Tidligere i år, lige efter den forfærdelige gruppevoldtægt af en kvinde på en bus i New Delhi, så vi i nyhederne en flodbølge af kvinder og mænd, der gik på gaden flere steder i Indien for at kræve, at voldtægt bliver adresseret som det alvorlige samfundsproblem, det er, og for at kræve politiske og sociale forandringer for kvinder.
I en kronik i The New York Times kort tid efter skrev den indiske forfatter, Sohaila Abdulali, som selv blev udsat for en gruppevoldtægt for mange år siden:
“Da jeg var 17 år gammel kunne jeg ikke forestille mig tusindvis af mennesker marchere på gaden imod voldtægt… men der er stadigvæk meget at arbejde med. Vi har brugt generationer på at udvikle et indviklet patriarkalsk system, et kastesystem og samfundsmæssige og seksuelle uligheder, der tillader disse overgreb at florere. Men voldtægt er ikke uundgåeligt ligesom regnvejret.” (egen oversættelse)
-Nej, jeg mener heller ikke, at voldtægt er uundgåeligt. Desuden mener jeg, at vi kan bruge det, der sker i Delhi som brændstof til at sætte endnu mere fokus på at forebygge problemet i vort eget land.

Voldtægt er et problem i alle lande, ikke kun i Indien

På mange områder er Danmark et af de mest ligestillede lande i verden. Men når det kommer til seksuelle overgreb og andre former for vold mod kvinder, viser statistikker os en meget mere problematisk virkelighed. Iflg. Det kriminalpræventive Råd begås der minimum lidt under 3000 voldtægter eller voldtægtsforsøg hvert år i Danmark. Andre vurderer, at tallet er så højt som 5.000-10.000 tilfælde årligt. Men antallet af seksuelle overgreb fortæller langt fra hele historien.
En ofte overset problemstilling er, at alt for mange piger og kvinder lever med bekymring for at blive udsat for et seksuelt overgreb. Og den bekymring har en urimelig stor og begrænsende effekt på mange kvinders handlinger og liv.
Nogle kvinder benægter, at risikoen for voldtægt påvirker deres følelser og indskrænker deres handlinger, bl.a. fordi de ikke ønsker at blive stemplet som “svage” eller “hysteriske”. Andre kvinder vælger at tro, at det kun sker for “en bestemt slags kvinder”.
I rapporten “Unge, Vold og Utryghed I Nattelivet, en spørgeskemaundersøgelse blandt unge mellem 14 og 26 år” angav dobbelt så mange unge kvinder som unge mænd, at de ofte eller altid er bange for at blive udsat for vold, når de er i byen. Andre undersøgelser har dokumenteret, at truslen om voldtægt har en begrænsende effekt på nogle kvinders deltagelse i aktiviteter fra aftenskole kurser til politiske organisationer. Fx i en amerikansk undersøgelse (Caiazza 2005) står der “….niveauet af oplevet tryghed og sikkerhed har en større påvirkning på kvinders samfundsengagement, end det har på mænds. For kvinder som gruppe er følelsen af oplevet tryghed stærkt relateret til involvering i samfundet, mens mangel på oplevet tryghed knyttes til det at trække sig tilbage og ikke at engagere sig i samfundet. I modsætning hertil spiller tryghed blandt mænd som gruppe en relativ ubetydelig rolle i at fremme eller hindre engagement.”
Mit eget engagement i bekæmpelse af vold mod kvinder startede kort tid efter, jeg flyttede til Danmark i midten af 1970’erne. Jeg blev selv udsat for et voldtægtsforsøg lige efter, jeg flyttede til Danmark og var meget angst efter oplevelsen, selvom jeg klarede mig ud af den. Bagefter tænkte jeg meget på, hvad der kunne have været sket og havde svært ved at rose mig selv for min håndtering af situationen. Det var først langt senere, at jeg kunne begynde at mærke styrken i, at jeg selv havde afværget voldtægten. Jeg havde mange spørgsmål den gang, såsom: Hvad sker der, hvis politiet finder gerningsmanden? Hvordan foregår en retssag i Danmark? Jeg ledte og ledte og spurgte og spurgte, men der var ingen, der kunne hjælpe eller svare på mine spørgsmål. Den gang var der ingen steder at gå hen som voldsudsat.
Jeg havde været udsat for et seksuelt overgreb tidligere, mens jeg stadigvæk boede i USA og havde kendskab til og erfaringer med voldtægtskrisecentre. Her i Danmark kom jeg i kontakt med en gruppe kvinder, som arbejdede for at forbedre holdninger til voldtægtsofre. Sammen arrangerede vi den første offentlige høring om vold mod kvinder i Danmark i 1976. Senere dannede vi Joan Søstrene. Joan Søstrene er en gruppe frivillige, der rådgiver voldsramte kvinder. Gruppen eksisterer i dag og har afdelinger i København og Århus.
Da jeg holdt op i Joan Søstrene, fortsatte jeg i gruppen Feministisk Selvforsvar, hvor jeg lærte mange af de teknikker, som jeg underviser i i dag. Joan Søstrene og Feministisk Selvforsvar var nogle af de første grupper, der arbejdede politisk med vold mod kvinder. Siden er det gået slag i slag, og i dag er der langt over 100 organisationer, der arbejder med at bekæmpe vold mod kvinder og hjælpe de voldsudsatte.

Så hvad er problemet?

Det overordnede problem er, at mens antallet af kvindekrisecentre på landsplan er vokset til ca. 45, og vi i dag har voldtægtskrisecentre i flere byer, og der er tusindvis af frivillige og ansatte beskæftigede med at takle voldens følgevirkninger, er der ikke sket en tilsvarende mærkbar og vedvarende nedgang i antallet af tilfælde af seksuelle overgreb og andre former for vold mod kvinder. Jo da, jeg anerkender, at nogle af de nyeste tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser en lille nedgang i partner- og kærestevold, men min pointe er, at alle former for vold mod kvinder stadigvæk er alt for udbredt. Det gælder både for Danmark, for Indien, – altså globalt.
Jeg vil i det følgende pege på seks elementer, der kan have betydning og komme med nogle anbefalinger til en justering i vores strategier, selvom problemet er meget komplekst.

1. Primær forebyggelse.

Siden jeg som voldsudsat forgæves søgte efter hjælp for over 35-år siden, er et imponerende udvalg af organisationer blevet etableret, også internationalt. I disse dage er 4000 mennesker fra hele verden samlet i New York til FNs kvindekommissions møde om udryddelse og forebyggelse af alle former for vold mod kvinder og piger.
Men sagen er, at hovedparten af de ressourcer, det danske samfund i dag bruger på bekæmpelse af seksuelle overgreb, rettes imod forebyggende indsatser, efter volden har fundet sted.
Vi er mange, der mener, at det er nødvendigt i langt højere grad også at investere i målrettet forebyggelse af volden, inden den opstår, dvs. i primær forebyggelse.
Ja, men er det ikke forebyggelse at hjælpe de mennesker, der bliver udsat og at uddele straf og behandling til de mænd, der udsætter kvinder for vold? Hjælpe dem til et liv uden vold? Jo, det er det, selvfølgelig, og vi skal både forbedre og udvide den form for forebyggelse.
Den ene form for forebyggelse udelukker ikke den anden, og alle former er gensidig afhængige af hinanden.
Men i Danmark behøver arbejdet med primær forebyggelse af mænds vold mod kvinder meget højere politisk prioritering og mange flere ressourcer tildelt, end tilfældet er i dag.
For at give et eksempel, mener jeg, at kvinder skal have adgang til al den viden, der findes om de redskaber og metoder, vi ved kan forbedre deres sikkerhed, mindske deres mulighed for overgreb og forbedre deres livskvalitet. Der findes en mængde undersøgelser, der peger på en række voldsforebyggende holdninger og handlinger, der reducerer voldsudsathed og bekymringer, og derfor giver en generel følelse af empowerment og selvværd. Nogle af disse er beskrevet i min seneste bog “Psykisk selvforsvar for kvinder“.
At tilbyde kvinder undervisning i voldsforebyggende metoder burde være en integreret del af en primær forebyggelsesstrategi. Lige nu er der en flaskehals af viden. Det burde være ligeså udbredt og tilgængeligt for kvinder at gå på et kursus i voldsforebyggende metoder, som det er at gå på et kursus i førstehjælp. Og det skal være lige så almindeligt for skoler at undervise børn og unge i metoder, der forebygger seksuelle overgreb og kærestevold, som at undervise i trafiksikkerhed og forebyggelse af mobning.
Flere eksempler af primære forebyggende tiltag findes i rapporten “Seksuel vold blandt unge – en systematisk tilgang til primær forebyggelse”, som en tværfaglig arbejdsgruppe udgav sidste år med støtte fra Det Kriminalpræventive Råd.

2. Vi er gået fra en aktivistisk tilgang til en akademisk og behandler tilgang.

Kvindebevægelsen sørgede for, at samfundsproblemet vold mod kvinder blev taget frem og diskuteret allerede i 1970’erne. Men sidenhen er noget af det vigtigste og mest kontroversielle af kvindebevægelsens budskab blevet sorteret fra. Og det er nemlig diskussionen om og kritikken af samfundsstrukturen, dens institutionaliserede kvindeforagt og sammenhængen mellem de forskellige former for køns-ulighed.
I dag ser vi en stigende psykologisering og behandlingsorientering, sammen med et fokus på individuelle personer eller familier, og den orientering – når den står alene – er med til at afpolitisere problemerne. Der bruges alt for få ressourcer på at afdække og ændre de faktorer, der gør, at nogle mænd i det hele taget slår og voldtager kvinder og børn.
Der er også en fare for, at vi i vores bestræbelser på at gøre opmærksom på omfanget af vold mod kvinder og hjælpe de udsatte, bruger en retorik, der er med til at cementere offergørelse af kvinder og et billede af mænd som voldelige og uovervindelige. Det vigtige arbejde med at hjælpe voldsramte kvinder og børn skal fortsætte og videreudvikles. Men der skal nye og anderledes aktivistiske strategier på bordet, der rokker ved billedet af kvinden som hjælpeløst offer for mænds aggression. Er det ikke på tide igen at opprioritere og forny en aktivistisk tilgang?

3. Seksuelle overgreb står i skyggen af partnervold.

Regeringen har haft flere handlings-og strategiplaner for bekæmpelse af vold i nære relationer/vold i familien. Lige nu er en tværministeriel arbejdsgruppe i gang med forberedelserne til en ny national plan. I de foregående planer har bekæmpelse af seksuelle overgreb slet ikke fået den samme opmærksomhed og ressourcer tildelt, som bekæmpelse af vold i familien.
I det hele taget mangler vi i Danmark en mere sammenhængende plan for forebyggelse og bekæmpelse af seksuelle overgreb.
I juni sidste år lancerede den norske regering “Handlingsplan mot voldtekt 2012-2014“. Den norske regering forstærker indsatser for tre hovedområder:
– forebyggelse herunder undervisning i skoler og holdningsbearbejdning i befolkningen
– øget kvalitet i straffesagsbehandlingen i politi- og retsvæsenet
– hjælp og opfølgning for de udsatte og udøvere
Der er mange konkrete tiltag planlagt for hver af de tre områder i den norske handlingsplan. Her er der meget inspiration at hente.

4. Lyt mere til de voldsudsatte.

Vi skal lytte til de mennesker, der bliver udsat for seksuelle overgreb, og behandle dem med respekt. Ikke være så hurtige til at stille spørgsmål til og bedømme de udsattes adfærd eller forvente at de reagerer på en bestemt måde efter et overgreb. Der er en tendens til at kategorisere alvorligheden af krænkelser på de udsattes vegne og dermed en risiko for at behandle dem som afmægtige objekter.
Som pårørende, frivillige og professionelle kan vi være endnu mere lydhøre over for, hvordan den voldsudsatte selv tolker sine oplevelser, og hvad hun siger, at hun har brug for. Og det kan ændre sig over tid.
Faderen til den unge indiske kvinde, der døde af sine kvæstelser efter gruppevoldtægten udtalte i et interview i den britiske avis The Mirror News den 5. januar i år:
“Min datter har ikke gjort noget forkert. Hun døde, mens hun forsvarede sig. Jeg er stolt af hende. At offentliggøre hendes navn vil give mod til andre kvinder, som har overlevet lignende overgreb. De kan få styrke fra min datter.”
Der er en tendens i de seneste år til, at flere kvinder offentligt tør at bekende, at de har været udsat for partnervold, end der er kvinder, der offentligt fortæller om et seksuelt overgreb, selvom der er et overlap mellem de to former for vold, og det er aldrig nemt at stå frem.
Derfor var det særligt bemærkelsesværdigt, at tidligere leder af Børnerådet, Lisbet Zorning Andersen i hendes selvbiografi og TV-dokumentarfilm fortalte om det seksuelle overgreb, hun blev udsat for som barn sammen med anden vold og omsorgssvigt.
Vi trænger til at få vores billede af, hvordan man kan reagere ovenpå et seksuelt overgreb nuanceret. Vi trænger til flere eksempler af kvinder, der kommer over det og kommer videre og tør fortælle om deres proces efter et overgreb.
Desuden er en af de største hemmeligheder, at for hver gennemført voldtægt, er der mindst tre andre, der mislykkedes pga. kvindens egne handlinger iflg. rapporten “Voldtægt der anmeldes”, fra Det Kriminalpræventive Råd.
Man kan spørge, hvorfor disse historier ikke får store, flotte overskrifter og mere spalteplads i aviserne? De kunne være med til at give kvinder ideer til effektiv modværge og større tro på egen handlekraft i en presset situation og vende retorikken om kvinder som forsvarsløse ofre.

5. Tilskuere/vidner kan gøre en forskel.

Mange avisartikler har rapporteret, at der i Delhi var utallige forbipasserende, der ikke greb ind, og at der gik flere timer inden det indiske kærestepar fik hjælp efter at de forslåede og blødende blev smidt ud af bussen.
Jeg var fornylig i et overfyldt tog vidne til, at en mand sad helt åbenlyst og onanerede lige overfor to mindre-årige. Jeg og min kæreste greb ind og fik bl.a. togpersonalet til at tage hånd om situationen, men det var påfaldende, at ingen af de mange andre passagerer, der også så, hvad der foregik, gjorde eller sagde noget.
Lad os udvikle et samfund, hvor det forventes, at folk blander sig, ikke kun i tilfælde af krænkelser og overfald, men også i forhold til de holdninger, der tillader seksuel vold at eksistere.

6. Vend blikket mod gerningsmænd.

Forebyggelse af seksuel vold handler i aller højeste grad om at nedbryde den fødekæde, der producerer gerningsmænd. Selvom det er de færreste mænd i Danmark, der kunne finde på at voldtage, er det stadigvæk et alt for stort mindretal, der kan finde på det og faktisk gør det. Lad os bruge flere ressourcer på at afdække og ændre de kulturelle normer, der underbygger voldtægt i alle lande.
For at det kan lykkes, skal vi forvente og invitere flere mænd i at deltage aktivt i at bekæmpe vold mod kvinder.
Desuden skal vi lære vores sønner – og døtre – om respekt for det modsatte køn, om glæden ved gensidighed i seksualitet, og at det aldrig er acceptabelt, er kriminelt og har alvorlige konsekvenser at bruge manipulation, bestikkelse, trusler eller magt for at opnå sex.

Gode tendenser

Jeg vil også gerne pege på nogle positive tendenser.
8. marts i år blev en dansk afdeling af White Ribbon oprettet på en konference i Tivoli Congress Center. White Ribbon er en organisation for mænd, der ønsker at samarbejde med kvinder henimod en fremtid uden vold mod kvinder. Organisationen startede i Canada for mange år siden og har i dag afdelinger i mange lande, nu også i Danmark. Den danske afdeling får snart en hjemmeside, som vi kan henvise interesserede til.
Angående lovgivningen har regeringen fornylig foreslået at udvide straffelovens regler om voldtægt, så voldtægt fremover også vil omfatte at skaffe sig samleje ved at udnytte offerets hjælpeløse tilstand eller situation. Det vil omfatte tilfælde, hvor offeret på grund af bevidstløshed, stærk beruselse eller søvn er ude af stand til at modsætte sig handlingen, eller hvor offeret fx i forbindelse med hjælp til personlig hygiejne, lægeundersøgelse eller massage er afklædt og ikke kan nå at modsætte sig handlingen.

1 Billion rising.

Den 14. februar i år så vi den største globale aktion mod vold mod kvinder nogen sinde. Der var arrangementer, demonstrationer, strejker og dans i gaderne over hele verden. Gå ind på 1 Billion Risings hjemmeside, se videoer, hør musikken indspillet specielt til dagen og bliv opmuntret og inspireret.
Lad os starte en ny folkebevægelse mod seksuelle overgreb og andre former for vold mod kvinder. Lad os, ligesom de modige kvinder og mænd i Indien, der tidligere i år gik på gaden for at demonstrere mod vold mod kvinder, starte en folkebevægelse, der kræver at voldtægt bliver taget alvorligt og kræver de nødvendige politiske og sociale forandringer, der skal til, for at det ikke fortsætter.

En vision

Jeg har også en drøm og en vision, jeg gerne vil dele med jer. Visionen er ikke færdig, den vil udvikle sig hen af vejen. Men i dag – 8. marts 2013, ser den sådan her ud.
I denne vision forestiller jeg mig en verden af indbyrdes forbundne mennesker og befolkningsgrupper, der lever i et samfund, hvor alle piger og kvinder er trygge og værdsatte, og hvor begge køn kan opnå deres fulde potentiale. I min vision er samfundet rodfæstet i fred, retfærdighed og lighed, og hvor alle mennesker kender til og kan udøve deres rettigheder. I denne vision står vi sammen og kæmper mod uretfærdighed, selv i stærk modstand.
Alle befolkningsgrupper føler sig trygge og som ligeværdige samfundsborgere og kan derfor være omsorgsfulde og respektfulde overfor mennesker og grupper med andre skikke og holdninger end deres egne.
I denne vision tror alle på, at det nytter at give støtte og hjælp og øge handlekraften hos samfundets mest sårbare og udsatte, og at dét er essentielt for vores fælles fremgang og vil blive brugt som målestok for at vurdere vores succes som samfund i fremtiden.
I denne vision er sex ikke en handelsvare, som nogle børn og kvinder af tvang eller nød må sælge. For i denne verden, jeg forestiller mig, er sex betragtet som noget af det smukkeste, man kan dele med andre, hvor gensidighed og tillid er uadskillelige. Seksualitet anerkendes i sin mangfoldighed, som en værdifuld del af livet.
På en fri og informeret baggrund træffer den enkelte sine valg vedrørende seksualitet, seksuel sundhed, prævention og abort.
Trafficking er utænkelig i denne verden, hvor stigmatisering og diskrimination ikke findes, og hvor kulturel mangfoldighed ses som en ressource.
Vi har alle en rolle at spille i at skabe og at leve denne vision.