Først troede mange, at der var tale om et uheldigt forsøg på en aprilsnar fra ministerens side. Men David Willets, Storbritanniens universitets- og forskningsminister, mente det alvorligt, da han sagde til pressen, at feminismen har sejret over ligheden i samfundet. Kvinder fra middelklassen har opnået højere uddannelser og bedre betalte jobs på bekostning af arbejderklassens mænd, anså han.
Det, Willets egentlig udtalte sig om, var godt nok den sociale mobilitet, ikke feminisme, og han understregede da også, at han ikke ser feminisme som noget negativt. Ikke desto mindre blev britiske feminister rasende over den klodsede hentydning, delvist fordi de i forvejen sidder på nåle af frygt for, at nye tiltag fra regeringen vil bombe kvinders rettigheder en hel generation tilbage. Willets kommentarer bidrog blot til bange anelser om, at den nye regering, der blev valgt i maj sidste år, i bedste fald er ligeglad med – og i værste fald direkte modstander af ligestilling.

Spareplaner rammer kvinder hårdest

De første bekymringer blev vakt i juli sidste sommer med offentliggørelsen af en undersøgelse, der viste, at den britiske regerings spareplaner ville ramme kvinder hårdest. Finansminister George Osborne var kommet frem til en plan for at nedbringe det økonomiske underskud, hvor 80 % af besparelserne skulle komme fra nedskæringer i de offentlige udgifter og 20 % fra skattestigninger. Af forskellige grunde, eksempelvis fordi kvinder bliver gravide, lever længere end mænd og generelt er økonomisk ringere stillet, er kvinder i høj grad afhængige af den offentlige sektor, og nedskæringer i statens udgifter får dermed konsekvenser særligt for kvinder.
Undersøgelsen ser på, hvordan mænd og kvinder vil blive påvirket af de ændringer i sociale ydelser og personskatter, som skal øge statens indtægter. Den konkluderer, at næsten 6 mia. £ (50 mia. kr.) af de planlagte indtægter vil komme fra kvinder, mod kun 2 mia. £ (17 mia. kr.) fra mænd. For at skaffe disse penge vil regeringen skrotte to graviditetstilskud, skære ned i børne- og skattefradrag, fastfryse niveauet for børnepenge i tre år og lægge låg på boligtilskud (se skema).
Men det er ikke kun nedskæringer i den sociale velfærd, der kommer til at ramme kvinder. I Storbritannien er 65 % af de ansatte i den offentlige sektor kvinder, og de udgør 85 % af de deltidsarbejdende inden for sektoren. Regeringens spareplan betyder, at omkring 600.000 jobs i den offentlige sektor vil forsvinde over de næste fem år. Dertil kommer, at lønninger for offentligt ansatte på over 21.000 £ om året (176.000 kr.) bliver fastfrosset i tre år.
 “Jeg kan ikke komme i tanker om noget andet budget i velfærdsstatens historie, der har været så hårdt et angreb på kvinder”, siger Yvette Cooper, oppositionspolitiker fra partiet Labour. “Det viser, at hverken Cameron [David Cameron, premierminister og leder af det Konservative Parti, red.] eller Clegg [Nick Clegg, vicepremierminister og leder af Liberaldemokraterne, red.] har nogen som helst forståelse for den virkelighed, millioner af kvinder lever i. De fatter simpelthen ikke, at sådan noget som et børnefradrag betyder, at millioner af kvinder bedre kan få arbejde og familieliv til at hænge sammen.”

Underkendt spareplan?

The Fawcett Society, en ligestillingsgruppe i London, har omsat deres harme mod regeringen til handling og sagsøgt finansministeren. De ville have domstolene til at erklære budgettet i spareplanen for ulovligt, eftersom regeringen havde forsømt at lade det gennemgå en ligestillingsvurdering, en såkaldt “gender equality impact assessment”, sådan som den britiske ligestillingslov kræver det.
“Efter vores opfattelse var de nedskæringer, som krisebudgettet viste sig at rumme, af så voldsom karakter og omfang (…), at der umuligt kunne være gennemført en ordentlig vurdering af de ligestillingsmæssige konsekvenser. Eller at hvis der var, så havde man ikke taget sig af resultatet”, udtaler Daisy Sands, policy officer hos Fawcett Society.

 “Mange har påpeget, at de nedskæringer, vi ser i Storbritannien nu, er de værste nogensinde i historien, og vi syntes virkelig, at det gik uforholdsmæssigt hårdt ud over kvinder på en måde, vi ellers ikke har oplevet i de senere år. Vi følte, at den eneste måde for alvor at takle det, var at gå rettens vej.”
En af reaktionerne på Fawcett Societys tiltag kommer fra politikeren Louise Bagshawe fra det regerende Konservative Parti, som siger: “Kvinder (…) ved godt, at de ikke står uden for samfundets økonomi generelt. Vi taler om nedskæringer i jobs i den offentlige sektor, men Office for Budget Responsibility [et organ, der overvåger statens udgifter og kommer med økonomiske forudsigelser, nedsat af den nuværende regering, red.] anslår, at der vil blive skabt 1,6 millioner nye jobs i den private sektor. Som konservativ såvel som feminist ønsker jeg, at kvinder skal have et valg.”
Men nogle kvinder er ikke så heldige at kunne vælge, og det er dem, der formentlig kommer til at lide mest under nedskæringerne, hvis de bliver gennemført. Diana Mincheva, der er 29 år og bor i det østlige London, har ikke meget valg. Stadig rystet efter en langvarig kamp om forældremyndigheden over sin 7-årige søn Yoan, som hun vandt, er Dianas liv med drengen, hendes nye partner og deres 2-årige søn Sebastian fuldt af bekymringer.
Diana er fuldstændig afhængig af sin mand, som tjener 18.000 £ (151.000 kr.) om året ved at køre minibus for et alderdomshjem, et job, der langt fra er sikkert. Hun ønsker sig desperat den uafhængighed og økonomiske frihed, som et arbejde vil give hende. Dianas mand har tre børn fra et tidligere forhold at forsørge og er tilbageholdende med at bruge penge på hendes søn Yoan. Mens hun græder stille, fortæller Diana:

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg vil gerne arbejde nu. Hvis min mand mister sit job, bliver vores situation endnu sværere. Han vil ikke være på understøttelse, han arbejder rigtig hårdt.” Diana kæmper for at få råd til fornødenheder som fx en skoleuniform til Yoan.
Det, Diana har brug for, er ordentlig børnepasning på fuld tid, så hun kan arbejde og tjene nok til at forsørge sine børn og supplere sin mands indtægt. Staten tilbyder 15 timers gratis pasning om ugen for 2-årige børn fra økonomisk ringe stillede hjem, men det er ikke tilstrækkeligt. Hvis børnetilskuddet fastfryses i tre år, frygter Diana, at de 80 £ (672 kr.), hun modtager om måneden til Sebastian, ikke vil være nok til at dække de stigende udgifter til at få ham passet.

Mænd forsørger, kvinder passer hjem og børn

The Women’s Budget Group (WBG) – en organisation, der tæller akademikere, økonomer, fagforeningsfolk og andre ligestillingsaktører, og som overvåger virkningerne af det offentlige forbrug fra et kønsperspektiv – argumenterer for, at regeringens politik lefler for en forældet familiemodel, hvor kvinden går hjemme, mens manden går på arbejde.
 “De tror, at modellen med en enkelt forsørger er normen, men det er det jo ikke”, siger Sue Himmelweit, professor i økonomi ved Open University. “De drømmer sig bare tilbage til en tid, hvor de tror, at alting var bedre; dengang kvinder blev derhjemme, og mændene gik ud og arbejdede”.
WBG hævder, at de britiske velfærdsreformer, der skal mindske statens udgifter til sociale ydelser og anspore folk til at arbejde, vil betyde mindre økonomisk selvstændighed for de fattigste kvinder i samfundet. Planen er nemlig at samle alle de nuværende offentlige ydelser i én ydelse, kaldet “the universal credit”, der skal udbetales som en månedlig sum til de familier, der har behov for det, baseret på en samlet vurdering af deres indtægt.
Sådan en ordning undergraver imidlertid de gode grunde til, at forskellige ydelser ellers netop gives til forskellige personer, mener WBG. At udbetale børnetilskud til kvinder var en bevidst politik, der blev indført i 1970’erne, fordi man indså, at det oftest var kvinderne, der havde ansvar for børnenes behov også i familier med to forældre. Og selv om én samlet, “universel” støtte vil kunne udbetales til den ene eller anden af parterne, viser en undersøgelse, at mænd i nogle tilfælde, især i familier med lav indkomst, får flere fordele af fælles indtægter på bekostning af kvinderne. “Mænd anses ofte for at have ret til at bruge penge på sig selv, hvorimod kvinders forbrug af penge til hjemmet og børnene opfattes (af både mænd og kvinder) som penge, de bruger på sig selv”, siger WBG.

40 % af erhvervsaktive kvinder er i den offentlige sektor

Indenrigsministeriet og ligestillingsministeren har afvist at kommentere konsekvenserne af deres økonomiske politik for ligestillingen. Finansministeriet udsendte denne meddelelse: “Regeringen har overtaget ansvaret for en af de mest udfordrende økonomiske situationer i verden. Storbritannien står til at betale en ekstraregning, der svarer til 1000 £ (8.407 kr.) pr. husstand om året alene i renter for landets gæld.”
Professor Himmelweit er dog håbefuld. “Jeg tror ikke, at de [regeringen] er særligt ude på at gøre livet surt for kvinder”, siger hun. “Jeg tror, at de virkelig mener, de gør det rigtige, at det er bedre med en mindre stat, og at de ikke forstår, hvor meget og hvordan kvinder er specielt afhængige af mere omfattende offentlige ydelser. Jeg tror ikke, de decideret vil skade kvinder, men det betyder på den anden side ikke tilstrækkeligt meget for dem til, at de vil ændre på det, de gør.”
Og regeringen mener da også, at staten har vokset sig for stor, og at den private sektor skal træde i stedet med jobs såvel som serviceydelser. Men for kvinder er det en ringe trøst. Det er ikke noget tilfælde, at 40 % af alle erhvervsarbejdende kvinder er ansat i den offentlige sektor (mod 15 % af alle mænd); den forrige regerings indsats for at skabe mere fleksible arbejdsforhold for mødre ved at indrette jobs efter skolernes skemaer, har således gjort det lettere for mange kvinder at finde en balance mellem arbejde og børn.
Den slags muligheder er der ikke mange af i den private sektor. At tage ligestillingshensyn koster penge, og uden strammere regulering vil de fleste mindre virksomheder derfor ikke være tilbøjelige til at tilbyde fleksible forhold for forældre. Den private sektor halter også bagefter den offentlige, når det gælder lønninger: Løngabet mellem mandlige og kvindelige ansatte i den offentlige sektor er 19,2 % mod 27,5 % i det private.
Den eneste måde, som Kay Jones, en lærerassistent fra Monmouthshire i Wales, kunne få børnepasning og fuldtidsarbejde til at hænge sammen, da hendes børn var små, var ved at arbejde i den offentlige sektor.
“Det var det mest hensigtsmæssige at arbejde i det offentlige, da børnene var mindre, det var meget praktisk for min familie og mig”, siger hun. “Jeg gjorde det simpelthen for at få de lange sommerferier (…), så min mand kunne gå på arbejde, og vi samtidig kunne få børnene passet.”
Lynn Heffell er offentligt ansat og repræsentant i den skotske by Dundee for Public and Commercial Services, Storbritanniens femtestørste fagforening. Hun siger, at de fleste af de kvinder, hun arbejder med, er ansat på fleksible vilkår, enten på deltid eller med hensyn til skoleårets kalender. De er alle skræmt over fremtidsudsigterne, ligesom Lynn selv, hvis mand også er ansat i den offentlige sektor.
“På grund af den type jobs, vi har, er vi desværre nemmere at skille sig af med”, forklarer hun. “Mange af de mennesker, jeg arbejder med, er enlige forældre, og de er meget bekymrede over den aktuelle situation på jobmarkedet og for, hvordan de skal klare sig fremover. De arbejder under konstant trussel om yderligere nedskæringer.”

Anden runde

Fawcett Societys slagsmål med regeringen om sparepakkens konsekvenser for ligestillingen endte i december med et nederlag. Dommeren slog fast, at Finansministeriet er forpligtet til at fremme lige muligheder for mænd og kvinder ifølge to love, The Sex Discrimination Act 1975 og The Equality Act 2006, men mente samtidig, at sagen kun var af teoretisk relevans. Det budget, man havde fremlagt i juni, var allerede ved at blive implementeret, da sagen kom for retten; derfor var der ikke længere nogen idé i at erklære det ulovligt.
 “Selvfølgelig var vi skuffede”, fortæller Daisy Sands fra Fawcett Society. “Men den grundlæggende, principielle pointe i vores sag, at ligestillingslovgivningen også gælder for politiske beslutninger på det økonomiske område, er efter min mening blevet forsvaret.”
En anden gevinst er, at Fawcett Societys retssag har medvirket til at skabe opmærksomhed om kønsaspekterne af den økonomiske politik. I november sidste år indledte Ligestillings- og menneskerettighedskommissionen en undersøgelse af regeringens fordeling af økonomiske midler, som vil blive lagt frem nu til sommer. Regeringen har også gennemført en ligestillingsvurdering i forbindelse med en redegørelse for statens udgifter og det seneste budget, omend mange kritiserer vurderingen for at være overfladisk.
Ligestillingens forkæmpere mener stadig, at regeringen burde gøre det bedre. Det er ikke vanskeligt at afgøre, hvilken betydning en økonomisk politik får for ligestillingen. Undersøgelsen fra sidste sommer afdækker kun en del af billedet; hvis regeringen afsatte mere tid og ekspertbistand, burde de være i stand til at give en mere udtømmende vurdering af de samlede virkninger af deres politik. Og derefter burde man gøre, hvad man kan, for at dæmme op for de værste konsekvenser.
Konsekvenser fordelt på køn : Budget juni 2010 (skatter, sociale ydelser, fradrag)
(udformet af the House of Commons Library)
 

Men and Women affected

 
 MændKvinder 
 (1.000)%(1.000)%
Personfradrag før skat, before tax increase by £1.00016.88755%13.59445%
Basic rate (of income tax) limit freeze  75%  25%
Kapitalvindingsskat (forhøjelse)  73%  27%
DLA 1.000 50% 1.600 50%
Betinget støtte til eneforsørger (enlige forsørgere mister støtte, når yngste barn fylder 5 år) 3 4% 72 96%
“Health in Pregnancy Grant” – éngangstilskud til gravide (fjernet) 0 0% 800 100%
 “Sure Start Maternity Grant” – starttilskud til mødre på lavindkomst/overførselsindkomst (fjernet) 0 0% 262 100%
Reformer af boligstøtte 1.900 40% 2.900 60%
Reformer af skattefradrag 1.000 25% 3.000 75%
Børnepenge (fastfrosset i tre år) 500 6% 7.300 94%
Folkepension (afhængig af indbetalinger til NI. National Insurance) 4.700 38% 7.800 62%
Pensionsfradrag 1.100 37% 1.700 63%
uprating by consumer price index (rather than retail price index): benefits/tax credit/ pensions    
Reform af pensioner for offentligt ansatte 35% 35% 65% 65%

 Amount raised 2014/15  

  Mænd betalerKvinder betaler
mio. €mio. €mio. €
Personfradrag før skat, before tax increase by  £1.000

– 3.910

– 2.166-1.744
Basic rate (of income tax) limit freeze                740 555 185
Kapitalvindingsskat (forhøjelse) 925 676 249
DLA 1.075 538 538
Betinget støtte til eneforsørger (enlige forsørgere mister støtte, når yngste barn fylder 5 år) 180 7 173
“Health in Pregnancy Grant” – éngangstilskud til gravide (fjernet) 150 – 150
 “Sure Start Maternity Grant” – starttilskud til mødre på lavindkomst/overførselsindkomst (fjernet) 75 – 75
Reformer af boligstøtte 1.765 699 1.066
Reformer af skattefradrag 1.225 306 919
Børnepenge (fastfrosset i tre år) 975 63 913
Folkepension (afhængig af indbetalinger til NI. National Insurance) – 450 – 169 – 281
Pensionsfradrag – 535 – 198 – 337
uprating by consumer price index (rather than retail price index): benefits/tax credit/ pensions 5.840  
Reform af pensioner for offentligt ansatte  1.986 3.854
 i alt 8.0552.295/ 28%5.760/ 72%

Læs mere:

Det er ikke kun tempoet og omfanget af den britiske regerings nedskæringer, der er voldsomt – det er vreden hos modstanderne også. I marts protesterede næsten en halv million mennesker i Londons gader med “The March for the Alternative”, den største demonstration i hovedstaden i ti år.
Fagforeningskvinden Lynn Heffell var en af dem. Hun kom rejsende hele vejen til London fra Skotland, hvor hun bor. “Jeg var nede i London og gå i marchen for alternativer til nedskæringer, fordi jeg virkelig mener, at der findes et alternativ,” siger hun. “Jeg kan simpelthen ikke se meningen med det, de [regeringen, red.] er i gang med. De burde investere i vores velfærdsydelser, investere i vores fremtid, investere i vores børn.”
Den 26-årige feminist Sian Norris blev så vred, da hun læste om drastiske nedskæringer i midlerne til kvindekrisecentre, at hun besluttede at skrive til premierministeren, vicepremierministeren, ligestillingsministeren og indenrigsministeren. “Det virker som om, at nyheder om de ting, der påvirker kvinder, ligesom debatten om vold mod kvinder, tit bliver skubbet i baggrunden, hvor vi ikke rigtig opdager dem,” siger hun med henvisning til den artikel i avisen The Guardian om emnet, som hun fandt i et tillæg og ikke inde i selve hovedavisen.
I vrede over mainstream-mediernes manglende dækning af emnet skrev Sian et skarpt indlæg på sin blog. Et åbent brev til politikerne, hvor hun gør opmærksom på, at deres nedskæringer i bevillinger til voldsramte kvinder vil betyde, at omkring 70.000 ofre for vold i hjemmet ikke vil kunne få den hjælp, de har brug for. “Jeg ønskede at gøre problemet helt klart for premierministeren og vicepremierministeren ved at skrive til dem,” fortæller hun. “Jeg var helt overbevist om, at disse nedskæringer uvægerligt vil bringe kvinders liv i fare, og derfor kan den form for besparelser under ingen omstændigheder forsvares.”