Jeg har i regi af Teatervidenskab på Københavns Universitet undersøgt tendenser med fokus på køn og ligestilling i Statens Scenekunstudvalgs uddelingspraksis. Resultatet af undersøgelsen er i en moderne kulturpolitisk kontekst ikke blot tankevækkende men ligefrem alarmerende.
To presserende spørgsmål rejser sig. Kan vi i Danmark overhovedet tale om kunstnerisk kvalitet på det eksperimenterende scenekunstområde, når kvalitetsbegrebet i overvejende grad defineres og dikteres af en lille og snæver gruppe mænd? Og kan vi overhovedet tale om kunstnerisk frihed, hvis den ikke er for alle?


Mænd har 57 % chance for tilskud, kvinder 23 %

Min undersøgelse indeholder en optælling af tilskudsfordelingen inden for puljerne: Hovedpuljen, Musikdramatik, Internationale aktiviteter og Aktualitetspuljen. Optællingen viser, at kvinder får tildelt under halvdelen af, hvad mænd får tildelt. Er du mand, har du derfor ca. 57 % chance for tilskud, og er du kvinde, har du ca. 23 % chance for tilskud.
Vælger du at ansøge i et delt lederskab M/K er chancen ca. 11 %, og for den blandede gruppe ligger tildelingen på ca. 9 %. Som udgangspunkt for din ansøgning, skal du dog først og fremmest forhandle en aftale i stand med en fast scene.
Som ansøger skal du nemlig skrive en fast scene på din ansøgning til Scenekunstudvalget, før ansøgningen kan komme i betragtning. Derfor er det i praksis lederne af de faste scener, der afgør, om dit projekt kan opnå status som kvalificeret ansøgning. Får du ikke en sådan aftale i stand, må du realisere dit projekt i fabriksbygninger, containere eller andre stedsspecifikke lokaliteter, som overbevisende matcher dit kunstneriske projekt.


71,2 % mænd og 13 % kvinder sidder alene på lederstillingerne

Med Scenekunstudvalgets skæve tilskudspraksis i optikken er det derfor nærliggende at zoome ind på kønsfordelingen på de faste sceners lederstillinger. På Scenekunstudvalgets hjemmeside oplistes Københavns Teater, landsdelsscenerne, små storby teatre og egnsteatrene.
En samlet optælling på disse faste scener viser, at ca. 71,2 % af lederstillingerne er besat af mænd (i København dog ca. 81 %,) og ca. 13 % af faste scener ledes af kvinder, – de øvrige scener har lederskaber, hvor mindst én mand og én kvinde deler lederskabet. Jo større teatrene er, jo større er også repræsentationen af mandlige ledere, og tæller man Det Kgl. Teater med, stiger procenterne yderligere, da teatret udelukkende har mandlige ledere.
Da optællingen som sagt er foretaget ud fra oplysninger fra Scenekunstudvalgets egen hjemmeside, må man gå ud fra, at udvalget er bekendt med overrepræsentationen af mænd i lederstillinger på de faste scener, og da udvalget siden 2007 ikke har offentliggjort, hvilke ansøgere, der har fået afslag på deres ansøgninger, ligger kun udvalget inde med information om, hvilket køn ansøgerne har haft i perioden, – deres etnicitet, alder, geografisk spredning osv.


Scenekunsten en særlig kollektiv kunstart?

På en forespørgsel om aktindsigt fik jeg i foråret 2010 oplyst, at udvalget ikke ‘gør sine ansøgninger op’ på en sådan måde, og at det i øvrigt heller ikke kan lade sig gøre. Scenekunsten er nemlig, iflg. Scenekunstudvalget, en helt særlig kollektiv kunstart, hvor det ikke er muligt at afgøre, hvilke tilhørsforhold, der skal anvendes, når det gælder teksten, de medvirkende, temaer, teknikken etc.
Udvalgets forestilling om den ubestridte kollektive scenekunst springer direkte ud af vor tids senmoderne kontekst og tilbage til 70’ernes gruppeteatre, og den harmonerer da også dårligt med udvalgets egen ansøgningsprocedure, hvor man som projektansvarlig er i centrum, – også juridisk.
Endnu mere tankevækkende er det, at selve ideen om scenekunsten som en essentiel kollektiv kunstart, der ikke lader sig ligestille, på ingen måde harmonerer med dansk lovgivning.
Iflg. Ligestillingsloven skal samtlige statslige institutioner nemlig til hver en tid ‘tjekke’ sine tiltag for kønsdiskriminerende forhold før de iværksættes.


Scenekunstudvalget devaluerer lovgivningen

Ligestillingsloven taler om begrebet mainstreaming, som ikke blot dækker over ligestilling, men også anviser de politiske redskaber og de økonomiske midler med hvilke, ligestillingen skal føres væk fra sidevejene og direkte ind i den aktuelle politiske hovedstrøm.
Det er derfor ikke længere tilstrækkeligt at ‘snakke’ lidt ligestilling omkring kaffebordene i en statslig institution.
Scenekunstudvalget devaluerer derfor lovgivningen, når udvalget italesætter scenekunsten som en kunstart, der ikke kan ligestilles, og med sin tale unddrager Scenekunstudvalget sig dels en mainstreamingspraksis, som udvalget selv er betydningsgiver og anviser for, og dels en demokratisk virkelighed, der via lovgivningen angiver, at man ikke opnår lighed ved at lægge samtlige uligheder i en kunstnerisk proces sammen.
At der bliver skrevet og opført kvinderoller i en produktion er eksempelvis ikke nødvendigvis udtryk for, at værket kan opnå status som et ligestillet værk. Stykkets kønsroller kan meget vel være både forfattet og iscenesat ud fra et kønskonservatistisk livssyn, og også inden for det ‘nyskabende’ teater råder der i dagens Danmark et snævert kønspolitisk livssyn med stereotype kønsroller og narrative strukturer, som konsekvent reproducerer fordomme om køn.
Senmodernistisk kønsforskning har nemlig ikke i mærkbar grad fået spilleplads på de danske scener, – tværtimod.
Publikum bliver gang på gang præsenteret for kvinde- og manderoller i forældede aktiv/passiv-roller, et fænomen, som ikke blot underkender et moderne publikum men også tidens scenekunstneriske talentmasse.

Ingen af kønnene bliver tilstrækkeligt udfordret i en tidssvarende kønsoptik, og én af grundene til dette kan være, at hverken det tidligere eller det nuværende Scenekunstudvalg har set sig i stand til at ‘gøre sine ansøgninger op’ i en lovformelig og tidssvarende kønsoptik.

Kønsmainstreaming af dramatekster og iscenesættelser hører dog hjemme i en kunstnerisk debat. En debat, der ligesom tilskudsdebatten, uden tvivl kunne drage afgørende nytte af realpolitisk handling, ikke blot når talen falder på diversitet og køn, men i lige så høj grad på mangfoldighedsområderne etnicitet, alder, geografisk spredning etc.
Kort sagt den fulde mainstreamingspakke, men så længe mandlige ansøgere favoriseres, så vil ligestillingsdebatten uvilkårligt komme til at handle om tilskudsdeling i kroner og ører og i mindre grad om de kunstneriske konsekvenser af den manglende kønsmainstreaming.


Dansk scenekunst overholder ikke det europæiske fællesskabs retningslinjer

Tankevækkende er det også, at udvalget ikke blot finder det legitimt at positionere dansk scenekunst udenfor dansk lovgivning, men også uden for det europæiske fællesskabs retningslinjer. 
EU-resolutionen ‘Equal Treatment and Access for Men and Women in the Performing Arts’ angiver helt utvetydigt en praksis, med hvilken scenekunstens egne sektorer kan og bør implementere ligestilling gennem deres organisering, og understreger betydningen af, hvordan selve måden, som sektorerne organiseres på, kan udgøre et fundamentalt ligestillingsproblem.
EQUAL opfordrer i samme ånd medlemslandene til at påminde deres kulturelle institutioner om de demokratiske begreber og værktøjer, som institutionerne selv er bygget på.
Da Scenekunstudvalget er kulturministerens obligatoriske dialogpartner, er kulturministeren, Kulturstyrelsen og dets Scenekunstudvalg forpligtiget til at sætte sig ind i, hvorledes diskrimination på basis af køn opererer, eksempelvis med undersøgelser.
Der findes dog ikke nogen form for dokumentation på, at en sådan dialog skulle have fundet sted i perioden 2007-2012, og iflg. udvalgets nye formand Rikke Juellund er udvalget da også kun kommet til snakken, som hun skriver i Skuespillerforbundets fagblad ‘Sceneliv’ i december ’11, hvor den nye formand tilslutter sig forestillingen om det særlige kollektive teater, der ikke lader sig ligestille.
Ikke desto mindre finder formanden det interessant, da et TV2-News indslag d. 7.12.’11 omhandlende min undersøgelse og i forlængelse af undersøgelsens anbefalinger at vende blikket mod Sverige. Det er muligvis også her, det danske udvalgs første skridt mod ligestilling kan tage sin spæde begyndelse.


Sverige praktiserer ligestilling – med succes for publikum

Svensk Scenekunstråd har gennem ti år konsekvent udvidet værdibegreberne kunstnerisk frihed og kvalitet med en ligestillingspraksis, der inkluderer kvindelige udøvere på lige fod med mænd, – ikke mindst, når det kommer til tilskud og lederstillinger.
Med denne praksis har Sverige skrevet verdenshistorie.
Dertil kommer, at Sveriges nationalscene fra 1998 med en 40/60 % model (genusmodellen) har indført ligestilling på samtlige funktionsniveauer – ledelse, administration, teknik, kunstnere, repertoire etc. og med denne model forøget sin billetindtægt 100 %. Ligestilling på scenekunstområdet er altså ikke blot realiserbar, men også en publikumssucces.

FAKTABOKS:

Hovedpuljen
M                  K               M/M+MMM+MMM/      K/K       M/K        bl. gruppe:
69                 39                        13                    1           8        15(43M/18K)
75.131.000  39.433.000        17.235.500     2.350.000  5.880.000 17.800.000
Musikdramatik
M                  K                         M/M                K/K        M/K       bl.gruppe:
25                 5                           0                     0          1                   0
22.649.500  3.423.000                0                     0      16.920.000        0
Internationale aktiviteter
M                  K                    M/M+M/M/M         K/K       M/K       bl. gruppe:
43                33                          5                      0         3                    0
3.249.195   1.434.200            660.000                 0       38.80               0
Aktualitetspuljen
M                 K                          M/M                 K/K        M/K        bl.gruppe:
18               16                           0                      1           3           2 (5M/2K)
2.475.000  2.527.000                 0                   20.000    420.000   300.000
ialt                                         211.946.195
M+M/M+M/M/M+M/M/M/M     121.400.195 (57%)
K+K/K                                       49.187.200 (23%)
M/K                                          23.258.800 (11%)
Bl.gruppe (48M/20K)                  18.100.000 ( 9%)
*Hver tildeling tælles for 1
* M=mand K=kvinde
* Data ser udelukkende på tilskudsmodtagernes økonomiske privilegier og ikke på Scenekunstudvalgets branding af disse i nationale og internationale sammenhæng