Ikke så snart havde Asmaa Abdol-Hamid – den første danske studievært med tørklæde – haft sin debut på DR2 med tv-programmet ‘Adam og Asmaa’, før en rasende stormbyge af feministisk forargelse forklædt som ligestillingskritik haglede ned over hende. Kritikerne var primært feminister som Nahid Riazi, Lone Nørgaard, gruppen Kvinder for frihed, samt politikeren Naser Khader, som utallige gange har markeret sig med en skarp kritik af, hvad han anser for islamisk fundamentalisme og islamisk kvindeundertrykkelse.

Kritikken af Asmaa går på, at det er kvindeundertrykkende at bære tørklæde og, at Asmaas tilslutning til islams sharia er en krænkelse af alle universets kvinder og forræderi mod feminismen og ligestillingen. Hvis det var op til kritikerne, skulle Asmaa have følgende ultimatum: Drop tørklædet og dine religiøse synspunkter – eller din nyerhvervede stilling som tv-vært! Naser Khader ser det som dybt problematisk og fundamentalistisk, at Asmaa – af religiøse årsager – ikke giver håndtryk til mænd. Alle disse punkter er fanatiske og imod ligestillingsprincipperne i det danske samfund, ifølge disse kritikere.

At gøre religiøs overbevisning, tørklæder og håndtryk til et spørgsmål om knæfald for fanatisme og ligestillingsmærkesag, er et udtryk for fundamentalistisk hysteri og ligestillingsfanatisme. Det er hverken lovpligtigt eller ulovligt i Danmark at vælge, hvem man ønsker at give hånden, det være sig det modsatte køn eller det samme køn for den sags skyld. Det er en privatsag, som det enkelte individ selv tager stilling til, hvad enten det skyldes religiøse eller personlige grunde. Det er hverken op til staten, politikere, arbejdsmarkedet eller feminister for den sags skyld at instituere regelsæt for individets religiøse overbevisning, blufærdighedsgrænser eller hvem man skal give hånden.

Asmaa har selv beklaget sig over kritikken. Hun havde netop forventet opbakning fra en bred vifte af feminister og kvindeorganisationer for det banebrydende skridt, hun har taget – og for den banebrydende rolle, hun er blevet tildelt. Banebrydende og progressiv både i forhold til sit eget bagland [det muslimske miljø] samt det danske majoritetssamfund. Der er en umådelig stor og stærk symbolværdi i at være den første muslimske studievært med tørklæde på i Danmark. Og det sender et signal til unge muslimske kvinder om, at det godt kan lade sig gøre for en muslimsk kvinde at bryde ud af den rolle, hun ofte er fastlåst i af sit eget minoritetsmiljø, men især af arbejdsmarkedet, som ikke altid tør tage chancen og give kvinder, som fx bærer tørklæde, toneangivende stillinger.

Asmaa fungerer som en utrolig vigtig rollemodel. Hun har netop vist, at man ikke skal opgive sine drømme eller lade sig begrænse af et tørklæde, men tværtimod sigte efter det højeste mål, og have tillid til sig selv og det omgivende samfund. Det er da netop hele kvintessensen af kvindelig ’empowerment’.

Der er en tendens til at stigmatisere, problematisere, straffe og ekskludere muslimer, som offentligt forholder sig til islam på en særlig ortodoks eller dedikeret måde, om man vil. Det sker fx ved at forsøge at bevise, at de i bedste fald ikke kan fungere i det danske samfund eller, at de i værste fald direkte er til fare for det danske samfund og repræsenterer en trussel mod de fundamentale ‘danske’ værdier og dansk lovgivning. Kritikken af Asmaa er desværre endnu et udfald af denne sørgelige insisteren. At påstå at folk ikke kan være velfungerede borgere eller at de er på kant med acceptabel adfærd og kvindesyn, fordi de tilslutter sig sharia, bærer tørklæde og ikke ønsker at give håndtryk til det modsatte køn, er så absurd, at det ligefrem er tragikomisk, når realiteten afspejler, at disse individer netop klarer sig fortræffeligt og eksemplarisk,

Fordi nogle feminister føler sig personligt provokeret og trådt over tæerne, eller sendt tilbage til stenalderen – ved synet af nogle muslimske kvinder, som vælger at tildække krop og hår – giver dem ingen ret til at pådutte Asmaa og ligesindede en dæmoniserende ekstremistisk profil. Det er i mine øjne en radikal og misforstået form for feminisme, ja, man kan med rette kalde det en fundamentalistisk og ekstremistisk feminisme.

Asmaa har friheden og retten til, i et demokratisk samfund med religionsfrihed og personlig frihed, selv at bestemme, hvorvidt hun vil gå tildækket eller ej og hvorvidt hun ønsker fysisk kontakt med det modsatte køn. Hun påtvinger ikke andre mennesker sine principper og overbevisninger blot ved at vise sig på en skærm med tørklæde eller for den sags skyld ved at stå fast ved sine principper. Hun forventer ligesom alle andre mennesker, at folk skal respektere hende, på trods af indbyrdes forskelle og uenigheder, ligesom hun selv tildeler andre selv samme respekt.

DRs modige pionerskridt i retning af inklusion af muslimske kvinder på arbejdsmarkedet bør applauderes. Det er et prisværdigt initiativ, som er banebrydende på flere vigtige punkter. Blandt andet er DR2 med til at aflive myten om den undertrykte muslimske kvinde, afmystificere og synliggøre muslimske kvinder med tørklæde. De er med til at vise et nuanceret og tidssvarende billede af dagens Danmark. Det er netop den slags konstruktive og progressive tiltag, der skal til for at flere arbejdsgivere og virksomheder tør følge trop og behandle muslimske kvinder på lige fod med alle andre jobansøgere.

DR2 har gjort muslimske kvinder og Danmark en kæmpetjeneste. Og de kritiske, feministiske fora burde snarere koncentrere sig om at arbejde for at åbne flere døre for muslimske kvinder – også dem med tørklæde – frem at spænde ben og smække døre i hovedet på dem, fordi de ikke bryder sig om, at nogle muslimske kvinder tilslutter sig islams sharia og vælger at bære tørklæde, som er deres gudgivne ret – og menneskeret.

Man må håbe, at andre tv-stationer og i det hele taget andre virksomheder, offentlige såvel som private, snarest vil følge trop og acceptere, at den danske realitet i dag er blevet multifacetteret og multireligiøst. Muslimske kvinder med – og uden tørklæde er her for at blive. Samfundet skal naturligvis også nyde godt af deres ressourcer og kvalifikationer, de muslimske kvinder kan og ønsker også at bidrage til det fælles bedste.

Respekt for forskellighed og inklusion er nøgleord, som helt akut bør aktualiseres og realiseres, hvis vi alle skal kunne leve i fred og fordragelighed med hinanden og bidrage positivt til vores fælles samfund og fremtid. Respekt for forskellighed og inklusion er ingenlunde udtryk for, at alle skal ensrettes og assimileres. Det er en grov, ensidig misforståelse.

Hvis jeg selv skulle nævne et kritikpunkt af DR2 og i øvrigt også de fleste andre medier, er det, det faktum, at muslimer evig og altid inviteres i studiet for at kommentere og diskutere islam, muslimer, indvandrere, integrationspolitik- og problematikker. Det ville være rart og fremadrettet, hvis man begyndte at betragte muslimer som individer, herunder synligt muslimske kvinder, som også kunne kommentere områder, der ikke er relateret direkte til islam, men derimod til deres respektive kvalifikationer og kompetencer. Det er absolut den bedste opskrift på, at bryde den onde cirkel af stigmatisering og negativ omtale af muslimske kvinder og muslimer generelt, som længe har været dominerende. Og bevæge os imod et syn på muslimer som medborgere og medmennesker, der ikke kun skal defineres, studeres og inddrages i debatter på baggrund af deres religiøse tilhørsforhold.

Samtidig med at det er et prisværdigt initiativ fra DR2s side, finder jeg det kritisabelt, at DR2s redaktionschef Arne Notkin understreger, at der naturligvis ikke kan blive tale om at ansætte en muslimsk studievært med tørklæde på eksempelvis tv-avisen eller DR2s deadline. “Her er der tale om brede programmer, hvor værtens formidling ikke må forstyrres af ydre fremtoning” citeres Arne Notkin i Berlingske Tidende 2.april 2006. Det er da diskrimination, så det vil noget.

Uheldigvis medfører dette jo, at man signalerer, at medborgere som tilfældigvis er muslimske kvinder med tørklæde kun er velkommen på skærmen, såfremt det er et program, som direkte omhandler islam. Så er man i virkeligheden ikke kommet videre med at bryde det fastlåste syn på muslimske kvinder som omvandrende missionsobjekter alene på baggrund af deres fremtoning. I stedet fastholdes de i denne rolle og dette syn, som ikke tillader, at man betragter muslimske kvinder med tørklæde som mennesker, som andet end muslimer. Asmaa er naturligvis kun blevet ansat i kraft af sin muslimske identitet, og her har hendes tørklæde helt klart banet vejen for hende på et program omhandlende islam, var der tale om nyhedsoplæsning eller en stilling som studieværtinde, har Arne Notkin gjort det klart, at tørklædet tværtimod ville have været en barriere for en muslimsk kvinde. Og så havde sagen jo været en ganske anden.

Ikke desto mindre må man nu alligevel forsøge at bevare optimismen og håbet om, at disse formelle og uformelle regler med tiden vil forsvinde. Så synet på muslimske kvinder, der bærer tørklæde er missionsobjekter, vil ændre sig, så kvinderne i fremtiden bedømmes på deres kvalifikationer og kompetencer frem for deres religiøse fremtoning.

Forhåbentligt kan vi om ikke så længe se muslimske kvinder med tørklæde ikke blot som debattører og studieværter i debatter om muslimer og islam, men tillige som nyhedsoplæsere, korrespondenter, meteorologer m.v. Og forhåbentligt vil det gå stille for sig uden efterfølgende frådende feministiske udfald.

Noura Akhiat er stud.mag. i arabisk

Arne Notkins svar:

Kære Noura

Jeg har med interesse læst din kommentar “Til støtte for Asmaa” på Forum. Jeg er glad for din støtte til os og Asmaa Abdol-Hamid.

Der er blot en ting, som jeg reagerer imod. Nemlig, at du finder det diskriminerende mod observante muslimske kvinder, når jeg på baggrund af DR’s Programetik og Deadlines dresscode konkluderer, at en kvinde med hovedtørklæde ikke vil få plads i brede nyhedsprgrammer som Deadline.

Disse regler er imidlertid kke rettet mod muslimske kvinder. De er rettet mod enhver form for hovedbeklædning kalotter, turbaner, caps, baskerhuer, ridehjelme, kasketter og stråhatte. Der er altså tale om en generel regel. Og ikke om en ulovlig diskrimination.

I bredt kommunikerende nyhedsudsendeler lægger vi et meget konservativt snit. Tøj og smykker må ikke støje og forstyrre kommunikationen. Derfor ingen iøjnefaldende smykker og seksuelt udfordrende tøj. Altså ingen mænd i stramme t-shirts og ingen kvinder i nedringende bluser.

Men der er jo mange andre programtyper, hvor beklædningsreglerne er anderledes.

Med venlig hilsen

Arne Notkin
Redaktionschef, DR2 – DEADLINE – DR NYHEDER