Selv er jeg af hele mit væsen både ‘for meget og for lidt.” 

Wendela Hebbe (1808-1899), som i 1840’rne arbejdede ved Sveriges største og mest forargelige avis, Aftonbladet, er gået over i historien som landets første fastansatte kvindelige journalist. Men hun var meget mere, hun var Sveriges første kvindelige litterat. Som type er Wendela Hebbe en betagende blanding af Bettina von Arnim og George Sand, men desværre uden deres litterære betydlighed. 

 – Jeg hader det triviale i manden, men endnu mere i kvinden, for hun er ikke født dertil, skrev Esias Tegner i et brev il Wendela Hebbe i 1834. Da var hun en ung og smuk hustru og mor på en stor ejendom og blev voldsomt kurtiseret af den 26 år ældre nationaldigter. Så længe Wendela Hebbe var afhængig af hans bibliotek, lod hun ham fortsætte. Men da livet nogle år senere stillede hende på bar bund med tre små børn, og hendes beundrer gav hende det råd at blive syjomfru, tog hun i stedet skridtet fra muse til skribent. 

Hun tilbød den liberale og stridbare Lars Johan Hierta, der var forhadt af Tegnér, sine tjenester og blev i 1841 ansat hos ham som journalist på Aftonbladet. Wendela Hebbes lille salon i arbejdsværelset i Gamla Stan blev snart et samlingssted for den nye ånds mænd, Carl Jonas Love Almqvist, Hierta, Onkel Adam (pseudonym for Carl Anton Wetterbergh), Herman Sätherberg m.fl. Denne kreds betød noget nyt; en politiseret litterær kultur, der blev båret oppe af frie litterater. 

Den romantiske skole med P. D. A. Atterbom, Erik Gustaf Geijer, Adolf Lindblad m.fl.., der havde samlet sig i Malla Silfverstolpes respektive Alida og Thekla Knös’ saloner i Uppsala, havde først og fremmest deres glansperiode i 1820’erne. I løbet af det næste årti flyttede landets litterære centrum fra universitetsbyerne tilbage til Stockholm. I løbet af 1800-tallet opstod det, vi kalder en dannet almenhed og dermed også forudsætningerne for et litterært marked, der krævede færre oder, episke digte og mindre centrallyrik, men flere noveller, føljetoner, romaner og reportager. Dertil kom krav om en politisering af litteraturen. 

Stændersamfundet skulle i graven og Karl XIV Johans konservative politik bekæmpes med alle midler. Wendela Hebbes venner og bekendte, Onkel Adam, August Teodor Blanche, Almqvist, Fredrika Bremer – skrev alle i tidens ånd. 

I 1839 slog Almqvist tonen an med Det går an, der, ud over at være fortaler for en ny køns- og samlivsmoral, også forsvarede den ugifte kvindes myndighed og selvstændige ret til indkomsten af eget arbejde. 1840’erne myldrede af mere eller mindre Eugéne Sue-inspirerede sociale romaner med titler som Jernbäraren, 1845, af Blanche, eller Penningar och arbete, 1847, af Onkel Adam. I Wendela Hebbes journalistik er tidens sociale tendens mærkbar, men den kan være vanskeligere at opdage i hendes forfatterskab, der er usædvanlig mangestemmigt, og som afprøver forskellige genrer, fra romantik og hverdagsprosa til folkelivsskildringer. 

Dokumentarisk journalist 

Wendela Hebbe opfandt i Aftonbladet den sociale reportage. Hendes kvindelige forgænger Anna Maria Lenngren havde godt og vel et halvt århundrede tidligere i Stockholms Posten slået tonen an i prosaskitserne Ett ord for den fattiga, 1795, og Det blef ingen julgröt men ändå en glad Julafton, 1800. I perioden 1846 til marts 1850 offentliggjorde Wendela Hebbe artikler i den hensigt at henlede offentlighedens opmærksomhed på den elendighed, som især kvinder kunne leve i. Hun beskriver besøgene i de fattige miljøer og skildrer helt ned til fattigsuppens smag og lugt, hvordan det er at leve der.

Det øjeblikkelige hjælpemiddel er, ifølge Wendela Hebbe, velgørenhed, og artiklerne indeholder ingen krav om reformer: 

– De som godhedsfuldt vil bidrage til den fattige families redning, men som finder vejen til dens fjerne bolig alt for lang, kan indlevere deres gaver på Aftonbladets kontor i Stadssmedjegatan, hvor de modtages og noteres.

Arbejdskarlens hustrus introducerer ved sin subjektive og indfølende måde at skildre en arbejderkvinde på noget helt nyt, som vi i Sverige må vente til ind i 1900-tallet med at se fuldført hos Maria Sandel og Moa Martinson. 

Liberalismens muse 

I 1842 erstattede Almqvist Tegnér som Wendela Hebbes kæreste penneven, og det er ikke svært at se hvorfor. Den intelligente og gennemmusikalske Wendela var med sine mørke lokker og gådefulde, brune øjne beslægtet med Almqvists bedst kendte kvindeskikkelses Amorin og Tintomara. Samtidig var hun med sit beslutsomme og ukunstlede væsen lige så selvstændig som den emanciperede heltinde Sara Videbeck i Det går an

Ligesom heltinden tog hun sin skæbne i egne hænder, da hun i 1841 gik om bord på båden fra Jönkoping til Stockholm, fast besluttet på at komme i audiens hos Hierta og gennemføre sit kunststykke, der gik ud på at forvandle sig selv fra en ubemidlet, forladt hustru til en selvforsørgende kvindelig journalist. 

Wendela Hebbe, med pseudonymerne W. eller Liana, var også en flittig anmelder, føljetonforfatter og artikelskribent, foruden at hun var oversætter fra fransk, tysk og engelsk. Det Läsebibliothek af den nyeste udenlandske litteratur, som Hierta havde startet i 1833, havde hele tiden brug for nyt stof. Wendela fulgte med i denne udvikling af et romanmarked og et voksende publikum. I et brev til Geijer beklagede hun sig over, at hun for det meste var nødt til at dvæle på “litteraturens fælled, nemlig på den mest sterile, men alligevel tættest befolkede del deraf, hvor oversættelsesfabrikkerne er beliggende”.

Samtidig er Wendela Hebbes litterære produktion et interessant eksempel på, hvor svært det var for kvindelig livserfaring at finde en litterær form. Hun manglede en passende genre dertil. Wendela Hebbes mangesidighed var en styrke, når det drejede sig om at forsørge de tre faderløse døtre – men en svaghed, når det gjaldt om at satse på forfatterskabet og sit eget litterære talent.

Kvindelig romantiker 

Hvis vi prøver at betragte Wendela Hebbe som romantiker, kan vi samtidig få en illustration af, hvor dårligt kvinder passer ind i litteraturhistoriens tolkning af en litterær periode. Ifølge den er den romantiske, såkaldt nye skole allerede uddød, da Wendela Hebbe og hendes mere indflydelsesrige kolleger i samtiden som Fredrika Bremer, Sophie von Knorring og Emilie Flygare-Carlén begynder at skrive romaner. 

Efter hendes gennembrud med antologien Svenska skaldestycken for ungdom (Svenske digterstykker for ungdommen), 1845, kom romanen Brudarne (Brudene) i 1846, som måske er det mest interessante af Wendela Hebbes værker. Det er en romantisk tekst med realistiske indslag, som udspiller sig i en præstegård, og hvis resonansbund er en let idealiseret skildring af tidligere tiders bonde- og præstegårdskultur. Brudarne ligner 1840’ernes tendensroman derved, at den taler kvindens sag, men dens sprogdragt er lånt fra romantikerne. Den dramatiske slutning artikulerer den skæbnesvangre, erotiske forskel mellem kønnene, hvilket udtrykkeligt beskrives som et valg mellem vers-romantisk poesi, troen på idealer og prosa-hverdagens kradse, banale kommunikation.

Handlingen er tilsyneladende enkel. Den altruistisk sindede præstedatter Nanna elsker og dør af sorg over sin forlovede Edvards forvandling fra naiv ung mand til en erotisk erfaren storbygentleman. 

I en af de mange rosende anmeldelser beskrives Nanna som “en typisk kvinde”. For hende er manden et overjeg og et ideal: 

– Så jeg ikke op til dig som barnet til sin mor… var du ikke min leder, mit bedre jeg, klager den døende Nanna i slutscenen overfor Edvard. I fremstillingen af den renhjertede Nannas stædige fastholdelse af troen på den ubesudlede kærlighed, lykkes det romanen både at holde den romantiske utopi levende – og sætte spørgsmålstegn ved den. Nanna udvikler en virkelighedsfremmed og narcissistisk egocentricitet og måler alt og alle med sine stærke følelser. Heri ligger en begrænsning, som Wendela Hebbe hele tiden antyder, og som til slut bliver eksplicit.

Af sin resignerede gifte faster bliver Nanna indviet i, at kærlighed og ægteskab ikke har ret meget med hinanden at gøre: 

Mandens følelse er en anden end kvindens. Dette sker i en henrivende metapoetisk dialog, hvor fasteren fremhæver faren ved Nannas “højstemte indbildningskraft”, der rimer dårligt med “livets platte hverdagsprosa”. Faster Maria fortæller om sin egen skæbne, for at Nanna kan besinde sig i tide. Men det vil Nanna ikke.

Nanna er lukket inde i sin oplevelse af at være blevet svigtet og kalder typisk nok Edvard for Edouard; i hendes fantasi er han en fransk romanhelt. Hun formår ikke at sammensmelte poesi og prosa og dør som en kameliadame i hans arme.

I Wendela Hebbes romaner forsvares følelsens etik på en interessant måde. I Lycksökarne (Lykkesøgerne), 1851, møder vi “majoren”, som gør et forfaldent gods til et mønsterlandbrug, og som har helt hyggelige karaktertræk. Denne gode patriark, som med “milde øjne” holder sine arbejdere i tugt og formaning, viser sig at være – en kvinde. 

Den kvindelige følelse kan diktere verden i Wendela Hebbes romanunivers, men så må den afstå fra erotikken. Det er en indsigt, der kommer frem i de senere værker. 

Debutromanen Arabella, 1841, som er et melodrama, styres endnu af den urealistiske forhåbning om et helt møde mellem mand og kvinde (på hendes betingelser). Efter lutter forviklinger kan baron Edvard (!) trykke den underskønne Arabella til sit brede bryst. Arabella bryder ud i et hyldestdigt til kærligheden, et digt der tydeligt viser, at synonymet for kærlighed, bevidst eller ej, er barnets behov for trøst ved det moderlige bryst, hvor hun vil hvile, hvor hun vil græde, hvor hun vil falde i søvn, og hvor hun vil vågne op! 

Interessant nok er denne ligestilling af erotik og symbiose et gennemgående tema i den kvindelige svenske romantik. F.eks. tager Thekla Knös’ første offentlige fremtræden udgangspunkt i en symbiotisk nærhed til moderen. Hun dedicerer sine digte (skrevet tidligere, men først udgivet i 1853) Til min Mor

Den kvindelige romantiske tekst har ikke noget stærkt jeg, den har svært ved at integrere polariteter og invaderes af det ubevidste, som Nannas psyke, da hun føler sig svigtet i Brudarne. Således kan man måske forklare, at melodramaet og den skrækromantiske roman i denne periode bliver vigtige genrer for kvinderne. Fantastiske hændelser, øde slotte, lidenskab som synonym for kriminalitet, sådan ser den kvindelige bevidsthed ud dér, hvor seksualitet associeres med ond og brat død. Skrækromantiske elementer florerer alle vegne; hos Wendela Hebbe f.eks. i Arabella, hos Euphrosyne i riddereventyret Den sköna Cunigunda, hos Sophie von Knorring i hendes adelsmiljøer på forfaldne slotte, i Aurora Ljungstedts kriminalromaner, hvor kvindelig tiltrækningskraft direkte skildres som forbryderisk. Hos Emilie Flygare-Carlén kulminerer skrækromantikken i Rosen på Tistelön (Rosen på Tidseløen). 

Der er kvindelige forfattere i denne periode, der, så godt det kan lade sig gøre, undgår denne problematik, men hvor den alligevel viser sig gennem skildringen af erotikken som et søskendeforhold eller med træk af mor-barn-forholdet som f.eks. hos Fredrika Bremer. 

Den belæste, intelligente og ferme stilist Wendela Hebbe blev aldrig nogen seriøs rival til Sophie von Knorring, Fredrika Bremer og Emilie Flygare-Carlén. Hendes livs skæbne var og blev et uudnyttet materiale til en stor roman. 

Efter kærlighedsforholdet pr. brev med Tegnér – der kunne være blevet et svensk modstykke til Bettina von Arnims berømte brevroman Goethes Briefwechsel mit einem Kinde, 1835, – og efter ægtemandens flugt fra kreditorerne fulgte der ikke kun år med hårdt forsørgelsesarbejde. Hendes tilværelse rummede, foruden det intellektuelle venskabsforhold til Almqvist, også en stor, mangeårig lidenskab. I 1852, i en alder af 44 år, fødte hun i dølgsmål sin elsker og arbejdsgiver Lars Johan Hierta en søn. Hierta var en gift mand med seks døtre. Dermed var hun fanget i dobbeltmoralens garn, og drengen måtte kalde hende tante.

Wendela Hebbes litterære storhedstid var kort og kulminerede i 1840’erne, hvor en novelle fra hendes pen i almanakken På divanbordet flankeres af Almqvists og August Teodor Blanches frembringelser, og en af hendes romaner bliver oversat til engelsk og tysk.