De går med hijab, de overholder ramadanen, de spiser ikke svinekød og drikker ikke alkohol. De opfatter sig selv som rettroende muslimer, og de efterlever de regler, islam foreskriver. Alt hvad de gør, er motiveret af ønsket om at komme tættere på Gud. De er unge, danske muslimer, de er kvinder, og de repræsenterer en gruppe, som sjældent får taletid herhjemme.
Og det er ærgerligt, mener Monique Hocke, der i sin ph.d.- afhandling fra Institut for Kultur og Identitet på Roskilde Universitet har undersøgt ti herboende muslimske kvinders selvforståelse og religionspraksis. For som afhandlingen med titlen Narratives of Piety – An Analysis of the Formation of Moral Selves among Young Muslim Women in Denmark konkluderer, betyder kvindernes måde at praktisere islam på, at de stræber imod at integrere sig og være aktive medborgere i det danske samfund. Noget, der strider imod den udbredte opfattelse af fromme, praktiserende muslimer herhjemme.

Om afhandlingen

’Narratives of Piety’ – An Analysis of the formation of moral selves among young muslim women in Denmark’ af Monique Hocke. Department of Culture and Identity, Roskilde University

Læs mere og find afhandligen her 

”Man hører ofte i den offentlige debat, at det er problematisk for de praktiserende muslimer at integrere sig i samfundet. Men den opfattelse tilbageviser kvinderne, jeg har talt med,” siger Monique Hocke, der har baggrund i religionssociologi og i flere år har beskæftiget sig med kvinder, der aktivt praktiserer islam.
Hendes undersøgelse bygger på interviews med ti kvinder i alderen 16-31 år, der alle kan siges at tage del i den såkaldte ’islamiske vækkelse’ og praktiserer det, de opfatter som en ’ren’ eller ’sand’ form for islam.
Denne praksis har sit udspring i den moderne salafiyya-reformbevægelse, som tog form i slutningen af det 19. århundrede i Egypten. Hovedeksponenten for bevægelsen er det, vi kender som det Muslimske Broderskab. Tanken med reformbevægelsen er at vende tilbage til den ’sande’ islam og de grundlæggende tekster – nemlig Koranen og Hadith-teksterne om profetens sædvane. Kvinderne har Monique Hocke mødt i to muslimske ungdomsforeninger, hvis medlemmer identificerer sig med denne forståelse af islam.


Tildækket og undertrykt

Fælles for kvinderne er desuden, at de er født i Danmark af migrantforældre og udtrykker deres islampraksis visuelt – det vil sige, at de går med hijab og i nogle tilfælde jalaba – den lange kjole eller nederdel, der opfylder påbuddet om, at kvinden skal dækkes til.
Og netop spørgsmålet om den tildækkede muslimske kvinde indtager en central plads i debatten om, hvorvidt islam kan forenes med vestlige idealer om demokrati og ligestilling. En udbredt opfattelse er, at en kvinde, der bærer hijab eller anden form for tildækning – uanset om hun anerkender det eller ej – er en undertrykt kvinde. Og det i dobbelt forstand, fordi hun både underlægger sig den mandlige dominans og religionens forskrifter – noget, der er svært foreneligt med værdierne i et sekulært samfund som det danske.
”Praktiserende muslimer står i modsætning til det sekulære samfund. Og særligt kvinderne indskrives i en position, hvor de er underlagt mandens dominans. De underlægger sig dermed både deres gud og deres mand, og det gør, at vestligt orienterede feminister ikke forstår dem. Og i dele af forskningen har man også placeret dem i en position, hvor de ikke har det, man kalder agens eller handlekraft,” forklarer Monique Hocke.
Kvinderne, som Monique Hocke har talt med, er ellers veluddannede og aktive på arbejdsmarkedet. De er med andre ord ressourcestærke kvinder, der er en del af middeklassen og har gået i danske uddannelsesinstitutioner. Men selvom de opfatter sig selv som stærke, selvstændige kvinder, mødes de ofte af en forestilling om, at de er undertrykte.
”Det er lige meget, hvordan de forsøger at fremstille sig selv frem som ikke-undertrykte – det bliver ikke hørt,” siger Monique Hocke.
Ofte får kvinderne at vide, at de er undertrykt, men bare ikke selv er klar over det.
Den offentlige debat om muslimer herhjemme handler gerne om to yderpoler: De såkaldte velintegrerede muslimer, og de ekstremistiske, radikaliserede muslimer. Og den generelle opfattelse er, at er man velintegreret, bærer man ikke hijab, og man taler ikke sig selv frem som troende muslim.
I den anden ende af spektret er så de yderligtgående muslimer, som tager Koranens ord bogstaveligt. Kvinderne, Monique Hocke har talt med befinder sig et sted midt i mellem de to poler. Men fordi deres trospraksis er synlig udadtil, opfattes de ofte som intolerante, ’for religiøse’ og svære at integrere.
”Det er nogle bestemte muslimer, man vil have i tale herhjemme – dem, vi kan acceptere som integrerede, er ofte dem, som ikke skilter med deres religion offentligt,” siger Monique Hocke.


Endemål: Frelse

For kvinderne er det individuelle forhold til Gud helt centralt. Endemålet for dem er igennem en reformering af selvet at opnå frelse i det hinsides, og selvom det for kvinderne ikke er hverken et feministisk eller frigørende projekt, bliver det alligevel i mange sammenhænge et led i kvindernes argumentation for at kunne bevæge sig frit, uddanne sig og arbejde.
Et eksempel er en kvinde, hvis mand beslutter sig for at rejse til Mellemøsten i seks uger for at tage et kursus i arabisk. Kvinden synes i første omgang ikke om beslutningen – hun bliver efterladt alene med ansvaret for deres to børn. Men ifølge hendes islamopfattelse er det helt naturligt, at det er manden, der som familiens overhoved bestemmer. Så hun accepterer hans beslutning, ikke mindst fordi den er begrundet i, at han skal ’søge viden’ – noget, der vægtes højt indenfor islam. Kvinden bruger dermed en islamisk argumentation for at retfærdiggøre sin mands handling. Manden tager af sted, og i de seks uger, han er væk, finder kvinden ud af, at hun godt kan klare sig uden hans hjælp.
”Det er med til at give hende en større grad af autoritet, og for kvinden er det, at hun har underlagt sig mandens dominans ikke af betydning – det, der betyder noget er, at hun har gjort noget godt for familien og klaret sig igennem ved Guds hjælp,” forklarer Monique Hocke.
”Man kan sige, at det i sidste ende handler om hendes egen transformationsproces. Det, som andre vil betragte som et undertrykkelsesprojekt, fører for hende til en transformation. Og det kan man på mange måder tilskrive en handlekraft.”


Sover du med hijab?

Det ændrer imidlertid ikke ved den opfattelse, kvinderne ofte konfronteres med i hverdagen. De bliver spurgt, hvorfor de er muslimer. Om det er deres forældre, der har arrangeret deres ægteskab, eller om de sover med hijab på om natten.
”Spørgsmål, som kvinderne føler, er krænkende, fordi de skal stå til regnskab for, hvem de er og hvorfor, de er, som de er,” siger Hocke.
Kvindernes tro byder dem at praktisere det, som kaldes da’wa. Det kan oversættes med at ’invitere til islam’ og er en del af kvindernes fromhedsprojekt.
Da’wa handler om at skelne mellem gode handlinger og ikke-gode handlinger og at hjælpe andre med at udøve gode handlinger. Og i den danske kontekst, hvor kvinderne mødes med alskens spørgsmål om deres religionspraksis, bliver da’wa ensbetydende med at stille sig til rådighed for de spørgsmål, de måtte blive stillet:
”Kvinderne opfatter sig selv som gode repræsentanter for islam, og i det ligger, at de skal forsøge at afvise misforståelser om religionen og svare opklarende på de spørgsmål, de får,” siger Monique Hocke.
En anden side af kvindernes religionspraksis kommer til udtryk igennem deres opfattelse af sig selv som rollemodeller.
”Kvinderne er i en konstant selvrefleksiv evalueringsproces, hvor bare det at smide en bananskræl på gaden er forkert. Både fordi de ser sig selv som rollemodeller for andre muslimer, men også over for de etniske danskere,” fortæller Monique Hocke.


Gode gerninger for at komme tættere på gud

Hun beskriver kvindernes selvbillede som et, hvor det at påvirke både muslimer og ikke-muslimer gennem eksemplets magt fylder meget. For kvinderne handler det i sidste ende om at være gode muslimer, og det at vise sig som et godt eksempel er en metode at komme tættere på Gud. De indgår i dialog for at vise, at muslimer ikke er intolerante og ikke isolerer sig. Derfor engagerer de sig i forskellige aktiviteter og frivilligt arbejde.
”Alt, hvad de gør, handler om at være en god muslim. Argumentationen i deres gode gerninger er, at det er godt for deres islampraksis. På den måde handler det både om at udøve indflydelse på andre gennem dialog, men også om en dannelse af deres eget selv med Guds anerkendelse for øje.”
Men selvom kvindernes motivation for at gøre gode gerninger er, at det bringer dem tættere på Gud, betyder det samtidig, at de gør noget aktivt for at skabe et tilhørsforhold til det danske samfund.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO’s program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Noget, som ifølge Monique Hocke rummer en masse muligheder for integration, som samfundsinstitutioner og politikere overser. Og det undrer hende. Som hun siger:
”Man kan med rette spørge: Hvorfor er det så problematisk at anerkende de her kvinder som medborgere? Hvorfor er det så problematisk at være synligt praktiserende aktiv muslim i Danmark?”