Set i historiens bakspejl såvel som i et internationalt perspektiv fremstår datidens nordiske feminisme slående dialogisk i sit syn på manden som (potentiel) kammerat. Det er sigende, at SCUM-manifestet blev affærdiget som ekstremistisk mandehad, typisk for den amerikanske radikalfeminisme, men fremmed for “os”. I stedet fik Gerd Brantenbergs “Egalias döttrar” ikonstatus, en matriarkatsdystopi, hvori de undertrykte mænd tager kampen op mod et samfund, hvor kvinden er norm. Der var stor empati med mændene, måske for stor. Men tiden var kompromisløs på det punkt: Mændene skulle med. Alternativet ville jo være det samme som at dømme dem ude som en ikke-udviklingsmulig, iboende reaktionær menneskeart.
Vejen til et ligestillet samfund var ganske vist kollektiv kvindefrigørelse, men lige så vigtigt var det at “befri manden” (som den svenske mandebevægelse hed). For at kunne gennemskue den patriarkalske ideologi, der definerede kvinden som en slags underafdeling af det almenmenneskelige, “det andet køn” (Simone de Beauvoir), burde mændene gøre op med den hegemoniske, destruktive maskulinitet, de havde arvet fra deres fædre. Samtidig skulle kvinderne opnå indsigt i den “internaliserede” kvindeundertrykkelse, som amputerede deres livsmuligheder. De skulle “skabe bevidsthed” gennem at “sætte ord på bitterheden”. Det var en smertefuld frigørelsesproces, som fortsatte ind i litteraturen, hvor sluserne nu også åbnede sig for kvindernes tidligere tabuiserede, negative følelser.
Kvinder begyndte at tale insisterende, med absolutte krav om at blive taget alvorligt, ikke mindst af deres egne mænd. “Århundredets kærlighedseventyr” sparkede døren ind til den heteroseksuelle tosomheds forløjede paradis. Da Märta Tikkanen i 1979 fik Nordiske Kvinders Litteraturpris (en protestaktion mod, at Nordisk Råds litteraturpris indtil da udelukkende var gået til mænd), var det også, fordi forfatterens litterære udvikling blev opfattet som paradigmatisk. Hendes første kvindefigur Fredrika i “nu imorron” (1970) og “Ingenmansland” (1972) var en stadigt mere frustreret hjemmegående mor med en uddannelse og en selvoptaget mand. I “Vem bryr sej om Doris Mihailov” (1974; da. “Hilsen fra Doris”, 1985) sættes søstersolidariteten på prøve i den succesfulde journalist Claras skyldfølelser over for sin sygemeldte, selvmordstruede veninde, lægesekretæren Doris. Det var almindelige skæbner, sådan som man kunne finde dem i de 28 interviews, som Carin Mannheimer havde samlet i sin “Rapport om kvinnor” (1969). Det gjaldt også valget af heltinde i “Män kan inte våldtas” (1975; da. “Mænd kan ikke voldtages”, 1975), den fraskilte tobarnsmor og biblioteksassistent Tova Randers. Men den gerning, som den voldtagne Tova begår, nemlig at voldtage tilbage, og både i handling og betydning statuere et eksempel og bide hovedet af kvindeskammen, lod sig kun opfinde i litteraturen.
Romanen, der udkom i det internationale kvindeår 1975, blev Märta Tikkanens gennembrud (og oversat til 21 sprog). Med den selvbiografiske “Århundredets kærlighedseventyr” blev hun halvfjerdsernes store feministikon. I hundrede digte taler en kvinde her “bittert”, det vil sige hudløst ærligt. Den, hun henvender sig til, er jeg’ets ægtemand, den finlandssvenske forfatter og kunstner Henrik Tikkanen, der selv havde udleveret både sin hustru og sine egne alkoholproblemer i den opsigtsvækkende adressetrilogi “Brändövägen 8” (1975; da. “Bag facaden”, 1977), “Bävervägen 11” (1976) og “Mariegatan 26” (1977).
I “Två. Scener ut ett konstnärsäktenskap” (2004; da. “To. Scener fra et kunstnerægteskab”, 2005) skriver Märta Tikkanen, at drivkraften bag “Århundredets kærlighedseventyr” var at åbne for en dialog, at få manden til at indse, at kærlighed uden lighed ikke var mulig i længden. Et ofte citeret digt lyder: “Behold dine roser/ tag hellere ud af bordet/ behold dine roser/ lyv hellere lidt mindre/ behold dine roser/ hør hellere efter hvad jeg siger/ elsk mig mindre/ tro mig mere/ Behold dine roser!” Andre digte afslører nådesløst og med stor sorg dysfunktionen og medafhængigheden i en familie, hvor mandens alkoholisme og egocentrisme dominerer. Samtidig antydes den skaber-rivalisering, som kendetegner kunstnerpar, et tema siden Märta Tikkanens debutromaner, som Merete Mazzarella har påpeget (“Från Fredrika Runeberg till Märta Tikkanen”). Denne konflikt kom Henrik Tikkanen senere til at uddybe i sine svar til den handske, hustruen havde kastet: “TTT” 1979, “Georgsgatan” 1980 og “Henriksgatan” 1982.
Det var modigt. Ikke alle, der havde elsket adressetrilogiens voldsomt egocentriske, stordrikkende og omkringbollende geni, brød sig om forfatterens udvikling. For nylig hørte jeg nogen til et selskab nedladende kalde Henrik Tikkanen “en mand nedbrudt af skam, tøffende efter sin skrappe kone”. Da han i sine sidste bøger gik sig selv og dermed sin generation af mænd efter i sømmene, gjorde han tydeligvis det mest forbudte (for mænd). Og han gør det godt, som han redegør for sin forfærdelse over den sammenbrudte “forstillelsesverden”, hvor han har placeret kærligheden til den elskede på en piedestal, men været ligeglad med hendes sjæleliv. Hvor sidder konstruktionsfejlen i den mandlige socialkarakter? I opfattelsen af kærlighedsforholdet som en slags krig, et “Guernica”, lyder svaret. “Georgsgatan” indledes med ordene: “Vi var nok bedre forberedt i 1939 end i 1979”, underforstået: krigen var ventet, men det var kvindernes frigørelse ikke.
Derfor forbander Tott i “TTT” sin skæbne at være født “netop på dette tidspunkt i udviklingen”, hvor kvinderne, i stedet for som førhen i historien at være “tålmodige og holde ud”, nu pludselig gik “til angreb uden nogen planer om et snarligt tilbagetog”. Mændene endte i chok over dette “fremmede adfærdsmønster”, fordi de kun havde lært to måder: “at angribe og at flygte, de gør det ene eller det andet”. I kønskrigen gælder andre vilkår. Man var nødt til at blive på sin post og lære “alt det, kvinderne har lært”, hvordan det så end skulle gå til (“med husarbejdet ville han ikke kunne indhente hende, hvis han så blev halvfems. Alene det, at han aldrig havde skiftet bleer og badet fire unger og ikke læst en eneste godnathistorie diskvalificerede ham totalt”).
Ikke nok med det, nu kræves det af manden, at han skal flytte fokus og afmontere sin klippefaste overbevisning om at tilhøre det første køn. Totts skrivende hustru Anne “talte om at stå side om side, det var ok, når man stod bagved, men hvem var parat til at træde et skridt tilbage, når man var havnet et skridt foran”. I “Georgsgatan” indrømmer jeg’et, at han “underbevidst” er imod kvindernes frigørelse, fordi mænd fra fødslen og af utæmmet vane vedbliver at være en slags imperialister “længe efter, at imperiet er tabt”.
Det var ikke så overraskende, at samme forfatter, som havde brugt sit eget liv som råmateriale i sin hensynsløst subjektive adressetrilogi, fortsatte med at gøre det i en ægteskabskrise. Han havde også tidligere udråbt fejhed til en antimilitaristisk dyd på baggrund af sin erfaring som frontsoldat under Anden Verdenskrig, hvilket var dumdristigt i et land, der havde ligget i krig i kampen for selvstændighed. Men det exceptionelle mod viser han i sin litterære ransagelse af sig selv som ægtemand. For trods den store gennemslagskraft for feministernes lighedskrav i halvfjerdserne, var der mange mænd, som panisk vægrede sig ved at være et, omend elsket, reformprojekt for deres koner, kolleger og døtre. Henrik Tikkanen tog sagen alvorligt og havde allerede berørt problematikken i 1976: “Der er noget i vejen med min kærlighed, der har altid været noget i vejen med den, den er min stolthed, mit krav, mit selskab, mit legetøj, min selvoptagethed, hvor er der plads til min elskede” (“Mariegatan 26”). En grund til, at han turde, er naturligvis, at han var forfatter og kunne gemme sig bag sine formuleringer, mens almindelige mænd, der også var blevet frarøvet deres herskerkompas, var kastet ud i at navigere nøgne rundt på samlivets oprørte vande.
Det er ikke svært at forstå, at Henrik Tikkanen blev dybt ulykkelig over at blive udråbt til feminismens fjende nr. et efter “Århundredets kærlighedseventyr”, den største mandschauvinist i svensk litteratur siden Strindberg. Det var uretfærdigt, og han fortjener en gedigen genoprejsning. Bøgerne “TTT” og “Georgsgatan” er værd at læse ikke mindst for den selvkritiske humor, som han udviklede til perfektion i sine afholdte aforismer, “Henrikerne”. Smagsprøve: “Vanskelighederne i ægteskabet begynder, når parterne har lært at forstå, hvad den anden mener med det, vedkommende siger”. Lignende skarpheder krydrer også hans bøger. Se bare følgende definition af en kærlighedsrelation på vej mod forlis: “At kærlighed tager livet af en, mens man gør sit bedste for at tage livet af kærligheden” (“Georgsgatan”).
“Hvordan kunne det være”, spørger Märta Tikkanen i parbiografien “To”, “at vi kunne skrive om, men ikke tale det igennem, som føltes truende for os begge?” Hun hentyder her til den “magtkamp med litterære fortegn”, der opstod mellem de skrivende ægtefæller i takt med, at “Mors lille hobby, der strømmede ud i skrivemaskinen” blev til verdensberømte værker. Henrik Tikkanen havde svært ved at sluge hustruens succeser, selv om han lader sit alter ego i “TTT” kritisere sin egen manglende evne til kollegial generøsitet: “Folk havde genkendt sig selv i hans bog, og det havde gjort ham til et kendt navn. Men folk havde ikke kun genkendt sig i selv i hendes bøger, de havde også fået øje på deres muligheder, og det gjorde hende til et endnu mere kendt navn. Tott var ikke sikker på, om han var parat til at være så storsindet, at han anerkendte hendes overlegenhed.”
Märta Tikkanen har givetvis ret i, at mandens hang til det aforistiske udgjorde en forhindring. Aforismen hindrer, gennem sin prægnans og korte form, at den flot formulerede indsigt forankres som en virkelig erfaring. Derfor fører aforistikken sjældent til personlig udvikling, men snarere til stagnation. I sidste ende risikerer den at blive fægteri i luften i forsøg på at forsvare allerede tabte positioner, jævnfør imperialisten uden imperium ovenfor. I Henrik Tikkanens sidste bog, inden han døde af leukæmi i 1984, “Henriksgatan”, bliver dette hjerteskærende tydeligt: “Min hustru kaldes bannerfører (“fanbärare”) og jeg er forbandelsen (“och jag är fan”), det er der, problemerne er med den stakkels flagstang.”
Tilsvarende spændte Märta Tikkanen også ben for sig selv ved at hænge “Århundredets kærlighedseventyr” op på det “umulige håb om forandring”, et håb, som Synnöve Clason har påpeget “gør klarsynet magtesløst” (“Ängeln på vinden”). Det skæbnesvangre anslag, her i adjektivet “umulig”, som på forhånd dikterer kærlighedseventyrets ulykkelige slutning, går Märta Tikkanen i nærkamp med i “Rödluvan” (1986; da. “Rødhætte”, 1986). Det er en desillusionsroman, som ubarmhjertigt afslører også kvindens mindre flatterende motiver for at gøre manden til “ulv”.
Men det betyder ikke, at parret Tikkanens indbyrdes, litterære dialog er passé i dag. Den er tværtimod unik. Der har været skrivende par tidligere i historien, men aldrig nogen så jævnbyrdige i en tydeligt udtalt kønstematik. Det er gennem skriftvekslingens afgørende rolle i deres partnerskab, at man kan få en forståelse af, hvordan magtforholdene i et hvilket som helst kærlighedsforhold kan genforhandles. Når tidens tand har udvisket det biografisk identificerbare i dette parforfatterskab med to signaturer og stilistiske idiomer, vil det stå klart, at Henrik og Märta Tikkanens værker, gerne læst sammen, udgør en skat i den svenske litteratur. Og at de feministiske halvfjerdseres tro på mandens evne og mod til at stå “side om side” med sin kvinde slet ikke var så tosset.