Et job i ældreplejen fremstår som en attraktiv mulighed for jobsikkerhed, hvor der er mulighed for at arbejde med mennesker. Men jobbet giver også mulighed for at bidrage til det danske samfund, samtidig med at man kan passe på den generation, der opbyggede velfærdsstaten. Det mener fire mandlige ansatte i ældreplejen med anden etnisk baggrund end dansk, der deltog i min interviewundersøgelse.
Men undersøgelsen viser også, at det ikke er et ubetinget frit arbejdsvalg. For mændene oplever, at netop deres etniske tilhørsforhold og status som indvandrere er en udsat position på det danske arbejdsmarked. To af mændene, Ibn og Majid, fortæller fx, hvordan de med universitetsuddannelser fra hjemlandet har forsøgt at få en dispensation for at komme ind på en læreruddannelse. Ibn uddyber her, hvorfor han besluttede sig for SOSU-faget:
“Dengang accepterede det danske system ikke vores papirer, sådan var det dengang. Man skulle begynde forfra og læse fire, fem år, og så tænkte jeg, det er lidt… igen lang uddannelse, jeg skal gå i gang med. Så fortrød jeg faktisk, så lavede jeg mange forskellige ting hen ad vejen. Jeg var svejser, jeg fik mange svejsekurser, og så var der en del af mit liv her, hvor jeg var arbejdsløs. Og så kom der en ny regel, hvor man kunne få dispensation, at i stedet for at bruge fem år, så kunne man nu bruge to år på at komme på seminariet. Så jeg syntes, nåh nu er det godt nok, så jeg skal begynde på den der. Men da jeg valgte det, jeg kom også på venteliste… men da holdet skulle starte, det var helt nyt… så da holdet skulle starte, så kom halvdelen ikke. Holdet blev udsat otte måneder, og nu havde jeg været på venteliste fire, fem måneder, og så skulle jeg igen vente otte måneder, og det gad jeg ikke igen. Så var der en af mine venner, han anbefalede mig og sagde, hvorfor tager du ikke den uddannelse som social- og sundhedshjælper.”

SOSU-arbejdet en exit-strategi

“De finder sig en mulighed, altså for at trække sig ud af alle de der problemer”, sådan formulerer Farid sig, når han skal forklare, hvorfor yngre mænd med ikke-vestlig baggrund vælger ældreplejen.
For de står uden netværk og har begrænsede muligheder, når det gælder job og uddannelse, og derfor bliver de også sårbare i forhold til en kriminel løbebane, forklarer Farid. SOSU-uddannelsen er derimod en mulighed for unge etniske minoritetsmænd at skærme sig fra kriminalitet og etablere en vej ind i det danske majoritetssamfund.
Farid har selv benyttet strategien: For ved at arbejde i ældreplejen, kunne han forbedre sine muligheder i majoritetssamfundet, og dermed have bedre betingelser for familiesammenføring med sin kone.
Ved at tage en uddannelse som SOSU-hjælper og få et job i den kommunale ældrepleje, signalerer Farid, at han er en respektabel medborger, der ønsker at bidrage positivt til det danske samfund. Og dermed kunne han opnå en bedre position i forhold til de danske myndigheder. For udover et godt fast arbejde som SOSU-hjælper, er jobbet i ældreplejen også en måde at blive inkluderet på i det danske samfund.

Svært at føle sig velkommen

Mændene i undersøgelsen peger alle på, at det kan være vanskeligt at føle sig velkommen i Danmark pga. fordomme om etniske minoritetsmænd.
“Selvom man bliver påvirket af propaganda og alt det der udlændinge, udlændinge, udlændinge. Men det er mere, hvordan du har det med dig selv. Hvis du føler dig som en del af dem, så selvfølgelig bliver du undertrykt, men hvis ikke du gør de der ting og siger nej, det har ikke noget med mig at gøre. Det er lige meget, hvad tænker din nabo ikke også. Han må godt tænke, at han er udlænding, og måske er han morder. Så længe de er ikke efter mig, så hvorfor skal jeg være efter dem”, fortæller Farid, når han skal forklare, hvordan han selv balancerer i forhold til negative fremstillinger af etniske minoriteter.
Mødet med mistro og fordomme optræder dog også i arbejdslivet især hos de pårørende til den ældre, som Ibn fortæller:
Jeg har slet ikke den der fra kollegaernes side(…) og beboerne, de er så søde og rare, og de kan se, at jeg gør noget for dem. De har slet ikke noget af det der i bagtankerne. For det første nogle af dem, de er jo demente, og de har jo overhovedet ikke nogle af de der tanker, at jeg har anden etnisk baggrund og sådan noget(…) Men engang imellem vil jeg sige, man kan på en eller anden måde se det fra de pårørendes side… det er etnisk… det kan man godt mærke, men det er ikke helt tydeligt… men man kan se det på deres måde at have kontakt og sådan noget.

Kultur som fordel

Det etniske tilhørsforhold er dog ikke kun en barriere, for mændene fortæller også om fordelene:
“I mit eget land, der tænker vi lidt anderledes på ældre mennesker end danskerne, eller vi har mere kontakt med vores ældre end jer”, siger Farid, der fortæller, at omsorg for familien og dens ældre medlemmer har højere status sammenlignet med Danmark.
Majid fortæller, at indvandrermænd faktisk er bedre til omsorg end danske mænd: “så tror jeg måske, at indvandrermænd de er bedre til pleje og omsorg. Fordi som sagt, det samfund jeg kommer fra, vi har ikke nogen formel ældreomsorg. Og fra vi er små af, så vænner vi os til farfar, mormor(…), og der er ældreomsorg i hjemmet.”
Dermed lægger mændene vægt på, at deres oprindelseslande har respekt for ældre i modsætning til det danske samfund, hvor den ældre generation er mindre værdsat, og det betyder, at de også sætter pris på, at de kommer fra en kultur, hvor man kan være stolt af at arbejde med ældre mennesker.

Kvindemagt og mandlig kønsidentitet

Selvom etnicitet fremstilles som noget, der giver mændene omsorgskompetencer, bliver deres køn alligevel beskrevet som en barriere for at yde ‘rigtig’ omsorg.
Mehmet fortæller, at ældre mennesker foretrækker kvinder til den personlige pleje. Samtidig beskriver Majid, at selve faget er præget af opfattelsen af, at der er overensstemmelse mellem det at yde omsorg og det at være kvinde, og at det ikke alene skyldes fagets overrepræsentation af kvinder. Farid deler oplevelsen af, at han alene i kraft af sin kønsidentitet ikke er helt rigtig til jobbet.
Majid forklarer fx, at han gerne vil videreudvikle sin faglighed, og derfor ønsker han dag- frem for aftenvagter, hvor der er flere udfordrende arbejdsopgaver inden for den direkte pleje. Men samtidig oplever Majid, at hans ønsker ikke bliver imødekommet, og det tilskriver han sin position, som den eneste mand på arbejdspladsen.
Mehmet fortæller da også, hvordan han føler sig isoleret i pauserne, hvor det er de kvindelige kollegaer og deres interesser, der dominerer samtalerne.
Både Mehmet, Majid og Farid understreger, at det kan være er svært at forsvare deres arbejdsvalg, og at det er vigtigt at fremhæve aspekter ved arbejdet, der ikke har noget med personlig pleje og omsorg at gøre, for at blive accepteret.
Derfor mener Farid, at hvis der skal rekrutteres flere mænd til ældreplejen, skal der sættes fokus på, at det er andre ting end personlig pleje:
Altså måske bliver folk ikke godt nok informeret af det der, det er ikke kun, at du vasker mennesker og lægger dem i seng. Det kan godt være ubehageligt eller ulækkert for dem, der tænker, nej jeg skal ikke hele tiden skifte ble på de ældre mennesker. Men hvis man bliver bedre informeret, det er et arbejde sammen med ældre, der er rigtig mange ting(…).
Ibn har dog en helt anden opfattelse af kønnets betydning i forhold til SOSU-arbejdet:
Nej… på en måde, der vil jeg sige det, at nogle gange, der kunne der godt være brug for flere mænd. Altså nu skal jeg ikke sidde og prale og sige, at mændene de har kræfter. Men på nogle områder jeg kan se det, at mændene de tager bedre fat end kvinderne. Det tror jeg altså, hvis der var nogle flere mænd, de kunne måske bedre udføre det arbejde.
Samtidig pointerer Ibn, at han aldrig selv havde tænkt, at det var et ‘kvindefag’. Han oplever heller ikke, at hans arbejdsvalg vinder omgivelsernes respekt. Tværtimod får han netop anerkendelse for at have et fast job. Derudover trives Ibn rigtig godt med at være den eneste mand blandt mange kvinder.

At være eller at være ikke

Hvis etniske minoritetsmænd ser muligheder i at arbejde i ældreplejen, kan det være med til at flytte grænserne for, hvilke job mænd kan have og derved bidrage til at nedbryde det meget kønsopdelte arbejdsmarked, hvor Danmark ligger helt i top.
Alligevel viser Mehmet, Ibn, Majid og Farid, at det ikke alene må ses som en succes. For ingen af de fire mænd har samme muligheder på arbejdsmarkedet, som etniske majoritetsmænd har. Og samtidig skal disse mænd balancere som dobbeltminoriteter i deres arbejdsliv.
Adskillige studier viser nemlig, at der er forskellige udfordringer forbundet med at være en kønsminoritet i arbejdslivet, da køn både tillægges særlige egenskaber, og samtidig at kønnet får stor indflydelse på, hvad man som individ kan og bør gøre – sådan som de fire informanter fortæller.
Positionen som minoritet kan derfor betyde, at man bliver fastlåst i en bestemt rolle. Mændene, der deltog i denne undersøgelse, skulle altså ikke alene balancere i forhold til kønsnormer, de skulle også forholde sig til deres etniske tilhørsforhold.
Derfor skal der på baggrund af undersøgelsen lyde en opfordring til, at fremtidens arbejdspladser betragter etniske minoritetsmænd som selvstændige mennesker, der kan have forskellige ønsker og ambitioner, uden at de forsvinder i omgivelsernes stereotype forventninger til deres køn og etnicitet.