Virginie Despentes er kendt for at kunne sætte en sag på spidsen. Den feministiske franske forfatter, der blandt andet blev kendt med romanen “Baise-moi” [Knep mig, ikke oversat til dansk, men filmatiseret i 2000, red.] om voldtægt, har nu meldt sig i debatten efter terrorangrebet mod Charlie Hebdo og det jødiske supermarked i Paris i januar. Og hendes analyse af radikaliseringen af unge mænd, der drømmer om en karriere som jihadister, udfordrer de traditionelle forklaringsmodeller
Det, hun studser over, er den mandlige journalist, som under dækning af begivenhederne ville have en kvinde til, som er muslim, at fordømme terrordrabene.
“Han burde istedet have sagt, at han som mand tog afstand fra traditionel maskulinitet. At han slet ikke følte sig som en mand. At han adskilte sin egen maskulinitet fra alle mexikanske, norske, nigerianske eller franske mordere,” skriver Virginie Despentes i et indlæg i magasinet Les Inrockuptibles.
“For det er det, vi er konfronteret med. Mændene fortæller os, at det er dem, der bestemmer. Mænd har ret til at dræbe, det er det, der definerer den maskulinitet, de forsøger at sælge til os som naturlig. Og jeg har ikke hørt en eneste mand tage afstand fra det. Ikke en eneste.”
Reaktionerne er ikke udeblevet: « Virginie Depentes har fundet øksen frem til en kønskrig, der er helt ude af proportioner” – men også “Virginie Despentes viser, hvor absurd det er at bede alle muslimer om at undsige terror.”
Men de, der har arbejdet med radikalisering og interviewet unge jihadkandidater, når faktisk frem til en lignende konklusion. De unge spejler sig i den virile kriger, der repræsenterer essensen af maskuline attributter, som våbenmagt, dødsforagt og dominans, lyder en tilbagevendende forklaring blandt franske radikaliseringsforskere.

Jihadisten symboliserer den traditionelle mand

En af dem er Farhad Khosrokhavar, seniorforsker ved Frankrigs Institut for Socialvidenskab, EHESS. Han har i adskillige år fulgt og interviewet franske unge i de belastede forstæder. I det seneste års tid har han arbejdet specifikt med unge, der er blevet identificeret som tidligere eller potentielle tilhængere af Islamisk Stat, og han konstaterer, at de unge mænd, der identificeres som potentielle jihadister, netop tiltrækkes af billedet af den virile soldat.
“Et slående træk ved de unge jihadister er fascination af vold og idealiseringen af den virile mand, der bekæmper fjenden med livet som indsats. Jihadimen symboliserer “den traditionelle mands” tilbagevenden. Deres samfundsmodel er det autoritære samfund med maskulin autoritet og forkastelse af kønsligestilling. Disse unge efterspørger et samfund med et klart hierarki og klare roller, herunder faste kønsroller,” siger Farhard Khosrokhavar.
Ifølge EU’s terrorkoordinator, Gilles de Kerchove, har omkring 5.000 unge fra Europa sluttet sig til Islamisk Stat i Syrien. 1.500 af dem er fra Frankrig, og heraf er mellem 15 og 20 procent konvertitter. Resten har muslimske rødder, men for manges vedkommende er de opvokset i sekulariserede, muslimske familier. Fælles er, at de som regel er blevet radikaliseret og omvendt til jihadister i løbet af få uger, takket være propaganda på de sociale medier, der udløser en gruppeeffekt blandt kammerater.
“De unge drenges univers er gennemsyret af klichéer om krigerisk virilitet, der florerer i film, videospil, og pornografi, men også i verdenshistorien,” mener også Chala Chafiq, der har arbejdet med unge i blandt andet skoler og ungdomsorganisationer som led i lokale programmer mod vold og diskrimination.
“De efterspørger en rehabilitering af det patriarkalske samfund med en hierarkisk opbygning, og hvor hvert køn har sin faste plads. Jihadismen tilbyder et postivt billede af en viril vinder, i stedet for billedet af en marginaliseret taber,” mener hun.

Hegemonisk maskulinitet og krig

Sammenhængen mellem en særlig maskulin rolle og vold mod kvinder er for længst blevet identificeret i analyser af kønsbaseret vold. Og siden Kvindekonferencen i Beijing har internationale organisationer haft fokus på kønsdimensionen i væbnede konflikter. I 2000 vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 1325 om kvinder i væbnede konflikter. Men den er især blevet udmøntet i forskning og tiltag omkring kvinders særlige situation i konflikt, herunder kønsbaseret vold, samt kvinders deltagelse i fredsprocesser. Først inden for de seneste fem-seks år er konfliktforskningen begyndt at fokusere på maskulinitet som en drivkraft i krig og væbnede konflikter.
“Konstruktionen af særlige former for maskulinitet er ikke en tilfældig sideeffekt af militarisme, det er snarere en forudsætning for militarismens overlevelse. Militarisme kræver en underliggende kønsideologi lige så meget, som det kræver krudt og kugler,” konkluderede Kimberly Theidon, konflikt- og kønsforsker ved Harvard, i det amerikanske tidsskrift Human Roghts Quaterly i 2009.
Analysen af maskulinitetsroller og militarisme hviler blandt andet på den australske feminist og sociolog, Raewyn Connells teorier om “hegemonisk maskulinitet”, som hun først præsenterede i bogen “Masculinities ” i 1995 og siden videreudviklede i 2005 i “Hegemonic Masculinity: Rethinking the concept”.
I Raewyn Connells udlægning er hegemonisk maskulinitet en manderolle, der kræver karaktertræk som accept af magt og vold, vilje til risikofyldt adfærd, mod, dumdristighed og konkurrencelyst. Med til billedet hører også beskyttervilje og forsørgerpligt over for de svage, ikke mindst “kvinder og børn” men også alle andre grupper, der ikke magter at beskytte sig selv. Til gengæld giver beskytterrollen ret til en dominans ikke kun over kvinder, men også andre mænd der betragtes som svage og “umandige”, hvilket især gælder homoseksuelle, men også ældre eller svagelige mænd.
Denne form for aggressiv og hegemonisk maskulinitet anerkendes i stigende grad som en drivkraf i voldelige konflikter.
“Patriarkalsk maskulinitet er naturligvis ikke den eneste årsag til konflikt. Men der er et voksende korpus af forskningsresultater, der viser at kønsroller, herunder patriarkalske og militariserede former for maskulinitet, kan bidrage til konflikt,” konstaterer Hannah Wright, køns- og sikkerhedsrådgiver ved konfliktforskningsorganisationen Safer World i London, i rapporten “Masculinities, Conflict and Peacebuilding” fra november sidste år.

Krigerisk mandighed som kompensation

“I Sydsudan og Somalia viser undersøgelser, at militariserede opfattelser af maskulinitet, der værdsætter dominans og voldsanvendelse, er med til at motivere mænd til at deltage i voldshandlinger mod civile. I Kosovo har politiske og militære ledere forherliget voldelige former for maskulinitet for at kunne rekruttere kombattanter og sikre opbakningen bag krig. Og i Uganda har undersøgelser dokumenteret, hvordan deltagelse i væbnet kamp er blevet fremstillet som et middel til at skaffe andre symboler på mandighed, såsom velstand eller kvinder. Beretninger fra Uganda men også Colombia viser, at når mænd føler sig ude af stand til at leve op til samfundsmæssige forventninger til maskulinitet, er de mere tilbøjelige til at slutte sig til væbnede grupper,” skriver Hannah Wright.
Det er netop, hvad Farhad Khosrokhovar har observeret blandt de unge jihadkandidater.
“Den virilitet, de finder i jihad-krigeren, står i kontrast til det selvhad, der ofte karakteriserer de unge mænd. De føler sig marginaliserede og ekskluderede og ved at gribe til våben, får de magt i stedet for magtesløshed. Man kan hævde, at eksklusionen kan være selvvalgt, og at diskriminationen ikke er reel. Men oplevelsen af diskrimination er en social kendsgerning, som bør tages alvorligt,” siger socialforskeren.
Andre observatører af de belastede forstæder, der leverer en del af de unge jihad-kandidater, peger på, at macho-kulturen ikke kun udspringer af islam, men også af en fascination af amerikansk ghettokultur, som er mere udbredt end salafismen. Og som også hylder virile mandsidealer og mandsdominans.

Militariserede samfund udvikler subkulturer

“Der er klare tegn på, at militariserede samfund udvikler subkulturer, hvor den rigtige mand er en mand, der bærer våben. Og det er ikke et fænomen, der er begrænset til den tredie verden eller mellemsøstlige kulturer. I det øjeblik, vi betragter militær intervention som en politisk løsning og ikke som den yderste nødløsning, kan vi tale om militarisering af samfundet med normer for virilitet, der også understøttes for eksempel af liberale våbenlove,” siger Åsa Ekval.
Hun er konsulent, PhD i konflikt- og kønsforskning ved universitetet i Antwerpen, og bidrager blandt andet til Women Peacemakers Program, som arbejder med lokale fredsinitiativer og konfliktløsning verden over. Åsa Ekval koordinerede den konference om Sikkerhedsrådets Resolution 1325 om kvinder og konflikt, som den hollandske regering organiserede i februar.
“Der er en klar sammenhæng mellem patriarkalske værdier og militarisering, mellem virilitet og accept af vold som en legitim måde at løse problemer på. Og det er ikke kun mænd, der støtter disse værdier. Kvinder kan også have forventninger til maskulinitet, der er præget af traditionelle forestillinger om virilitet. Der er masser af eksempler på, både i forskningen og i verdenshistorien, at kvinder deltager i presset for at få mænd til at gå i krig. Første Verdenskrig er et typisk eksempel. Alligevel er interessen for sammenhængen mellem maskulinitetsroller og konflikt meget ny,” beklager Åsa Ekval.
I Norden har især svenske og norske maskulinitetsforskere interesseret sig for hæren som et af de steder i samfundet, der fabrikerer og bevarer den traditionelle manderolle. Professor i statskundskab ved Lunds Universitet, Annica Kronsell, har behandlet spørgsmålet i bøger som “Gender, Sex and the Postnational Defence. Military and Peacekeeping” og konstaterer blandt andet, at “Den militære organisation bygger pr definition på hegemonisk maskulinitet og er gearet til at producere mandighed. At tænke på en soldat er at tænke på en mand”.
Og i Norge har Senter for tveerfaglig kjønnsforskning indledt et projekt, der skal undersøge forsvaret som “en mandsomineret organisation præget af hierarki, disciplin og mandlige værdier”, der har svært ved at integrere kvinder.

Danmarks krigsdeltagelse flytter fokus

“Nordisk og dansk maskulinitetsforskning har haft mindre fokus på maskulinitet, krig og vold end for eksempel amerikansk. Snarere har det primære fokus her i Norden været på mænd som fædre, mænd i arbejdslivet og i familien. De seneste år har området dog fået mere opmærksomhed også i Danmark, hvilket givetvis hænger sammen med, at Danmark er blevet kraftigt involveret i krige ude i verden” siger Ann-Dorte Christensen professor i kønsforskning ved Aalborg Universitet, og medredaktør af tidsskriftet NorMa International Journal for Masculinity Studies.
Sammen med professor Palle Rasmussen, også fra Aalborg Universitet, er hun redaktør af et dobbeltnummer af tidsskriftet, som handler om Masculinity, War and Violence og udkommer i slutningen af 2015.
“Temanummeret har til formål at vise variationer og nuancer i koblingen mellem maskulinitet, krig og vold og belyse denne sammenhæng i forhold til for eksempel globalisering, fattigdom og postkolonialisme. Det kan være i militære organisationer og befrielsesbevægelser, men man kan også se på konsekvenserne for maskuline identiteter hos soldater i krigsprocesser og efterfølgende som hjemvendte veteraner,” siger Ann-Dorthe Christensen
“Der sættes desuden spot på maskulint konnoterede diskurser og fortællinger. Disse var fx meget fremtrædende i den officielle italesættelse af helte- og fjendebilleder i kølvandet på 9/11 i USA. Men sådanne diskurser findes også stærkt forankrede i det danske samfund. Fx viste TV serien 1864 mange eksempler på maskulint konnoterede helte- og fjendebilleder”, siger Ann-Dorte Christensen, der selv har forsket i radikale maskulinitetsformer i det venstreradikale autonome miljø i København.
“Det er vigtigt at understrege, at maskulinitet aldrig er en selvstændig forklaring på konflikt og vold. Det indgår i en kompleks social og kulturel samfundsmæssig sammenhæng. Men det er en vinkel, som er uhyre vigtig for at forstå nutidens konflikter og brændpunkter på et overordnet samfundsmæssigt og globalt niveau, men også for at forklare betydningen af fiktive repræsentationer i medierne samt ikke mindst konstruktion af forskellige maskulinitetsidentiteter,” påpeger hun.