Udsigt – feministiske strategier i dansk billedkunst er en ny antologi redigeret af en gruppe kvindelige billedkunstnere, der kalder sig Kvinder på Værtshus.
Gruppen består af Nynne Haugaard, Nanna Debois Buhl, Lisa Strömbeck og
Åsa Sonjasdotter, der betegner sig selv som feministiske
billedkunstnere. Kvinder på Værtshus blev dannet allerede i 1997,
og navnet refererer til gruppens første aktion, hvor de indtog det
ellers mandedominerede værtshus The Moose i det indre København. På samme måde har gruppen iværksat andre projekter, der alle har haft et feministisk omdrejningspunkt.

Udgangspunktet for bogen var en undren hos redaktørerne over, at det er
nærmest umuligt at opspore informationer og litteratur om væsentlige
kvindelige kunstneres aktiviteter fra de tidlige 1970´ere frem til i
dag. Det har de så gjort noget ved. Kvinder på Værtshus har
indsamlet dokumentation, tekster og andet materiale fra hele perioden,
og på denne måde har de sikret, at periodens kunstnere ikke indskrives i
“Den store Glemmebog”, en udmærket samlebetegnelse for den bog, hvori
kunsthistorien almindeligvis indskriver kvindelige kunstneres arbejde.

Antologien er et digert værk, der rummer et bredt udvalg af nye såvel
som ældre tekster i form af essays, interviews, oversigtsartikler og
mere uformelle samtaler. Udsigt indeholder også et omfattende
billedmateriale, der både udgør en væsentlig dokumentation af kvindelige
kunstneres produktion og samtidig peger på sammenhænge og forskelle
mellem 1970’ernes og nutidens kunstneriske praksisser.

I forordet udfolder de fire redaktører bogens overordnede projekt og
præmis: At indkredse feministiske strategier inden for billedkunsten i
Danmark gennem de sidste 40 år. I stedet for en kronologisk opdeling af
materialet har redaktørerne valgt at inddele antologien i fire centrale
dele, hvis overskrifter er Sprog, Narration, Rum og Aktion.
På denne måde undgår de at skrive sig ind i den traditionelle
kunsthistoriske udviklingsfortælling om store (mandlige) kunstnere, der
står på hinandens skuldre, alt imens de hver især rækker efter
stjernerne, og det hele bare bliver bedre og bedre.

At forsøge sig med en anderledes disponering af stoffet, sådan som det gøres i Udsigt,
er helt i tråd med bogens overordnede ligestilling af materialet. Af
samme grund har man valgt at beskæftige sig med kunstprojekter og ikke
med enkelte kunstneres oeuvre.

Essens eller konstruktion

Sanne Kofod Olsens artikel En ny kunsthistorie! er en god
introduktion, der giver et klart overblik over de kønsteoretiske
positioner i billedkunsten fra de tidlige 1970´ere til i dag. Kofod
Olsen beskriver, hvordan forskellige tilgange til betydningen af kroppen
og kønnet drev en kile ind imellem 1970´ernes feminister. Vandene
skiltes mellem en essentialistisk tilgang, der anså kvindelige
kunstneres værker for at besidde en særlig feminin æstetik, og en
konstruktivistisk tilgang, der anså kønnets betydning for at være en
konstrueret størrelse.

De to opfattelser gav udslag i forskellige holdninger til
historieskrivning, eftersom den essentialistiske tilgang fordrer en
særlig historie for kvinder, hvis kulturelle produktion antages at
adskille sig væsentligt fra mænds og derfor ikke er sammenlignelig.
Anderledes forholder det sig med den konstruktivistiske tilgang, hvis
hensigt ofte er at indskrive kvindelige kunstnere i den allerede
eksisterende historie, hvortil de notorisk er blevet nægtet adgang.
Kofod Olsen udleder, at nutidens feministiske historieskrivning søger at
finde en mellemvej, der anerkender eksistensen af krop og køn, som både
anses for at være betydningsproducerende og samtidig anses for at være
produceret af betydning.

Det gode kunstværk – om køn og kunstværdi

“Betyder køn noget som helst i relation til kunst? Eller er kunstværdi
noget, der er hævet over kønsspørgsmålet?” er spørgsmålene, der optager
Rune Gade i artiklen Køn og Kunst, der første gang blev bragt i kataloget til udstillingen Maskuliniteter
i Nikolaj Udstillingsbygning 2001. Er det lige meget, om kunstneren er
en mand eller en kvinde, og har kunstnerens og betragterens køn nogen
betydning for, hvordan værket opfattes? Er der forskel på den
kunstneriske kvalitet i værker af mandlige og kvindelige kunstnere, og
kan det tænkes, at mandlige kunstnere er bedre end kvindelige al den
stund, at museer og samlinger ikke opkøber nær så mange værker af
kvindelige kunstnere, som de gør af mandlige, som en undersøgelse i
forbindelse med magtudredningen 2003 viste.

At køn har betydning for kunst, er én af de væsentlige pointer, der er
at finde i flere af antologiens bidrag. Spørgsmålet er imidlertid,
hvordan man forholder sig til kønnets betydning i læsningen af værkerne,
og hvordan man undgår, at kvindelige kunstneres værker læses ind i en
kønsoptik, mens værker af mandlige kunstnere ‘går fri’ og læses som
almengyldige udsagn?

En mulig løsning, som både Rune Gade og billedkunstneren Katya Sander
tilbyder, er at se alle værker som værende kønnede. På den måde kan man
undgå, at nogle udsagn opfattes som ‘kønsneutrale’, mens andre ikke gør.

Det kønsneutrale menneske – hvem er det?

I artiklen Men du laver jo ikke feministisk kunst beskriver Katya Sander et af sine egne kunstprojekter med titlen To døre
fra 1998: Værket bestod af en ekstra indgang til Nikolaj
Udstillingsbygning, der var placeret lige efter udstillingsstedets
almindelige indgangsdør ved udstillingen Boomerang. Den ekstra
indgang, som publikum skulle igennem, rummede to døre, med hver sit
piktogram for henholdsvis mand og kvinde – akkurat som man ser det på
offentlige toiletter.

Det var op til publikum at vælge, hvilken dør de ville benytte. Jeg selv
valgte ‘kvindedøren’ af simpel frygt for at havne ‘et forkert sted’, af
frygt for at ‘gøre mit køn forkert’ og for derefter pludselig at
befinde mig et sted, der ikke var beregnet til mig. På den anden side af
døren opdagede jeg, at begge indgangsdøre førte ind til det samme rum.

De andre udstillingsgæster virkede, ligesom jeg, både lettede og
forvirrede. Jeg kunne godt have valgt ‘mandedøren’, men jeg turde ikke
gøre brug af muligheden. Ved et enkelt greb var det lykkedes kunstneren
at gøre opmærksom på, at man aldrig er ‘neutral’, og at man altid bærer
sit køn, sin historie og sine præferencer med sig, lige meget hvor man
færdes.

Katya Sander og mange af bogens bidragydere praktiserer en form for
feminisme, hvor køn ikke synliggøres som et entydigt tegn, da dette vil
resultere i en fastfrysning af kønsopfattelsen. Denne feminisme handler
om at udvide kategorierne og dermed mulighederne for, hvad man som
kvinde eller mand kan tillade sig. Hvis vi nedbryder de begrænsninger,
der almindeligvis hersker i forbindelse med køn, kan vi opnå flere
udfoldelsesmuligheder for alle.

Var 1970’er kunsten upolitisk?

Det var netop samme fokus på øgede udfoldelsesmuligheder, der optog
mange kvindelige kunstnere i 1970´erne. Dette dokumenteres gennem
artikler af fotograf og skribent Birgit Pontoppidan, der deltog i den
internationale kvindeudstilling på Charlottenborg i 1975. “Vi havde
været undertrykte i århundreder. Vi var blevet oprørte af at være
indespærret i snævre forestillinger om, hvordan vi skulle og måtte
opføre os”, skriver Pontoppidan i artiklen Kvindeudstillingen XX, Charlottenborg 1975.

En avisartikel fra Information 1976, der bringes i forbindelse med Pontoppidans artikel, giver et indblik i, at Kvindeudstillingen
i sin egen samtid var under beskydning fra anden feministisk side for
at være ‘et upolitisk tilflugtsrum’. En sådan opfattelse må siges at
kollidere med nutidens herskende blik på 1970´ernes kunstneriske
manifestationer og tiltag, der af mange netop kritiseres for sin
åbenlyst politiske dagsorden. Det er derfor ekstra spændende, at
antologien vælger at bringe den kritik frem i lyset, fordi man på denne
måde trækker interessante paralleller til en lignende nutidig kritik af
billedkunsten.

Mange af 70´ernes feministiske kunstprojekter fokuserede på traditionelt
ulønnet kvindearbejde som fx rengøring, tøjvask, børnepasning og
madlavning, som typisk er usynlige aktiviteter, der ikke værdisættes på
lige fod med traditionelt mandearbejde, der typisk foregår ude i den
store verden.

Kunstprojektet Lady in Red af Lisa Strömbeck er en nutidig
videoinstallation, hvor kunstneren støvsuger, pudser vinduer og skrubber
toilettet iført rød kjole og ledsaget af teksten til Chris de Burghs
ørehænger, som værket har navn efter. Også her fokuseres der på
kvindearbejde men på en måde, hvor uoverensstemmelsen mellem den
romantiske opskrivning af Kvinden og hverdagens realitet kommer til
syne. Dette er blot et af bogens talrige eksempler på frugtbare
sammenstillinger, hvor ligheder og forskelle dukker frem af den dis, der
i årevis har ligget som et tykt tæppe over især 1970´ernes kunstneriske
produktion.

Antologien indeholder en række andre artikler og tekster, som er af høj
kvalitet. Lige fra billedkunstneren Susan Hinnums historiske gennemgang
af periodens forskellige kunstneriske programmer og praksisformer over
kunsthistorikeren Malene Vest Hansens undersøgelse af forholdet mellem
det private og det offentlige rum til professor Yvette Brackmans artikel
om feminisme, og hvordan den kan ses i sammenhæng med undervisningen på
Kunstakademiet.
Interviewet med gruppen bag kvindernes 96 års jubilæum på kunstakademiet i København skal også fremhæves.

Udsigt – en afgørende kunsthistorie

Udsigts force er at se sammenhænge frem for forskelle, hvorved
den undgår at pege fingre af eksempelvis 1970´ernes feministiske tiltag,
som i en kunsthistorisk optik har været øretævernes holdeplads i
årevis. I stedet for at forfalde til kronologiske opdelinger og vedtagne
prædikater om forskellige perioders feministiske arbejde, formår den at
nuancere debatterne med det resultat, at man efterlades med en
grundlæggende forståelse for de kampe, der har været væsentlige at
udkæmpe i de perioder, som bogen behandler.

Et sympatisk træk ved antologien er, at man har valgt at inkludere en
engelsk oversættelse af teksterne, så antologien overskrider de
dansk/nordiske grænser. Et mindre kritikpunkt er, at det ville have
været rart med et indeks bagerst i bogen, der hjælper læseren til at
navigere i et så omfangsrigt et værk.

Udsigt opfylder i det store hele sin præmis: At indkredse
feministiske strategier inden for billedkunsten i Danmark gennem de
sidste 40 år. Men eftersom 1970´erne, 1990´erne og nutiden dækkes på
bedste vis, savner man som læser en mere gennemgribende undersøgelse af
1980´erne. Forklaringen kan være, at feminismen også inden for
billedkunsten havde trange kår i 1980´erne, hvor man generelt var
optaget af billedkunstens mere formmæssige aspekter, som det også
beskrives af blandt andre Susan Hinnum og Vibeke Wegener. Ikke desto
mindre kunne det have været spændende med en udfordring af denne
opfattelse, for måske er dette tiår også genstand for blinde punkter og
forglemmelser?

Slutteligt, og ikke mindst, skal bogen roses for sin idérige og
gennemførte grafiske tilrettelægning, der er foretaget af Pulsk
Ravn/RACA. Dette layout formår at samle bogens bidrag til en helhed, som
ikke bliver en begrænsende spændetrøje, men tværtimod skaber muligheder
for at se forbindelser mellem mange af de udtryk, der gennem 40 år har
præget feltet.

Maria Gry Bregnbak er stud.mag. i kunsthistorie og medredaktør af kunsttidsskriftet Øjeblikket.

Kvinder på Værtshus (red.): Udsigt. Feministiske strategier i dansk
billedkunst, Informations forlag, København 2004 kan lånes på KVINFOs Bibliotek.