Science fiction-forfatteren James Tiptree, Jr. beamede ned på den litterære scene i 1967 i USA med saftige noveller om fjerne planeter, intergalaktisk sex og eksistentiel angst. Han væltede etablerede forfattere omkuld med sine tempofyldte historier om køn og identitet og inspirerede en ny generation af scifi-forfattere og læsere. Der var spekulationer om Tiptrees identitet, for han optrådte aldrig in person og førte i stedet en livlig korrespondance med datidens store science fiction-forfattere fra Philip K Dick (Drømmer androider om elektriske får, 1969) til Ursula le Guin (Mørkets venstre hånd, 1969). Men der var udbredt enighed om, at Tiptree var en ret maskulin fyr.

Scifi-forfatteren Robert Silverberg skrev fx følgende (og siden berømmede) introduktion til en af Tiptrees noveller:

“Man har foreslået, at Tiptree er en kvinde, en teori jeg synes er absurd, da der for mig er noget uomgængeligt maskulint ved Tiptrees skriveri. Jeg tror hverken, at Jane Austens romaner kunne være blevet skrevet af en mand eller Ernest Hemingways af en kvinde, og på samme måde mener jeg, at forfatteren til James Tiptree- historierne er en mand.”

I 1976 blev Tiptree imidlertid outet som den 61-årige Alice B. Sheldon. Hun var tidligere CIA-ansat, kyllingefarmer og psykolog. Afsløringen syntes at udtørre James Tiptree, Jr.s kreative åre, og 10 år senere, i 1986, skød Sheldon sin mand og sig selv i hovedet med et haglgevær.

Nu har den amerikanske skribent Julie Phillips sat sig for at finde ud af, hvad der skete for Alice B. Sheldon/James Tiptree, Jr i biografien The Double Life of Alice B. Sheldon (2006).


Udsyrede og sprøde historier

Jublende læste jeg begejstrede anmeldelser af Phillips biografi, for jeg var engang en stor fan af Tiptrees noveller. Det var inden Tiptree blev outet som kvinde. Et hurtigt tjek i min bogreol åbenbarede hendes første novellesamling Ten Thousand Light-Years From Home fra 1973. Udgaven er gammel og gul og ved at falde fra hinanden, men historierne er stadig lige så udsyrede og sprøde, som da jeg læste dem første gang. Her et citat fra novellen Mama Come Home:

“Luftslusen åbnede, mens hele verden holdt vejret og Mor kom ud. En – og en til – og så en tredje. Den sidste pillede ved noget omkring sit håndled, og slusen lukkede i. Senere fandt vi ud af, at hun var navigatøren. […]

Der stod de så på rampen, tre fabelagtige unge jord-type kvinder i rum-opera uniformer. Hjelme bagerst på hovedet og lange læber med kurvede smil.”


Kvinder underskriver sig som mænd med god grund

Mange kvindelige forfattere har skrevet under et mandligt pseudonym. Det gælder Karen Blixen, der bl.a. skrev under pseudonymerne Isak Dinesen og Pierre Andrézel, Lula Carson Smith brugte navnet Carson McCullers, Mary Ann Evans, der skrev som George Eliot og Charlotte Brontë, der gemte sig under navnet Currer Bell. De skrev som mænd. Og med god grund. I 1800-tallet, hvor Currer Bell og George Eliot udgav bøger, var det fx aldeles upassende for kvinder at skrive romaner, og da Currer blev afsløret som Charlotte, blev hun, som Jane Eyres forfatter, anklaget for “grovhed” og “et sømmeligt kendskab til lidenskab”, ifølge forfatteren Joyce Carol Oates artikel Pseudonymous Selves (New York Times Book Review, 1987). En stor kontrast til tiden før, hvor kommentatorer stadig troede, at Jane Eyre var skrevet af en mand, og hvor forfatteren bag blev hyldet som intelligent, livlig og lidenskabelig.

Science fiction fokuserede hårdt på videnskab og teknologi, og var indtil 1960’erne domineret af mandlige forfattere. Videnskab og teknologi udelukkede næsten per definition kvinder som forfattere, og temaer som køn og kønsroller var ikke til debat. Det er åbenbart, at det gav mere gennemslagskraft for en kvinde at skrive under dække af at være en mand.

Med sin forfatterpersona James Tiptree, Jr. (efter det engelske Tiptree Marmalade), de vilde historier og det energiske sprog lykkedes det Alice B. Sheldon at overbevise samtlige redaktører, læsere og pennevenner om, at hun var en mand. En ung journalist bejlede fx til Tiptree om et personligt interview med disse ord: “Jeg ser dig som en høj, tynd og intens ung mand, der ikke bruger læsebriller endnu. Du kan lide vilde skjorter og slips. Du ryger pibe. Du skriver hurtigt på maskine og griner meget. Hvordan er den rigtige James Tiptree, Jr. ?”

Alice B. Sheldon bondede med mandlige forfattere med breve, der vidnede om et stort kendskab til jagt og fiskeri og hemmelige CIA-agenter. Hun flirtede med de kvindelige forfattere. Scifi kollegaen Joanna Russ (berømt for The Female Man, (1975) skrev kælent til sin penneven: “Jeg vil vædde med, at du på en stille facon er en meget flot mand.”

Tiptrees noveller udforskede ikke mindst sex i et energisk og ligefremt sprog, hvilket overbeviste de sidste tvivlere om, at hun var en mand. Historien And I awoke and found me here on the cold hill’s side, fra antologien Ten Thousand Light-Years From Home er et godt eksempel. Den handler om mennesker, der forsager alt for at have sex med skabninger fra fremmede planeter. En journalist er ankommet til rumstationen for at skrive om de fremmede væsener og modtager følgende advarsel:

“Jeg prøver at sige til dig, at det her er en fælde. Vi har ramt over-normal stimuli. Mennesket er exogamt – hele vores historie er en lang drift mod at finde og befrugte den fremmede. Eller blive befrugtet af ham, det virker også for kvinder. Mennesker vil kneppe hvad som helst, der har en anden farve, en anderledes næse, røv, hvad som helst, eller dø, mens de forsøger.”


Tumultariske ægteskaber

Sheldon blev født ind i en rig Chicago-familie i 1915. Moren var en eventyrelskende societydame og berømt skribent, faren var en velhavende sagfører. Som barn fulgte Alice, eller Alli som hun senere foretrak at kalde sig selv, forældrene rundt på flere ekspeditioner til Afrika og Indien. Rejser, der blev inspiration for hendes science fiction-fortællinger. Især dem, der handlede om kolonialisme og fremmedgørelse.

Hjemme i Chicago levede familien i sus og dus og festede igennem med de rige og de kendte. Moren skrev, og lille talentfulde Alli illustrerede fx morens børnebog Alice in Jungleland.

Ifølge biografiforfatteren Phillips stod Sheldon hele livet i skyggen af sin formidable mor, som Alli fx beskriver sådan: “… en slags opdagelsesrejsende-heltinde, vidt belæst (Oxford & Heidelberg), og dog meget feminin, hvad det så end er. Man åbner gerne døren for hende og finder så ud af, at hun kan vandre 100 km op ad et bjerg samtidig med, at hun bærer på sit eget gevær og dit med. Og gentager turen næste dag. Og samtidig brander vittigheder af sig og ser fantastisk ud.”

Som 14-årig blev Alli sendt på kostskole i Schweiz, hvor hun blev småforelsket i nogle piger – noget der skete gennem hele hendes liv. Nogle få år inden hun døde, skrev hun: “Jeg kan virkelig godt lide mænd, men lige fra begyndelsen, før jeg vidste noget, var det altid piger og kvinder, der optændte mig.”

Men hjemme i USA giftede Alli sig første gang som 19-årig med den jævnaldrende Bill og indledte et tumultarisk ægteskab, der angiveligt bestod af druk, slåskampe, fallerede studier og dårlig sex.

Hovedtesen i Phillips bog er, at Allis ængstelse og frustration over sin seksualitet og kvindelighed kombineret med en monumental moderbinding udgjorde hendes kreative brændstof. Til sidst fandt hun sit afløb ved at iscenesætte et mandligt forfatter-jeg. For at understøtte denne hovedtese er bogen fyldt med spekulativ biografisme om Allis liv og især sexliv, fx om hvorvidt hun fakede orgasmer eller masturberede i hemmelighed under sit første ægteskab. Så hellere citaterne fra Allis breve, med kontante udmeldinger om, at nok var hun til kvinder, men ikke modig nok til leve det ud.

Sheldons første ægteskab varede lidt over seks år, og kort tid efter skilsmissen i 1942 meldte hun sig ind i den amerikanske hærs nyoprettede lottekorps, Women’s Army Auxiliary Corps (WAAC). Hun håbede her at få skik på sit liv.

Siden arbejdede hun med billedanalyse i hærens efterretningstjeneste i Pentagon og blev sendt til Europa kort tid efter, at Det Tyske Rige brød sammen. Her mødte hun sin kommende mand, den noget ældre militærmand “Ting” Sheldon. De blev gift i 1945. Ægteskabet var angiveligt også præget af dårlig sex og druk samt stor hengivenhed. Jobmæssigt levede de et omskifteligt liv. Hun som førnævnt hhv. journalist, kyllingefarmer og CIA-ansat. Arbejdet som billedanalytiker for CIA ledte til studier i kunst og visuel perception, og i 1967 blev hun doktor i psykologi.

Ved siden af Alice B Sheldons omflakkende arbejdsliv skrev hun til skrivebordsskuffen. Samme år som hendes doktorafhandling blev godkendt, udgav hun sin første science fiction novelle Mamma Come Home under pseudonymet James Tiptree, Jr.. En ny forfatter var født. Han/hun var på dette tidspunkt 52 år gammel.


Drømmer androider om elektriske får?

Science fiction oplevede en opblomstring i 1960’erne med forfattere som Harlan Ellison, J.G. Ballard, Joanna Russ, Robert Heinlin, Philip K Dick, Ursula K. Le Guin, Joan D. Vinge og Vonda McIntyre. Den seksuelle revolution, ungdomsoprøret og den gryende kvindebevægelse indvarslede sammen med rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen en ny tidsalder.

Rumrejser, møder med fremmede væsener og kolonialiseringen af fjerne planeter syntes ganske inden for rækkevidde. Borte var 1950’ernes kvælende konformitet, rundt om månens bagside lurede nye og spændende verdener og teknologier, der kunne udfordre menneskeheden i livsstil, moral, politik og etik. En ny, forfriskende bølge skyllede ind over genren og gav den ny næring og nye forfattere – deriblandt mange kvinder. Fokus flyttede sig fra det ydre rum og det indre rum blev sat under lup. I den nye scifi bølge udforskede Ursula le Guin i Mørkets venstre hånd, hvad der sker, når en mand fra jorden møder mennesker i en verden, hvor der ingen kønsforskel er. I Drømmer androider om elektriske får? undersøger Philip K Dick, om menneskelignende androider er bevidste væsener eller ej. Bogen udgjorde forlægget for filmen Bladerunner (1982).

Amerikansk tv hoppede med på vognen med fx tv-serien Star Trek, der var en slags det-ydre-rum-møder-borgerrettighedsbevægelsen. Serien bød på etnisk mangfoldighed og mandskabet på The Starship Enterprise bestod af hvide, sorte og asiatiske officerer, inklusive et mandsvæsen fra en fremmed planet. Star Trek viste det første kys på amerikansk tv mellem en hvid mand og en sort kvinde, og kvinder indtog synlige roller i serien.


En støvsuger i brunst

De fleste af Tiptrees noveller har et mandligt fortæller-jeg og tematiserer alt fra det fantastiske ved at have sex med fremmede væsener (And I awoke and found me here on the cold hill’s side) til en læge, der af kærlighed til Jorden smitter hele menneskeheden med en dødbringende virus, som han transporterer i sprayform på en række flyture jorden rundt (The Last Flight of Dr. Ain).

Mange af novellerne har køn som et hovedtema, fx novellen Mamma Come Home. Den handler om tre kæmpe menneskelignende kvinder fra et stjernesystem i nærheden af Capella, der lægger vejen forbi Jorden på deres hjemrejse. Jordboerne undrer sig:

“- Det er mærkeligt, Max, sagde George på morgenmødet. De bliver ved med at spørge om noget, jeg kun kan tolke som, ‘Hvor er kvinderne? “
– Mener du ligesom officielle kvinder? Kvinder i power stillinger?”

På deres egen planet er kvinder det dominerende køn, og deres plan, viser det sig, er at bortføre et antal mænd som sexslaver. En jordbo, Tillie, der først er fascineret af deres magt, fordi hun selv er blevet voldtaget, ender med at redde mændene fra trafficking og seksuelt misbrug og sørger for at sende Capella-kvinderne ud af jordens kredsløb. Fortælleren Max fortæller her, hvordan han bliver overfaldet af en Capella-kvinde:

“En hånd faldt som et stykke brænde ned på mine skuldre. Navigatøren bøjede sig ned og sagde et eller andet i en fløjlsblød kontraalt. Jeg havde ikke brug for en tolk – jeg havde set nok gamle film: Du skal bare tage det roligt, skat, der sker ikke noget.
Mit næste tydelige billede var fra jorden, jeg lå på, hvor jeg var ved at lære nogle grimme fakta om Capella-fysiologi gennem en dis af smerte. (Tænk at blive antastet af en støvsuger i brunst.)”


Tiptree modtog de to prestigefyldte priser Nebula Award (1976) og Hugo Award (1977) for novellen Houston, Houston, Do You Read. Her vender en gruppe mandlige astronauter tilbage til jorden, hvor det viser sig, at en virus har udraderet hele den mandlige befolkning og størstedelen af den kvindelige.

En anden historie Women, Men Don’t See, handler om Ruth og Althea Parsons, mor og datter, der nødlander i mangrovesumpen i Mexicos Yucatan-provins sammen med Don, der skal på fisketur, og piloten Estéban. Don fortæller historien om, hvordan Ruth tilfældigt kommer på sporet af en UFO og til sidst tager af sted sammen med datteren i den. “Althea og jeg har fået mulighed for en fantastisk rejse. Skal være væk i flere år,” er hendes besked til en veninde, som hun beder Don om at tage med sig hjem. Ruth og Althea er, som Ruth fortæller Don, den slags kvinder, som mænd ikke ser:
“Kvinder har ingen rettigheder, Don, bortset fra dem, mænd giver os. […] Kvinder overlever, det er, hvad de gør. Vi lever enkeltvis og parvis i sprækkerne af jeres verdens-maskine.”

Ikke mærkeligt, at Tiptree blev de feministiske science fiction læsere og forfatteres darling: Endelig en mand, der forstod den virkelighed, kvinder bevægede sig i, og kunne beskrive den solidarisk.

Da Tiptree blev afsløret som Alice, var kollegaen Ursula le Guin henrykt: “Oh strange, most strange, most wonderful, beautiful, improbable – Wie geht’s, Schwesterlein!” skrev hun. Silverberg skrev: “Du holdt mig ikke for nar. Jeg narrede mig selv.” Joanna Russ skrev: “Jeg var forelsket i dig, da du var James Tiptree, Jr. og har været i stand til at flytte forelskelsen til Alli Sheldon, som jo er den samme person.”


En cocktail af stoffer

Ifølge Phillips biografi led Allis renomé som forfatter ikke ubodelig skade efter afsløringen, men dagbogsoptegnelser og hendes svindende produktion viser dog, at hun var ramt af en eller anden form for skriveblokering. Et andet problem var, at hun var under stadigt pres for at skrive en roman, som virkelig skulle slå hendes forfatterskab fast. I 1978 udkom da også Up the Walls of the World, men den blev ikke godt modtaget.

Alli havde et stort misbrug af forskellige stoffer gennem hele sit liv. Phillips antager, at det startede, da Alli arbejdede i hæren under Anden Verdenskrig, og forbruget blev ikke mindre i løbet af hendes liv. I 1976 skrev Sheldon fx i sin dagbog, at hun i en periode på 14 dage tog ni forskellige præparater: seconal, phenobarbital, dexedrine, compazine, kodein, percodan, valium, demerol og numorphan. En heftig cocktail af stoffer, der kvikkede op, dæmpede ned, lindrede smerte, beroligede nerver, inducerede søvn og dæmpede depression.

Det kan undre, at Phillips ikke går nærmere ind på, hvordan Allis pillemisbrug påvirkede hendes forfatterskab, liv og skrivestil. Det er en kendt sag, at fx flere af Philip K Dicks udsyrede romaner blev skrevet på en lind strøm af amfetamin, og at teksternes frenetiske stil var fodret af lige dele kreativitet og stoffer.

På omslaget til The Double Life of Alice B. Sheldon står der, at Julie Phillips har været 10 år om at skrive Allis biografi. I løbet af den tid synes Phillips at have mistet fornemmelsen for, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt for andre i Alice B. Sheldons lange og begivenhedsrige liv. Vi får simpelthen serveret alt for mange detaljer. Derudover har hun tydeligvis udviklet et romantiseret forhold til Alice B Sheldon og hendes vanskeligheder ved at være i verden som sig selv. Med diagnoser som “bi-polar” disorder og manio-depressiv adfærd (bort)forklarer Phillips selv den værste adfærd.

Phillips viderekolporterer fx Sheldons forklaring, at der var tale om en selvmordspagt, da hun skød sin mand og dernæst sig selv Ægteparret havde nogle år forinden aftalt en selvmordspagt i tilfælde af sygdom. Men Phillips dokumenterer faktisk, at Allis elskede mand, Ting, men som trods sygdom og alder ikke havde noget ønske om at dø. En anden tolkning er, at en sindsforstyrret, pillemisbrugende Alice B Sheldon myrdede sin mand, mens han lå og sov. Hun efterlod sig intet afskedsbrev.

The Double Life of Alice B Sheldon er mest for die hard-fans. Alle andre kan fint starte med novellerne i stedet. De lever nemlig og har det godt.