Peter Tudvads Sygeplejerske i Det Tredje Rige er fortællingen om danske Ebba Mørkeberg som valgte besættelsesmagtens side under Anden Verdenskrig. I betragtning af at jeg er sygeplejehistoriker, appellerer bogen i høj grad til mit faglige jeg. Plejens og omsorgens historie i Nazityskland er nemlig kun sporadisk beskrevet og udforsket – og det er første gang, jeg ser en så omfattende biografisk tilgang til det kapitel af fagets historie. Den form for fortællinger får man sjældent adgang til, og at sætte dem på biografisk formel er en betragtelig metodisk og etisk udfordring.

Veje og vildveje

Ebba Mørkeberg (f. 1924) voksede op i den lille vestjyske by Tarm. Hun var ældste datter i en søskendeflok på fire af forældrene, malermester og farvehandler, Svend Mikkelsen, og hans hustru Klara. Familien var angiveligt respekteret i det lille samfund, indtil faderen formøblede al goodwill som glødende nazist – og fra 1938 også et særdeles aktivt medlem af det danske naziparti DNSAP (Danmarks National-Socialistiske Arbejder-Parti). 

Han fik også overtalt både sin hustru og sønnen Bent til at melde sig ind – og i november 1940 fulgte 16-årige Ebba efter. Det er ikke svært at forestille sig, at det må have været vanskeligt at være en “normal” ung pige i Tarm på disse “unormale” betingelser. Besættelsesmagten blev jo ikke modtaget med åbne arme i Tarm – udover malermester Mikkelsen, der bød hjerteligt velkommen.
 
Dette er udgangspunktet for Peter Tudvads fortælling om Ebbas liv og de personer og begivenheder, der kom til at bestemme de veje hun gik, og de valg hun tog i 1940’erne som hjælpesøster, en karriere, der strakte sig helt præcist over to år.

Hun var hjælpesøster – ikke sygeplejerske

Året efter sin indmeldelse i DNSAP tog Ebba sin realeksamen, og som det var sædvane på den tid, var næste uddannelsestrin at blive ung pige i huset. Med faderens mellemkomst fik hun stilling som Haustochter hos en tysk familie i Kassel, som hun knytter sig til.

Men i 1943 sætter Ebba sig nye mål – eller det var måske faderen? I hvert fald beslutter hun sig for at melde sig til tjeneste i Tysk Røde Kors. Hendes farmor, der er meget oprørt over sin søns nazistiske tilknytning, blander sig i beslutningen og meddeler sin søn: – Du kan ikke sende din datter i krig!

Efter nærmere overvejelse opfordrer faderen Ebba til at trække sin ansøgning. Hertil svarer Ebba: – Jeg har meldt mig, og jeg rejser!

Som sagt så gjort. I maj 1943 optages Ebba på uddannelsen til hjælpesøster i Tysk Røde Kors – efter at hun forudgående havde gennemgået en helbredsundersøgelse og sat sin personlige underskrift på, at hun var af ren arisk race. Og lad mig her slå fast, at Ebba faktisk ikke var sygeplejerske, som den ukorrekte titel hævder. Hun var hjælpesøster med en ultra kort uddannelse.

Sammen med en gruppe andre unge danske piger påbegyndte hun sin uddannelse med otte dages forskole på Høveltegaard i Nordsjælland. Her blev de hærdet på både legeme og sjæl med atletik, eksercits, disciplin og foredrag. Med Tudvads ord gennemgik pigerne: “en ideologisk skoling der skal gøre dem til politiske sygeplejersker i stil med Himmlers politiske soldater i Waffen-SS”.

(Sygepleje)ed om troskab til Hitler

Uddannelsens næste destination var Lüben i Niederschlesien, Tyskland. Her gennemgik pigerne et teoretisk grundkursus i sygepleje på en uge og derpå fik de bevis på at væreScwesternhelferin (hjælpesøstre i Tysk Røde Kors). 

Dermed var den teoretiske del af uddannelsen overstået (og angiveligt forkortet med én uge, fordi der var stor mangel på hjælpesøstre). Tilbage stod 3 måneders praktik på et lazaret, før uddannelsen kunne betragtes som endelig afsluttet. Et sted i dette uddannelsesforløb blev der aflagt (sygepleje)ed om troskab til føreren, Adolf Hitler.

Ebbas praktiske uddannelse foregik på et reservelazaret i Breslau, hvor hendes opgaver angiveligt var pleje af de sårede værnemagtssoldater samt at opmuntre og genoptræne dem bedst muligt. Hun boede i en særlig sygeplejerskebolig, og fritiden blev tilbragt sammen med holdkammeraterne med fornøjelser og aktiviteter.

I begyndelsen af 1944 blev hun forflyttet til SS-lazarettet i Deutch-Brod i Tjekkiet, hvor patienterne var Nazitysklands SS-elitesoldater. Lazarettet her havde i en ikke så fjern fortid været en institution for udviklingshæmmede. Tudvad fortæller, at de tidligere patienters skæbne i regimets aktiv-dødshjælpsprogrammer kunne Ebba og hendes kolleger næsten gætte sig til, men Ebba tog nu blot stedets tidligere funktion til efterretning.

Sygeplejeopgaverne var uændrede og blev ikke udvidet med operationsstue eller andet. Men mødet med en nedbrudt sygeplejerske, som havde arbejdet i koncentrationslejren Dachau, vakte dog Ebbas medfølelse, selvom hun aldrig fik at vide, hvilke opgaver sygeplejersken havde haft i koncentrationslejren.
 
Sygeplejersken var en såkaldt brun sygeplejerske (NS-Schwester), som tilhørte det nazistiske sygeplejerskekorps og som bar brune uniformer. En gruppe som Ebba og hendes medsøstre i Tysk Røde Kors generelt ikke nærede sympati for.

Sendt helt ud til fronten

Efteråret 1944 bliver Ebba sendt tilbage til Breslau, og nu er den røde hær tæt på. Her arbejder hun på reservelazaret IV under kaotiske forhold, og i januar 1945 – inden russerne lukker ringen om Breslau – pakker hun sine sparsomme ejendele og stiger på toget til Berlin og melder sig til tjeneste i Tysk Røde Kors’ hovedsæde. 

Hun bliver sendt videre til et SS-lazaret i det sydlige Berlin, som huser Hitlers eliteenhed Leibstandarte-SS, og her genfinder hun veninden Lili, som også er en af Tysk Røde Kors’ søstre. I krigens allersidste dage finder de to piger et lazaret i Berlins centrum, hvor de yder al den hjælp de kan under ubeskrivelige forhold og i en konstant bomberegn.

I maj 1945 er krigen ovre, og pigerne bliver, som mange andre kvinder i den tyske hovedstad, udsat for voldtægt. De overlever og deporteres af russerne til en interneringslejr uden for Moskva. Herfra sendes Ebba i september 1945 tilbage til Danmark, hvor hun bliver anklaget for landsskadelig virksomhed, som dog ender med tiltalefrafald.

Hvorfor forstod hun så lidt?

Sygeplejerske i Det Tredje Rige er en spændende, velskrevet og særdeles vedkommende bog. Tudvads kildegrundlag og research er imponerende, det synes som om, hver sten er vendt.

Den primære kilde er Ebba Mørkeberg – og det rejser selvsagt spørgsmål om troværdighed (fortolkning) og etik. Det er ikke enkelt at udgive et biografisk værk om en nulevende person, der kigger biografen over skulderen i rekonstruktionen af sit eget livsforløb. Enkeltheden opløses, når fortællingen er så kontroversiel, som tilfældet er her. 

Tudvad synes i vid udstrækning at have fortalt Ebbas historie på hendes præmisser, samtidig med at hans egne tilføjelser (og nuanceringer) ligger i en omfattende kontekstualisering. På den måde må læseren foretage sine egne og sidste penselstrøg i portrættet af Ebba. 

Som læser undrer man sig over, hvorfor Ebba har så dårlig en hukommelse, når det drejer sig om emner som medlemskab af DNSAP og troskabsed til føreren? Og hvorfor forstod Ebba så lidt af det, der foregik lige foran hendes næse?

Ingen helgenbiografi

Tudvads biografi af Ebba Mørkeberg er bestemt ikke en helgenbiografi. Derimod optræder Ebba som det prisme, der kan reflektere en ung dansk kvindes liv i 1940’erne, som var på den forkerte side med sit medlemskab af DNSAP og dermed i Det Tredje Riges tjeneste. 

Ebbas fortælling sætter Tudvad ind i den store fortælling, og breder dermed perspektiverne ud, og sporene i Ebbas liv forfølger Tudvad minutiøst i en omfattende kontekstualisering, hvad enten det drejer sig om de danske nazisters virke i Danmark, spejderbevægelsen eller tysk lokalhistorie. Det giver læseren den nødvendige historiske kontekst til Ebbas fortælling.

Men når konteksten fylder så meget, undrer det mig, at beskrivelsen af Det Tredje Riges sundhedspolitik, sundhedsvæsen og sundhedsprofessioner er så fragmentarisk.

For som tidligere nævnt, var Ebba ikke sygeplejerske, men hjælpesøster, den absolut laveste position i omsorgsprofessionernes hierarki. Men alligevel en del af samme sundhedssystem som Det Tredje Riges læger og sygeplejersker. Det var et system, der ideologisk og politisk var defineret af naziregimet. 

Derfor ville det have været logisk, om Tudvad havde udfoldet sig mere om dette sundhedssystem og dets aktører. For eksempel har den tyske sygeplejehistoriker Hilde Steppe (som også optræder på Tudvads referenceliste) vist, hvordan de brune nazi-sygeplejersker fulgte ordrer og fx var involveret i alle faser af den systematiske udryddelse af store folkemasser. Lydighed og kærlig omsorg var kodekset for disse sygeplejersker. Og det var en farlig cocktail i et totalitært system!

“Hjælpende hænder” er ifølge Tudvad bogens overordnede tema. Men hvordan definere begrebet hjælpende hænder i forhold til Det Tredje Rige? For historien herfra viser netop, at hjælpende hænder, omsorg eller næstekærlighed, ikke er en absolut størrelse. For Det Tredje Rige definerede netop den gode omsorg ud fra sine egne og ret uhyggelige ideologier. 

Ideologier som den danske historiker Therkel Stræde meget tankevækkende og med ganske få begreber har ridset op: Naziregimet flyttede fokus fra individ til kollektiv, fra forsorg til forebyggelse og fra den svage til den stærke.

Professionel omsorg tolket ind i den model legaliserede sygeplejerskers deltagelse i dødshjælpsprogrammer og tvangssterilisationer i “den gode omsorgs” og naziregimets tjeneste. Det var det politisk definerede omsorgssystem som Ebba – om ikke på et praktisk personligt plan, så i hvert fald i et større perspektiv – var en del af. Det savner jeg udfoldet i en iøvrigt glimrende bog.