HIV/AIDS epidemiens fremfærd i Afrika har i stigende grad fået intimsfærestudier op på forskningens dagsorden. I bogen med den lange titel: Studying Intimate Matters – Engaging Methodological Challenges in Studies of Gender, Sexuality and Reproductive Health in sub-Saharan Africa, redigeret af Barbara Ann Barrett og Christian Groes-Green, går tretten forskere fra henholdsvis det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Makerere Universitet i Kampala, Uganda, og enheden for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet et skridt videre, og diskuterer, hvilke metodetilgange, der særligt er behov for, når det gælder at indhente viden fra intimsfæren.
Bogens særlige styrke er netop dens fokus på metode, og det er velgørende her at komme et skridt videre end gængse diskussioner af kvalitativ metode og fokusgruppeinterviews. For den fælles holdning blandt bogens forfattere er, at intimsfærestudier ikke kræver særlige metodetilgange eller er forskellige fra antropologiske metoder i almindelighed.
Men samtidig viser artiklerne, at intimsfærestudier lægger op til dybere refleksioner over typer af relationer mellem forsker og interviewperson(er)/samtalepartner(e), samt til kritisk fokus på forskerens egne medbragte (ofte implicitte) normer og værdier.
Dét, at intimsfærestudier sætter spotlight på disse ellers ofte (delvist) mørklagte felter, og/eller områder, der tages for givet og derved unddrager sig kritisk analyse, gør disse metodediskussioner ganske særligt interessante.

HIV/AIDS aktualiserer forskeroptik

Udgangspunktet for samarbejdet mellem de to universiteter var netop spørgsmål angående metodetilgange i intimsfærestudier, der især er blevet aktualiseret i forbindelse med HIV/AIDS epidimiens udbredelse i Afrika. Der var især to spørgsmål her, der rejste sig:
For det første om emner relateret til sex og seksualitet faktisk er så “highly intimate, taboo-ridden and controversial” (s 1), som man umiddelbart skulle tro; for det andet om disse ting er nogle, man bare kan snakke om i et almindeligt interview, eller om der kræves særlige metoder og særlige forskningsmæssige kvalifikationer til denne type af undersøgelser?
Holdningerne til det første spørgsmål er delte blandt artiklernes forfattere. Holdningerne til det andet spørgsmål er (som allerede nævnt) mere fælles. Jeg vil starte med at diskutere det første spørgsmål, for derefter at gå i dybden med det andet.

Seksualitet – et ømtåleligt emne?

Det er tidligere blevet påpeget, at den klassiske antropologis manglende beskrivelser af visse seksuelle praksisser, f eks homoseksualitet, havde mere at gøre med forskernes egne fordomme end med livet blandt de mennesker, som blev studeret (Wieringa and Blackwood 1999).
Margrethe Silberschmidt har en lignende pointe i Studying Intimate Matters, når hun siger, at hun ikke kan se, hvorfor studiet af seksualitet skulle blive betragtet som noget særligt, og at hun spekulerer på, om “the feeling of malaise that the study of sexuality may instill is rather related to the researcher’s own culturally and ideologically conditioned beliefs about what is private and what is not” (p 138). Silberschmidt’s artikel “Intimate Matters as a Taboo or a Burning Issue?” er skrevet på baggrund af mange års erfaring med studier af seksualitet og seksuel adfærd blandt mænd og kvinder i fattige bydele i Kampala og Dar es Salaam.
Også andre af bogens forfattere mener, at sex og seksualitet, når det kommer til stykket, ikke er så ømtålelige emner, som mange forskere går rundt og tror.
Bjarke Oxlund rapporterer således om et ganske overraskende righoldigt resultat af kun fjorten dages interviews angående mænd og maskulinitet blandt uniformsbærende personale i politi og militær i Rwanda. Undersøgelsen var en del af et større HIV/AIDS forebyggelsesprojekt, og Oxlund’s interviews blev foretaget med særligt henblik på dominans og engagement i seksuelle forhold.
Oxlund sammenligner metodetilgangene i dette korttids studie med metodetilgange i hans Ph.d. forskningsprojekt, hvor han undersøgte holdninger til sex og seksualitet blandt studerende ved et udkantsuniversitet i Sydafrika. Det er oplagt, at Ph.d. projektet gav mulighed for langt mere dybtgående studier, men det er Oxlunds pointe, at han netop på grund af sine erfaringer fra Ph.d. projektet var i stand til at skabe den form for imødekommende stemning og atmosfære, som muliggjorde etablering af den “dialogiske tilgang” som producerer en “intersubjektiv forståelse”, bl.a. betinget af, at også forskeren fortæller om sin egen erfaring i tilknytning til de historier, som interviewpersonerne – eller samtalepartnerne (“the interlocutors”), som Oxlund foretrækker at kalde dem – præsenterer.
De fleste af bogens forfattere er enige i det med den dialogiske tilgang. Men der er forskellige holdninger til det med sex/seksualitet som et ømtåleligt emne, eller ej. En af dem, der holder på, at sex ER et særligt sårbart emne er Victoria Phiri. Forhold omkring sex og seksualitet er ikke noget, man bare snakker om, og specielt ikke med fremmede, siger hun. At benævne seksuelle organer er tabubelagt, og specielt kvinders seksuelle organer betragtes som noget ophøjet og helligt. Adgang til informationer på dette felt afhænger meget af konteksten, og ikke mindst af forskerens position set fra lokalsamfundets synsvinkel.

Forskeren i lokalsamfundet

I antologien diskuterer flere af forfatterne forskerens position set fra lokalsamfundets synspunkt. Positionalitet kommer på denne måde i fokus for bogens diskussioner. Positionalitet i dobbeltbetydningen af a) relation mellem forsker og lokalsamfund – set fra lokalsamfundets synspunkt, og b) forskerens refleksion over egne medbragte holdninger, ofte igangsat af mødet med lokalsamfundets blik.
For det første kan det med, hvordan forskeren opfattes af ‘de lokale’, være afgørende for kvaliteten af de indsamlede data. Nolwazi Mkhwanzi’s bidrag handler om netop dette, og om, hvordan man som forsker bliver set af det omgivende samfund, måske i modstrid til, hvordan man selv havde ønsket at positionere sig. Mkhwanzi fortæller om, hvordan hun – til trods for at hun i sin i sin forskning om teenagepigers graviditet i en fattig bydel i Cape Town ønskede at tackle sagen set fra teenagepigernes side, med deres erfaringer som udgangspunkt, og ikke at se fænomenet som ‘et socialt problem’ – alligevel blev positioneret som netop én, der forsker i ‘sociale problemer’.
Desuden blev hun anset som for ung til at interessere sig for graviditet: ugift og selv uden børn. Mkhwanzi følte sig begrænset af disse positioneringer. Som forsker er det vigtigt både at være indeni og udenfor, siger hun.
På den ene side skal man kunne se så meget som muligt indefra: “Teenage pregnancy will be better understood if researchers put themselves in young people’s shoes and see the world through their eyes and experience what they experience in their everyday lives” (s 161).
På den anden side er distance også nødvendig: “I am aware that it is both my similarity and difference to the people in the township that enabled me to collect the data that I needed” (s 162). Tilbage står spørgsmålene om analyse og repræsentation. For analyse er distance ofte en fordel, men samtidig melder der sig problemer omkring repræsentation: “In writing the findings of the research I was constantly plagued by the question of how to represent local perceptions that do not map onto Euro-American perceptions without relegating them to the eccentricities of the ‘other'” (s 162).
Rosa Kisia-Omondi fortæller i sit bidrag om en anden type vanskeligheder ved omgivelsernes positionering af forskeren. Som et led i sin forskning i sex turisme ved strandene i Kenya, var det vigtigt for Kisia-Omondi at komme på talefod med de professionelle sexarbejdere, at frekventere de samme barer og restauranter og i det hele taget at hænge ud sammen med dem. Men derved risikerede hun jo også selv at blive antaget for at være sexarbejder. Hun beskriver, hvordan hun på et tidspunkt på en af disse barer mødte en af sine studerende, der knapt kunne tro sine egne øjne ved at se sin tidligere lærer i rollen som prostitueret.

Vejen til ordenes skjulte betydninger

Victoria Phiri sammenligner erfaringer fra to forskellige perioder af feltarbejde omkring det samme emne, nemlig traditionelle fødselshjælpersker i Zambia og deres måder at arbejde på. Materialet fra den anden feltarbejdsperiode, hvor hun boede i huset hos en traditionel fødselshjælperske, der desuden var en fjern slægtning, blev meget bedre og mere righoldigt end materialet fra den første feltarbejdsperiode, hvor hun ‘bare’ havde været en ung studerende.
Positioneret som del af en respekteret fødselshjælperskes husholdning blev det muligt for hende at foretage den form for deltagerobservation, der viste sig at være uvurderlig for at kunne komme bag om ordenes tilsyneladende meninger. Det viste sig nemlig, at mange ord i det lokale sprog har dobbelte betydninger, og at almindelige ord som ‘landbrug’, ‘sød kartoffel’, ‘kurv’ og ‘regn’ i bestemte sammenhænge, og for bestemte personer (nemlig dem, som har været igennem initieringsritualerne) havde dobbelte betydninger som henholdsvis ‘samleje’, ‘penis’, ‘vagina’ og ‘menstruation’.
Positioneringen som fødselshjælperskens gæst og slægtning betød, at Phiri let blev veninde med de andre unge kvinder i huset og en del af deres kreds. Det var dette, der gav adgang til forståelse af ordenes skjulte betydninger – betydninger, man som ‘almindelig’ antropologisk feltarbejder let kan gå glip af, også selv om man (som hun selv) forstår og taler det lokale sprog.

Pålidelighed

Der peges her på en sammenhæng mellem forskerens positionering og forskningens pålidelighed – en sammenhæng, der også ses i Christian Groes-Greens bidrag til bogen.
Groes-Green viser, hvordan de unge mænd og kvinder, som han interviewede i Maputo, Mozambique (som en del af et forskningsprojekt om holdninger til sex og til kondomer blandt unge mennesker i Maputo) gav forskellige svar afhængigt af situationen, herunder relationen mellem forskeren og dem selv.
Groes-Green lagde mærke til alvorlige uoverensstemmelser mellem det, som de unge mennesker havde rapporteret i forskningens indledende faser, hvor han benyttede sig af spørgeskemaer og organiserede gruppe-interviews, sammenlignet med, hvad han fik at vide på senere stadier af undersøgelsen, hvor han talte med de samme personer under mere uformelle former.
Ikke bare var situationerne forskellige, men Groes-Green og dem, han snakkede med, kendte nu også hinanden bedre. F.eks. blev han af mange af de unge kvinder positioneret som ‘storebror’, dvs. én, som man er fortrolig med, og som kan give gode råd. Groes-Green betragter selv denne indsigt – at de svar, man får på sine spørgsmål, afhænger af situationen og relationen mellem forsker og interviewperson – som et metodologisk vendepunkt.
Unge mennesker, der under mere formelle interviews havde forsikret, at de altid brugte kondom, sagde nu, at det naturligvis ikke kunne falde dem ind at afbryde et godt samleje på grund af manglende kondom, og at Groes-Green måtte være godt naiv, hvis han virkelig troede, at der kun var én sandhed, og at han ville få alt at vide på én gang og lige med det samme, uanset omstændighederne. Groes-Green kommer i sin artikel til den konklusion, at der er mange lag af kommunikation mennesker imellem, og at pålidelige data i høj grad afhænger af forskerens positionering, og kapacitet.

Groes-Green beskriver udviklingen fra en første overfladisk forståelse til en forståelse tættere på som en rejse gennem flere niveauer. For det første må man erhverve sig tilstrækkelig kulturel kapital, bl.a. i form af at kunne forstå og bruge de unge menneskers lokale slang, herunder særlige halv-hemmelige seksuelle udtryk (jvf her Phiri’s analyse af bestemte ords dobbelte betydninger). Dernæst er det vigtigt at skabe relationer baseret på en fælles fornemmelse af samhørighed (jvf her positionen som ‘storebror’), og endelig i særlige tilfælde at deltage i fælles overskridelse af moralske tabuer. Alt dette, skriver Groes-Green, sætter forskeren i stand til at forstå lokale seksuelle kulturer indefra – samtidig med at udfordringen mht. at analysere det hele ‘udefra’ fortsat eksisterer (jvf. her Mkhwanzi’s diskussion af difference/similarity, samt indefra/udefra).

Etisk forsvarlighed?

Der er også andre aspekter ved og implikationer af positionering. Britt Pinkowski Tersbøl diskuterer i sit bidrag det, hun kalder “dilemmas of justification” – hvordan man som forsker forsvarer og retfærdiggør det faktum, at man overhovedet forsker i seksualitet og intime relationer mellem mennesker i fremmede lande og andre kulturer. Hvad laver man der, og hvorfor?
Tersbøls overvejelser tager udgangspunkt i hendes møde med en en namibisk kvinde, Martha, som hun interviewede som del af et forskningsprogram om køn, seksualitet og reproduktiv sundhed. Martha var ikke meget for at svare på Tersbøl’s spørgsmål, og efter interviewet kom det frem, at Martha var dødtræt af at svare på spørgsmål fra den ene forsker efter den anden, uden nogensinde at høre mere fra de pågældende personer, eller at vide om den aktuelle undersøgelse var en fortsættelse af den forrige eller ej.
Mødet med Martha får Tersbøl til at se sig selv med Martha’s øjne, og dermed til at stille sig selv en række spørgsmål angående etik og retfærdiggørelse af de forskningsprogrammer, som hun er en del af. Hvordan og af hvem bliver forskningstemaer defineret? Hvordan og af hvem udvælges den målgruppe, der skal undersøges? Og hvad med det ulige magtforhold mellem forsker og målgruppe? Hvorfor er det altid rige vesterlændinge, der undersøger fattige afrikaneres levevis, og aldrig fattige afrikanere, der underkaster levevis i den rige del af verden et kritisk eftersyn?
For Tersbøl ender overvejelserne i retningslinier angående udveksling og gensidighed: “The mutual recognition between researcher and informants determines the quality of the knowledge gained and therefore the quality of the research overall. (…) Social interaction and exchange is not only a precondition for doing good research, but crucial for doing research in an ethical manner” (s 200).
Tersbøl refererer til interviewsituationer, som er blevet oplevet som værdifulde og givende, også for de(n) person(er), som er blevet interviewet. For Tersbøl er det afgørende, at både enkeltpersoner og lokalsamfund, som bidrager til forskningen også selv skal få udbytte af den, på den ene eller den anden måde. Dette er for Tersbøl en forudsætning for etisk forsvarlig forskning.

Overvejelser relevante for al antropologisk forskning

Det er fint at se en bog skrevet af afrikanske og danske forskere i forening, og det er prisværdigt, at de danske redaktører på denne måde har hjulpet afrikanske kolleger til at få deres arbejder publiceret. Vanskeligheder ved at få artikler accepteret til publicering kendes både her og der – men de er bestemt ikke mindre for afrikanske forskere, der let kan føle sig marginaliserede i forhold til centrale europæiske og/eller amerikanske netværk.
Prisværdigt er det også, at redaktørerne – i klar modstrid (og måske endda protest?) mod den fremherskende tendens til at søge udgivelse på et prestigegivende europæisk/amerikansk forlag – har valgt at udgive bogen på et afrikansk forlag, som måske giver bedre distribution i afrikanske lande, og i hvert fald lavere points på meritlisterne på Københavns Universitet.

Og som det er fremgået, indeholder bogen en række interessante og vedkommende diskussioner af relevante problemstillinger angående antropologisk metode, især mht. forholdet mellem forsker og interviewperson(er)/samtalepartner(e) og/eller lokalsamfund. Disse artikler alene gør bogen læseværdig, og enkelte artikler vil også gøre god fyldest i undervisningssammenhæng. Andre af bogens artikler virker ikke helt så gennemarbejdede – her ville en mere nidkær fremfærd fra redaktørernes side nok have været på sin plads.
Bogens største kvalitet er dog dens fokus på metodediskussioner, som går ud over det traditionelle lærebogsstof angående kvalitativ metode. Det er ikke underligt, at bogens diskussioner af positionalitet, pålidelighed og etisk forsvarlighed i mange tilfælde udspringer af forskning i forbindelse med projekter til bekæmpelse af HIV/AIDS; denne type projekter gør refleksioner over de forskellige niveauer i metodetilgangen særligt påtrængende. Imidlertid er denne type metodeovervejelser af relevans for al antropologisk forskning.