Når Lars Løkke Rasmussen søsætter et drengeakademi med argumentet om, at det skal skabe ligestilling mellem kønnene i uddannelsessystemet, er det et resultat af fortællingen om de såkaldte taberdrenge, som ikke passer ind i den feminiserede skole. Men hvad nu, hvis der i virkeligheden ligger helt andre forhold bag statistikkerne om drengenes frafald i uddannelsessystemet? Og hvad nu, hvis det stærke fokus på køn dækker over andre væsentlige faktorer, som er bestemmende for de unges muligheder?
Det er nogle af de spørgsmål, som Anne Mia Steno stiller i ph.d.-afhandlingen ’Ungdomsliv i en uddannelsestid – Kønnede, klassede og tidsbundne driblerier i og mellem erhvervsuddannelser’ fra Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på RUC. Hendes antropologiske feltstudier foretaget på de to tekniske erhvervsskolegrundforløb gastronomi og automekaniker viser, at modsat de ellers dominerende fortællinger om, at såkaldt ’rigtige drenge’ ikke kan tilpasse sig krav om at være stræbsomme og ambitiøse i skolen, så er det på de pågældende tekniske erhvervsuddannelser helt legitimt, ja ligefrem sejt at være dygtig.
”På auto[mekaniker] handler det om at præstere. Det er på ingen måde sejt at have en doven tilgang til uddannelsen,” siger Anne Mia Steno, der har fulgt de unge ved at lade sig indskrive som elev på grundforløbet til henholdsvis gastronomi- og automekanikeruddannelsen. Med afhandlingen stiller hun spørgsmålstegn ved ideen om, at der overhovedet er et drengeproblem i uddannelsessystemet.


Fejlsignaler

I den offentlige debat er betegnelsen ’taberdrenge’ de seneste år blevet et udbredt ord. De urolige drenge har svært ved at indordne sig under skolens normer og kodeks, hedder det. Tidsåndens effektiviseringsfokus og den tidligere regerings målsætning om at få 95 procent af en ungdomsårgang til at gennemføre en ungdomsuddannelse rammer drengene, som ikke kan leve op til de boglige krav, der er på mange uddannelser. De dropper ud og bliver til ’taberdrenge’.
Den opfattelse bliver til dels genfortalt på erhvervsuddannelserne, fortæller Anne Mia Steno. Her bliver de dygtigste elever opfordret til at læse videre og tage et EUX-forløb, som svarer til gymnasialt niveau og giver mulighed for fx at blive ingeniør. Og mens det giver god mening at lave mere attraktive erhvervsuddannelser, som kan tiltrække flere unge, signalerer man med den tilgang samtidig til de dygtigste elever, at de skal videre.
”Det giver en opfattelse af, at erhvervsuddannelserne er for dem, som ikke er dygtige nok. Så udover at skabe de her kønnede fortællinger om taberdrenge, giver det også uintenderede effekter i uddannelsernes eget system. Fordi man risikerer at sende et signal om, at de bedste skal ’mere’, at de skal videre,” forklarer Anne Mia Steno.


Lighed tolkes som et drengeproblem

Ser man på, hvordan kønsforskelle i skoleregi er blevet fremstillet af politikere og medier de seneste 30 år, er det tydeligt, at mens fokus i 1980erne var på ’de stille piger’, er fokus i dag på ’taberdrengene’. Og mens pigernes udfordringer i vid udstrækning blev talt frem som individuelle problemer – den enkelte pige måtte ’oppe sig’, sige mere i timerne – tilskrives drengenes frafald ifølge Anne Mia Steno i langt højere grad systemet. Argumentet lyder i stedet, at det er undervisningsformen og de mange kvindelige lærere, som ikke kan honorere drengenes behov.
Men ifølge uni-c profilmodellen, der er en fremskrivning af, hvordan en ungdomsårgang forventes at uddanne sig, har andelen af drenge og piger, der forventes at gennemføre en ungdomsuddannelse aldrig været mere lige end netop nu. Fra årgangen 2012 forventes 91 % af pigerne at få en ungdomsuddannelse i forhold til 88 % af drengene. Fra årgangen 1990 er tallene 74 % for drengene og 80 % for pigerne. Der er altså sket en halvering af forskellen, som i dag udgør tre procentpoint.
”I virkeligheden har der på mange måder aldrig været større lighed mellem kønnene end i dag, når man ser på, hvor mange drenge og piger, der gennemfører en uddannelse,” siger Anne Mia Steno.
Ifølge forskeren er det paradoksalt, at det tolkes som et stort drengeproblem, at kønnene uddanner sig lige meget. Hun peger på, at det store fokus på drengenes frafald og resulterende tiltag som Lars Løkkes drengeakademi giver risiko for, at man taber pigerne på gulvet – ”igen”, som hun siger med henvisning til den historisk skæve kønsfordeling på uddannelsesinstitutionerne.
”Det er potentielt meget problemfyldt, at det kun er drengene, der får lov at komme med i de her undervisningsforløb, hvor eleverne kan udvikle sig og få specialsyet undervisning.”
Et andet problem ved taberdrengediskursen er ifølge Anne Mia Steno, at den tager udgangspunkt i en forestilling om, at uddannelserne er feminiserede – det vil sige domineret af kvindelige lærere, som praktiserer en mere stillesiddende undervisningsform, som favoriserer de ’rolige piger’.
”Den type rationaler er der forskellige problemer ved. Blandt andet at der laves direkte slutninger mellem lærerens biologiske køn og de værdier, de står for. Men det, at der er en overvægt af kvindelige lærere, siger ikke noget om, hvordan de er, eller hvilke værdier deres undervisning bygger på”, forklarer Anne Mia Steno.
Ifølge seniorforsker ved Institut for Læring, DPU, Aarhus Universitet, Inge Henningsen, der i mange år har beskæftiget sig med statistikker om køn og uddannelse, har skolen aldrig været mere bevægelig end i dag:
“Efter min mening er det vanskeligt at forstå, at man på den ene side argumenterer med, at drengene ikke kan sidde stille og ikke kan lære, sådan som skolen nu er indrettet. Og på den anden side sammenligner med en tid, hvor drengene faktisk klarede sig bedst i skolen. Men dengang løb man da ikke rundt i klassen eller spillede fodbold hele dagen. Det var da i den grad røv-til-bænk. Så hvorfor det skulle have været en skole, der passede drengene så godt i modsætning til den friere skole, som man har i dag, det er meget svært at forstå,” siger hun i et tidligere interview med KVINFO.


Fokus på køn skygger for social ulighed

En af forklaringerne på den store kløft mellem drengenes reelle uddannelsespræstationer og de billeder, der males i den offentlige debat, skal ifølge Anne Mia Steno findes i det, hun kalder ’det skæve kundskabshierarki’. Boglige uddannelser bliver tillagt større værdi end tekniske, og eftersom der er en overvægt af piger i gymnasiet og flere drenge på de tekniske uddannelser, kommer det til at se ud, som om det er drengene, der taber. Men det mener Anne Mia Steno ikke, at der er. Faktisk viser undersøgelser, at blandt de unge, der ikke gennemfører en uddannelse, klarer drengene sig bedre end pigerne senere hen.
”Så det er ikke nødvendigvis ulogisk, at færre drenge gennemfører en ungdomsuddannelse, for de har statistisk set større chance for at klare sig som iværksættere eller ufaglærte,” siger Anne Mia Steno.
Hun frygter, at det store fokus på ’taberdrenge’ i uddannelsessystemet skygger over andre og langt mere tungvejende faktorer, når man skal se på, hvem der falder ud af systemet.
”Når man ser på, hvem der klarer sig bedst, udgør kønnet den mindste faktor. Så al den snak om taberdrenge tegner et skævt billede, som ikke har så meget med virkeligheden at gøre.”
I stedet er det ifølge Anne Mia Stenos undersøgelse faktorer som social klasse og familiebaggrund, der er afgørende for, hvor godt de unge klarer sig igennem uddannelsessystemet.
”Det er en svær pointe at komme med, fordi hele lighedstanken er en af de mest fundamentale ting i det danske system – at der skal være plads og lige adgang til alle. Og alligevel viser det sig, at noget af det mest afgørende for at klare sig er, hvilken socialklasse, man kommer fra,” siger Anne Mia Steno og tilføjer:
”Det betyder meget, om der er nogen til at bakke de unge op derhjemme, til at samle dem op, når de ryger ud af skolen.”
I begyndelsen boede Anne Mia Steno side om side med eleverne på de skolehjem, der er tilknyttet uddannelserne. På automekaniker var hun den eneste kvinde, og på gastronomi var to tredjedele af eleverne drenge. Efter endt grunduddannelse fulgte hun 8-10 af eleverne fra hver uddannelse i en periode på to år. Flere af dem droppede ud af uddannelserne undervejs.
Anne Mia Steno fulgte blandt andet gastronomieleven Tina, der efter at være røget ud af skolen boede på gaden og sov hos forskellige mænd, som hun gik i seng med for at få husly.
Tina havde mistet sit sygesikringskort og turde ikke gå til myndighederne, og hun var så desperat, at hun mente, at den bedste løsning måtte være at komme i fængsel. Der kunne hun få både mad og en seng og lægehjælp, og hun havde også hørt, at fængslet tilbød uddannelsesprogrammer og mentorordninger. Hun var efter eget udsagn ’for dum’ til at begå økonomisk kriminalitet, som hun ellers havde hørt, at Stein Bagger var blevet idømt mange års fængsel for. Hendes venner havde sagt, at hun bare skulle slå nogen ned, men det ville hun ikke; hun ville ikke tage andre med sig i faldet.
”Hun har jo et ret stærkt moralsk kompas, alt taget i betragtning. Afvejningen af, at hendes nedtur ikke måtte gå ud over andre. Og hendes helt nøgterne vurdering af, at alting virker håbløst, men det her er mine muligheder,” siger Anne Mia Steno.
Anne Mia Stenos pointe er at vise, at det, som kan ligne en taberhistorie eller en stereotypt kønnet forklaring – som fortællingen om taberdrengene – kan være så mange andre ting. For Tina bliver det meningsfuldt at komme i fængsel, fordi hun dermed kan få styr på sit liv.
”Jeg vil gerne komme med nogle alternative fortællinger og vise, at mange af de unge klarer sig på trods – at de får en uddannelse på trods af de hårde vilkår, de kommer fra. Og at i det perspektiv har en fortælling som Tinas faktisk sit eget rationale, selvom det selvfølgelig ikke er en løsning at komme i fængsel.”


Store krav til de mest udsatte

Noget af det, der kom mest bag på Anne Mia Steno under feltarbejdet var, hvor mange unge, der lever et udsat liv. Ikke mindst fordi hendes fokusgruppe ikke var de særligt udsatte, men den store midtergruppe, som hun mener ofte bliver overset i undersøgelser.
”Jeg havde slet ikke forventet, at jeg skulle møde den type fortællinger. Det overraskede mig, at så mange lever under så hårde vilkår.”
Under feltarbejdet mødte hun piger og drenge, der ikke havde noget netværk, som kunne bakke dem op, når de havde problemer. Flere havde ikke noget sted at bo, hvis de blev smidt ud af skolen og dermed ud af det skolehjem, eleverne bor på under uddannelsen. Oplevelsen blandt mange af de unge var, at de ikke havde nogen stemme. At de ikke blev hørt.
To unge, der var blevet smidt ud af skolen og følte sig uretfærdigt behandlet, fik at vide, at de kunne indgive en skriftlig klage.
”Men de er analfabeter begge to, så det gjorde de selvfølgelig ikke. Mange af dem har opfattelsen af, at systemet ikke hører dem. Og så kan det godt være, at de har nogle forældre, de kan tage hjem til, men forældrene oplever måske også, at de ikke bliver hørt,” lyder det fra Anne Mia Steno.
Hendes mål med afhandlingen har derfor også været at give stemme til de unge og vise, hvordan uddannelsessystemet opleves fra deres synspunkt. Og så håber hun at bidrage til en ændring i opfattelsen af frafaldet på de tekniske erhvervsuddannelser.
”Måske skal man se frafaldet som en art omvalg eller refleksion. Det er tankevækkende, at man italesætter drengene på de tekniske uddannelser som særligt uafklarede og i fare for at falde fra – for hvis man sammenligner dem med deres jævnaldrende i gymnasiet, er de ofte langt mere afklarede med, hvad de vil,” siger hun.
”Vi glemmer, at det er 15-årige drenge og piger, der lige er kommet ud af folkeskolen.”
Det forventes ifølge Anne Mia Steno langt tidligere og i meget højere grad, at de unge på erhvervsuddannelserne kan træffe voksne valg om, hvad de vil. Og når de så falder igennem, tolkes det som taberagtigt, mens de jævnaldrende gymnasieelever ikke behøver have den fjerneste ide om, hvad de vil, når de starter i 1.g.
”Jeg vidste da heller ikke selv, hvad jeg ville, da jeg gik i 1.g”, siger hun. Og afslutter:
”I dag skal man være en meget stærk ung med et stærkt bagland for at gennemføre en teknisk erhvervsuddannelse.”