Fakta om IPUs kønsdeltagelsesprogram

Gruppen af eksperter bestod af professor Drude Dahlerup fra Stockholms universitet, der er ekspert i valgsystemer og kvoter, herudover deltog Françoise Gaspard, tidligere parlamentsmedlem i Frankrig og ekspert i FNs kvindekonvention CEDAW, Syada Greiss tidligere parlamentsmedlem I Egypten og tidligere præsident for IPU (Coordinating Committee of Women Parliamentarians) og endelig deltog Zeina Hilal, der var programansvarlig for  IPUs kønsdeltagelsesprogram [Gender Partnership Programme, red.].
 
Læs mere om:
 
 

Hvad har Sverige og Rwanda til fælles? De to lande topper verdensranglisten over lande med flest kvinder i de nationale parlamenter. Om kort tid kan de måske få selskab af verdens yngste demokrati: Tunesien. 
For når tuneserne går til landets første politiske valg efter revolutionen i januar, vil hver anden kandidat på valglisten være en kvinde – hvis det står til Tunesiens reformkommission, der forbereder valget. Kommissionen har fra start af haft som mål, at der skal være kønsbalance i den fremtidige tunesiske grundlovsgivende forsamling,  hvis fornemmeste opgave bliver at skabe den vigtigste byggesten i landets nye demokrati: en ny forfatning. 
Det arbejde skal varetages af lige mange mænd og kvinder, mener kommissionen. Derfor vil man have såkaldt paritet på valglisterne. Det betyder, at der skal være et lige antal mænd og kvinder på hvert partis valgliste, men med den vigtige tilføjelse, at de skal stå opført på listen, så der hele tiden veksles mellem kvindelige og mandlige kandidater: Hvis kandidat 1 er mand, skal kandidat 2 være en kvinde og så fremdeles. Det kaldes også ”zebra-systemet”.
Men vil kønskvoteringen virke i praksis? Vil den grundlovsgivende forsamling, der træder sammen efter valget 24. juli, så bestå af lige mange mænd og kvinder?
“Nej, det er langt fra sikkert(…)”
“Det er historisk. Og det er det eneste rigtige i et land, hvor mænd og kvinder har kæmpet side om side for demokrati”, sagde Sana Ben Assour, leder af Tunesiens uafhængige feministiske  kvindeorganisation Association Tunisienne des Femmes Démocrates (ATFD), til Al Jazeera, da reformkommissionen gik ud med nyheden.
Ambitionerne fejler altså ingenting i Tunesien, når det kommer til kvinders fremtidige rolle og position i det politiske liv. Men vil kønskvoteringen virke i praksis? Vil den grundlovsgivende forsamling, der træder sammen efter valget 24. juli, så bestå af lige mange mænd og kvinder?
Nej, det er langt fra sikkert, lyder svaret fra en af de eksperter, der har rådgivet den tunesiske reformkommission om kønskvotering om, hvordan man helt konkret kan arbejde med at sikre kvinder en plads i politik.

Detaljerne tæller

Danske Drude Dahlerup, professor i statskundskab ved Stockholms Universitet i Sverige, var inviteret til Tunesien i marts på en ekspertmission i regi af Den Interparlamentariske Union (IPU), der er en international samarbejdsorganisation for alle verdens parlamenter. Sammen med tre andre eksperter fra Egypten og Frankrig mødtes Drude Dahlerup med kvindelige politikere, ngo’er, forskere og de folk fra reformkommissionen, der arbejder med Tunesiens nye valglov. 
“Der var en helt utrolig stemning. Det er jo et historisk momentum, Tunesien befinder sig i. Alle var fuldstændig tunet ind på opgaven: At opbygge demokratiet – fra bunden af. Og at få kønsbalance, ”parité”. Problemet er bare, hvordan man så gør det”, siger Drude Dahlerup.
“Djævelen ligger i detaljen (…)Man kan godt have en ambitiøs målsætning om at nå frem til et bestemt sted, men det er de små detaljer i det store maskineri, der afgør, om man når derhen, hvor man gerne vil ende. “
67 partier har indtil videre meldt, at de stiller op til parlamentsvalget. Hvem deres kandidater er, er endnu usikkert. Men skal man måle den fremtidige kønsbalance i parlamentet på de 67 partiers profil udadtil, ser det ikke for godt ud. Kun en lille håndfuld af dem – måske 3 eller 4 – har kvinder i deres ledelse. Så hvordan kan man bruge en kønskvote på 50 % i den sammenhæng?
“Djævelen ligger i detaljen”, som Drude Dahlerup siger – med henvisning til en talemåde, der fremhæver, at det netop er detaljerne, der har en stor betydning. Med andre ord: Man kan godt have en ambitiøs målsætning om at nå frem til et bestemt sted, men det er de små detaljer i det store maskineri, der afgør, om man når derhen, hvor man gerne vil ende.  
Det handler om noget, der lyder kedeligt i de flestes ører: valgordninger. Altså de regler, man stiller op for, hvordan vælgernes stemmer skal fordeles på sæder i parlamentet. Kan man for eksempel sætte kryds ved en individuel kandidat – eller kun ved et parti? Skal man indføre valg i såkaldt “enkeltmandskredse”, som i Storbritannien og Frankrig, hvor hvert parti kun opstiller en kandidat i hver valgkreds? Eller skal man indføre såkaldt “forholdstalsvalg” med partilister med mange kandidater som i Skandinavien og det meste af Europa? Hvor store skal valgkredsene være, og skal de tyndt befolkede områder overrepræsenteres? Og hvad betyder de forskellige regler tilsammen for kvindernes mulighed for at blive valgt til parlamentet? 
Det var de problematikker, ekspertmissionen drøftede med de tunesiske mænd og kvinder, der forbereder det kommende valg.

Forskellige regler giver forskelligt resultat

Før ekspertmissionen ankom, havde reformkommissionen allerede besluttet, at man ville indføre paritet, dvs. 50-50 mandlige og kvindelige kandidater i et zebra-system med skiftevis mandlige og kvindelige kandidater. Men hvordan skulle valgordningen se ud?
“De er bange for at miste stemmer, hvis de opstiller en kvinde”
Nogle hældte til den franske model, hvor der kun er en kandidat fra hver valgkreds, der bliver valgt. Men det advarede Françoise Gaspard, det franske medlem af ekspertmissionen og selv tidligere politiker imod. I Frankrig har man siden 2001 haft “parité” – 50-50 % -modellen ¬– men de franske erfaringer viser, at det er mænd, der kommer i parlamentet, når der kun er én kandidat fra hver valgskreds, fordi de politiske partier vælger en mand som deres foretrukne kandidat i de bedste valgkredse. 
“De er bange for at miste stemmer, hvis de opstiller en kvinde”, siger Drude Dahlerup.
I Tunesien faldt valget netop på at få   en grundlovsgivende forsamling, der afspejler befolkningen i forhold til køn og de mange forskellige politiske synspunkter. Derfor valgte man forholdstalsvalgmåden, hvor der bliver valgt flere politikere fra hver kreds, og hvert parti derfor har mange kandidater. Men tuneserne kan ikke sætte deres kryds ved en navngiven kandidat. Kun ved et parti. 
“Hvilke konsekvenser åbne lister med personkryds ville have fået i et trods alt ganske patriarkalsk land som Tunesien, ved vi ikke”,  siger Drude Dahlerup. 
Men det betyder, at det alene er partierne – og ikke vælgerne – der bestemmer, hvem der bliver valgt, fordi det er partierne, der opstiller kandidaterne på listerne i hierarkier som nr. 1, 2, 3, 4 osv. Nr. 1 kommer først ind. 
“Hvilke konsekvenser åbne lister med personkryds ville have fået i et trods alt ganske patriarkalsk land som Tunesien, ved vi ikke”
“Selvom hver anden på listen er en kvinde – som reformkommissionens kønskvote foreskriver – risikerer man, at det kun er mænd, der bliver valgt, hvis der kun er stemmer nok til én person i en valgkreds, og alle partier har en mand som nr. 1”, siger hun. 
“Der er ingen garanti. Med så mange partier, kan det gå rimeligt galt med at få kvinder i parlamentet. Og det kan gå fantastisk godt.”
Med til den gode fremtidsudsigt hører, at Tunesiens reformkommission har besluttet, at intet parti kan opstille uden at have 50 % kvinder på valglisten med zebrasystemet. Man kan ikke bare undskylde sig med, at der ikke var nok kvinder, der stillede op til posten som kandidat på partilisten – som reformkommissionen oprindeligt havde foreslået. 
“Det advarede vi på det kraftigste imod”, fortæller Drude Dahlerup. 
“Det er derfor, det er så vigtigt med kvotering. Partierne bliver tvunget til at rekruttere kvinder, at lede efter dem og at være åbne over for kvinder på listerne – frem for at tage de mænd, man kender. Og der er masser af kvalificerede kvinder i Tunesien”, siger hun. 

Bred støtte til kønskvotering

Før revolutionen havde Tunesien et udemokratisk ét-parti-system. Alligevel vejede landet tungt i de politiske kønsstatistikker i regionen. 28 % af parlamentsmedlemmerne var kvinder. Og Tunesien gjorde sig kraftigt bemærket ved sin ligestillingspolitiske profil. 
Landet indførte fri abort for alle i 1973, dog havde visse kvinder dog allerede tilladelse til abort i 1965. Prævention blev tilladt i 1961, og man  satsede bevidst på familieplanlægning og tilbød sine borgere helt eller delvist gratis prævention i form af kondomer, p-piller og andet. 
“Der er ingen garanti. Med så mange partier, kan det gå rimeligt galt med at få kvinder i parlamentet. Og det kan gå fantastisk godt.”
Leila Trabelsi Ben Ali, hustru til den tidligere præsident Zine el-Abidine Ben Ali arbejdede  for kvinders rettigheder og mod vold mod kvinder. Hun var præsident for Arab Women Organisation og blev placeret på en liste over  en af de 100 mest indflydelsesrige kvinder i den arabiske verden.
Men samtidig blev kvindeaktivister i opposition til regimet forfulgt, fængslet og måtte gå i eksil.. . Men nu har de forskelle kvindeorganisationer imidlertid fundet et fælles fodslag for at sikre, at det nye demokrati får den nødvendige andel af kvinder.
Det støtter mange i den tunesiske befolkning dem i. En ny meningsmåling foretaget af Global Management Services viser, at ideen om en kønskvote på 50 % på valglisterne har flere tilhængere end modstandere blandt den tunesiske befolkning – selvom flertallet ikke er så stort (45,2 % er for, 41,1 % er imod). 
Tunesiens største islamistiske bevægelse Nahda, der var forbudt under det væltede styre og nu stiller op til det kommende valg, støtter kønskvoter
Til gengæld har kønskvotering fået støtte fra en uventet kant, nemlig fra islamister, som flere kvindeorganisationer ellers har et bekymret forhold til, fordi man frygter, at det vil betyde tilbagegang i kvinders stilling, hvis islamistiske partier, det vil sige fundamentalistiske muslimske partier, kommer til magten. 

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Men Tunesiens største islamistiske bevægelse Nahda, der var forbudt under det væltede styre og nu stiller op til det kommende valg, støtter kønskvoter. Og siger oven i købet, at det var bevægelsen, der først meldte sig på banen med 50 % kønskvotering. 
“Vi var de første til at kræve paritet [ligelig repræsentation, red.] mellem mænd og kvinder på valglisterne,” siger en af Nahdas ledere, Ali Laryadh, til Al Jazeera.
Om kvinderne får lige så stor politisk magt, som der er lagt op til efter revolutionen, bliver det store spørgsmål, når tuneserne går til stemmeurnerne 24. juli. Stemningen tegner et godt billede. Men det er ikke uden skår. Tunesiens midlertidige premierminister Beji Caid el Sebsi ønsker også kvinder i det kommende parlament. Men han mener, at en kønskvote på 50 % på valglisterne er for meget. Han vil have en kvote på 30 %.  
Ingen ved endnu, hvem der vinder kvotekampen. Premierministeren eller reformkommissionen.