Ritas fortælling viser, hvordan slægtskaber nu skabes også på tværs af landegrænser. Rita er da heller ikke ene om at vælge ægdonation og fertilitetsbehandling i udlandet. Lange ventelister i Danmark samt den danske lovgivning, som stopper fertilitetsbehandling for kvinder over 45 år, får barnløse til selv at tage til for eksempel Spanien.
Når danske kvinder og par vælger at tage til udlandet, så er det en nøje undersøgt rejse, ofte efter flere års fertilitetsbehandlinger på offentlige eller private klinikker i Danmark. En sidste mulighed for den barnløse for at få “eget” barn – ikke et købebarn men et ønske- og kærlighedsbarn.

Når forplantning globaliseres

Hvordan kan vi forstå fertilitetsrejser som fænomen, som ikke bare er et voksende – men også et interessant og kompleksfyldt område?
Fertilitetsrejser minder på mange måder om den bevægelighed, som man i forvejen kender på det medicinske område: Udenlandske klinikker, der tilbyder ikke bare hvide tænder og et nyt smil, men også en lille ferie i et behageligt klima.
Barnløse krydser i dag ikke alene landegrænser, men også radikalt forskellig lovgivning. Karakteristisk er det dog, at de rejsende helst tager til nabolande, som både er kendte og nemme at komme til.
Steder, hvor man sprogligt kan begå sig, og hvor de erhvervede arveanlæg i langt højere grad “ligner” den kommende familie. Således har den europæiske organisation ESHRE (European Society of Human Reproduction and Embryology, 2010) påpeget, at man fra Norge og Sverige rejser til Danmark for anonym sæddonation, mens barnløse fra Frankrig og Italien oftere rejser til Spanien for ægdonation.
Netop på ægdonationsområdet er det umuligt for danske barnløse at tage til et naboland. I Norge tillader man for eksempel slet ikke ægdonation. Her skal æg, der udtages, jævnfør den norske lovgivning, føres tilbage til den kvinde, som ægget kom fra. Regler og tilgængelighed trækker derfor danske barnløse til klinikker i for eksempel Tjekkiet og Spanien.
Når barnløse rejser til udlandet for behandling, skal det samlet ses i lyset af forskellige lovgivninger på området, globalisering og nye kommunikationsmedier. En slags transnational “flow” eller bevægelighed, hvor barnløse ved hjælp af billige flyrejser, fertilitetsklinikkernes markedsføring på internettet, danske klinikkers samarbejde med de udenlandske samt den meget forskellige lovgivning på området rejser til en hel anden del af Europa (eller måske sågar til et andet sted i verden) for netop at skabe deres ønskebarn. De reproduktive ydelser såsom æg- og sæddonation er derfor, som andre bevægelser i teknologier, reproduktiv viden og kroppe blevet transnationale.
Den globale bevægelighed kan dog også forstås med et kritisk blik. Det økonomiske mellemværende, hvor unge, men måske også fattigere, østeuropæiske eller spanske kvinder donorer deres æg, kan nemt lugte lidt af udnyttelse af ressourcesvage unge kvinder. Og det fremprovokerer kritiske spørgsmål såsom:
Hvilke kroppe er det, som bevæger sig på tværs af landegrænser? Hvilke kroppe er det, som er blevet tilgængelige i denne transnationale økonomi?
Og her særligt, hvad angår ægdonation: Under hvilke betingelser donorer kvinder i for eksempel Spanien æg? Globalisering af fertilitetsbehandlinger rejser spørgsmål om tilgængelighed, og retter også blikket mod de fortællinger, der bliver produktet af denne industri.

En tur til sydens sol, en graviditet rigere?

Det faktum, at barnløse i stigende grad krydser grænser for at få deres ønsker opfyldt, har fået flere til at diskutere bevægeligheden som en helt ny form for turisme. Fertilitetsbehandlinger outsources og barnløse tager på fertilitetsferier.
De udenlandske klinikker påtager sig da også i mange tilfælde at arrangere pakkerejser, hvor der er sørget for afhentning i lufthavnen, hotel og forplejning samt skemalagte behandlinger. Og de kommende forældre møder også ofte et behandlingssystem, som er langt mere smidigt indrettet end det danske. Et system, som ikke bare bestræber sig på at skabe en graviditet, men også på at skabe en god oplevelse. Således usynliggøres fertilitetsbehandlingerne og teknologien på klinikkernes hjemmesider. I stedet rettes blikket mod strande, palmer eller måske interessante museer samt en handlekraftig, kompetent klinik. En lille genfortælling af en romantisk rejse her rettet mod særlige ressourcestærke vesterlændinge.
Ideen om, at barnløse er en slags forplantningsturister, er dog ikke uproblematisk. Den er bundet til en bestemt måde at se, opleve og kommunikere på, som spiller på drømmen om det fremtidige forældreskab, hvor turisterne ikke blot er tilskuere, der passivt forbruger og modtager en ekspert-baseret behandling, men derimod aktører, der med sig på deres rejse til Barcelona, for eksempel også indlægger et besøg på Camp Nou, FC Barcelonas stadion eller tager på en rundtur for at se Gaudis hovedværker.

Fertilitetsflygtninge

Turismemetaforikken er decideret ufølsom og direkte i konflikt med de fortællinger, som flere af de fertilitetsrejsende selv beretter. Hvor rejsemetaforikken sætter fokus på velstillede barnløse, så er den fertilitetsrejsendes egen fortælling en helt anden. Den er nemlig i langt højere grad konstrueret som en heltefortælling – en tvungen rejse.
Vi oplever den for eksempel i fortællingen om Merete og hendes mand, som i løbet af otte års forsøg med forskellige former for fertilitetsbehandlinger i både det offentlige og det private i Danmark, tre ufrivillige aborter, som nu mener, at tiden er ved at løbe fra dem og derfor rejser til Spanien for at komme i behandling.
I den fortælling er de barnløse ikke privilegerede turister, men snarere en slags fertilitetsflygtninge, der tvinges til udlandet af deres “forståelige” længsel efter et barn kombineret med en hjemlig restriktiv fertilitetslovgivning, begrænsede økonomiske ressourcer og/eller lange ventelister. Og i den fortælling rummer turen til Spanien da heller ikke hverken strand and museumsbesøg men snarere mange timer på klinikken og hotelværelset.
I barnløses egne fortællinger er det derfor de talrige fertilitetsbehandlinger, det økonomiske pres behandlingerne sætter dem i samt manglende muligheder i hjemlandet, som er i fokus. Den fertilitetsrejsende trodser de juridiske og sociale barrierer, som de er stødt på og ankommer i stedet “ufrivilligt” til den udenlandske klinik.
Hvor de rejsende her er næsten helte, er turen til Spanien et desperat men også modigt valg. Fertilitetsrejsen handler, i den fortælling, ikke om at købe spanske æg – snarere omskrives det økonomiske mellemværende og ægget til en “nødvendig behandling”, og en absolut sidste mulighed i parrets “naturlige” ønske om at blive forældre.

Skabelsesbeslutningen

I interviews med forældre til børn undfanget ved hjælp af ægdonation er det tydeligt, at de selv funderer over den biologiske og genetiske relation mellem mor og barn. Det længe ønskede barn er for eksempel i Ritas tilfælde, ikke alene et produkt af et spansk æg, men også af en spansk sæddonor. En cocktail som da heller ikke er lovlig i Danmark, hvor mindst én af de kommende forældre skal bidrage til projektet.
Men det forhindrer på ingen måde Rita i at lave en ny form for slægtskabshistorie og relation til sin datter. Det faktum, at hun selv bar det ufødte barn i 9 måneder, delte blodomløb med hende, mærkede de spæde spark, fødte og ammede hende, giver hende en fornemmelse af en biologisk forbindelse mellem de to.
Rita er således ikke en rugemoder – hun er en “rigtig” mor. Som anført af den amerikanske teknologiforsker Charis Thompson, så tilpasses biologien til intentionen om forældreskab. Teknologien iscenesættes som en “naturlig” assistance men nedtones samtidig således, at det biologiske på en interessant måde bliver styrket. Det er nemlig den biologiske forbindelse (den delte krop) mellem Rita og den lille ny, som i fortællingen bliver fremhævet samtidig med, at Ritas moderskab næsten naturliggøres af amning og hendes bekymringer om den lille ny.
Barnløse tilpasser reproduktionsteknologier og noget så fremmed som ægdonation i udlandet med genkendelige strategier om slægtskab. For Rita fungerer det delte blodomløb, de spæde spark, fødslen og amningen som en måde at skabe et biologisk slægtskab på.
I fortællingerne tilpasses det fremmede – i dette tilfælde ægget fra en anden kvinde – med det faktum, at det er den kommende mor, som bærer barnet. Graviditeten opprioriteres både af klinikkerne og den modtagende kvinde. Således bliver donorægget da til tider på den udenlandske klinik lagt i en væske, som er udtaget fra den danske kvindes krop, og ægget bliver derved allerede fra start gjort til en del af hendes krop. Hvis behandlingen resulterer i en graviditet indgår den gravide som en helt “normal” gravid kvinde, når hun kommer tilbage til Danmark. Ægdonorbørnene er således helt igennem “egne” børn. De har måske godt nok en genetik eller et ophav med rødder i for eksempel det spanske, men det menneskelige og det biologiske ophav er et langt stykke hen ad vejen tilskrevet den kvinde, som har båret barnet.
Men det er langt fra den eneste måde, hvorpå de rejsende skaber slægtskab. Det faktum, at det for eksempel var Rita, som traf beslutningen om at få et barn, har også stor og afgørende betydning.
I de rejsendes fortællinger står de kommende forældres intention om moderskab eller måske rettere, hvad vi kan kalde selve skabelsesbeslutningen. Som flere bemærker:
“Det var mig, som traf beslutningen, jeg rejste til Spanien” eller “Hvis det ikke havde været for mig, var min datter ikke blevet født”.
Skabelsesbeslutningen tillægges altså den barnløse, og her ikke alene hvad angår det faktum, at et embryon blev til et foster og til et barn gennem den voksende krop, men også det faktum at selve undfangelsen var den barnløses beslutning. Ægdonoren havde ingen intention om at blive mor – det har til gengæld den modtagende kvinde.

Spanske æg mere glade og udadvendte

Rejsen såvel som valget af klinik foretages i lyset af de erfaringer herunder forestillinger, som de barnløse har om netop deres destination. Uanset om rejsen går til Spanien eller til et andet land, så er valget ofte truffet ud fra et allerede eksisterende kendskab til det pågældende sted eller på baggrund af et samarbejde med en dansk klinik. For eksempel gamle, men alligevel rigtig gode ferieminder er med til at skabe en relation og en positiv erindring om det pågældende land.
Sågar forestillinger om en national sjæl eller psyke spiller ind. Således siger enkelte, at netop Spanien er et særligt gæstfrit og udadvendt land, og hvem vil da ikke også hellere have et barn med gode sociale kompetencer?
Det står i skarp kontrast til en donor og derved potentielt et barn fra en kultur, som er kategoriseret som værende mere reserveret og kølig i sin mellemmenneskelige tilgang. Her trækker genetikken ikke bare på ting som højde, øjenfarve, hårfarve eller arvelige sygdomme. Her trækker de kommende forældre på forestillinger om det nationale, og trækker det helt ned på det genetiske niveau. Spanske gener og æg er, fristes man til at sige, mere glade og udadvendte.
Når nu turen ofte går til Spanien, så skyldes det også, at netop Spanien bliver, af danske barnløse, fremhævet som et land, hvor etik og arbejdsforhold er i orden. Det er et land, hvor donorerne er “frigjorte kvinder”, som selv kan træffe et valg om at give – ikke sælge – deres æg.
Flere bemærker da også i den forbindelse, at de foretrækker “friske” æg. Her kommer friske æg til at symbolisere ikke alene mere frugtbare æg men også æg, som ikke i nedfrosset tilstand er fløjet ind fra en tvivlsom klinik et andet sted i Europa. Og mens nogen bevidst går efter de spanske gener, så påpeger andre, at netop Spanien tiltrækker studerende fra Nordeuropa. Altså kan man erhverve sig æg fra en ung nordeuropæisk kvinde og derved få sig et barn, som måske ligner både mor og far.
Igen er klinikkerne med til at understrege netop den fortælling. Den mulige donor er visuelt fremstillet som ofte lys i huden, ung og attraktiv. Det er en yngre kvinde, som den modtagende danske kvinde kan relatere sig til. En ung kosmopolit, der bruger pengene til at færdiggøre en uddannelse – en helt igennem legitim måde at anvende kompensationen på, som sågar understreger det gode formål samt en fortælling, hvor den økonomiske kompensation nedtones og erstattes af altruisme.

Nye tilblivelseshistorier

De nye tilblivelseshistorier formes ikke alene af de lovgivningsmæssige muligheder, eller måske snarere begrænsninger, men også af nye kommunikationsmedier. De skabes blandt andet på klinikkernes hjemmesider og på internettet, som for eksempel i de talrige blogs, hvor de kommende forældre fortæller om deres oplevelser. I det hele taget skaber netop de nye medier symbolske genveje for de forskellige aktører. De kommende forældre kan med et klik med musen indgå i en drømmeverden om deres kommende barn over transformationen til gravid og til forældre. Det er derfor ikke nogen overraskelse, at de udenlandske klinikker netop formidler behandlingsmulighederne på internettet samtidig med, at de i stigende grad også har et internationalt personale ansat, som kan varetage de særlige behov, som de tilrejsende har.
Måden, hvorpå vi nu får børn, er på mere end en måde grænseoverskridende. Nye kommunikationsmedier, gode behandlingsmuligheder i udlandet, billige flyrejser kombineret med en generation af kvinder og mænd, som er vant til at rejse, og som i stigende grad ser sig selv som forbrugere, er på én gang med til at skabe helt nye tilblivelseshistorier.
Det er tilblivelseshistorier som søger at forrykke ved vores forståelse af natur og biologi. Nu kan enlige, og i forplantningsøjemed modne kvinder, blive mødre. Men det er også fortællinger, hvor intentionen om moderskab eller forældreskab får en helt ny plads samtidig med, at forældreønsket og den biologiske forbindelse naturliggøres.
Det er altså både nye og gamle fortællinger. Fortællinger, hvor de spanske gener både tillægges en særlig national værdi samtidig med, at de gennem graviditet, fødsel og amning genindskrives som helt naturligt danske. En tur til Spanien producerer således både nye danske mødre og børn.