kunne lægge pres på regering og administration. På formands- og styrelsesmøder i Danske Kvinders Nationalråd agiterede hun for, at rådet selv skulle indsamle relevante data og holde vågent øje med regeringens håndtering af spørgeskemaerne. Og at det skulle ske i et samarbejde mellem kvindebevægelsen, arbejderbevægelsen og forskningsinstitutioner som det kommende socialforskningsinstitut, der blev projekteret af Henning Friis, bror til Finn Friis.

Endemålet var, at regeringerne i alle medlemsstaterne skulle oprette “en Kommission, der skal behandle Kvindens Stilling i vedkommende Land – en Kommission bestaaende af Repräsentanter for Regering, Fagforeninger, Kvindeorganisationer og andre. Disse nationale Kommissioner skal have til Opgave at konstatere Misforhold mellem Kvindens og Mandens Stilling og fremsätte Forslag om, hvordan de kan udlignes.” Denne nærmest profetiske beskrivelse af det i 1975 oprettede Ligestillingsråd, som Bodil Begtrup i 1946 ville have forsvoret lå 30 år ude i fremtiden, stammer fra et foredrag, holdt i USA og skrevet på en maskine uden æ’er.

I et interview ved hendes 80-års fødselsdag i 1983 sagde Bodil Begtrup, at hun gerne ville have været ambassadør ved FN. Det ønske fik hun aldrig opfyldt. Men under generalforsamlingen i 1948, hvor hun med bravur bestred posten som næstformand for det udvalg, der færdigforhandlede Verdenserklæringen om Menneskerettigheder – med endnu flere ligestillingsforpligtelser end FN-pagten, blev hun udnævnt til dansk ambassadør på Island. Hun fortsatte sin diplomatiske karriere i Schweiz 1959-68 og Portugal 1968-73.

Efter ambassadørudnævnelsen fortsatte Bodil Begtrup nogle år som dansk FN-delegeret og repræsentant i Kvindekommissionen, men uden at kunne lægge samme kræfter i arbejdet. Hendes afløser i Danske Kvinders Nationalråd, juristen Helga Pedersen var mere til realpolitik end visioner, oplært som hun var i Udenrigsministeriet. Og Udenrigsministeriet kunne nu, uden at blive bidt i haserne, sænke ambitionsniveauet for Danmark som frontløber i international ligestillingspolitik.

Søg og I skal finde

Friis’ ide om at nedsætte et udvalg af ligestillingseksperter havde absolut været realisabel. Man havde endog kunnet finde eksperter i egne rækker: fx Danmarks Statistik, der på dette tidspunkt var et departement i Finansministeriet. Deres standardpublikationer indeholdt mange af de efterspurgte data, f.eks. kønsfordelingen ved højere læreranstalter og i den offentlige administration. Ganske vist svære at finde, da “kvinder” ikke var et emne i registret. Det havde den netop publicerede Danske Kvinders Aarbog, 1947 imidlertid rådet bod på med en artikel, der serverede de kønsopdelte data i Statistisk Årbog, 1946 på en sølvbakke.

Ville man længere ned i tallene, var departementet også leveringsdygtig. Danmark Statistik har en stolt feministisk tradition som en af de statslige arbejdspladser, som tidligt ansatte kvinder og som havde tæt kontakt til kvindebevægelsen. Fx bidrog to professionelle statistikere til et andet oversigtsværk Kvinden i Samfundet, der var udkommet 1937. Den pensionerede Hans Cl. Nybølle med befolkningsstatistik og Rigmor Skade, der skulle blive institutionens første kvindelige kontorchef, med erhvervsstatistik. Værket indeholdt i øvrigt også oversigter over kvinderelevant lovgivning ved Karen Johnsen og Kirsten Gloerfelt-Tarp, et par af kvindesagens andre prominente DJØF-ere.

Et ministerielt udvalg kunne måske have skabt kontinuitet i dokumentationen af kvinderelevante data, der helt frem til 1960 havde ad hoc karakter, fordi den foregik på mere eller mindre privat basis. Projektet Danske Kvinders Aarbog måtte fx opgives allerede efter det første år og Kvinden i Samfundet blev kun opdateret en enkelt gang i 1953. Fra 1951 udgav Politikens forlag Kvindens hvem hvad hvor, der udkom i en lang årrække, men som primært var en årbog for husmødre. De levedygtige spirer til en systematisk dataindsamling finder man først i midten af 1960’erne, da Det kongelige Bibliotek med registrering af kønsrelevant litteratur lagde grunden til KVINFO, og da Statsministeriet nedsatte en kvindekommission, hvis opgave var at komme med forslag til ny lovgivning, der kunne skabe ligestilling mellem kvinder og mænd i Danmark.

Jytte Larsen er historiker og forskningsstipendiat på KVINFO.