Doha, Qatar 21.4.2005 “Kun for kvinder” hedder det mest populære ugentlige debatprogram på den både berømte og berygtede arabiske tv-station Al Jazeera, der transmitterer til hele den arabiske verden fra Qatars hovedstad Doha. 

Siden den gik i luften i 1996, er Al Jazeera blevet kendt som den første kritiske nyhedskanal i den arabiske verden. Udnævnt som det arabiske folks stemme, har tv-stationen sat helt nye retningslinjer for pressefriheden i den arabiske verden, og er blevet forgangsmedie for en kritisk nyhedsformidling, der ikke tidligere har været kendt på de statslige arabiske kanaler. 

Men Al Jazeera er også både elsket og hadet for en række kontroversielle debatprogrammer. “Kun for kvinder” er et af dem og lidt af et trækplaster.

Hver tirsdag aften sidder millioner af kvinder i den arabiske verden klinet til skærmen, når den kvindelige libanesiske studievært Luna Shibil toner frem med ugens emne om og for kvinder. Det kan være alt fra skilsmisse til flerkoneri, misbrug af børn til seksualundervisning eller debatter om uddannelse og arbejde. Programmet har kun eksperter i studiet. Aldrig cases fra det virkelige liv, der fortæller deres egen historie, som vi kender det i Vesten. 

Der går grænsen. For vel er der sket meget i den lille konservative oliestat Qatar igennem de sidste 10 år, men det er fortsat ugleset, at kvinder eksponerer sig selv offentligt – og slet ikke på TV.

Udenlandske kvindelige værter

Derfor er værten fra Libanon, og programmet er kun befolket med eksperter fra de omkringliggende arabiske lande, hvor der eksisterer en større åbenhed omkring kvinder i det offentlige rum fx nabolande som Oman, Kuwait, De Forenede Emirater og Jordan. I Qatar må kvinder køre bil og arbejde, men det er endnu ikke lykkedes at få en qatarikvinde til at optræde i programmet “Kun for kvinder”. Til gengæld sendes programmet live, og kvinder kan ringe ind med kommentarer og stille spørgsmål til eksperterne. Kvinder kan høres, men ikke ses. 

Rouda al – Sowaid, 23 år, nikker og kaster et tænksomt blik ud af vinduet, mens hun retter lidt på den sorte abbaya, der dækker hende fra top til tå. 

Hun er født og opvokset i Qatar, og er en af de første unge kvinder, der har fået en universitetsgrad i massekommunikation fra Qatar University. Ganske vist har uddannelsen eksisteret siden 1980’erne men uddannelsen har hidtidig været forbeholdt mænd. Først i 1999 fik den kvindelige afdeling på det kønsopdelte Qatar University et institut for massekommunikation.
– Min familie støttede mig, da jeg valgte at studere masse-kommunikation på Qatar University, og de bakker mig op i mit arbejde som journalist. Og jeg kan sagtens arbejde både som researcher og skrivende journalist. De ville endda acceptere, at mit billede kom i avisen. Men de vil aldrig acceptere, hvis jeg tog et job som vært eller reporter på tv, fortæller hun og skynder sig at tilføje, at hverken hendes stemme eller udseende ville egne sig til tv, hvad enten familien er imod det eller ej.

Til gengæld kender hun mange unge piger, der ønsker at arbejde som journalist, men aldrig vil komme til det. 
– Deres familier kan slet ikke acceptere tanken om, at kvinder har et arbejde, hvor de skal ud i mange miljøer og hele tiden møder mænd, forklarer hun og ryster lidt på hovedet. Rouda al-Sowaid er sammen med Abeer al-Shaik de eneste to lokale kvindelige journalister på Al Jazeera. De øvrige kvindelige journalister er typisk fra Jordan, Libanon og Egypten. 

I modsætning til Rouda al-Sowaid ville Abeer al-Shaik elske at have sig eget program eller show. I hvert fald på tankeplan. 
– De fleste i min familie vil kunne acceptere det. Men jeg ved, at jeg selv ville tænke på, hvad andre tænker om mig. Ville de kategorisere mig som en dårlig kvinde, fordi jeg eksponerer mig selv på skærmen? Det spørgsmål ville jeg være meget påvirket af, forklarer den 24 årige Abeer al-Shaik og understreger, at det i det hele taget er meget nyt, at qatarikvinder overhovedet arbejder i medierne.
– Der har været kvindelige journalister på radioen gennem nogle år. Men de bliver heller ikke eksponeret på samme måde som på tv, konstaterer hun. Sammen med sin qatarikollega arbejder hun på et dagligt program med internationale nyheder. Og selvom de to kvinder er ansat som journalister, beskæftiger de sig primært med oversættelse og redigering.

Kvindernes kvinde

Der er sket mange forandringer til det bedre i den lille oliestat, efter at den siddende emir Sheikh Hamad bin Khalifa Al Thani overtog magten efter sin far ved ublodigt kup tilbage i 1995. Ved sin side har den enevældige emir sin kone, Sheikah Mozah Nasser al-Misnad, der for alvor har talt kvindernes sag i det meget konservative samfund. Hun er højt elsket og respekteret og er med sin personlighed, visioner og hårdt arbejde blevet den altoverskyggende rollemodel for kvinder på den arabiske halvø.

Helt atypisk for kvinder – og ikke mindst kvinder fra magtfulde familier, træder hun ikke bare offentligt frem og slår et slag for kvinders rettigheder og grundlæggende reformer inden for blandt andet uddannelsessystemet og sundhedssystemet. Hun gør det uden at være tildækket. Det sendte chokbølger gennem Qatar og de omkringliggende Golfstater, da Her Highness for et par år siden mødte op til en officiel begivenhed uden den sorte abbaya og kun med et løsthængende tørklæde om håret. Man havde aldrig set noget lignende, og det affødte en del internationale avisoverskrifter.

Men hendes fremtræden er vigtig i en kultur, der traditionelt både er patriarkalsk og autoritær. Hvis der skal ske forandringer, skal signalerne komme ovenfra, og det efterlever Sheikah Mozah Nasser al-Misnad gennem sin optræden og sit store arbejde inden for omfattende reformer af hele skole – og uddannelsessystemet.

Pressefrihed med forbehold

Ifølge Senan Al-Muslemany, der er chefredaktør på Qatars største dagblad Al-Watan, er netop kvindernes stilling i samfundet den mest dramatiske forandring, der er sket seneste 10 år. 
– Kvinderne er blevet langt mere synlige og sidder i dag i vigtige stillinger. Vi fik en kvindelig undervisningsminister sidste år, vi har i dag mange kvindelige læger, advokater og arkitekter. Besøg en hvilken som helst institution, og man møder kvindelige ansatte, konstaterer bladmanden, der har arbejdet som journalist og redaktør siden 1982.
– Pressen spiller en rolle i kvindernes ændrede status, og afspejler samtidig forandringen. Tidligere var det skamfuldt for familien at bringe et billede af en kvinde i avisen. Sådan er det ikke i dag, og jeg er da meget bevidst om, at vi som avis har et ansvar for at vise og omtale de kvindelige rollemodeller, der arbejder for ligestilling, fortæller chefredaktøren.

I et kort tilbageblik løfter han forsigtigt sløret for den manglende pressefrihed under den tidligere emir, der enevældigt reagerede landet frem til 1995. 
– Censuren var meget stærk på det tidspunkt. På aviserne sad der repræsentanter fra Informationsministeriet og læste alt, inden det blev trykt. Det var en begrænsning, men jeg synes, at vi kunne håndtere dem, og det var egentlig ikke så svært at have med at gøre, fortæller han og tilføjer henkastet, at der stadig hersker begrænsninger. 
– Men over hele verden er der røde lamper, der lyser ved bestemte emner. Grænserne varierer fra land til land, konstaterer chefredaktør Senan Al-Muslemany og fortsætter: 
– Vi kan ikke skrive kritisk om religion, vi kan ikke skrive om sex, og vi kan ikke skrive kritisk om emiren. Vi er ikke i Schweiz – men heller ikke i Saudi! udbryder han. 

Til gengæld er han ikke i tvivl om Al Jazeeras afgørende rolle for udviklingen af en mere kritisk og fri presse i Qatar, trods alt. 
– Al Jazeera gav et nyt ansigt til åbenheden her i landet ved at behandle andre problemer end den nationale kanal Qatar TV. Der kom en helt ny mentalitet i måden at angribe kontroversielle emner, og tv-stationen topper, når det handler om mod. Al Jazeera har været en positiv udfordring for alle arabiske medier, konstaterer chefredaktøren og understreger, at i diskussionen omkring pressefrihed, slås de arabiske medier med et grundlæggende problem. 
– Der hersker en udbredt grad af indre censur hos arabiske mediefolk i samtlige 22 arabiske lande. Ingen kan kritisere magthaverne. Libanon er dog en undtagelse, lyder det lakonisk fra chefredaktøren. 

Overalt i den arabiske verden blæser milde vinde i debatten om politisk modernisering. Qatar var i begyndelsen af april i år initiativtager og vært ved en international konference om moderne regeringsførelse. Ved denne lejlighed kom der løfter fra den enevældige emir i Qatar, om at fremtidens samfund vil blive båret af frie valg, fortsat modernisering af uddannelsessystemet og ligestilling af kvinder.

Alt peger på, at den politiske vilje til ligestilling er der, og det vil forhåbentlig medføre en større synliggørelse af kvinder – også i medierne. 

Eva Nitschke og Cathrine Olrik er freelance journalister.