Der er en sær virkelighed omkring det at være “progressiv” og “kritisk”. Det er noget, der er meget udbredt i politisk korrekte akademikerkredse. Og normalt betyder de to termer da også, at man er i videnskabelig forstand langt fremme, at man er foran holdningsmæssigt, ja, simpelthen at man tør gå forrest med en væsentlig kritik, der kan ændre samfundet og bringe os alle sammen videre. Men når emnet, man taler om, er tabuiseret, så vender virkeligheden på en femøre. Så er man pludselig progressiv, hvis man er bagstræberisk, berøringsangst, bagatelliserende, bøvet. Årsagen er formentlig, at hvis alle – eller vitterlig stort set alle – kan være enige om noget, ja, så er der kun en eneste måde, hvorpå man kan skille sig lidt ud fra mængden. Nemlig ved, at man pludselig mener noget, der er dybt godnat.

Et af de bedste eksempler på denne besynderlige mekanisme finder man i diskussioner om det stadig meget tabuiserede emne pædofili. I øvrigt normalt begavede mennesker opfører sig pludselig helt som Rasmus Modsat, når der er overgreb på banen. For ideen om at glæde sig over, at der nu omsider – på grund af en masse progressive kræfters arbejde – er blevet taget fat i emnet, forekommer åbenbart de normalt så fremmelige forskere at være lige en tand for mainstream. Og deres idé om en kritisk vinkel begrænser sig derfor til reaktionære bidrag til en debat, der for længst er løbet fra dem.

Bech forklejner sædelighedsforbrydelser

Henning Bech er professor i sociologi ved Københavns Universitet, og han er et godt eksempel på problemet i den danske forskning. I sin bog Kvinder og mænd (Hans Reitzels forlag, 2005) har han et længere afsnit om den enorme “pædofiliskræk”, der har ramt Danmark siden 1997, hvor Vadstrupgårdsagen for alvor blev afsløret. Og skal man sige det helt kort, så bruger han de små 50 sider til at forklejne, relativisere, fordreje og “nuancere” sig ud af en lang række forskellige sædelighedsforbrydelser, der p.t. straffes med op til otte års fængsel jf. dansk straffelovning. Sædelighedsforbrydelser, der findes i virkeligheden, og som, skønt de ikke er hverdagskost, rammer som sociale atombomber, når de faktisk finder sted. Af samme grund er forældres “hysteri” omkring pædofili faktisk bare ligefrem proportionalt med frygten for, at det værst tænkelige overgår deres børn.

Hekse er pure opspind mens pædofiles eksistens er uomtvistelig

Eksemplerne på håbløst forældede tankesæt i Bechs tekst er legio.

Først og fremmest studser man jo som læser over Bechs valg af kilder. Han citerer hele sider af den svenske romanforfatter og journalist Jan Guillous bog om heksejagter – skønt Guillou så vidt vides end ikke er akademisk uddannet, og skønt en ret afgørende forskel på hekse og pædofile jo er, at mens ideen om, at hekse skulle eksistere, er pure opspind, så er ideen om pædofiles eksistens uomtvistelig, hvilket dokumenteres jævnligt i danske retssale.

Faktisk sidder et tidligere medlem af Folketinget i øjeblikket sågar varetægtsfængslet, anklaget for pædofile overgreb. Så vidt jeg ved sidder der ingen hekse, hverken i danske fængsler eller i Folketinget. 

En anden kilde, der går igen i vid udstrækning er journalisten Leif Blædel, der nu nyder sit otium ved jævnligt at bidrage til Weekendavisen. Blædel har en lang karriere som “kritisk journalist” bag sig. En af de rigtig bemærkelsesværdige ting i hans arbejde, er hans utrættelige kamp for at “nuancere” diskussionen om pædofili gennem et hav af anmeldelser af bøger om pædofili, foruden kommentarer, læserbrev, kronikker og sågar hele bøger, hvori han forsøger at forklejne pædofilien og dens følger for ofrene.

Typisk skrev han i sin glansperiode positive og begejstrede anmeldelser af propagandabøger, der tiljublede pædofile og deres forbrydelser (i en af dem havde han endda selv skrevet et af bidragene!), og negative og overkritiske anmeldelser af mere seriøse bøger – typisk videnskabelige bøger, der handlede om statistik, om behandling af ofre, om foranstaltninger i forhold til sædelighedsforbrydere og så videre.

Blædel er altså en klassiker i debatten, og han har hele tiden haft det samme udgangspunkt som Bech nu åbenbart også har: Vi skal nuancere tingene, og vi skal tale staklernes sag i pædofilisagerne, og staklerne er – ikke børnene – men de voksne, der anklages.

Vi skal, kort sagt, komme inkvisitionen til undsætning, for heksene er jo fulde af løgn. Man skal nemlig huske, at det var heksene, der var ofrene i middelalderen. Det var ikke dem, der var forbryderne. Men hos både Blædel og Bech etableres der en retorisk kiasme, når forbryder og offer bytter plads i sammenligningen. Det gør den helt enkelt absurd. Hekse er jo ikke bødler, og nazister er jo ikke jøder. Derfor er det også hårrejsende uden videre at antyde, at børn lyver, mens forhærdede vaneforbrydere nok i virkeligheden bør skærmes.

Mystisk håndtering af kilder

Professoren håndterer desuden sine kilder ret mystisk. Han bringer et flere sider langt citat af en personlig tekst skrevet af en feministisk forsker, der rapporterer fra et betændt, politisk korrekt akademikermiljø i Canada. Teksten anvendes som støtte for det synspunkt, at vi i Danmark – generelt – er langt ude og meget forskrækkede. Men spørgsmålet er jo, om vi generelt i Danmark – til sammenligning – også har et perverst forhold til fiskeri, bare fordi en meget, meget lille del af japanske fiskere giver sig af med hvalfangst? Nej, vel. Det er et komplet ulogisk ræsonnement. Men det er god retorisk argumentation.

Det uvidenskabelige viser flere steder, hvor Bech forsøger at gå dybere ned i tingene ved faktisk at gå i en stor bue uden om dem. Nogle af de mest hårrejsende steder i teksten er de steder, hvor Bech viser sig som relativist – fuldkommen uden skelen til virkeligheden. Og i pædofilisager findes virkeligheden faktisk. Dels i dobbeltsengen, dels i straffesagerne, hvor forbryderen – ofte til deres vantro – møder de love, vi i årevis har været rørende enige om at have i Danmark. 

Men i begge tilfælde går Bech slet ikke ind substansen. Det er efterhånden almindelig kendt, at børn rapporterer fra soveværelset på deres helt egne sproglige præmisser. Det er der faktisk skrevet flere afhandlinger om. Så når Bech – igen – bringer sidelange citater fra gamle sager, hvor inkompetente politifolk kører sur i børnenes historier, så rammer han to væsentlige problemstillinger med et smæk. I dag er der specialuddannede politifolk, som udmærket kan skelne mellem børns løgn og latin, og de samme politifolk er også i dag godt klar over, at når børn taler om, at overgreb eksempelvis finder sted “fiktive” steder, det kunne være “i et rumskib”, ja, så er det typisk, fordi den pædofile vaneforbryder sammen med barnet har leget stedet frem til lejligheden – netop for at barnet ikke skal blive troet hos myndighederne, når det fortæller den version, der ligger det nærmest. Det findes der mange eksempler på i faglitteraturen. Bech kender dem ikke.

Bech bagataliserer forbrydelser

På samme måde forsøger Bech at relativisere overgrebene som konstruktioner. Men også her får han i sidste ende et problem med virkeligheden, som han slet ikke undersøger, og åbenbart heller ikke kender. Unge pædofiliofre modtages typisk på Voldtægtsklinikken på Rigshospitalet, hvor der tages prøver af sædreminiscenser, ligesom der tjekkes for blå mærker og andre fysiske men, herunder i anus, i vagina og i mundhulen. Negle renses i håb om at sikre DNA. Det kan vi da godt kalde en konstruktion. Men skal vi så ikke tage voldtægt mod voksne kvinder og mænd – og hvorfor egentlig ikke drab? – med? Konstruktionen afslører sig faktisk her som – en konstruktion. Og konsekvensen er da også decideret grel. Som i Bechs idé om at “tage en snak” med onkel Ole og spørge ham, om han ikke lige kan gøre dette eller hint på en anden og mindre seksuel måde en anden gang? Det lyder ærligt talt ikke bare som uetisk adfærd, det lyder også som en bagatellisering af en forbrydelse, der er i strid med dansk lovgivning, der siger, at alle har anmeldepligt, når de hører om børn, der lider overlast. Det lyder, kort sagt, som om professoren i realiteten er faktisk dilettant, når det kommer til pædofili.

En skandale i Akademia

I disse dage har Folketinget vedtaget, at alle der arbejder med børn og unge skal tjekkes for, om de pågældende er tidligere straffet for pædofile forbrydelser. Den praksis indfører Danmark nu – mange, mange år efter at f.eks. England har indført den. På samme måde er vi bagefter udlandet på en lang række andre områder. Eksempelvis risikovurderer vi ikke dømte pædofile ved løsladelsen efter udstået straf, ligesom vi ikke overvåger dem efterfølgende – og de fleste danskere bliver bekymrede, når de hører, at man i udlandet for længst er begyndt også at risikovurdere frifundne pædofile, hvor det er klart for enhver, at det primært er teknikaliteter, der gør, at sagen er faldet fra hinanden. Man gør begge dele i Storbritannien i dag.

Man kan også sige det på en anden måde. Den katolske kirkes samlede udbetalinger i frivillige forlig har i denne uge på verdensplan rundet en hel milliard dollar. Der afsløres jævnligt store ringe, der står bag spredning af børneporno, her i Danmark – ofte med tråde ud i hele Europa. Og lige nu afventer vi retssagen imod et medlem af den repræsentative forsamling, vi kalder Folketinget. En folkevalgt politiker er sigtet for at have voldtaget et barn på under 15 år. Så pædofili findes mildt sagt i en ikke ringe udstrækning, både i verden, men også mere specifikt i Danmark. 

Ikke desto mindre er Danmark lysår efter udlandet i behandling af både ofrene, af deres pårørende og af sædelighedsforbryderne. Og når en professor i sociologi ved et af Danmarks universiteter så tilmed er lysår bagefter helt almindelige indsigter i et land som altså i sig selv er bagud, ja, så tangerer det en regulær skandale i Academia.

Kristian Ditlev Jensen er forfatter, journalist og litteraturkritiker. Han har bl.a. skrevet “Det bliver sagt” (2001), Gyldendal, der handler om pædofili.