Avatar

Jørgen Poulsen

Avatar

Sara Ferreira

Kvinders valgret skal på dagsordenen

Norden

Læs om kvinders indtog i politik i alle fem lande.

Samlet artikel

 

Danmark

Sverige

Norge

Finland

Island

Det første skridt på den lange vej, der skulle sikre kvinder stemmeret, var at få sat stemmeretten på dagsordenen. Her spillede etableringen af kvindesagsorganisationer og siden valgretsorganisationer en nøglerolle i de fleste af de nordiske lande.

Danmark var det første land, der etablerede en kvindesagsforening, der arbejdede for at forbedre kvinders stilling i samfundet, herunder stemmeretten. Det skete i 1871, hvor Dansk Kvindesamfund blev stiftet. I 1884 fuglte de øvrige nordiske lande efter, Island dog først i 1894. Den første stemmeretsforening blev etableret i Norge i 1885. I Danmark skete det fire år senere.

1906: Finland indfører stemmeret for kvinder

Det var Finland, der i første halvdel af 1900-tallet var de absolutte nordiske mestre på vejen mod politisk ligestilling, men Danmark fulgte nu godt med.

Med stemmeret til alle mænd og kvinder over 25 år, kom Finland som de første fra start i 1906. Allerede ved valg til Finlands Riksdag året efter, sammensatte vælgerne et parlament, hvor kvinderne besatte knapt 10% af pladserne. Da der i 1908 var valg igen, nåede kvindeandelen op på 12,5%. Med udsving holdt parlamentets kvindeandel sig omkring 10% frem til Anden Verdenskrig.

Efter de finske kvinder var de norske kvinder i 1909 de næste, der gik til stemmeurnerne. Der var dog tale om privilegeret valgret for det fåtal af kvinder, der betalte skat. De norske kvinder opnåede almen stemmeret i 1913, men først i 1921 blev en kvinde valgt ind i Stortinget. I Danmark skete det i 1918 ved det første valg efter indførelsen af almindelig valgret i 1915. Der blev valgt fire kvinder til Folketinget og fem til Landstinget – eller knapt 3% af de folkevalgte i Rigsdagen. Et niveau som også de øvrige nordiske lande holdt sig på i de første tiår efter indførelsen af stemmeret, og som forblev stort set uforandret i en lang årrække. Først i 1953 passerede Sverige, som det andet land, 10%-tærskelen, mens Danmark passerede den i 1966.

Kvinder ikke velkomne

Det generelle billede i de nordiske lande var, at kvinder ikke var velkomne, da de politiske partier blev dannet. Selv efter, at kvinderne fik stemmeret, forblev partierne og det politiske liv en sag for mænd. De politiske partier var enige om, at årsagen skulle søges hos kvinderne selv. Holdningen var, at det skyldtes mangel på interesse, uvidenhed samt mangel på kompetencer og initiativ. Som en modreaktion mod disse holdninger, blev der etableret kvindeforbund i mange partier, som bl.a. arbejdede for at støtte kvindelige kandidater.

Nina Bang verdens første kvindelige minister

Som tabel 1 viser, skyldes den danske placering umiddelbart efter Finland ikke kvinderepræsentationen i Landstinget og Folketinget. Derimod kunne Danmark i 1924 med undervisningsminister Nina Bang præsentere verdens første demokratisk udpegede kvindelige minister. Den danske statsminister var også i 1953 sammen med sin finske kollega, de første, der sammensatte en regering, hvor kvinder udgjorde flere end 10% af ministrene.

Norge og Sverige overtager stafetten

Efter 1970 overtog Sverige og Norge lidt efter lidt rollen som foregangslande.

Ganske vist passerede Finland som de første i 70’erne og 80’erne både 20% og 30%-tærskelen, når det gjaldt kvinders repræsentation i parlamenterne. Men Sverige nærmede sig hurtigt, og ved valget til Riksdagen i 1994 passerede de 40%-tærskelen med et valgresultat, der gav en kvindeandel på 40,4%. Ved de følgende valg øgedes andelen i Sverige, og den toppede i 2006 med 47%. Finland og Norge passerede 40%-tærskelen i henholdsvis 2007 og 2009.

Tabellen viser også, at hverken Norge eller Danmark endnu har haft et parlament med en kvindeandel på 40%. De to lande har dermed ikke passeret den magiske 40/60-grænse, der er konsensus om, svarer til kønsbalance.

Færre kvinder i Sverige

I Sverige faldt kvindeandelen i Riksdagen ved de to seneste valg fra 47% i 2006 til 43,6% i 2014. Det forklares med den øgede fremgang til det højrenationale parti, Sverige Demokraterne, som har færre kvindelige kandidater og en overvægt af mandlige vælgere, der traditionelt stemmer på mænd.

I Danmark synes problemet ikke at ligge så meget hos vælgerne som i partierne, der står med ansvaret for bl.a. at rekruttere kandidater og afgøre rækkefølgen af de opstillede på stemmesedlen. Blot 33,2% af kandidaterne til valget i 2011 var kvinder. Men vælgerne stemte faktisk 39,1% af kvinderne ind.

Topposter og den udøvende magt

Norge er sammen med Sverige i front, når der skal udpeges ministre fra 1970’erne og frem.

Norge var det første land, der fik sammensat en regering, som passerede 20%-tærskelen og 40%-tærskelen, når det gælder kvindelige ministre. Det skete i 1973 og 1986. Den såkaldte ”kvinderegering” sprængte i 1986 alle kendte nordiske rammer. Med otte kvinder ud af de i alt 18 ministre nåede kvindeandelen op på 44%. Norge passerede dermed ved en og samme regeringsdannelse både 30% og 40%-tærskelen.

Ligevægt

Sverige blev derimod det første af de nordiske lande, der udpegede en regering med lige mange kvinder og mænd. Det skete i 1994, da Carl Bildt fra det konservative parti Moderaterne var statsminister. Rekordholder er dog indtil videre Finland, hvor statsminister Matti Vanhannen fra midterpartiet Centern, i 2007 udnævnte en regering, hvor 60% af ministrene var kvinder.

At det ikke kun går fremad er de seneste regeringsrokader i Danmark et eksempel på. Helle Thorning-Schmidts regering bestod i 2012 af 48% kvindelige ministre. Men andelen er siden faldet, og ved den seneste udskiftning af ministre i 2014 nåede kvindeandelen ned på 30%, et historisk lavpunkt.

Vejen til statsministerposten går via partiformandsposten

For alle de nordiske lande gælder det, at kvindelige ministre i de første mange årtier fik de bløde ministerier som fx undervisning eller socialområdet. Mange af dem fik endog ikke selvstændige ministerier. De tunge ministerposter gik derimod til deres mandlige kolleger. Den fordeling holdt sig til langt op i 90’erne. Det var derfor et særsyn, da Danmark i 1950 med Helga Pedersen fra Venstre fik den første justitsminister og Sverige i 1975 med Karin Söder fra Centerpartiet fik sin første kvindelige udenrigsminister.

For at blive statsminister er det normalt en forudsætning, at man står i spidsen for sit parti. Derfor er en partilederpost en vigtig milepæl i den politiske karriere.  

Vi skal til Norge for at finde den første kvinde i Norden på en partilederpost. Berit Ås blev i 1975 formand for det nystiftede Sosialistisk Venstreparti. Men det lille parti på venstrefløjen havde ikke de store chancer for at stå i spidsen for en regering. Det havde derimod det norske socialdemokratiske parti, Det Norske Arbeiderparti, en lang tradition for.

Gro Harlem Brundtland

Men selv om Gro Harlem Brundtland i april 1981 blev den første kvinde til at lede et europæisk socialdemokratisk parti, så modbeviste hun samtidig tesen om, at vejen til statsministerembedet nødvendigvis skulle gå over partilederposten. Hun blev nemlig allerede statsminister i februar samme år.

Gro Harlem Brundtlands første periode som statsminister var kort, men hun vendte tilbage på posten i to lange perioder i 80’erne og 90’erne. Det var hende, der i 1986 udnævnte den såkaldte ”kvinderegering” med 44% kvindelige ministre.

Fire X kvindelig regeringschef ud af fem lande

Siden har tre af de andre nordiske lande haft kvindelige regeringschefer. Finland har haft to kvindelige statsministre, dels i tre måneder i 2003 og fra 2010 til 2011. Island havde en kvindelig statsminister fra 2009 til 2013, mens Danmark fik sin første med Helle Thorning-Schmidts tiltræden efter valget i 2011. I Norge kan man nu også sætte flueben ud for statsminister nr. 2, da Erna Solberg, fra det konservative parti Høyre blev valgt til statsminister i 2013. Kun Sverige har altså endnu ikke haft en kvindelig regeringsleder.

Kvindelige præsidenter i Island og Finland

To af de nordiske lande er republikker, og befolkningen i Island og Finland vælger derfor præsident henholdsvis hvert fjerde og hvert sjette år.

I 1980 blev Island det første af de to lande, der valgte en kvinde til posten. Selv om der kun følger begrænsede beføjelser med embedet, var signalværdien overordentlig høj, også internationalt, da Vigdís Finnbogadóttir blev både Europas og verdens første demokratisk valgte kvindelige præsident. Med 16 år på posten er hun den kvindelige præsident i verden, der til dato har siddet længst på posten.

Finland valgte med Tarja Halonen sin første kvinde til præsidentposten i 2006. Hun varetog posten i to perioder frem til 2012. I Finland ligger den udøvende magt hos præsidenten og regeringen. Den finske præsident har derfor i modsætning til Island, væsentlige magtbeføjelser.

Konservative Island sprænger rammerne

På trods af at islandske kvinder opnåede stemmeret i 1915, var udviklingen træg i forhold til at udmønte stemmeretten, sammenlignet med de andre fire. Først i 1920 blev stemmeretsalderen sænket for kvinder fra 40 år til 25 år, sådan som den var for mænd. Island var også det sidste land, der valgte en kvinde til en plads i parlamentet. Det skete i 1923. Og først i 1983 stemte vælgerne flere end 10% kvinder ind i Altinget.

Udviklingen skal ses i lyset af, at Island, sammenlignet med de øvrige nordiske lande, frem til 1960’erne var et land præget af konservative værdier og en økonomi, der baserede sig på fiskeri og landbrug. Men efter 1960 tog den økonomiske udvikling fart, og kvinder begyndte i højere grad at arbejde uden for hjemmet. Det er også vurderingen, at det islandske valgsystem, der er en blanding af forholdstalsvalg, som i de andre nordiske lande, og primærvalg, som man kender det fra USA, har medvirket til at bremse integration af kvinder i politik.  

Vigdís Finnbogadóttir

Der er ingen tvivl om, at valget af Vigdís Finnbogadóttir i 1980 fik en positiv betydning for udviklingen i Island, men der skulle et egentligt kvindeparti til, i 1983, før det virkelig rykkede. Ved valget opnåede partiet godt nok 6% af pladserne i Altinget, men kvindeandelen i Altinget steg fra 5% til 15%. Etablering af kvindepartiet havde skærpet de øvrige partiers opmærksomhed på at rekruttere kvindelige kandidater.

2009-valget, som fulgte i kølvandet på den økonomiske nedsmeltning i Island, bragte både en kvindelige statsminister med sig og fik kvindeandelen af Altingets medlemmer helt op på 43%. Efter det seneste valg i 2012 faldt andelen til 40%.