Familien påstod, at moderen havde taget sit eget liv. Men da en bekendt ankom til huset i Guizhou, en af de fattigste egne i det sydvestlige Kina, fandt hun datteren til den afdøde kvinde grædende inde på et værelse. 

Først ville datteren ikke tale, men til sidst lod hun sandheden komme frem: Hendes mor var blevet tæsket ihjel af sin mands ældre bror. Han havde nemlig fundet en nål i det stykke brød, som svigerinden havde serveret, og derfor troede han, at hun ville kaste en forbandelse over ham og lod derefter slagene falde. 

Den 57-årige kinesiske kvinderettighedsforkæmper Xie Lihua beretter om tragedien med en rolig stemmeføring, da FORUM møder hende på et lille kontor i Beijing, hvor hendes magasin for kinesiske kvinder på landet bliver til. Snerten af vrede skinner dog igennem, da hun fortæller, at familien ikke havde rapporteret overfaldet til politiet, og at familien i øvrigt også mente, at kvinden fortjente at dø. 

Xie Lihua startede magasinet for 14 år siden for at give de marginaliserede kvinder en stemme og hun står også bag den første kinesiske NGO – Cultural Development Center for Rural Women – der arbejder for at sikre rettighederne for kvinder på landet. 

Xie Lihua mener, at den dræbte kvinde er et tragisk eksempel på, hvordan livet kan ende for de kinesiske kvinder fra de fattigste landlige områder, hvor kvinder efter gammel kinesisk tradition stadig bliver betragtet som mindre værd end mændene. 

– Der er steder i det vestlige og centrale Kina, hvor kvindernes situation og rettigheder slet ikke har ændret sig. Det er svært at beskrive situationen på landet generelt, men der findes groft sagt to slags kvinder. Der findes dem, som er meget kompetente og har haft en chance for at udvikle sig ved eksempelvis at starte egen forretning. Så findes der en anden type af kvinder, som ikke har høstet frugterne af de sidste 30 års økonomiske udvikling, fortæller hun.

Et Kina delt i to 

Kina har ellers haft en af verdens mest bemærkelsesværdige økonomiske udviklinger, siden den tidligere leder Deng Xiaoping åbnede landets økonomi op i slutningen af 1970’erne med ordene “fattigdom er ikke socialisme.” 

Fra at være et tilbagestående kommunistisk samfund har Kina nu en højere levestandard end nogensinde, og ifølge Verdensbanken har den økonomiske vækst været på 9,7 procent i gennemsnit om året siden slutningen af 1970’erne.

Hundredvis af millioner mennesker er blevet løftet ud af et liv i absolut fattigdom. Men forskellen mellem tilværelsen i de rige storbyer langs kysten og de fattige udpinte landområder i det vestlige og centrale Kina er slående. 

Ifølge nye beregninger fra Verdensbanken findes der stadig 300 millioner mennesker, der lever i fattigdom. 

Kina har delt sig i to, og det samme gælder situationen for de veluddannede storbykvinder og kvinderne på landet. 

– Selv om lovene sikrer kvindernes rettigheder, bliver de sjældent fulgt på landet. Mændene respekterer ikke kvinder, siger Xie Lihua og nævner de landlige kommunistiske administrationer som eksempel. 

Her skal der ifølge loven sidde mindst en kvinde. Men selv om 65 procent kvinder står for at opdyrke landbrugsjorden i Kina, er kvinderne næsten aldrig repræsenteret.

Vold og selvmord udbredt på landet 

I en boligblok i Beijing leder en slidt dør ind til Beijing Maple Women’s Psychological Counseling Center

Her driver den 77-årige forsker og psykolog Wang Xingjuan et rådgivningscenter for kvinder. Siden 1988 har hun kæmpet aktivt for ligestilling i Kina, og hun mener, at kvindernes situation på landet er blevet forværret i de sidste 10-20 år. 

– Mændene tager i hobetal til storbyerne for at arbejde som migrantarbejdere, og de efterlader kvinderne alene med alt ansvar for forsørgelse af svigerforældre, børn og marken. Pga. mandens fravær bliver ægteskabet ustabilt, og det kan føre til skilsmisse, fortæller Wang Xingjuan. 
Psykologen fortæller også, at slag og tæsk hører med til kvindernes hverdag. 

Statistikker dokumenterer, at 30 procent af alle kinesiske familier har oplevet vold i hjemmet, men tallet er ifølge Wang Xingjuan højere på landet, hvor vold sjældent bliver indrapporteret. 

– I de store byer ved kvinderne, at vold er forkert. De kender deres rettigheder og ved, at der findes love, som kan beskytte dem. Men på landet i det vestlige og centrale Kina er vold mod kvinder derimod almindeligt. Så hvis kvinden tager grædende hen til sin svigermor for at fortælle, hvad der er sket, vil hun blot svare, at det er helt normalt – og hun er jo selv blevet slået af sin egen mand. Sådan går det i arv. De tror ikke, at de kan gøre noget for at forhindre det, understreger Wang Xingjuan. 

Hendes center i Beijing har siden 1992 drevet en hotline, hvor kvinder kan ringe ind og få psykologisk bistand. I årenes løb har over 1000 kvinder ringet med klager over vold. Kun 20 procent af dem har ønsket skilsmisse.

Kvinderne har 25 % højere selvmordsrate 

For nogle kvinder bliver den eneste udvej døden. Selvmordsraten i Kina er endnu en påmindelse om skævvridningen mellem mænd og kvinder, land og by. Som det eneste sted i verden har Kina en selvmordsrate på 25 procent højere for kvinder end for mænd. På landet er den tre gange højere end i byen. Den typiske selvmordskandidat er en fattig kvinde fra landet, som er under 35 år. 

Hvert år dør 150.000 kvinder typisk ved at sluge sprøjtegift, som er let tilgængelig i de fleste hjem ude på landet. Studier viser, at 58 procent af alle selvmord foregår på den måde. 

Ifølge Xie Lihua, hvis NGO forsøger at hjælpe kvinder med selvmordstanker, sker det ofte umiddelbart efter, at kvinderne er blevet gift. 

Når kvinden er ankommet til ægtemandens hjem, oplever de ofte et stort pres fra ham og hans familie.

Mao fik kvinder på arbejdsmarkedet 

Kvinders rettigheder kom for alvor først på dagsordenen i Kina, da kommunisterne med Mao Zedong i spidsen vandt magten i 1949. 

Og kigger man på udviklingen af kvinders rettigheder i Asien, har Kinas kvinder haft langt flere muligheder end kvinder i eksempelvis Japan og Sydkorea. 

For Mao Zedong gjorde op med traditionerne på landet med sine berømte ord om, at kvinderne bærer halvdelen af himlen, så det under kommunisterne blev muligt for kvinderne at arbejde på lige fod med mændene. 

Xie Lihua og Wang Xingjuan er også begge enige om, at Mao Zedongs politik har haft en afgørende betydning for udviklingen af kvinders rettigheder i Kina. 

– Maos udsagn om kvinders rettigheder foregik dog mest på et politisk plan. Han gav kvinderne mange politiske rettigheder – såsom adgang til uddannelse, men han gav ikke kvinderne en større bevidsthed om, hvad de var værd, understreger Xie Lihua og uddyber: 

– Mao havde brug for en større arbejdsstyrke til opbygning af landet, og her kunne kvinderne bruges. Han gik ikke op i deres selvudvikling, men så dem snarere som brikker i et stort spil. Men det havde den gode sideeffekt, at de blev uafhængige økonomisk, understreger hun. 

Psykologen Wang Xingjuan anerkender også betydningen af Maos politik, men hun mener, at de aldrig er trængt helt igennem laget af kvindeundertrykkende traditioner ude på landet. 

Kina har aldrig tidligere haft tradition for lighed mellem mand og kvinde, og de feudale traditioner, hvor kvinden bliver betragtet som en del af mandens ejendom, dominerer stadig. 

– Kina har i tusindvis af år været et feudalt samfund, hvor kvinderne skulle adlyde mænd. Før ægteskabet skulle kvinden lytte til sin far, dernæst sin ægtemand og senere sin søn. Hendes ansvar var kun at føde og adlyde, fortæller hun.

På landet har pigebørn det svært 

Kinas strenge etbarnspolitik blev indført i 1979 for at kontrollere befolkningstilvæksten. Med få undtagelser må kinesiske par i byerne få et barn, mens det på landet dog er tilladt at få to. 

Undersøgelser viser, at kvindelige enebørn opvokset i byerne faktisk har haft gavn af situationen, fordi de ikke længere skal konkurrere med en bror om forældrenes gunst. 

For forældre, som bor på landet, er det blevet endnu vigtigere at få drengebørn. For en pige kan ikke sørge for sine forældres alderdom på landet, hvor det sociale sikkerhedsnet er svagt. 

Når datteren bliver gift, tilhører hun nemlig mandens familie. Desuden bliver familiens slægtsnavn kun ført videre med et drengebarn. 

Udbredt brug af ultralydsskanninger og aborter sikrer derfor, at pigerne ikke bliver født. Hvis de bliver født, må de ofte leve med en konstant påmindelse om, at forældrene hellere ville have haft en dreng. Selv om etbarnspolitikken har sine brutale sider, har den ifølge Xie Linhua været nødvendig. 

– De fleste kvinder har accepteret etbarnspolitikken. Hvis den ikke var lavet, ville der være over 2 milliarder mennesker i Kina. Det ville skabe en voldsom ressourcemangel, og det ville være en katastrofe for hele verden, siger hun. 

Men etbarnspolitikken har skabt en skævhed mellem kønnene i Kina. I 2005 blev der fx født 118 drenge for hver 100 piger, og i fremtiden vil der mangle kvinder i Kina, og mange frygter, at ubalancen øger handel med kvinder samt antallet af voldtægter.

Bedre i fremtiden 

På trods af det barske liv for kvinder på landet er de to kvinderettighedsforkæmpere Wang Xingjuan og Xie Lihua alligevel optimistiske for fremtiden. 

– Vi hjælper kvinderne med at forstå, at de har de samme rettigheder som mænd. Det vil tage lang tid – måske flere generationer – at udrydde de forældede traditioner på landet, men jeg er positiv, understreger Wang Xingjuan. 

Xie Lihua fortæller, at de værst stillede kvinder bliver færre og færre. Hun forklarer, at den kinesiske regering er begyndt at flytte fokus fra vækst og byggeri til også at lægge vægt på den menneskelige udvikling på landet i Kina.

– Min motivation til at fortsætte arbejdet er, at jeg kan gøre en forskel. Jeg kan selv se forandringerne. Flere kvinder er blevet bevidste om deres rettigheder og prøver at aktivt at ændre deres situation, slutter hun.