I taxaen på vej ned mod Dansk Designmuseum begynder 81-årige Jasleen Dhamija pludselig at synge. Selvom ordene er uforståelige, er det, som om sangen får blomster og træer til at folde sig ud. Den pakistanske taxachauffør kigger med tårer i øjnene på mig. Ind i bakspejlet. Mens han begynder at oversætte sangen.
Det er helt tydeligt, at han ikke er vant til at høre sit lands vemodige sange eller at blive anerkendt her i den københavnske trafik.
-Tekstilerne var med til at opbygge det demokrati, som vi i dag kender som det største i verden. Det er jeg meget stolt over. Det har været en skøn, lang lærerig rejse, hvor jeg har fået indsigt i mange forskellige kulturer og traditioner. Jeg er den, jeg er, fordi jeg har taget alt det, jeg har mødt, til mig, og lært derfra. Den dag jeg ikke længere lærer, er det slut, siger Jasleen Dhamilja. Helt konkret har hun gennem hele sit liv praktiseret, at det private er politisk alene ved at opsøge kvinderne i deres hjem, forfine deres særlige håndværk, og bringe det ind i en både større økonomisk, men også politisk kontekst.
Den internationale kendte ekspert på bevaring af håndværk, Jasleen Dhamija, har insisteret på at blive interviewet på Designmuseum Danmark i nærheden af tekstiler og andre håndværk, som er omdrejningspunktet i både hendes liv og arbejde.
Men egentlig var tekstiler slet ikke en del af hendes oprindelige plan, for da hun var ung, ville hun være journalist. Alligevel var det tekstiler og de indiske rødder, som tidligt kom til at præge hendes liv:
-Da Indien blev uafhængig i 1947, havde vi i mange år været underlagt den engelske kolonimagt og deres kontrol af økonomi og uddannelsessystem. I skolen lærte jeg mere om den lille ø, der hedder England, end om Indien. Men da jeg kom på universitetet lige efter uafhængigheden, begyndte jeg at indhente viden. Jeg vidste selvfølgelig allerede en del hjemmefra, for min familie havde været en del af frihedsbevægelsen, hvor Ghandi besøgte os i det nuværende Pakistan. Faktisk der, hvor Bin Laden blev fanget. Både Ghandi, de andre ledere, ja, selv Nehru kom i vores hjem, fordi han havde studeret jura sammen med min onkel. Derfor blev Ghandis idé om at spinde sit eget bomuld og dermed lave sit eget tøj tidligt en del af mit liv, når han sad der med sit spindehjul og den lille rejseboks.

Jasleen Dhamija. Foto: Ida Brændholt Lundgaard
– Efter Ghandis besøg holdt min søster helt op med at købe vestligt tøj. For tøj lavet helt fra bunden repræsenterede frihed.
– Min far, der var sikh, filosof og digter, opmuntrede især mig til at synge og underholde med vores folkesange. Så da Ghandi var i vores hus, gav han mig en bog, hvori jeg skulle samle og skrive alle de sange ned, jeg kendte. Dengang så alle chokeret på, hvordan denne berømte mand talte med den lille pige, fortæller Jasleen Dhamija med sin dybe stemme, som hun træner hver morgen.

Piger kunne blive læge, lærer eller sygeplejerske

– Da jeg gik på universitetet, lærte jeg også at bruge mine hænder, for min far afslog at betale mere til min uddannelse. Dengang for 60 år siden blev kvinder lærere, sygeplejersker eller læger, men det havde jeg ikke lyst til. Jeg ville være journalist og skrive. Men min far sagde, at jeg havde læst nok til at kunne blive gift. Men jeg ville ikke giftes. Så jeg begyndte at undervise i engelsk på forberedelseskurser til universitetet. Samtidig havde jeg en ven, der åbnede et af de første rejsebureauer, hvor jeg i weekenderne arbejdede som turistguide.
– Som guide kom jeg til den ældre bydel, der hvor arbejderklassen og især bygningshåndværkerne fra Rajistan boede, og som bar traditionelle indiske klæder. Jeg købte deres håndlavede broderier og tekstiler, især deres tasker, der var designet til at indeholde et helt liv, for arbejderne havde ingen fast bopæl. Samtidig var der også lige åbnet et center for tekstilhåndværk, hvor jeg kom – og her lagde direktøren mærke til min entusiasme.

Indiens tekstilhåndværk skulle bevares

– I 1952 nedsatte regeringen All India Handicrafts Board, som skulle udvikle de traditionelle håndværk, da man allerede med Ghandi havde indset, at vi ikke kun skulle være en industrination, vi skulle også bevare Indiens tekstilhåndværk.
– Det blev ledet af Kamaladevi Chattopadhyay, en fantastisk kvinde, der havde kæmpet med Ghandi og Nehru, og som havde en stor kærlighed til levende kulturelle traditioner, håndværk og især kvinders roller. Hun etablerede partnerskaber mellem institutioner og kvinder rundt i landet, for på det tidspunkt var der ingen erfaring med udvikling af håndværk og bevaring af traditionerne. Pakistan og Indien var de første lande, der slap kolonitidens åg, og selvom vi var højt udviklede, så var det en lang læringsproces. Vi havde ingen lærere, designskoler eller universiteter at læne os op ad.

Jasleen Dhamija og museumsdirektør Anne-Louise Sommer. Foto: Ida Brændholt Lundgaard
Mens Jasleen Dhamija fortæller, dukker museumsdirektør Anne-Louise Sommer pludselig op og vil hilse på hende. Ingen tvivl om, at her har museet besøg af en af tekstilverdenens store stjerner. Jasleen Dhamija pointerer, at selvom hun er her i anledning af Inclusive Museums store konference, så var det netop blandt tekstilerne her på Designmuseum Danmark i Bredgade, at hun følte sig tilpas og ville interviewes.

Velfærdsprogram for kvinder før nogen talte om feminisme

– Jeg arbejdede med udviklingen af de traditionelle kompetencer inden for tekstil- og metalhåndværk for både mænd og kvinder, som udgjorde den største del af den indiske arbejdskraft. Efter uafhængigheden skulle vi genopbygge vores håndværkssektor, hvor markedet og eksporten af tekstiler var blevet ødelagt af englænderne. Men heldigvis havde håndværkerne vedligeholdt traditionerne, idet håndværket især er knyttet til store livsbegivenheder såsom fødsel, død og bryllup, og samtidig var de særlige håndværksteknikker blevet holdt i live, når tekstilerne var blevet genbrugt. Vi opsnappede teknikker og videreudviklede dem, fortæller Jasleen Dhamija, da museumsdirektøren fra Designcenter Danmark opløftet er gået videre.
– I 1956 før nogen talte om kvindebevægelser eller feminisme som en socialøkonomisk faktor, etablerede vi et velfærdsprogram, der var det første sociale, økonomiske program for kvinder. Her var jeg leder, rejste rundt og fik kvindeorganisationer over hele Indien til at deltage. Indien blev dermed ledende inden for arbejdet med levende kulturelle traditioner med kvinder som engageret arbejdskraft og ledere. Samtidig tog programmet højde for arbejderklassens kvinder og deres særlige behov. For ofte måtte de forlade deres hjem ude på landet for at deltage i programmerne, men hvor skulle de så bo? Selvom der var kristne kvindehjem, var de kun for kristne kvinder. Derfor byggede man kvindehjem for arbejderklassens kvinder, der kom fra landsbyerne, eller de kvinder, som var forstødt, og de kunne nu blive økonomisk uafhængige samtidig med, at man kunne indsamle viden om forskellige håndværkstraditioner.
Med femårsplaner udviklede man Indiens tekstilindustri, ikke mindst bomuldsindustrien, og samtidig bevarede man håndværket og sørgede for, at kompetencerne blevet givet videre til de efterfølgende generationer.
– Jeg begyndte allerede som 21-årig at arbejde inden for dette felt og har arbejdet med det lige siden. For jeg tror stadig på vigtigheden af at få kvinder over hele i verden i spil.
Efter 19 år i Indien tog Jasleen Dhamija syv år til Iran, skrev tre af sine bøger og arbejdede herefter i 21 forskellige afrikanske lande. Af hensyn til sin søn tog hun tilbage til Indien, men har siden varetaget konsulentopgaver over hele verden lige fra Balkanlandene, Østeuropa til Central-asien. Men Jasleen Dhamija har aldrig oplevet, at hendes køn stod i vejen:
– Jeg er overbevist om, at min selvtillid betyder alt. Jeg har bestemt haft mine affærer, men jeg var så optaget af mit arbejde, og det var det, som omgivelserne responderede på. Da jeg arbejdede i Iran, fik jeg forinden at vide, hvor forfærdelige de var, men jeg havde kun gode oplevelser. Jeg gav mit liv til Iran og bagefter til Afrika og oplevede kun respekt. Hvis du er bange, så rammer det dig. Men hvis du er stærk, respekterer verden dig. Eller også har jeg bare været heldig.

En sari pr. husstand

På baggrund af sin mangeårige viden står Jasleen Dhamija som hovedredaktør af The Encyclopedia of World Dress and Fashion, Volume 4 about: South Asia and Southeast Asia, der indeholder artikler om alt lige fra tekstiler, teknikker til cross dressing og identitet.
En af de forbløffende pointer, som Jasleen Dhamija i den forbindelse udpeger, er, at den mest anvendte beklædningsgenstand i verden, sarien, end ikke har sit eget museum. Det er så sørgeligt, understreger Jasleen Dhamija, idet netop sarien bærer en stor kulturhistorie og dermed kvindehistorie i sig.
I nogle af de fattigste egne, havde de fx kun en sari i huset, selvom der måske var tre kvinder i huset. Derfor måtte kvinderne skiftes til at gå uden for med sarien. Men disse kvinder var samtidig nogle af dygtigste til at quilte og brodere, så selv tekstilkuratoren fra Victorian Albert i London var i tvivl om de virkelig var ægte, da der blev sendt fotos til museet. Jasleen Dhamija gav straks kuratoren svar på tiltale og fortalte, at teknikkerne er ældre end forfædrene selv.
Nogle af teknikkerne er først blevet opdaget efter naturkatastrofer. Men både tekstilteknikker og særlige vægmalerier er herefter blevet verdensberømte. Her fortæller Jasleen Dhamija, at et særligt program gav kvinderne papir, som de kunne male på, og netop deres teknikker og udtryk er i dag kendt verden over som Madhubani-malerier. Det har udviklet sig til en kæmpeindustri med mange tusinde mennesker ansat, hvor der bliver produceret både sarier og boligtekstiler baseret op de gamle motiver og teknikker.
Et lignende program med forfinelse af indiske stammers arbejde med vild silke, var Jasleen Dhamija med til at støtte, og i dag er vild silke en del af det generelle modebillede.
– Naturligvis ønsker alle ikke at bære sari, som fx min egen svigerdatter. Men jeg har en fornemmelse af, at folk i Indien klæder sig i højere grad end tidligere, som de selv ønsker. Fx ser man, at indiske mænd også går med flere farver og smykker, og dermed forlader den vestlige klædedragt.
I det hele taget bør mændene være en større del af diskussionen om køn, mener Jasleen Dhamija. For vi hænger sammen. Mænd har søstre, mødre, koner og døtre. Og kvinder har brødre, fædre, mænd og sønner. Og meget har gennem årene forandret sig i Indien. I dag uddanner familierne også deres døtre og gør ikke som før, hvor man satsede alt på sønnen, selvom han var en Dumbo (som elefanten, red.), griner Jasleen Dhamija. Og selvom indiske kvinder stadig bliver udsat for diskrimination, er der historiske set også kvinder som den tidligere premiereminister Indira Ghandi, som med sin kløgt, elegance og styrke har været med til at give nye muligheder for kvinder, så der i dag er mange industrielle huse, som bliver ledet af kvinder.
-Hvis vi rækker ud mod de unge og invitere dem ind i samfundet, så opstår aggressionerne ikke. Men når vi fremmedgør de unge, så opstår problemerne, slutter Jasleen Dhamija, der gennem hele livet har arbejdet for at inkludere alle i sit arbejde.