Avatar

Jørgen Poulsen

Tal og Fakta – Mænds og Kvinders Liv

Der sker markante forandringer i de vilkår, vi som kvinder og mænd oplever undervejs i livet. Det dokumenterer data fra Danmarks Statistik. Livsvilkårene ligner hinanden mest, når vi er kommet i job efter endt uddannelse. Det store skift kommer, når der midt i 30’erne kommer børn. Endelige sker der forandringer i de to køns vilkår, når man går på pension. KVINFO har mødt de tre generationer for at høre, om deres hverdag matcher det billede, som ligestillingsindikatorerne fra Danmarks Statistiks tegner.

Artikelserien “Tal og Fakta – Mænds og Kvinders Liv” består af en artikel om hver af de tre generationer

Og af fem artikler om statistik

Læs intro-artiklen, hvis du ikke allerede har.

Danskerne får færre børn, og de får dem senere i livet

Det er lidt tilfældighedernes spil, at Cæcilie og Kristian slog sig ned på Stevns, efter at Kristian havde fået nyt job i Køge. Begge er bymennesker, og de havde lige så gerne byttet bopælen i Odense ud med København. De synes fx, at det havde været ideelt med et lille hus imellem Sydhavnen og Valby, fortæller Cæcilie, der kender den del af København ganske godt. Her boede hun, mens hun gik på Danmarks Designskole. Men en have var et ”must” for dem begge, måske fordi de er vokset op på landet.

”Det behøvede ikke at være så langt væk som Stevns. Men Stevns lå inden for vores økonomiske muligheder, og vi var blevet glade for Stevns, hvor vi havde lejet hus, lige da Kristian fik jobbet”, fortæller Cæcilie på ærke-københavnsk trods en opvækst og gymnasietid i Sønderjylland.

”Vores første søn kom 2 måneder efter, at vi var flyttet til Sjælland. Vi blev også ret glade for vuggestue og børnehave hernede”, supplerer Kristian, der har sine rødder i det vestjyske udenfor Skjern men var rykket til Odense for at læse.

Haven er en succes, synes han: ”Det er en stor glæde, at vi kan lave flere aftensmåltider om ugen udelukkende af det, vi selv har dyrket.”.

”Selv om det ikke er en Søren Ryge-have, er det en fornøjelse at se Svend stå ude og spise jordbær, hindbær og ribs, når han kommer hjem fra børnehaven. Det er også en værdi, at børnene oplever naboens tyre på den anden side af hækken. Svend er fyldt med energi, så også af den grund, er det godt, at vi kan lukke ham ud i haven”, tilføjer Cæcilie.

Det siger statistikkerne om fertilitet, børn og ægteskab

Danskere er tilbageholdende med at få børn. Fra 2006 til 2013 faldt fertiliteten til 1,6 barn pr. kvinde. Siden er kvotienten steget til næsten 1,8. Gennemsnitsalderen for det første forældreskab er steget med 1 år siden år 2000, så kvinder er 29 år og mænd lidt over 31 år. Samtidig er tidspunkt for, hvornår parret vælger at gifte sig også rykket et år.

Svend, der er ældst, ankom 1 måned før Cæcilie blev 31 år. Kristian var 32 år. Dermed er parret med til at trække gennemsnitsalderen for 1.-gangsfødende kvinder og 1.-gangsfædre lidt op. Det er der to grunde til, forklarer de. De ville gerne prøve at bo sammen først, så de var sikre på, at det var dem, der skulle danne par. ” Vi nåede at bo sammen et års tid, inden jeg blev gravid. Jeg bliver ikke så let gravid”, uddyber Cæcilie.

Kristian har aldrig været i tvivl om, at han gerne ville have børn. Men selv om det også er en stor forpligtelse, har han ikke været bekymret for at sætte børn i verden: ”Sådan set er verden fin. Når den virker mere forfærdelig nu end tidligere, skyldes det, at vi får mere information. Men verden er bedre end nogensinde før, og flere folk har det bedre end nogensinde før.”

Som flertallet af unge par, der får børn og køber hus, giftede også Kristian og Cæcilie sig. Det sikrer nemlig parret juridisk.

Det er ikke planen, at de to drenge skal have en lillesøster eller -bror.  Alligevel er Cæcilies og Kristians bidrag med 2,0 barn over gennemsnittet, idet danskernes nuværende fertilitetskvotient er på 1,8. Men selv 2,0 er stadig ikke nok, for der skal en fertilitetskvotient på 2,2 til, for at danskerne reproducerer sig selv. Cæcilie har følgende pointe om det emne: ”Jeg tænker, at det jævner sig, hvis vi får flere indvandrere herop. Og hvis jordens befolkning ikke skal overstige 11 mia. mennesker i år 2100, så er det vel også okay.”

Mødrene tager det meste forældreorloven

Kristian har fast job og en stabil indtægt. Derimod har det ligget noget tungere for Cæcilie med hendes  design-uddannelse. I stedet har hun mange freelanceopgaver som grafiker og scenograf, ligesom hun i lange perioder har arbejdet som pædagogmedhjælper og i Stof og Stil. Derfor lå det også i kortene, at hun har taget hele forældreorloven efter begge fødsler.

Det siger statistikkerne om barselsorlov og børns sygedage:

Mor tager hovedparten af forældreorloven. Forklaringen er ofte økonomisk. I gennemsnit holder fædre kun godt 14 dages forældreorlov ud over de 2 ugers fædreorlov, der øremærket til far. Siden 2010 er fars orlovsdage dog steget med 1,5 dag. Kvinderne er oftest dem, der bliver hjemme, når børnene er syge.

Kristian ville gerne have taget en del af forældreorloven sammen med Svend og Eik: ” Jeg har lyst til det, og der er flere af min venner, der har taget lidt længere barsel. Faktisk havde vi planlagt, at jeg skulle tage en måneds barsel og to ugers ferie nu, fordi Cæcilie havde et job på hånden. Men jobbet blev af flere grunde ikke til noget. Det havde også fået økonomiske konsekvenser. Vi regnede ud, at der ville koste os 10.000 kr., hvis jeg tog en måneds forældreorlov på dagpenge”, uddyber Kristian.

Cæcilie følger op: ”Hvis jeg havde haft fast job i et arkitektfirma, havde du fået halvdelen af barslen. For så ville jeg gerne have været i gang med mit arbejde hurtigt.”

Kristians arbejdsplads ser positivt på, at fædre holder orlov: ”Jeg tror nærmest, at jeg ville have fået bonuspoint for det. Dana Lim er en meget socialt bevidst arbejdsplads, og der er ikke så mange mænd, der tager barsel hos os.”

Drømmen om deltid

Forældreorlov er det altså ikke blevet til. Til gengæld kan Kristian godt forestille sig at gå på deltid, når Cæcilie får et mere fast job. Det ville give mere tid sammen med børnene. På den måde afviger Kristian fra det mønster, man ellers ser hos mænd, der har gang i karrieren og har fået børn. De skruer op for arbejdstiden og pendler længere, mens det ofte er kvinder, der går på deltid.

Det siger statistikkerne om arbejdstid og pendling:

Forskellen i mænds og kvinders arbejdstid øges, når der kommer børn. I 2015 arbejdede mænd, før de blev fædre, 1,5 time mere om ugen end kvinder. Efter der er kommet børn, stiger forskellen til 2,6 timer pr. uge. Flere kvinder end mænd arbejder deltid. Mænd pendler længere end kvinder, ligesom mænd, der har børn, pendler længere end mænd, der bor i parforhold uden hjemmeboende børn.

”30 timer om ugen ville passe mig fint. Der er flere af mine kolleger, der har været på nedsat tid i en periode.” Cæcilie supplerer: ”Drømmen ville være, at vi begge kunne arbejde 30 timer. Det ville betyde, at vi kunne hente børnene tidligere.”

Kristian er meget bevidst om ikke at tage arbejde med hjem, og at han ikke vil have lederstillinger: ”Når jeg har fri, holder jeg fri. Jeg har ikke de store ambitioner og vil hellere bruge mere tid herhjemme med børnene”. Derfor er han heller ikke frisk på at pendle længere end de 40 minutter, turen i dag tager.

Derimod er der nok ingen vej uden om for Cæcilie: ”Når min barsel er forbi, kommer jeg nok til at pendle længere igen. Desværre. Jeg har allerede søgt nogle jobs, og i dag skal jeg ind og tale med et teaterkompagni om at lave noget scenografi. Jeg tager oftest ind til København for det arbejde, jeg laver.”

Kvinder og mænd har ikke lige løn for arbejde af samme art eller samme værdi

Kristian og Cæcilie synes ikke, at det er i orden, at mænd og kvinder ikke har ligeløn.

”Man møder det overraskende steder. Jeg kan ikke forstå, at der fx skal være forskel i lønnen for en mandlig tømrer og en kvindelig beklædningstekniker. Håndværksmæssigt kan de sidestilles. Det er klart, at der ikke er ligeløn her hos os. Kristian har taget en uddannelse, der har givet ham et fast job. Hos mig er det mere løst, og min løn kan gå begge veje. Hos os er det valget af uddannelser, der gør forskellen”, konkluderer Cæcilie.

Det siger statistikkerne om uligeløn:

I 30’erne spurter mænd lønmæssigt fra kvinder. Løngabet var i 2016 på 10,6% for de 30-39-årige. Siden 2010 er der sket et fald i andelen af par, hvor kvinden tjener mest. Fra 1987 til 2010 havde der ellers været en stigning i andelen af kvinder i parforhold, hvor kvinden tjente mest.

”På mit job er løn ikke noget, vi diskuterer”, forklarer Kristian, ”men jeg fandt ved et tilfælde ud af, hvad min kollega får, og hun får præcis det samme, som jeg. Vi er lige gamle og har været der lige længe. Så det er fedt nok.”

Fra de grafiske arbejdspladser i København er det Cæcilies erfaring, at det ofte er en kvinde, der er den højst lønnede. ”Men også den lavest lønnede er ofte en kvinde, mens mændene bladrer rundet inde i midten. Jeg tænker, at de lønførende kvinder er mere benhårde, og at de kan klare sig i et maskulint konkurrencefag.”

Fremtidens arbejdsplads og pensionen

I disse år er ingeniører efterspurgte. Virksomhedsledere og politikere frygter ligefrem, at der kan opstå mangel på dem. Kristian er glad for det job, han har i dag, og han ser derfor også lyst på, at han endnu har mere end 30 år på arbejdsmarkedet:  ”I mine tidligere jobs sad jeg bare ved computeren, mens det var andre, der udførte opgaverne. Nu er jeg med fra idé til laboratorium og ude hos kunderne. Jeg kan følge det hele til dørs. Jeg tror, at det bliver svært at skære den stilling væk, jeg har nu. For lim bliver jo stadig i dag produceret på basis af oliebaserede produkter, som skal udfases på et tidspunkt, så der skal jo udvikles nye måder at lave lim på.”

Cæcilie kan sagtens forestille sig helt at skifte fag. ”Jeg er jo uddannet i ”processer” og trøster mig med, at min uddannelse derfor ikke bliver forældet. Processer vil man skulle bruge alle mulige steder. Men faktisk har jeg overvejet at blive snedker. Jeg kan rigtig godt kan lide at bygge tingene. Jeg synes også, det er sjovt at designe. Men jeg ville dø lidt på, at jeg hele tiden skulle være den, der tager til møder og følger ideen til dørs. Det vil være bedre både at være den, der har ideen, og den, der lige går ud og laver den.”

Til gengæld er Cæcilie meget usikker på, hvad den fremrykkede pensionsalder betyder for hende og Kristian: ”Jeg har svært ved at sætte mig ind i, hvordan det bliver for os. Vi er jo højtuddannede, er kommet forholdsvis sent i gang og har ikke arbejdet hårdt, fra vi var unge. Det ville være hårdt for mine forældre, tænker jeg, hvis de skulle vente, til de var 68 år.”

Nogle af Kristians kolleger har lavet en glidende overgang til pensionstilværelsen. Det, synes han, virker ideelt. ”Hvis de er blevet lidt trætte af det, de arbejder med, er de gå ned i tid og har nærmest fået konsulentstatus. Jeg kunne godt forestille mig, jeg gerne vil trappe arbejdslivet ud, når jeg selv bliver ældre. Men det kommer jo helt an på, hvordan helbredet er.”

Spørgsmålet om seniorøkonomi og pensionsopsparing har ikke optaget Cæcilie og Kristian vildt meget.

De siger statistikkerne om pensionsopsparing:

I 30-årsalderen indbetaler mænd mere til arbejdsmarkedspension, end kvinder gør, fordi de også tjener mere. Desuden indbetaler mænd oftere til privat pensionsopsparing. Derfor er pensionsformuen for mænd, der i dag er mellem 40 og 49 år 21% større end jævnaldrende kvinders. Kvinder bliver dermed dårligere stillet økonomisk end mænd, når de går på pension.

Cæcilie har mest arbejdet freelance og haft korttidsansættelser. Derfor har hun endnu ingen pensionsopsparing af betydning. ”Jeg betaler 100 kr. ind om måneden. Det skulle jeg for, at vi kunne få lov til at låne penge til huset. Den har jeg ændret til en puljeordning, så de bliver investeret, for det er ikke meget der løber på i rente.” Kristian følger lidt med i sin pensionsopsparing: ”En gang hvert halve år får jeg en mail med en status på min optjening, så jeg kan følge med i, hvad jeg får, hvis jeg bliver syg, og hvor meget familien får, hvis jeg dør, osv.”

På spørgsmålet om det bekymrer hende, at hun ikke har en pensionsopsparing, puster hun lidt, før hun tøvende svarer ”nej”. For hun er vokset op med en far, der er kunstner, og som heller ikke har sparet op til pension, forklarer hun. Så kommer der alligevel et ”jo”: ”Mest fordi andre snakker om det. Ellers havde jeg ikke skænket det en tanke. Jeg er mere: Det går s’gu nok. Det er godt, at jeg har giftet mig med en vestjyde med økonomisk sans.  Jeg ved, at nogle af de kvinder, jeg har arbejdet sammen med, har tegnet forsikringer, så de får en andel af mandens pensionsopsparing, hvis de går fra hinanden.”