Faktaboks

D. 26. oktober 2014 vandt det liberale, sekulære parti, Nidaa Tounes, parlamentsvalget foran det moderate islamistiske parti Nahda. Det vides i skrivende stund ikke, om de to partier vil indgå i en koalitionsregering, men det spås, at Nidaa Tounes vil foretrække at skabe en koalition henover midten med en række mindre, sekulære partier.

Tuneserne går til præsidentvalg d. 23. november 2014.

Se Raja Amaris bio- og filmografi på IMDB

Se trailer til Buried Secrets (Dowaha, arabisk titel)

Da jeg mødes med den tunesiske filminstruktør Raja Amari en søndag på hendes hotel i København, er det ikke en hvilken som helst søndag. Det er søndag d. 26. oktober, dagen hvor det tunesiske folk går til stemmeurnerne for kun anden gang siden Jasmin Revolutionen i 2011.
Raja Amari er spændt på resultatet, og når hun ikke er nervøs, er det ikke kun, fordi hun bor størstedelen af sin tid i Frankrig. Tunesien, landet hvor det hele startede, er pt. det land i den bølge af revolutioner, der spredte sig over den muslimske verden i 2011, der forvalter sit nyvundne demokrati mest fredeligt.
Hvor Syrien, Yemen, Egypten og Libyen er endt i forskellige former for demokratisk sammenbrud, uro og væbnet konflikt, vedtog Tunesien i januar i år med et overvældende parlamentarisk flertal en ny forfatning, der blandt andet progressivt styrkede de tunesiske kvinders rettigheder, samt andre individuelle rettigheder som religions- og ytringsfrihed.
Raja Amari er nu ikke kommet til København for at tale om politik. Og så alligevel. For som hun selv siger, er den sociale dimension svær at adskille fra den æstetiske i hendes film.
Aftenen inden vi mødes, er hendes film Buried Secrets fra 2009 blevet vist som led i en tunesisk filmkavalkade i Cinemateket. Filmen er både en horrorfilm og en social thriller om tre kvinder, en mor og hendes to døtre, der bor i kælderen til en faldefærdig men overdådigt smuk herskabsvilla. De har været tjenestefolk i husets storhedstid, men er på mærkværdig vis blevet ladt tilbage, da huset er blevet forladt. Her lever de i en tidslomme, isolerede fra omverdenen og bundet sammen i en ikke helt sund mor-datter-symbiose, indtil deres verdensorden en dag bliver forstyrret, da et ungt, moderne og frigjort par flytter ind ovenpå, uvidende om de tre kvinders tilstedeværelse i kælderen.

Allegori over social ulighed i Tunesien

På mange måder er Buried Secrets et præ-revolutionært vidnesbyrd om præcis de sociale og kulturelle skel, der ikke længere kunne bære i det tunesiske samfund under landets tidligere diktator Zine el-Abidine Ben Ali; et samfund præget af social ulighed og undertrykkelse.
– Buried Secrets kan ses som en allegori, både i forhold til kvinderne og i forhold til det rum, filmen udspiller sig i. Rummets geografi gjorde det muligt for mig at skitsere de sociale forskelle og kommunikationen – eller netop manglen på samme – mellem de to socialklasser. To universer, der eksisterer side om side, men som ikke overlapper hinanden, og en kommentar til den sociale virkelighed på det tidspunkt.
– Det, der udspiller sig i filmen, var også det, der kom til at udspille sig i Tunesien under revolutionen. Her eksisterede to parallelsamfund, men qua revolutionen var der tunesere, der pludselig blev bevidste om, at der var andre i Tunesien, der levede på en helt anden måde, der ikke var til at fatte for dem. At der eksisterede en verden, som vi aldrig talte om, og som stod i skarp kontrast til både de politiske paroler og til det tunesiske turistbillede, fortæller Raja Amari.

Kvinder og deres (nøgne) kroppe

Det er den yngste af de tre kvinder, den smukke, halvgale Aisha, der længes efter sex, høje hæle og et frit liv, der bliver katalysator for handlingen, hende der får det hele til at eksplodere. Præcis på samme måde som Raja Amaris debutfilm Satin Rouge (2002) om Tunesiens tabuiserede mavedansermiljø, er Buried Secrets en film om og med kvinder. Og deres kroppe. Filmen præsenterer ikke kun en del mere nøgenhed, end man kunne forvente, den udforsker også den kvindelige sensualitet og seksualitet fra ukendte vinkler.
– Det interesserer mig at arbejde med kvinder. Jeg føler, at der er mere kompleksitet at finde i det univers, de repræsenterer. Ikke kun i Tunesien, men også generelt. Kvinder lever mere i konflikt. De har flere forbud og begrænsninger. De har generelt mere på spil, men de har også mere at vinde.
– Det er interessant for mig at arbejde med seksualiteten og kroppens betydning. De grænser der er. Hvordan kroppen eksisterer i et bestemt univers, hvordan den er konstant undertrykt. Og hvordan den alligevel kommer til udtryk, selvom det er voldeligt.
I den klassiske arabiske filmtradition havde kvinden altid en bestemt plads. Hun var enten den gode eller den dårlige kvinde. Det har jeg gerne ville gøre op med. Vi siger ofte, at vi interesserer os for kvindens kamp, men på samme tid sætter vi hende altid på plads, på en helt bestemt plads, siger Raja Amari.
Det er dog samtidig en kunstnerisk præmis, der gør det svært at få Raja Amaris film vist hjemme i Tunesien. Selvom hendes film nyder stor international anerkendelse, har kun en enkelt, smal tunesisk tv-kanal på et sent sendetidspunkt vist Satin Rouge. Spørgsmålet om nøgenhed kommer hurtigt til at fylde alt. Raja Amari ved godt, at det må være sådan, men hun synes stadig, at det er nødvendigt at sætte kvindens krop i centrum.
– Mine film bliver aldrig set som nogen, der lever op til den offentlige moral. De bliver bedømt ud fra nøgenhedsaspektet, og resten bliver ignoreret. Det kommer hurtigt til at handle om, hvorvidt jeg har lavet mine film for at provokere.
Men gør du ikke også det?
– Jo, det gør jeg jo. Jeg arbejder med de elementer for at provokere, men jeg håber samtidig, at jeg kan fremprovokere en debat og bringe de her emner på bordet. Vise den dobbeltmoral, der er i vores samfund, pointerer Raja Amari.

Progressiv kvindepolitik

Historisk set har Tunesien længe været et foregangsland i den arabiske verden i forhold til kvinders formelle rettigheder. Allerede i 1956 reviderede præsident Habib Bourguiba den tunesiske familielovgivning, og i kølvandet på frihedskampen mod den franske kolonimagt, fik kvinder i Tunesien stemmeret, ret til uddannelse og arbejde, ret til at begære skilsmisse og besidde selvstændig formue. Allerede i 1962 (næsten ti år før Danmark) fik de ret til fri abort.
Kulturelle og sociale normer har til gengæld stået i vejen for, at kvinderne også gjorde brug af deres rettigheder. Det, mener Raja Amari, er ændret med den nye forfatning.
– Selvom loven gav kvinder ret til at stemme, få abort og søge om skilsmisse, var vores samfund ikke modnet med opgaven. Det var stadig ikke socialt acceptabelt at gøre de ting. Ændringerne i forhold til den nye forfatning er ikke nødvendigvis så markante. Vores revolution var heller ikke frygtelig voldsom. Men den afgørende forskel ligger i, at den nye lovgivning er blevet debatteret af folket, den er lavet med folkets vilje. Der har været en enorm debat i Tunesien om kvinders rolle i samfundet. Flere islamistiske fraktioner ville have skrevet ind i forfatningen, at kvinden skulle være underordnet manden. Pludselig havde de tunesiske kvinder alt på spil. De så, hvilke rettigheder de rent faktisk havde, og hvordan deres liv ville være, hvis de blev taget fra dem. Det har været med til at modne vores kollektive tankegang og fået den på omgangshøjde med virkeligheden, forklarer Raja Amari.

Tørklædet et komplekst symbol

Buried Secrets viser det clash mellem traditionalisme og modernitet, som mange muslimske lande oplever på forskellig vis i disse år. Kvinderne i kælderen tildækker deres kroppe og hår med uformeligt tøj og tørklæder, mens den unge kvinde, der flytter ind ovenpå, klæder sig vestligt, viser hud og svinger med sit lange, glattede hår. I hvert fald til at begynde med. For selvom skismaet mellem modernitet og tradition i en vestlig optik let lader sig definere af valget mellem tørklæde eller ej, er virkeligheden ifølge Raja Amari langt mere kompleks.
Ligesom mange andre lande i MENA-regionen oplever Tunesien i disse år, at flere kvinder vælger at tildække sig; en forandring der især har været markant siden 11. september 2001, og som er blevet styrket med udbredelsen af satellit-tv fra Golf-staterne. At se kvindernes valg entydigt som en radikalisering er dog et forenklet perspektiv, mener Raja Amari. En blanding af mode og et behov for at markere et selvstændigt kulturelt ståsted spiller i lige så høj grad ind.
– Der er noget konservativt i luften, men mange af de piger, der går med tørklæde, er ikke nødvendigvis religiøse. De er tværtimod tit meget progressive, de vil arbejde, de vil have karriere, og de er venstreorienterede. De stemte netop ikke med islamisterne, men for den nye, progressive lov om ligestilling og paritet (siden 2011 har de politiske partier i Tunesien været forpligtede til at opstille lige så mange kvindelige som mandlige kandidater, red.). Det er meget komplekst, forklarer Raja Amari.

Feminisme er frihedskamp

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Det hører også med til den tunesiske historie, at det siden 1981 og indtil revolutionen i 2011 var forbudt for kvinder at bære tørklæde og hijab i offentlige institutioner. Det var den tidligere præsident Zine el-Abidine Ben Ali’s definition af frihed. At vælge tørklædet til igen kan ses som de moderne, tunesiske kvinders egen frihedskamp mod det tidligere diktaturs diktum. En kamp, Raja Amari understreger, altid har hængt sammen med Tunesiens nationale frihedskamp. Den feministiske bevægelse i Tunesien blev født samtidig med Tunesiens frihedskamp mod kolonimagten Frankrig i 1950-erne og har været en del af den kontinuerlige offentlige debat siden.
I Vesten mener vi ellers, at vi har opfundet feminismen?
Ja, præcis …, siger Raja Amari og ler, inden hun forsvinder ned i Metroen på Nørreport Station. Hendes nye film, Printemps Tunisien (da. Tunesisk Forår), om netop Jasmin Revolutionen, er på vej ud i verden, og hun har travlt med at følge med.