Næste gang en BMW proppet med unge mænd lister op og ned ad Vesterbrogade på udkig efter en god aften i byen, så vend lige skråen en ekstra gang. For den rullende metalbunke er ikke bare en bil, der støjer, forurener og transporterer folk fra ét sted til et andet.

Den er meget mere end dét.

Den er et socialt redskab, et ekstra ungdomsværelse, en frihedsboble med indbygget musik og ret til at råbe uhæmmet højt. Den er en kærlighedshistorie, der bliver pudset og plejet og fortalt til vennerne, den er et udsagn til omverdenen om, hvilket liv man lever, og hvordan man gør det – og den stiller sin enorme muskelmasse til rådighed, så man kan vise sine evner og betvinge og kontrollere den, køre til grænsen og klare det, forhåbentlig.

Det, der for mange mennesker er en daglig rutine af køreture med sig selv og vennerne, bliver i trafikpsykolog Mette Møllers optik en hel fortælling om bilisten bag rattet.

Den bil, man kører i, og den måde, man kører på, hænger sammen med den måde, man lever sit liv på. Det har hun sat fokus på i en ph.d.-afhandling om “Unge bilister”, som hun endnu ikke har forsvaret.

I dag har jeg kørt hele tiden, jeg har været på stranden, som I nok kan se. Jeg kører til skole. Det sidste år siden jeg har haft kørekort, så har jeg kørt i skole hver dag. Og så kører jeg ud og besøger venner og familie. Jeg kører simpelthen hele tiden.
Ung kvinde

Den består af en litteraturundersøgelse, af gruppeinterviews med 29 unge københavnere af begge køn (17 kvinder og 12 mænd) og af en spørgeskemaundersøgelse, der blev sendt ud til 4.004 unge i hele landet.
– Man ved en masse om, at unge kører hurtigere, de overholder ikke forskellige sikkerhedsmarginaler, og der er nogle ting, som er karakteristiske for de unges måde at køre bil på – men i forhold til at forstå, hvorfor det er sådan, er man nødt til at undersøge nogle andre ting. For at få denne forståelse må man knytte kørslen an til det liv, de unge lever. Og det er heller ikke overraskende, kan man sige. Det ville i virkeligheden være mærkeligt, hvis den måde, man agerer på i det daglige, pludselig bliver anderledes, når man sætter sig ind i en bil, siger 35-årige Mette Møller, der er ansat som forskningsassistent på Danmarks Transportforskning i Lyngby.

Unge bliver ofte fremstillet som en problematisk gruppe i trafikken, og de har også den største uheldsrisiko af alle bilister, men er der noget, som er særligt karakteristisk for unge, der kører risikobetonet?

Mette Møller har især fundet gode forklaringer på de unges trafikale adfærd i interview-undersøgelsen. Her kommer det tydeligt frem, at de bruger bilen som en slags redskab til samvær, ikke ulig mobiltelefonen, der også giver mulighed for at holde kontakt med vennerne.
– For de unge, hvor bilen har en central rolle, er det også noget med status, med at vise verden, hvem man er eller med at skabe sig selv, som man gerne vil være. De lægger vægt på at køre godt, men det kan godt betyde at køre til grænsen, dvs. køre hurtigt og farligt som en måde at signalere, at man har styr på det, siger Mette Møller.

Hun inddelte interviewpersonerne i to grupper. Gruppe 1 bestod af unge, der har folkeskole som eneste uddannelse eller unge, der var i gang med eller havde afsluttet en erhvervsfaglig uddannelse.

Gruppe 2 bestod af unge med gymnasie-, HF- eller handelsskoleuddannelse eller unge med en mellemlang eller videregående uddannelse.

Ja, jeg kører altid over det tilladte (…) Men inde i byen, der kører jeg kun de der 10-20 km/t for stærkt.
Ung mand

Formålet var at finde ud af, i hvor høj grad miljø og livsomstændigheder bidrager til unges trafikale adfærdsmønster, og især uddannelsesniveau og -type viste sig at have en vis betydning.
– Sammenhængen med uddannelse er interessant, for hvis det viser sig, at mange af de unge, der har uhensigtsmæssig adfærd i trafikken, er knyttet til bestemte udannelsesinstitutioner, er det relevant og kan bruges i forebyggelsesøjemed, mener trafikpsykologen, som også pointerer, at tendensen netop kun er en tendens:
– Man kan selvfølgelig ikke sige, at bare fordi man går på en bestemt type skole, så kører man farligt. Men der kan være nogle sammenfald mellem hvilke unge, der vælger hvilke uddannelser, og hvordan de lever deres liv.
Hvor de unge i gruppe 2 fortrinsvis benytter bilen som et transportmiddel, der gør livet lettere, og ikke kører spontane ture som en måde at spendere tid på, så er bilkørsel noget helt centralt og væsentligt for de unge i gruppe 1.

Når de samles med vennerne, er det ofte med bilen som udgangspunkt og med den impulsivitet, der ligger i at kunne gøre, hvad øjeblikket og lysten byder én. Modsat gruppe 2 deltager de stort set ikke i sport eller andre faste fritidsaktiviteter, der kræver fremmøde til bestemt tid.

De “flyder” mere rundt i en tid, der er defineret af dem selv.
– Deres oplevelse af at kunne komme rundt og opleve noget er snævert knyttet til bilen, så i det øjeblik, de ikke har bilen, føler de sig helt forvirrede og må ringe til en ven eller veninde, som så må komme og hente dem. De, for hvem bilen ikke er så central, kan godt finde ud af at tage toget eller bussen, for deres oplevelse af frihed er ikke nødvendigvis knyttet til bilen. Det kommer også frem, at det med at sidde i en bil er et privat rum, hvor man kan være sig selv, spille sin yndlingsmusik, synge med, råbe højt og snakke med venner. Det kan godt blive sådan en slags ekstra ungdomsværelse, hvor man udveksler erfaringer og oplevelser, fortæller Mette Møller.

At køre en tur med vennerne. Det er meget hyggeligt. I stedet for at sidde på et værelse
Ung mand.

Netop oplevelser med bilkørsel er et emne, de unge i gruppe 1 brændte for at fortælle om. Der ligger gode historier, som bare venter på at blive repeteret og føjet til fællesskabsfortællingen som en styrkelse af identiteten og selvtilliden hos den enkelte unge.
– Det er påfaldende, at mange af dem i interview-situationer bryder ud i den ene historie efter den anden om at køre hurtigt, og at det var lige ved at gå galt, og hvordan de klarede det alligevel! Vi ved jo om de unge, at de selv synes, de kører rigtigt godt generelt set, og de ved også godt, at unge kan have problemer i trafikken, men det er altid de andre, ikke dem selv, siger Mette Møller.

Hun mener derfor ikke, at de unge reflekterer ret meget over risikoen ved deres egen kørsel, men at de er omvendt ekstremt bevidste om, hvem der kører godt, og hvem der ikke klarer de chancer, der tages i trafikken og følgelig falder igennem. En, der ikke kører godt, bliver der set ned på.
– Og på den måde er trafikken jo en ret dårlig læremester. Rigtig mange gange går det godt, selvom man gør noget rigtigt farligt, som Mette Møller udtrykker det.

Det er den med, at du har magten eller kontrollen over noget. Det er ligesom, hvis man sidder i bilen, – du er den der styrer, hvad der skal ske. Sådan har jeg det meget!
Ung kvinde

Hun bestræbte sig på at få begge køn repræsenteret i grupperne for også at få kvinders synspunkt på bilkørsel, og konklusionen var, at der findes både mænd og kvinder, for hvem bilen har en helt central rolle. Kvindernes holdninger følger nogenlunde mændenes inden for de to grupper.
– Man tager det ligesom for givet, at bilen er et mandeunivers, men efterhånden har kvinderne fået tiltusket sig den rettighed at have egen bil, så det kan godt være, at der kommer flere kvinder ind i ulykkesstatistikkerne fremover. Man kan spørge, om det er kønnet eller livsomstændighederne, der er afgørende, og jeg vil jo mene det sidste. Hvordan er man opdraget? Hvis kvinderne ikke længere er stille og artige og tilbageholdende i trafikken, kan det jo godt være, at det vil afspejle sig i uheldsstatistikken, siger Mette Møller, der i sin undersøgelse ikke har sat specifikt fokus på kønsforskelle.

Det har andre trafikforskere heller ikke, så det er et studium, der hører fremtiden til.

Den socialpsykologiske tilgang til trafik er der ikke mange i Danmark, der beskæftiger sig med. Mette Møller anslår, at der findes seks-syv trafikpsykologer – højst.
For hende selv lå det heller ikke ligefrem i uddannelseskortene, at trafikale handlinger skulle blive noget, der bar karrieren fremad.

Hun valgte psykologi-studiet, hvor hun fik optimal anvendelse af sit syn på mennesker: Hun kan lide dem, de er pr. definition interessante, og det er spændende, hvorfor de gør, som de gør.

Min bil bliver pudset og plejet lige så meget, som jeg selv gør
Ung kvinde.

Traditionelt vil de fleste nok forbinde psykologi med klinikerens rolle, men det har aldrig været Mette Møllers drøm at få sin egen praksis. Derimod var hun glad for at skrive og beskrive – noget, hun til dels får afløb for nu som forsker.

At fremtiden så kom til at inkludere trafik, var lidt af et tilfælde for en nyuddannet psykolog, der havde skrevet speciale om spædbørn.
– Det lyder ikke særligt overbevisende, men mange ting er jo tilfældige, og der sker det, at når man går i dybden med ting, så bliver de interessante. Jeg er meget taknemmelig, det er jeg virkelig, for det har jo vist sig at være helt utroligt spændende.

Et skifte i trafiksikkerhedsforskningen i begyndelsen af 1990’erne har gjort det ekstra relevant for psykologer at bidrage med deres særlige vinkel. Social påvirkning, også fra andre bilister, er blevet inddraget i forståelsen af trafikal adfærd. Det drejer sig ikke længere kun om de trafikale situationer, men også om bilistens livskontekst i bredere forstand – ud fra erkendelsen af at bilistens daglige liv “følger med” ind i bilen.

Alligevel er trafik ikke et fag på psykologistudiet.
– I nogle lande kan man vælge trafikpsykologi som fag eller kursusforløb, men ikke i Danmark. Og når man siger, at man er trafikpsykolog, er reaktionen som regel: “Hvad er det?” Vi har af og til nogle praktikanter herude, men trafikpsykologi eksisterer ikke i folks bevidsthed, siger Mette Møller, der meget gerne vil undervise, hvis det engang bliver lanceret som universitetsfag.

Og det kan hun godt forestille sig, at det gør.
– Tiden arbejder for mit fag. Der er jo ikke noget, der tyder på, at vi får mindre behov for at komme rundt. Vi har en situation, hvor mennesker er dybt afhængige af at rejse. Det at være mobil er en del af den moderne verden.

Annette Bjørg Koeller er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.