Selvfølgelig er de der, de tilhyllede sorte kvinder, som forudsigeligt belærer os om, at de unge piger bliver langt lykkeligere, jo mindre de kender til kødets fristelser før ægteskabet. Og selvfølgelig er den religiøse fanatiker, som vil piske de uanstændige og straffe de utro, også skildret i Mitra Farahanis nye film.

For det er alt sammen dele af den iranske virkelighed. Men det er ikke de billeder og ord, der brænder sig fast efter at have setTabous – Zohre & Manouchehr [Tabu – Zohre & Manouchehr kan filmen frit oversættes til dansk red.]

Filmen åbner med en poetisk billedstrøm, der tager sit udgangspunkt i det berømte persiske digt om de elskende Zohre og Manouchehr, skrevet af digteren Iraj Mirza (1874-1925), et af højdepunkterne i den persiske litteratur: 

Midt i en mark befinder Zohre sig blandt præislamiske fallossymboler. Zohres gennemsigtige slør over hendes nøgne krop lyser op som en blodrød blomst midt i den solsvedne, afblegede ødemark, som et symbol på de unge iraneres higen efter erotisk frihed: En farverig sprække i den officielle grå moralprædiken. Det berømte kærlighedsdigts billeder står side om side med interviews af unge iranere, deres forældre og forskellige moralske autoriteter, der fortæller om kærlighedens vilkår i dag.

Sammen med andre talentfulde kvindelige filminstruktører fra Iran har Mitra Farahani gjort sig bemærket ved de internationale filmfestivaler. De ligger i kølvandet på iranske Samira Makhmalbaf, der blev prisbelønnet ved filmfestivalen i Cannes i både 2000 og 2003 med filmene 11’09”01 – September 11 og At Five in the Afternoon, som begge har været vist i danske biografer.

Tabous – Zohre & Manouchehr er Mitra Farahanis anden film. Oprindelig er hun uddannet billedkunstner og fik i 1998 et stipendieophold i Paris. Her begyndte hun at arbejde med video, og hendes første kortfilm fra 2001, Juste une Femme [Kun en Kvindered.], blev udtaget til filmfestivalen i Berlin, 2002.

– Utroligt mange arbejder med video og film i Teheran. Videoteknikken muliggør ting, som for forfattere er meget vanskeligere. Bogudgivelser er underkastet censur, og det er store filmproduktioner selvfølgelig også. Men en videofilm kan fremstilles med enkle og billige tekniske midler, og den kan vises rundt omkring i private hjem, hvor man inviterer et udvalgt publikum. Og når så mange arbejder med video, er der også en del, som tager springet og får lyst til at lave større produktioner, fortæller Mitra Farahani, da FORUM taler med hende.

Tabous – Zohre & Manouchehr viser en iransk ungdom, som nok er frustreret og lider under, at forholdet mellem mænd og kvinder både er hyklerisk og tabubelagt. Men den viser især, hvordan det moralske korset er under stærkt pres indefra. Lysten og kærligheden presser mod stålbøjlerne. Endnu holder de stand. Men stoffet er tæt på at sprække både for og bag.

– Der er flere forskellige verdener i Iran, og de lader som om, de ikke kender hinanden. Alle kender digtet om Zohre og Manouchehr. I Iran taler man om kærligheden i poetiske metaforer. Med min film ville jeg holde et spejl op for mit land og sige: Se hvordan I ser ud i virkeligheden, forklarer Mitra Farahani.

– Man kan ikke ændre det iranske samfund ved politisk arbejde. Et åbent ungdomsoprør er vanskeligt i Iran i dag, blandt andet fordi det var den konservative, religiøse fløj, som gik af med sejren ved det seneste valg, og ikke den moderate, reformvenlige fløj. Man kan ikke angribe de herskende moralnormer frontalt ved at kritisere dem offentligt. Den eneste måde, man kan ændre Iran på, er ved at leve. Altså ved at ændre livsmønstrene indefra. Det er det, den unge generation af iranere gør, fortæller Mitra Farahani.

En tur til San Francisco?

– Mine forældre tror, jeg er en pæn pige. Jeg gør alt for at leve op til deres forventninger. Men de skulle bare vide, fortæller en ung kvinde i Tabous – Zohre & Manouchehr. Hun tør ikke vise sit ansigt i filmen, men er gemt bag et forhæng. 

I et andet interview afslører den unge prostituerede kun et perfekt blændende hvidt smil, mens hun leende fortæller om, hvordan konen til en af hendes kunder pludselig kommer hjem, mens hun er godt i gang med en kunde i hans private soveværelse. Manden handler hurtigt og beder hende om at tage en chador på og lægge sig ned for at bede. Da konen træder ind i soveværelset, forklarer manden, at den unge prostituerede var faret vild i kvarteret og havde derfor bedt om lov til at bede i hans hus. Den unge prostituerede kvinde var inden under chadoren splitternøgen og havde vendt sig helt forkert under den postulerede bøn.

Unge mødes til private fester, der med dæmpet belysning, smarte toppe og udslået hår til forveksling ligner en hvilken som helst vestlig ungdomsfest. Kun udadtil holder de unge facaden. Næsten da. For Teherans gader er befolket af unge, der kun bærer et tørklæde så løst kastet over håret, at det mere ligner en moderekvisit end et religiøst symbol.

I filmen forklarer en velhavende kvinde, at hendes datter først og fremmest skal sørge for at finde en ung mand fra samme miljø med lovende fremtidsudsigter: “De kan godt få lov at holde hinanden i hånden og kysse hinanden på kinden. Men jeg vil ikke have, at de sover sammen her hos mig eller hjemme hos ham. Aldrig i livet. Der går grænsen”, siger moderen i filmen.

Og heroverfor ser man en ung mand beklage sig over sine “gamle”, som ikke vil have, han går ud med pigerne. “For tænk hvis du gør hende gravid, siger min far. Hvad skal man stille op med sådan nogle forældre”, spørger han.

De fleste holder sig på den rigtige side af stregen og svarer pænt nej tak, når kæresten spørger, om de vil med til San Francisco. “Det betyder, om man vil, du ved nok. Hvis de kun vil flirte, spørger de om man vil til Las Vegas”, fniser en ung pige i romantisk negiligé og med vinrød neglelak på tæerne.

Sidgheh – et midlertidigt ægteskab på en time eller to

Er man troende i Iran – og alligevel tager en tur til San Francisco, benytter man sig af sigheh, et midlertidigt bryllup som meget praktisk indgås for en time eller to, som man nu mener, man har behov for. Så er både moralen og seksualiteten tilfreds, selv om de unge piger tydeligvis lider under et hykleri, som de alligevel betaler for med en sprængt hymen.

For grænsen går helt præcist ved mødommen. Den, lægerne syr sammen den ene gang efter den anden, efter påståede uheld eller fald fra en skammel. Den, man beskytter ved at dyrke analsex. For som den prostituerede siger: “En dag vil jeg gifte mig og stifte familie. Og så er der ingen, der kan vide, hvad jeg ellers har foretaget mig”.

Et ekko af Europa i 1950’erne 

Filmen er som et ekko af Europa i 1950’erne, hvor det var meget vigtigt, hvad naboerne tænkte og europæiske piger bragte skam over familien, hvis de kom “galt af sted”.

Tabous – Zohre & Manouchehr nævnes de islamiske forskrifter kun af de tydeligt religiøse interviewpersoner, som mullahen og de chadorklædte kvinder. De andre taler snarere om, at kødelig omgang nu engang hører hjemme i ægteskabet. Om hvad der sømmer sig, og hvad “man” gør og ikke gør.

– Selvfølgelig spiller islam en rolle. Iran er et islamisk land. Men det, der lægger bånd på de unge, er frygten for den sociale fordømmelse. Det sociale krav om konformisme er meget stærkt og meget mere snærende end de religiøse begrænsninger. Hvis alle iranere blev ateister fra den ene dag til den anden, ville de stadig håndhæve den samme strenge seksualmoral, fortæller Mitra Farahani.

– Selv den unge kvinde i filmen, som viser sig at være transseksuel og har fået en kønsoperation, fortæller, at hun også holder sig til analsex for at være en rigtig kvinde. Eller tag den unge kvinde, der beklager sig over de strenge normer, og ønsker hun kunne få lov til at leve sit liv og få nogle seksuelle erfaringer, inden hun bliver gift. Senere da jeg møder hende igen, er hun blevet gft og gravid, og har fuldstændig overtaget de moralnormer, hun tidligere kritiserede. Nu, hvor hun selv venter en datter, ser hun pludselig helt anderlederes på moralen. Moralen er inde i os selv. Det er ikke bare et religiøst krav, vi underkaster os. For ingen siger noget til, at tingene foregår i det skjulte. Bare det ikke sker i fuld offentlighed, mener Mitra Farahani.

Et af de mest gribende udsagn i Tabous – Zohre & Manouchehrkommer fra en krigsveteran fra krigen mod Irak i 80’erne. En af dem, som troede på den islamiske revolution: “Jeg var så stolt af det samfund, vi skulle bygge. I dag, når jeg går med mine børn på gaden og ser, hvordan de unge opfører sig og holder hinanden i hånden, så skammer jeg mig. Tidligere, når jeg sagde til dem, at de hellere skulle opføre sig anstændigt, så lyttede de til mig. I dag siger de, at jeg skal passe mig selv. At min tid er forbi.”

– Jeg vil ikke sige, at denne mand og islamismen hører fortiden til. I Iran er det et politisk spørgsmål og afhænger af den politiske udvikling, som kan gå både den ene og den anden vej. Men de unge er i dag mere frie end min generation var det. Samfundet ryster. Noget er ved at forandre sig, konstaterer Mitra Farahani.

Så et sted mellem San Francisco og Las Vegas hamrer Teherans unge løs på traditionerne og moralen. Som Zohre og Manouchehr drømmer de om at slippe sensualitetens kræfter løs. Og Mitra Farahanis film er et løfte om, at sansernes kraft vil vælte mullaherne. Før eller siden.

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.