Det er november 2009, og spanske Xavier Prats Monnét åbner KVINFOs konference om Mentoring & Networking – women building trust & social capital i our Cities med et overraskende varmt greb. Han takker for bifaldet. – Hvornår er der ellers nogen, der klapper af en bureaukrat?, som han siger. Han smigrer værterne på plads med sin første replik:

– Jeg bliver jo betalt for at få ideer til politiske løsninger, men jeg har aldrig selv fået én, der var så enkel og så god, som den der bærer KVINFOs Mentornetværk. Og så effektiv i praksis!

Xavier Prats Monné er direktør i EU Kommissionens direktorat for beskæftigelse, socialpolitik og ligestilling. Overskriften på hans konferenceoplæg er: Unsong Heroes: Immigrant Women and the Future of Work in Europe.

Tallene sætter indvandrerkvindernes situation i perspektiv. Vi er en halv milliard mennesker i EU. 40-43 millioner af dem er indvandrere. Omkring 30 millioner af dem kommer fra ikke-europæiske lande. Fire ud af ti indvandrere kommer til EU for at arbejde.

– I mit land, Spanien, er det ni ud af ti. I Danmark er det en ud af ti, fortæller Xavier Prats Monné.

Den nuværende situation ridses op. Der sker i disse år en feminisering af immigrationen, fordi størstedelen af immigranterne i EU er kvinder. Generelt er kvinders vilkår – både i verden og i EU – blevet meget bedre i de senere år, mener Prats Monné, men det er desværre stadig sådan, at:

– Kvinder i gruppen af indvandrere gennemsnitlig og generelt står svagere end mænd. Dels har de ofte større udgifter end mænd, fordi de forsørger børn. Dels har de samlet set i et liv kortere arbejdstid med lange afbræk på grund af barsler og børnepasning. Men kvinder er alligevel på mange måder fremtiden – og helt sikkert i demografisk henseende. De bliver simpelthen ældre end mænd. Det er også helt nyt, at vi i dag har flere kvinder end mænd med højere uddannelse i EU. Der er også færre kvinder end mænd, der dropper ud af skolen. Så de er på alle måder fremtiden. 

– Der er 22,5 million arbejdsløse i Europa. Kvinderne er ikke så hårdt ramt som mændene – på nær altså lige immigrantkvinderne med dårlig uddannelsesmæssig baggrund, fortæller Prats Monné.
– I virkeligheden er det ikke for kvindernes skyld, at vi skal sikre ligestilling. Det er af hensyn til samfundet. Hvis kvinder havde samme betingelser, samme arbejdstid og samme løn som mænd, ville vi se en stigning på 15-45 procent i bruttoindkomsten, fastslår han engageret og fortsætter:

– Og hvorfor er disse lige vilkår så ikke til stede? Ordet er omsorg. Så længe staten ikke kompenserer og sørger for familieomsorgen, er der problemer. Så snart omsorgssektoren er sikret, kommer kvinderne ud på arbejdsmarkedet.

Men tilbage til sagen. De europæiske indvandrerkvinder. Udfordringen er, at vi ikke må ende i en situation, hvor de europæiske kvinders ligestilling sker på bekostning af indvandrerkvinderne i EU. For en ting er sikkert, ifølge Prats Monné: Alt, hvad der spænder ben for EU’s kvinder, spænder også ben for EU’s indvandrerkvinder – bare i endnu højere grad. Han mener til en vis grad, at det er værre at være immigrant end at være kvinde.

– I forhold til arbejde er indvandrerkvinderne i EU underlagt de tre forbandede D’er. De får de jobs, der er dull, durty and dangerous.

Yngste barns alder og kvindens alder på ankomsttidspunktet er meget afgørende for indvandrerkvindernes arbejdsforløb i EU. På en måde ligner indvandrerkvindernes liv på mange måder kvindelivet, som det ser ud de fleste steder i verden: De er betinget af økonomi, uddannelsesmuligheder, børnefødsler og – pasning. Men oven i disse vilkår kommer så en tidskrævende integrationsproces.

Prats Monné fremhæver, at “KVINFOs mentorordning har fuldstændig ekstraordinære resultater.” Normalt er rigtig mange indvandrerkvinder jo nødt til at tage ufaglært arbejde, fordi det er så svært at komme i betragtning, når man kommer med en anden baggrund. For kvinder fra tredjeverdenslande er denne barriere ekstra stor.

– Alt i alt ser situationen temmelig sort ud, fortæller Prats Monné. Samtidig har man de fleste steder i verden en situation, hvor man forventer at komme til at mangle hænder og hjerner i den nærmeste fremtid, og det tvinger os til at udvikle arbejdsstyrken og bruge den optimalt. Det betyder bedre uddannelser, bedre børnepasning og senere pensionsalder.

– Hvis vi skal have EU til at fungere i 2020 og læge samfundsproblemerne, så skal al menneskelig kapital udnyttes optimalt. Kvinder er et reservoir af ressourcer, og “the unsong heroes” i den forbindelse er vores indvandrerkvinder.