Susan Moller Okin er sandsynligvis den filosof, der har betydet mest for en placering af feministisk tænkning som en del af den etablerede politiske filosofi. Hun revolutionerede begrebet om retfærdighed ved at koble det til køn og kvinders arbejde. Samtidig udfordrede hun både feminismen og multikulturalismen med sit forsvar for universelle og individuelle rettigheder.

Allerede i sit første hovedværk fra 1979, Women in Western Political Thought, kritiserede Okin, at filosofien hidtil havde ignoreret eller idylliseret kvinder og familien: Den betragtede simpelthen familien som uproblematisk retfærdig. Okins pointe er, at dette har givet filosofien en kønnet slagside, der vil noget. Når kvinder og mænd ikke er ligestillet i familiesfæren, og filosofien samtidig overser dette forhold, lader filosofien en ellers åbenlys uretfærdighed stå ubehandlet hen.

Det forekommer muligvis som en banalitet her i 2007. Der er imidlertid flere grunde til at fremhæve Okin som en særlig forbilledlig repræsentant for denne tankegang. Okin var altid bevidst om, at man skal vide noget om det, man kritiserer. Og det gjorde hun: Hendes viden om den politiske filosofi var omfattende, næsten encyclopædisk.

Women in Western Political Thought er således en nøje gennemgang og kritik af den vestlige politiske og etiske filosofis historie. Det betyder, at Okin kritiserer filosofien indefra for at vise, hvordan en filosofi, der tager sine egne præmisser alvorligt, må ændre sine argumenter og konklusioner.


Familien – et spørgsmål om retfærdighed

Det er særlig udtalt i Okins andet hovedværk, Justice, Gender and the Family fra 1989. Her fokuserer hun på John Rawls, der uden sammenligning var den mest indflydelsesrige politiske filosof i det 20. århundrede.

Rawls’ hovedværk, A Theory of Justice (på dansk En teori om retfærdighed, 2005) fremstiller groft sagt to principper, der må regulere et retfærdigt samfund. Dels et frihedsprincip om, at samfundet skal give ethvert medlem den mest omfattende frihed, der samtidig er forenelig med en tilsvarende frihed for alle. Og dels et lighedsprincip, der siger, at uligheder i fordelingen af goder kun er tilladt, hvis uligheden er til gavn for den dårligst stillede gruppe af samfundsmedlemmer.

Denne socialliberale og egalitaristiske tankegang tilsluttede Okin sig generelt. Men hun påpegede som den første, at Rawls’ formulering af principperne ikke udelukker store uretfærdigheder i den private sfære. Rawls opfattede nemlig retfærdighed som en dyd, der kun eller først og fremmest er relevant for de politiske institutioner, dvs. i den sociale sfære.
Okin fandt med andre ord den samme kønnede slagside hos Rawls, som hun fandt i filosofien generelt. Rawls forudsatte simpelthen, at familien enten var retfærdig i sin struktur, eller bare irrelevant i forhold til en retfærdighedsmæssig betragtning.

Okin viste derimod, at privatsfæren er helt central for en forståelse af retfærdighed også i forhold til resten af samfundet. Hun introducerede begrebet “en cyklus af sårbarhed” for at beskrive, hvordan en ulige arbejdsdeling i hjemmet fanger kvinder i en uretfærdig position på arbejdsmarkedet. Når kvinder forventes at passe børn og hjem, har de færre ressourcer til at tilegne sig markedsegnede færdigheder. De bliver ringere stillet end mænd i kampen om arbejdet, hvilket igen fører kvinder til rollen som husmor osv.

Okins analyse af, hvordan uligheder mellem kønnene i familien og på arbejdsmarkedet skaber og forstærker hinanden, blev afgørende for at placere kønsspørgsmål centralt i teorier om retfærdighed inden for filosofien.


Kvinder er ikke “anderledes”

Okin satte med Justice, Gender and the Family en debat i gang, der kom til at definere den politiske og feministiske teori. Kritiske røster bebrejdede hende, at hun overhovedet tog Rawls og socialliberalismen alvorligt, men hun fastholdt, at dens individualistiske og universalistiske udgangspunkt var det rigtige. Både som en rigtig beskrivelse af moralens væsen, og det mest frugtbare set ud fra et ligestillings- eller retfærdighedsmæssigt perspektiv.

Her står Okin i skarp kontrast til en feministisk psykolog som Carol Gilligan og andre, der hævder, at mænd og kvinder har distinkt forskellige udsyn ifht. moral og retfærdighed, og at vi derfor ikke kan operere med “den samme slags” retfærdighed for mænd og for kvinder. En tænkning, der for Okin netop legitimerer fortsat uretfærdighed. Ifølge hende er kvinder ikke “anderledes”, men individer med de samme rettigheder som alle andre. I det hele taget var Okin skeptisk over for ideer, der vil fastholde kvinder – og alle andre – i en eller anden form for ikke-valgt identitet, det være sig kønsmæssig, kulturel, etnisk eller religiøs.

Hvorvidt kvinder skal have ligestilling, er ifølge Okin ikke et spørgsmål om kultur eller tradition, men om hvilke universelle principper, der faktisk bør gælde. Hun placerer sig dermed i en klassisk individualistisk og universalistisk liberal tradition, der på mange måder står i kontrast til forskellige relativistiske og postmoderne former for feminisme, der betoner kultur og identitet.


Moral i det multikulturelle samfund

Temaerne omkring moralsk universalisme – som lidt forenklet er den idé, at i det mindste nogle moralske principper gælder for alle – blev mere og mere væsentlige for Okin. I 1990’erne og indtil sin død rettede Okin sit fokus mod multikulturalismen, blandt andet i det berømte essay “Is Multiculturalism Bad for Women?” (1997).

Som titlen antyder, var Okin skeptisk over for (dele af) det multikulturalistiske projekt. I den liberale tradition er rettigheder noget, som tilfalder individer. Men udgangspunktet for multikulturalismen er, at grupper eller kulturer også har rettigheder. Inden for den politiske filosofi rejser det spørgsmålet om, hvorvidt et individ kan have særlige rettigheder, blot fordi vedkommende tilhører en bestemt gruppe.

Det er imidlertid ikke det væsentligste problem for multikulturalismen, mener Okin. Hendes hovedanke er, at grupperettigheder (religiøse, etniske osv.) som hovedregel ikke er forenelige med ligestilling. For i Okins øjne er de fleste religiøse og etniske praksisser snarere i modstrid med en forbedring af kvinders (og andre svagt stillede gruppers) position. Derfor er det ifølge Okin en komplet misforståelse at give grupper særrettigheder til at leve efter deres tradition eller kulturelle opfattelse, uden at se på, om den er forenelig med ligestilling.

Her var Okin ikke bange for at vende det kritiske blik mod feminismen selv. Hun anklager, blandt andet i “Feminism and Multiculturalism: Some Tensions” (1998), dele af den vestlige verdens feminister for at ligge under for en repressiv politisk korrekthed, der umuliggør rationel kritik af ikke-vestlige kulturer.
Det fører ifølge Okin til, at de mest grusomme praksisser – som enkeafbrænding og kvindelig omskæring – bortforklares med, at “Det er deres kultur”. Og dermed til at feminismen selv bliver blind for det, som Okin anklagede filosofien generelt for at ignorere: At uretfærdighed ikke er et fænomen forbeholdt den politiske sfære, men aktuel overalt i menneskers liv.

Igen løb Okin foran og definerede en debat, hvis aktualitet ikke er blevet mindre i dag. Som hendes kollega, filosofiprofessor Debra Satz, har sagt om Okins betydning for den politiske filosofi:

“[Okin] søgte at indfri de liberale egalitaristiske teoriers løfte om at frisætte individer fra undertrykkelse, ved at bruge liberale principper på emner som familien og på køn. Hun insisterede på, at liberalismen ikke kan være tavs over for teorier og praksisser, der ikke sikrer kvinders ligestilling. Efter Okin og andre feminister kan denne tavshed ikke længere legitimeres.”