Svigermor. Ordet emmer for mange af komplicerede relationer, uløste moderbindinger og giftige bemærkninger til svigerdatteren, den evigt utilstrækkelige konkurrent. Med til den dominerende svigermor hører kulturelt set ofte billedet af hendes uselvstændige, voksne søn, der ikke evner at sætte grænser, og som umandigt hænger i hendes skørter. Utallige film, tv-serier, vittighedstegninger og populærfortællinger er skåret over den let genkendelige skabelon.
Det er blevet en populærfortælling, der ifølge den norske kultursociolog ph.d. og førstekonservator Gjertrud Sæter er kommet til at dominere den almene slægtskabsdiskurs, og som er med til at forme vores opfattelse af både det voksne moderskab og maskulinitetsbegrebet. Også selvom den strider imod den statistiske evidens for, hvordan vores moderne familierelationer i virkeligheden udspiller sig.

Svigermor støjer i populærkulturen, men er tavs i familiesociologien

Som baggrund for sin ph.d.-afhandling, Diskurser om svigermor. Hvordan svigermor gives mening i folklore, populærkultur og hverdagsliv, ved Center for Kulturstudier, Oslo Universitet (2010), har Sæter undersøgt 20 årgange af det norske ugeblad Hjemmet (der har samme redaktionelle profil som det danske ugeblad af samme navn, red.) fra 1985 til 2005. Det var især læserberetningerne fra det virkelige liv, hun havde fokus på. Et fast indslag i ugebladet, hvor læsernes egne erfaringer fra hverdagsdilemmaer og problemer genfortælles i en let fiktionaliseret form.
Som udgangspunkt for sin forskning undrede Sæter sig nemlig over, at svigerrelationer var et relativt uudforsket område inden for familiesociologien på trods af det kulturelle spændingsfelt, de udgør i populærkulturen.
Et spændingsfelt, der igennem hendes læsning ikke kun viste sig at blive ved med at reproducere stereotype fortællinger om relationerne mellem mødre, deres sønner og disses livspartnere, men som også viste sig at være et meget populært trekantsdrama; en klassiker, der aldrig er gået af mode som problemfortælling, og som ikke har gennemgået afgørende ændringer gennem årene.

Fastlåst svigermor

‘Svigermor, hvorfor står du dog derude i regnen? Gå dog hjem svigermor!’, lyder teksten til én af de klassiske svigermor-vittighedstegninger fra ugebladene. Svigermor bliver ikke lukket ind i varmen. Hun er en uønsket gæst. Men hvorfor er hun det?
Gennem sin læsning af vittighedstegninger, læserberetninger og internetfora opdagede Sæter, at ‘svigermor’ som figur kun sjældent undslipper sin position som en intrigant, jaloux og rigid kvinde, der er uønsket i familien.
I læserberetningerne fra det virkelige liv, er det som oftest svigerdøtrene, der fortæller om deres konflikter med en omklamrende svigermor, der blander sig for meget i deres liv og stadig har magten over deres sønner og dermed svigerdøtrenes ægtemænd. Ofte viser situationen sig at være så uløselig, at svigerdatteren smækker med døren på vejen ud af ægteskabet, fordi hendes mand ikke er i stand til at sætte grænser overfor sin mor.
Selv i de læserberetninger, hvor svigermoren selv er fortælleren, bekræfter hendes fortælling blot, at hun er uden tolerance over for sine børns og svigerbørns valg; hun kan f.eks. ikke acceptere sin svigerdatters opdragelsesmetoder eller sin søns valg af en partner fra en anden kultur. Ugebladenes redaktionelle linje er dermed også med til at holde svigermorfiguren fast i den endimensionelle rolle. Hun tildeles ikke en stemme, der kunne være med til at skabe en alternativ fortælling. Til gengæld er hendes rolle et vigtigt fundament for fortællingen om hendes søn, ‘mors dreng’.

Mors dreng – en vanæret position

Gjertrud Sæter har efter sin ph.d.-afhandling sammen med den norske maskulinitetsforsker, Øystein Gullvåg Holter, undersøgt, hvordan myten har indflydelse på moderne maskulinitetsopfattelser.
I artiklen Min ektemann – mammas gut (Tidsskrift for kønsforskning nr. 4/2011, Universitetsforlaget, Oslo), fokuserer de specifikt på den rolle, som ‘mors dreng’ får i trekantsdramaet, når man undersøger læserberetninger i norsk Hjemmet samt andre populærkulturelle sammenhænge som f.eks. debatfora på internettet.
– Moren spiller nærmest rollen som en amazone, der truer sønnens maskulinitet. Hendes styrke kombineret med sønnens svaghed i forhold til hende gør, at han mister aktørskab, forklarer Gjertrud Sæter.

‘Mors dreng’ får aldrig sin egen stemme i læserberetningerne, der i næsten 100 % af tilfældene har kvindelige fortællere. Alligevel er han en let genkendelig problemfigur, der er kilde til mange samlivsfrustrationer. F.eks. føler kvinderne ofte, at de har købt katten i sækken, når de finder ud af, at den mand, de forelskede sig i, i virkeligheden er bundet til sin mor. Som konsekvens mister de respekten for ham som mand og ser sig nødsaget til at afbryde samlivet. En unhappy ending, der ifølge Sæter siger en hel del om de forventninger, vi kulturelt set har til det maskuline ideal.
– ‘Mors dreng’ er en vanærende position, og det er kvinderne, der tilskriver ham den position. Han kan ikke leve op til det mandlige ideal i kvinders øjne, fordi han har en alt for tæt relation til sin mor – eller han lader hende involvere sig for meget i sit liv. Som regel er hans situation beskrevet som en konflikt mellem to kvindeinteresser (svigermor vs. svigerdatter, red.), en konflikt, som han enten forsøger at undvige eller forholder sig tavst til. Så vi får intet indblik i, hvordan hans position opleves. Vi får heller ikke en debat om ligestillingsperspektivet i moderbindingen – eller hvordan reglerne for køn udelukker, at voksne mænd har en tilknytning til deres mor, fortæller Sæter.

Fars pige og mors dreng

Fars pige/ fars dreng/mors pige/ mors dreng – fortællingerne om, hvem vi er gennem vores familietilknytning, er mange, men ifølge Gjertrud Sæter tillægges de hver især helt forskellig værdi og betydning.
Hvor det er kulturelt acceptabelt for en kvinde både at være fars pige (karrierefokuseret og dygtig) eller mors pige (knyttet til de feminine dyder), er det delvist problematisk for en mand at være kategoriseret som fars dreng (lettere uselvstændig men dog med de rette maskuline dyder) og helt uacceptabelt for ham at være mors dreng (knyttet til det feminine og umandige). Mandens råderum i forhold til både at bibeholde en familietilknytning – især til moderen – og leve op til det traditionelle maskulinitetsideal er med andre ord stærkt begrænset.
– Det normative rammeværk er forskelligt. Mors dreng fremstilles som svag og ikke-voksen. Egenskaber, der står i modsætning til det maskuline, stærke og beskyttende. Der er en grund til, at fars pige og fars dreng ikke er problematiske på samme måde. For det første er det ikke et tabu for kvinder at have en stærk familietilknytning. Det ses ikke som en svaghed. At en kvinde er fars pige og vil være i sin fars nærhed eller gå i hans fodspor fremstår som et tegn på hengivenhed og respekt for familietraditionerne. Det samme kan gælde for mænd, men dog ikke på helt samme måde. At manden følger sin far kan ses som et tegn på uselvstændighed, men dog er det ikke lige så problematisk, som hvis han hænger efter sin mor. Fars dreng stræber trods alt efter at være maskulin ligesom sin far.
– Mors dreng er derimod en diskursiv skamposition. For at undgå det skamfulde stempel som ‘mors dreng’, er manden nødt til at tilpasse sin relation til moren på en anden måde, end kvinden behøver at gøre. Det er ikke kun vigtigt, at han udvikler fuld autonomi i forhold til moren, men også at han afgrænser sit samvær med hende, forklarer Gjertrud Sæter.
Konsekvensen, ved ikke at leve op til de forventninger, er at blive stemplet som ‘umandig’ eller ‘barnlig’; en mand, der aldrig er blevet rigtig voksen. En barnlighed, der dog ikke skal forveksles med idealet om den legende mand, ham, der har sit indre barn intakt. For den legende mand er stadig i høj kurs i mediebilledet.
– Der er ikke noget skammeligt ved at være en legende mand. Han er flirtende og udfordrer også det legende og frigjorte i kvinden. I forhold til ham er ‘mors dreng’ uden potens, som sidder fast i et limbo uden at have status af at være en rigtig mand, siger Gjertrud Sæter.

Stereotypen vs. virkelighedens familiebillede

I ugeblads- og populærkulturens verden træder ‘mors dreng’ aldrig ud af sin rolle som en mand, der fejler i forhold til at performe sin maskulinitet på den korrekte måde. Det billede, der tegnes her, er med til at skabe en konservativt konserverende opfattelse af maskuliniteten. Træder manden ved siden af og forfejler sit forsøg på at performe som en ‘rigtig mand’, kan han ikke leve op til sine andre manderoller som f.eks. far og ægtemand.
Men hvad med virkelighedens norske mænd? Formår de heller ikke at forhandle sig frem til en position, hvor deres maskulinitet er forenelig med en tæt familietilknytning?
Interessant nok fandt Gjertrud Sæter og Øystein Gullvåg Holter frem til, at virkeligheden står i skarp kontrast til den populærkulturelle fortælling.
Nyere norske samfundsanalyser, der undersøger forholdet mellem familieliv og tilknytning i barndommen, viser, at der ikke er nogen sammenhæng mellem mænds tilknytning til moderen og deres evne til at opretholde et velfungerende familie- og samliv i voksenlivet. Statistisk set har det heller ingen betydning for den voksne mands livskvalitet eller antallet af konflikter i hans samliv, at hans mor bor i nærheden.
Faktisk viser det statistiske materiale, at der er større sandsynlighed for, at det er mænd, der har været knyttet til deres far i barndommen, der kommer til at opleve samlivsbrud senere i livet.
– I forhold til det kulturelle billede af ‘mors dreng’, skulle man tro, at mænd, der er tæt knyttet til deres mor, er årsag til betydelige samlivsproblemer i familier i dag. Men ser man på de norske rundspørgeundersøgelser, ligger der som oftest helt andre årsager til grund for problemer og samlivsbrud, konstaterer Sæter.
På den baggrund kan det virke paradoksalt, at ‘mors dreng’ så ofte fungerer som et skræmmebillede. Det tyder dog ifølge Sæter på, at læserberetningerne frem for at reflektere det virkelige liv, reflekterer en forestilling om en kulturelt ønskværdig opfattelse af køn, der bygger på et traditionelt værdisæt.
De spejler ikke virkeligheden men en normopfattelse af kønnet, hvor maskuliniteten forventes at blive udspillet på en helt bestemt måde for at være korrekt.
– En forklaring kan være, at de kulturelle forestillinger er så kraftfulde, at de er i stand til at videreføre undtagelsen frem for reglen. Ideen om ‘mors dreng’ bliver her et virkefuldt redskab i forhold til at ville opretholde et bestemt kønshieraki, og det viser, hvordan normaliseringen af identiteten blandt andet foregår gennem vores kulturelle forestillinger, slutter Gjertrud Sæter.