Forestil dig, du er en spansk kvinde i 1500-tallet. Snøret ind i korset og en stor, tung kjole. Forestil dig så, at du stiger ombord på et stort knirkende træskib læsset til bristepunktet med tønder af mad, høns og svin i bure, kanoner, flere hundrede mænd, millioner af lus, lopper og kakerlakker. Åbne latriner og én sølle kvadratmeter per person, vel vidende, at dette skal være dit hjem de næste par måneder. Datidens sørejser over Atlanten var benhårde. Det afholdt dog ikke flere tusinde spanske kvinder fra at tage turen til den Nye Verden, alene eller sammen med deres mænd.
Alligevel har kvindernes historier knapt været nævnt i de sidste fem århundredes historiebøger. Det skal der laves om på nu, mener Carolina Aguado, der er kurator ved Orlogsmuseet i den spanske hovedstad Madrid. Sammen med det spanske Ministerium for Uddannelse og Kultur har hun været med til at stable udstillingen ‘No fueron solos’, eller ‘De var ikke alene’, på benene. En udstilling, der handler om de spanske kvinders deltagelse i ‘La Conquista’, erobringen og koloniseringen af Amerika.
“Det, vi har lært i gymnasierne og på universiteterne, er, at det kun var mænd, der stod for den spanske del af opdagelsen, erobringen og koloniseringen af Amerika, men de seneste års studier har vist os, at det ikke er sandt. Allerede fra starten var der kvinder med. For eksempel var der 30 kvinder med ombord på Christoffer Columbus 3. ekspedition. Det har vi bare aldrig hørt om før”, understreger Carolina Aguado.

Kvinden der gav Columbus grønt lys

Ifølge Carolina Aguado er der meget, vi ikke har hørt om før, når det drejer sig om kvindernes rolle i udformningen af den ‘Nye Verden’, som Amerika blev kaldt af europæerne. Aguado peger for eksempel på, at det er en kvinde, vi i dag kan takke for, at Christoffer Columbus overhovedet satte sejl mod Indien, for så ved et tilfælde at opdage Amerika.
“Da Columbus i 1492 bad den spanske kongefamilie om støtte til rejsen, var holdningen, at det ville være alt for dyrt og til for lidt nytte. Men dronning Isabella 1. af Kastilien mente, at rejsen kunne komme det spanske folk til gavn, og det endte derfor med, at kongeparret gav Columbus grønt lys”, fortæller Aguado, mens hun viser rundt på udstillingen, hvor også historien om dronning Isabella bliver fortalt.
En af de historier, som Carolina Aguado holder mest af at fortælle, handler om den temmelig uheldige, men viljestærke Mencía Calderón:

Ufatteligt uheld førte til årelang rejse

Mencía Calderóns mand, Juan de Sanabria, får i 1549 lov til at tage til Rio de la Plata i Sydamerika for at kolonisere området. Kongedømmet ser gerne, at han ‘genopretter de kristne værdier’ i regionen, der er kendt som et paradis for spanske mænd, der efter sigende hver har et stort antal indianske kvinder. Derfor er raceblanding temmelig udbredt netop der. Ifølge Carloina Aguado har det spanske kongedømme på det tidspunkt egentlig ikke så meget imod blanding af racerne, men i Rio de la Plata har det taget overhånd. Aftalen med kongehuset ender derfor med, at Sanabria skal tage mindst 50 gifteklare spanske kvinder med, som kan blive parret med de spanske mænd i området.
Uheldigvis dør Sanabria, allerede inden skibet har forladt havnen i Sevilla, men da familien har brugt hver en skilling på forsyninger, er der intet for Mencía Calderón, hendes tre døtre og stedsøn, at vende hjem til. Derfor beslutter hun sig for at fortsætte rejsen. Problemet er bare, at der er strikse regler for, hvad kvinder må, derfor må hun lade sin stedsøn, der er teenager, skrive under på, at det er ham, der er ansvarlig for ekspeditionen.
Mandens død og fiflerierne med papirerne er dog småting i forhold til det, der er i vente. Ikke længe efter de tre skibe har sat sejl, synker et af dem.
“De to andre skibe fortsætter, men da de når til Guinea, bliver de angrebet af franske pirater. Og så skulle man måske tro, at de ville have voldtaget kvinderne, men det skete ikke”, fortæller Carolina Aguado og holder en kort kunstpause:
“Hun konfronterede piraterne og sagde, ‘I må tage, hvad I vil, men vær så venlige at holde fingrene fra kvinderne.’ Og sådan går det til. Til gengæld tager piraterne alt andet med sig, også navigationsudstyret. Det efterlod dem midt på havet uden mulighed for at finde ud af, hvad vej de skulle sejle.”
Derfor ender det ifølge Aguado med at tage fire år at krydse Atlanterhavet og nå frem til Brasilien.

1600 kilometer lang gåtur

Årene på havet er et helvede. De ryger både ind i uvejr og plages af ingen vind, der efterlader dem drivende rundt i lang tid. Inden længe udbryder der sygdom ombord på de uheldsplagede skibe, så da de langt om længe når Brasiliens kyst, er flere af besætningsmedlemmerne, og en ud af tre af Calderóns egne døtre, døde.
Der stopper uheldet dog ikke. For det første nægter portugiserne at lade dem gå i land, derefter tilbageholder de dem et år, for så at snuppe de to skibe. Men det stopper ikke Calderón.
Den stædige kvinde fortsætter ekspeditionen til fods. Omkring 1600 kilometer tværs gennem Mato Grossos bjerge og regnskov, vær så god! Turen fra Spanien til Rio de la Plata ender med at tage seks år, altså omkring fem et halvt år længere end beregnet. Kun 40 når frem, og ingen ved, hvor mange af dem, der var kvinder. Den eneste grund til, at historien er blevet overleveret, er, at Calderón selv skrev den ned i 1567.
“Jeg synes, det er en imponerende historie. Men her i Spanien, er der ingen, der har hørt om den. Det er mærkeligt, for det er en del af vores historie. Alligevel er den blevet glemt i så mange år’, siger Augado.
I 2010 udgav den spanske forfatterinde Elvira Menéndez dog novellen ‘El corazón del oceano’, Havets hjerte, om turen, og nu er den ved at blive filmatiseret til spansk tv. Søger man på internettet, støder man også på historien, dog med variation i både antallet af år, rejsen tog, og hvor mange kilometer turen var.

Intet personligt bevaret

Hverken Calderóns eller nogle af de andre 30 udvalgte kvinders ejendele er med på udstillingen.
“Desværre har vi ingen af deres personlige effekter. Deres historier har været holdt skjult, derfor er der ingen, der har gemt deres ting. I stedet har vi valgt at vise originale objekter, der var typiske for perioden”, tilføjer Augado og viser rundt på udstillingen, der i sig selv næsten er lige så godt gemt væk, som kvindernes historier gennem tiden. For at komme dertil, skal man nemlig først finde den forholdsvis anonyme indgang, forbi to vagter og igennem en metaldetektor. Sikkerheden er høj, for Orlogsmuseet ligger i samme bygning som den spanske flådes hovedkvarter.
Efter sikkerhedstjek, der foregår inde bag hoveddøren, hvor der kun er plads til et par personer ad gangen, fortsætter man op ad en marmortrappe, som leder frem til en reception. Dernæst går turen tværs gennem flere imponerende store, træbeklædte udstillingsrum spækket med spansk flådehistorik i form af skibsmodeller, tegninger og gigantiske gobeliner.
Helt nede for enden finder man de mindre lokaler, hvor ‘No fueron solos’ har fået plads.

Isabel Barretos første spanske kvindelige admiral

En anden historie, som kuratoren Carolina Augadoe fremhæver, er fortællingen om Isabel Barretos. “Hun var den første og eneste kvindelige admiral i den spanske Armada,” fortæller Aguado og tilføjer, at historien derfor er særlig vigtig for orlogsmuseet.
I slutningen af 1500-tallet dør Isabel Barretos´ mand, og hun udnævner sig selv til admiral og guvernør og beslutter sig for at fortsætte med at lede den ekspedition, de havde søsat sammen. Ekspeditionen består af fire skibe med knap 400 personer, hvis mål er at slå sig ned på Salomonøerne i Stillehavet.
Det, der driver Barrettos, og oprindeligt også hendes mand, er ønsket om at finde det legendariske land, ‘Ophir’, der efter sigende skal flyde med guld og værdifulde stene. Det lykkes dog aldrig.

Det nye land gav nye friheder til kvinderne

En af de andre kvinder, hvis fortælling er med på udstillingen, er Catalina de Erauso, som levede i starten af og frem til midten af 1600-tallet.
Da Catalina de Erauso er blot fire år, bliver hun placeret i et kloster, men da hun fylder 15 og forventes at aflægge ed for at blive nonne, stikker hun af.
Den, ifølge overleveringerne, noget bryske kvinde, klæder sig ud som mand og går om bord på et skib, der har kurs mod Amerika.
Erauso havner i Chile, hvor hun under falsk navn melder sig til hæren og kæmper side om side med mændene indtil en dag, hvor hun bliver dødeligt såret og bliver afsløret som biologisk kvinde.
Ifølge Carolina Aguado er der mange eksempler på at kvinder udnyttede, at de havde langt større frihed end hjemme i Spanien. De kunne for eksempel indtage positioner i samfundet, som slet ikke var mulige at opnå for en kvinde i hjemlandet.
“Der er for eksempel flere forekomster af kvindelige guvernører”, fortæller Carolina Aguado og tilføjer: “Der er også flere eksempler på kvinder, der drev forretning. Det var dog ikke tilladt, så de fik som regel en mand til at skrive under på, at han var ejeren”.
En af de kvinder, der har spillet en vigtig rolle for landbruget i den Nye Verden er María Escobar.
“Da Escobar ankom til Amerika, så hun, at de lokale brugte majs og bagte tortillaer, og tænkte, at det slet ikke lignede det brød, de spiste hjemme i Spanien. Derfor bad hun om at få tilsendt hvede.”
Det endte med at blive til den første import af planten, der i dag er en af hovedafgrøderne i Amerika.

Arkiverne fulde af eksempler

Udstillingen peger også på kvindernes betydning i forbindelse med opbygningen af de nye samfund. Aguado peger bl.a. på, at de var med til at sørge for, at der blev bygget hospitaler og børnehjem, og så agerede de sygeplejersker og underviste børnene i spansk.
Undervisningen var derfor med til at sikre udbredelsen af det spanske sprog, som i dag er modersmålet i hovedparten af de Latinamerikanske lande.
Til spørgsmålet om, hvorfor vi ikke langt tidligere har hørt om kvindernes rolle og betydning her, svarer Carolina Aguado, at det er fordi, historien er skrevet af mænd til mænd, og hun tilføjer:
“Derudover skyldes det den berømte Sorte Legende”. Her henviser hun til, at en stor del af historierne er nedfældet af protestantiske englændere, der propaganderede mod det katolske Spanien. Derfor lagde de særlig vægt på at fortælle om selve erobringen af Amerika og overdrev deres beretninger om tortur og brutale nedslagtninger af indfødte. Og da kvindernes rolle i højere grad var at kolonisere end at erobre, havde de ingen interesse i at skrive om dem.’
At der findes langt flere beretninger om kvinders betydning for udviklingen af Amerika, er Aguado slet ikke i tvivl om, for arkiverne er fulde af ulæste dokumenter, der bare venter på at blive undersøgt.
“Men nu er der endelig nogen, der interesserer sig for dem”, slutter kuratoren.