Det er ikke ofte, jeg læser en bog, som forekommer mig at gribe fat om roden af eksistensen. Men det gør antologien Birth, Death, and Feminity, redigeret af den amerikanske filosof Robin May Schott, som gjorde det danske filosofiske miljø en kæmpe tjeneste, da hun for et årti siden bosatte sig i København.
Bogen griber fat i eksistensen ved at gribe tilbage til eksistentialismen og udpege, hvordan det er et menneskeligt grundvilkår at være udspændt mellem uendelighed og endelighed, separation og forening, ånd og kød.
Det er en sandhed, som det er godt at blive mindet om, når man kæmper for at få sit dagligliv til at hænge sammen og egentlig må indse, at kampen netop står mellem dualiteternes poler, og som sådan nok hverken kan eller skal falde på plads i harmoni.
Med det konkrete eksempel som er min daglige kamp: På den ene side vil jeg gerne sidde i ophøjet ensomhed og fordybe mig i de store overtidslige tanker, på den anden side vil jeg gerne give mig hen til min og andre kroppes forgængelige lyster og behov i de nære relationers fællesskab.
Det var dette grundvilkår Kierkegaard påpegede, og som allerede han knyttede til dualiteten mand/kvinde: Manden har tendens til at identificere sig med uendeligheden, at konstruere sig selv med uendelighedens form, mens kvinden har tendens til at tage endeligheden på sig, at stå for fødsler, begravelser og alt derimellem.
Som Simone de Beauvoir formulerer det, er det, som om manden og kvinden har lavet en arbejdsdeling mellem sig: “Okay, du tager dig af det uendelige, så tager jeg mig af det endelige”. Og for både Kierkegaard og Sartre er det et problem, at ikke begge køn tager begge poler i dualiteten på sig.
I en kønsfilosofisk sammenhæng kan fastholdelsen af dualiteten synes overraskende. Har vi ikke brugt årtier på netop at dekonstruere dualiteten, at påpege den som en patriarkalsk konstruktion, der sætter manden på åndens og produktionens side, mens kvinden knyttes til krop og reproduktion? Jo, men det overvejende eksistentialistisk-fænomenologiske greb hos bogens fire forfattere (som ud over Schott tæller Sara Heinämaa, Vigdis Songe-Møller og Sigridur Torgeirsdottir) er ikke at dekonstruere dualiteten som sådan, men derimod den måde, hvorpå den er blevet fordelt på kønnene, og den måde hvorpå polerne er blevet valoriseret og hierarkiseret, frem for at fastholdes som en irreducibel spænding internt i enhver eksistens og ethvert fællesskab. Det bliver begreber som “ambiguitet” og “ambivalens” eller (hos Vigdis Songe-Møller) Heraklits forestilling om “striden” som sammenhængskraft, der danner grundlag for dualitetsforståelsen.

Fødslen lige så vigtig som døden

Den overordnede dualitet, som står på programmet, og som har lagt titel til bogen, er den mellem fødsel og død. Her indskriver de fire filosoffer sig i den bestræbelse at give “fødslen” en lige så vigtig plads i filosofien som “døden”, som har gjort sig gældende fra Nietzsches vitalisme over Hanna Arendts begreb om “natalitet” til Julia Kristevas psykoanalytiske refleksioner over moderskabet og senest (2004) Grace Jantzens feministiske kritik af en dødsfikseret patriarkalsk kultur.
I denne bestræbelse ligger et ønske om at definere mennesket, ikke kun som den der skal dø, men også som den, der er blevet født. Her savner jeg i øvrigt på litteraturlisten Christine Battersbys The Phenomenal Woman (1998), som netop foreslår at supplere “døden” som eksistensens definerende horisont med “fødslen”.
Det understreges fra starten, at bogens ærinde ikke er at erstatte begrebet “død” med begrebet “fødsel”, men at give dem begge plads som et ambivalent begrebspar, hvor ambivalensen også hersker internt i hver pol.
Schott fremfører i introduktionen dette projekt i polemik mod Grace Jantzen, som i sin patriarkatskritiske ligning sætter døden på voldens, aggressionens og mandens side, mens fødslen knyttes til kvinden, kærligheden og det skabende.
Heroverfor hævder Schott, at fødslen må supplere frem for at erstatte døden som et begreb for eksistensens horisont, at begge køn må associeres med begge poler, og at både fødsel og død har destruktion og kreativitet, aggression og kærlighed, separation og sammensmeltning, potentialitet og lukning i sig. “Mortalitet” og “natalitet” er begge ambivalente begreber.

Politisk vold mod kvinder

I bogens første del, “Politics of Community”, udforsker Scott mortalitetens og natalitetens ambivalente sammenknytning ved at knytte problematikken til politisk vold mod kvinder. Her skriver hun bl.a. om fire gamle myter, der på hver deres måde knytter grundlæggelsen af en nation eller et folk til voldtægt eller drab af kvinder, og finder heri en strukturel lighed med det sakrale offers logik: Fællesskabet grundlægges på – eller sikres gennem ofringen af en figur, der hverken er helt inden- eller udenfor (kvinden eller tilflytteren).
Ret suggestiv er eksempelvis den serbiske myte, hvor en ammende kvinde mures inde i borgmuren, men efter egen anmodning med et bryst, et øje og en arm stikkende frem, så hun kan se, made og kærtegne sit lille barn. Borgmuren bliver solid, men våd af modermælk og tårer i sit fundament …
Her kunne Schott måske have relateret til den gamle forestilling om, at man begår en slags vold på Moder Jord ved at oprette en bygning på hende; en forestilling, der tidligere har gjort menneskeofferet, i reel eller symbolsk form, til en rituel arkitektonisk praksis. Kønsfilosofisk giver det dén interessante krølle på historien, at offeret var den store moderskikkelse.
I sin analyse af oprindelsesmyterne knytter Schott død og fødsel sammen som offerlogikkens “fødsel gennem død”, ikke for at celebrere denne logik, men tværtimod for at åbne muligheden for at forholde sig kritisk til den. Schott bruger også oprindelsesmyterne til at betvivle muligheden for den nyskabende, revolutionære vold, som Benjamin stiller over for den lovfunderende og lovopretholdende (“mytiske”) vold.
Men er oprindelsesmyterne ikke netop paradigmatiske eksempler på den lovfunderende (mytiske) vold? I en (måske lige lovlig) håbefuld tiltro til tænkningens kraft kunne man hævde, at dér, hvor man finder den nyskabende kreative “vold”, er i den dekonstruktive ombrydning af fundamentale og adfærdsstyrende tankestrukturer; en ombrydning som Schotts egen tænkning er et glimrende eksempel på.

Kierkegaard og Nietzsche som feminister

I andel del, “Phenomenologies of Mortality and Generativity”, redegør Sara Heinämaa for dødeligheden og nataliteten i lyset af den eksistentialistiske-fænomenologiske tradition fra Kierkegaard til Beauvoir og Heidegger.
Levinas’ etik og Hanna Arendts natalitets-begreb indtænkes i denne tradition. Med natalitetsbegrebet ønsker Arendt at flytte fokus fra eksistentialismens dødelighedsbegreb og fra metafysik til politisk tænkning. At anskue mennesket i lyset af fødslen, vil ifølge Arendt sige, at anskue mennesket som fuldt af nyskabelsens potentiale, men også som afhængigt (både af den anden og af fællesskabet) og indskrevet i tiden. Også i Heinämaas bidrag bliver det bogens store force at modstå enkle polariseringer og dikotomiseringer, både af “død/fødsel” og “mand/kvinde”.
Det er befriende, at Heinämaa ser de kønskritiske potentialer i Kierkegaards tænkning: at han ikke postulerer en essentialistisk forbindelse mellem manden og ånden, kvinden og kødet, men plæderer for, at den enkelte, uanset køn, må kunne rumme begge poler i sig.
Et lignende greb har Sigridur Thorgeirsdottir om Nietzsche i del 3: “Nietzsches Philosophy of Life”, hvor den store misogyne filosof kommer til ære og værdighed som en slags feministisk tænker. Thorgeirsdottir argumenterer for, at Nietzsches fejring af “det dionysiske” er en celebrering af det feminine som et pluralistisk skabelsesskød, og at han med fødslen som metafor for det intersubjektive og skabende møde præsenterer et alternativ til den herre/slave-model, som ellers udgør hans forståelse af intersubjektiviteten.
Hvor jeg er begejstret for Heinämaas “reddende” tilgang til Kierkegaard, er jeg mere skeptisk over for Thorgeirsdottirs “redning” af Nietzsche. Når Thorgeirsdottir tolker forestillingen om den fødende Dionysos som en frisættende kønspluralisme, tænker jeg, at den lige så vel kan tolkes som en overflødiggørelse af kvinden, en maskulin appropriation af kvindens fødeevne.
Når hun hylder Nietzsches “evige genkomst” som en natalitets-figur af evig fødsel, bliver jeg bange for, om en tilbagevenden til den cykliske naturtid ikke også er en tilbagevenden til en mytisk naturvold. Når smerten som en nødvendig del af livet tolkes som smerten ved at frigøre sig fra undertrykkende normer, bliver det for mig et reduktionistisk smerte-begreb – som om smerten kunne forsvinde, hvis de undertrykkende normer gjorde det. Når Thorgeirsdottir med Kristeva og Kelly Oliver peger på mor/barn relationen som forbillede for den etiske relation til “den anden”, bliver jeg bekymret, for der vil for mig at se altid være en potentiel narcissisme og et potentielt magtforhold i mor/barn-relationen, som gør den uegnet som etisk forbillede. Det potentielle magtforhold i relationen citerer Thorgeirsdottir ligefrem Nietzsche for at påpege: “Kvinder finder i deres børn tilfredsstillelse for deres beherskelsesbegær”, men hun bruger citatet til at fremhæve Nietzsches videre associationer til den mandlige kunstners åndelige graviditet, som igen ses som en frisættelse af kønsbinding, dér, hvor man dog lige så vel kunne læse den i forlængelse af Platons hierarkisering af den åndelige, mandlige undfangelse over den kvindelige, kropslige.
Thorgeirsdottirs bidrag er det, som er tættest på at falde tilbage i den enkle modstilling af kvindelig, natur, cyklisk, skabelse, spontanitet og mandlig, kultur, linearitet, død, fornuft, som det ellers er bogens fornemme og frugtbare ambition at dekonstruere.

For alle humanister

Bogens fjerde del, “An Ancient Tragedy”, er skrevet af Vigdis Songe-Møller, som er specialist i antik filosofi og har bidraget afgørende til min egen kønsfilosofiske dannelse med bogen Den gamle græske drøm om kvindens overflødighed. (Jeg elsker den titels poesi …) Songe-Møller, som konsekvent insisterer på at læse tragedierne med ind i den græske filosofihistorie, foretager en skarpsindig og tankevækkende læsning af Sophokles’ Antigone.
Antigone er den tragiske heltinde, der trodser kong Kreons dekret og insisterer på at begrave sin døde bror Polyneikes, selv om han har kæmpet på fjendens side. Hegel har læst hende som repræsentant for kvindeslægtens uskrevne over for mandefællesskabets skrevne love.
Feminister har læst hende som den marginaliserede kvinde med kritisk potentiale og repræsentant for en mulig kvindelig etik. Queer-teoretikere har læst hende som en gender bender, der i teksten tillægges maskuline prædikater og overskrider normerne for kvindelig adfærd. Lacan har læst hende som en allegori på det rene begærs etik.
Songe-Møller vender det hele på hovedet og læser Antigone som repræsentant for den incestuøse familie, der på sin side ses som en analogi til den græske polis. Antigone er incestens frugt (datter af sin bror Ødipus), så de slægtsbånd hun er tro til døden mod, er incestuøse. Det er nu Songe-Møllers klarsynede greb at påpege parallellen mellem det lukkede, incestuøse familiefællesskab, den græske bystats fællesskab og filosoffen Parmenides’ begreb om “Væren”.
I alle tre tilfælde en organisme, der består af elementer, som ligner hinanden og defineres gennem eksklusion af det ikke-identiske. Modgiften bliver Heraklits forestilling om striden som det sammenbindende princip: forestillingen om en helhed, der består ikke gennem eksklusion af forskel, men tværtimod opretholdes af spændingen mellem sine interne forskelle og modsætninger.
Jeg tudede mig gennem Songe-Møllers sjældent kloge og klare bidrag. Ikke over Antigone, men over kapitlets dedikation: “For my son Markus (1983-2003), who stayed with us too few years, each one a treasure forever.” Når man tænker på, hvordan det må føles at skrive om fødsel og død fra et sådant perspektiv.
Hele bogen er dedikeret til en anden afdød, Eva Gothlin, som skulle have været den femte bidragsyder, men døde af kræft i 2006. Schott fremhæver i indledningen, hvordan disse dødsfald har gjort døden smerteligt nærværende i antologiens filosofiske arbejde med den, og hvordan bidragsyderne har arbejdet sammen som et pluralistisk og sårbart fælleskab, således at bogens abstrakte begreber har været levede dimensioner ved dens tilblivelse.
Bogen er meget, meget inspirerende og tankebefordrende. Det eneste jeg er ked af, er dens lancering som feministisk. Strengt taget ville jeg gerne have undværet begrebet “Feminity” i titlen, og jeg ville også godt have undværet bagsidens salgstekst: “For feminist scholars across the disciplines.” Der skulle hellere have stået “for filosoffer og alle andre humanister.”
“Feminisme” er en etiket, der risikerer at gøre kønnet til en sag om og for kvinder, og bogen viser os med største tydelighed, at det tværtimod er en sag for enhver tænkning af eksistensen. Jeg helmer ikke før kønnet anses for at være et lige så selvfølgeligt emne for eksistenstænkning som døden og tiden og for den sags skyld fødslen.