Billedet er så mejslet ind i bevidstheden, at det spærrer for udsigten: Indvandrerkvinder er ankommet i deres mands kuffert, som en del af bagagen, hvis de da ikke er blevet familiesammenført eller tvangsgift. De er underkastet en traditionel kvinderolle og fuldstændig afhængige af deres mand, som var den, der valgte at udvandre.

Dette er stadig vilkårene for mange kvinder, der udvandrer fra deres eget land. Men billedet trænger til at blive revideret, viser internationale undersøgelser. Kvinder er i stigende grad selv arkitekter bag deres udvandring, og de rejser ud for at forsørge deres familie og skabe sig en fremtid.

“Historisk set emigrerede kvinder hovedsageligt for at gifte sig eller blive familiesammenført. Men i løbet af de seneste ti år er der sket en vækst i antallet af kvinder, gifte som ugifte, der emigrerer alene eller sammen med andre kvinder eller med mænd, de ikke er i familie med”, konkluderes det i den seneste rapport fra FN’s Befolkningsfond fra september i år, som har sat fokus på kvinder og international migration.
Rapporten taler om “en støt voksende revolution af bevægelse og “empowerment”, som næres af håb, men også trues af farer på rejsen”.


Indvandringen feminiseres

94,5 millioner eller næsten halvdelen (49,6 procent) af alle immigranter i verden er i dag kvinder, og denne feminisering af indvandringen konstateres over hele verden. I nogle lande, som Australien, New Zealand og USA, er der flere indvandrede kvinder end mandlige indvandrere.

Allerede i 2001 konkluderede Europarådet, at “hver tredie indvandrerkvinde er single og emigrerer for at finde et arbejde. Selv om opholdstilladelsen gives af familiemæssige årsager, kan jobsøgning være den egentlige motivation for at emigrere.”

I visse fattige lande er det kvinderne, der rejser ud, mens mændene bliver hjemme. I 2000 udgjorde kvinderne 65 procent af de 3.000 mennesker, der forlod Philippinerne for at arbejde i et andet land. I Indonesien og i Sri Lanka var der tre kvinder, der udvandrede for hver mand.

Kvinder udgør 70 procent af alle brasilianske og dominikanske indvandrere i Spanien, og også de afrikanske kvinder er i stigende grad på farten, eller på flugt fra fattigdom. Kvindernes andel i den afrikanske udvandring vokser hurtigere end i nogen anden del af verden. Og selv om de især udvandrer til nabolande på det afrikanske kontinent, mærkes tendensen også i Europa, fastslår FN’s Befolkningsfond.


Ny start med mikrokredit

En af disse udvandrerkvinder er Zoukra Djelleb, som forlod Algeriet for ti år siden, da hun var blevet skilt fra sin mand, netop som militante islamistiske grupper indledte deres klapjagt på alle kvinder, der ikke passede ind i fundamentalisternes repressive kvindesyn. Takket være familiebånd fik hun indrejsetilladelse til Frankrig sammen med sine fem børn.

– Jeg kunne ikke længere arbejde som kørelærer i Algeriet og havde derfor ikke længere noget at leve af. Sammen med den politiske situation i landet betød det, at jeg var nødt til at rejse ud for at overleve, siger hun.

– I Frankrig var min algeriske kørelærereksamen ikke anerkendt. I begyndelsen gjorde jeg rent og havde andre småjobs, og så fik jeg arbejdsformidlingen til at betale et kørelærerkursus. Men ingen etablerede kørelærere havde lyst til at ansætte en 45-årig algerisk kvinde som kørelærer, oven i købet med et helt nyt eksamensbevis.

– Jeg kontaktede min bank for at få et lån til at starte min egen køreskole, men de gjorde nærmest nar af mig. Takket være et lån fra en mikrokredit-organisation, der låner penge ud til dem, bankerne ikke vil hjælpe, lykkedes det mig at købe en bil og leje et lokale, hvor jeg åbnede min egen køreskole. For fire år siden købte jeg en køreskole i en belastet forstad til Lyon, så jeg nu har to køreskoler og fire ansatte, fortæller Zoukra Djelleb.


Penge og viden med hjem

– Der er mange forskellige årsager til, at kvinder vælger at emigrere, påpeger Helen Schwenken fra Institut for Socialvidenskab ved universitetet i Kassel, hvor hun blandt andet arbejder med kønsforskning og indvandring.

– Mange flygter fra kvindeundertrykkelse og fra brødre og fætre, der bestemmer over dem. Og når de ser sig om efter bedre livsperspektiver, vælger de ofte at rejse til et andet land. Fattigdom er en anden faktor, der skubber på udvandringen. Og så kan der være tale om opbrud i familiesituationen, fx skilsmisse eller dødsfald, som betyder, at kvinderne pludselig står alene med forsørgeransvaret for hele familien, siger Helen Schwenken.

Når disse kvinder rejser ud, er det for at kunne sende penge hjem til at forsørge familien. Dermed bidrager de til at bekæmpe fattigdom og skabe udvikling i hjemlandet. Det beløb, som emigrerede mænd og kvinder tilsammen sender hjem, er rundt regnet dobbelt så stort som verdens samlede udviklingsbistand på godt 50 milliarder dollars årligt. Og selv om kvinder tjener mindre end mænd, sender de en større del af deres indtægt hjem til landsbyen.

Ifølge FN’s Befolkningsfond tegner kvinderne sig for 62 procent af de mere end en milliard dollars, som udvandrerne sendte hjem til Sri Lanka i 1999.
“Foruden det økonomiske aspekt bidrager emigrantkvinderne også med nye ideer, fx hvad angår ligestilling og børnesundhed. Kvinder, der sender penge hjem, giver et nyt billede af, hvad det vil sige at være kvinde, og det kan påvirke kvindesynet”, hedder det i rapporten.

En rapport fra Verdensbanken har desuden konstateret, at børnesundheden øges i de landsbyer eller familier, hvorfra kvinder er emigreret. Det skyldes, mener Verdensbanken, at kvinderne erhverver ny viden og nye holdninger, når de bliver konfronteret med nye ideer.

Emigration fører derfor ikke kun til indespærring og afhængighed, som det klassiske billede af indvandrerkvinder antyder, men kan også være vejen til en stærkere økonomisk og social position.

– Det giver selvstændighed at tjene sine egne penge, og det giver status at være den, der rejser ud og kan sende penge hjem. Det giver også indflydelse på, hvordan pengene skal bruges, hvilket er udtryk for øget magt, påpeger Helen Schwenken.


Det beskidte arbejde

Det betyder imidlertid ikke, at emigrantkvinderne møder en rosenrød tilværelse i deres nye hjemlande.
Kvinder, der rejser alene, er også lettere ofre for menneskesmuglere. Og de fleste – når man ser bort fra fx sygeplejersker, der rekrutteres massivt i Storbritannien og USA – må nøjes med dårligt betalte jobs i servicesektoren, i hotelbranchen eller som tjenestepiger.

– Lande som Spanien og Italien, men i nogen grad også Storbritannien, tiltrækker masser af indvandrerkvinder til hjemmeservicejobs. Der mangler daginstitutioner og hjemmehjælpere, og den demografiske udvikling med en voksende befolkning af ældre skaber et plejebehov, som ikke kan dækkes. Den udvikling vil fortsætte med at tiltrække indvandrerkvinder, påpeger Helen Schwenken.

Halvdelen af alle arbejdstilladelser til indvandrerkvinder i Spanien gives til tjenestepiger. Men også i Storbritannien er det blevet almindeligt at have en filippinsk tjenestepige til at passe børnene og gøre rent.

Den britiske kvindeforsker, Bridget Anderson fra Oxford Universitys forskningsprogram i migration, COMPAS, har arbejdet specifikt med tjenestepiger, blandt andet i bogen Doing the Dirty Work, “Dem der laver det beskidte arbejde”.
Hun konstaterer bl.a., at arbejde som tjenestepiger nu er den største beskæftigelsessektor for immigrantkvinder i EU.
– En del af disse kvinder opholder sig illegalt i det nye land. Men mange kommer ind med en arbejdstilladelse, der binder dem til én bestemt arbejdsgiver. Det betyder, at de er nemme ofre for udbytning i form af lang arbejdstid og ekstremt lave lønninger, fordi de risikerer at miste deres opholdstilladelse, hvis de klager, fastslår Bridget Anderson.

Som Helma Lutz, der forsker i køn og migration ved Universität Münster, konstaterer:
– Denne tendens afspejler en udvikling, hvor sociale klasseskel er blevet til et etnisk skel.

Denne udvikling er der meget få, som har øje for i Europa. Og det skyldes ikke mindst, at det traditionelle billede af indvandrerkvinden spærrer for udsynet. Og dermed også for politisk handling. Som det hedder i en rapport til det franske fagforbund CFDT, udarbejdet af den franske forsker Sabah Chaïb:
“Vores forestilling om en indvandring, hvor hustruen rejser op til en arbejdende ægtefælle betyder, at vi har ignoreret den specifikke kvindelige migration”.

Mirjana Morokvasic fra Paris 10-universitetet i Nanterre og forsker ved den statslige forskningsinstitution CNRS er en af dem, der har fokuseret på denne blinde kvindevinkel i indvandrerproblematikken.

– Det har konsekvenser, at man altid forestiller sig, at det er manden, der emigrerer for at arbejde, og kvinden, der følger efter. For eksempel har en mand meget svært ved at blive familiesammenført med sin kone, der er rejst ud for at arbejde, fordi man tror, det må være et fingeret ægteskab, der skal skaffe manden opholdstilladelse, påpeger Mirjana Morokvasic.

Også Helen Schwenken opfordrer til at se med andre øjne på emigrantkvinderne.
– Et mere nuanceret billede er vigtigt, fordi det kan medvirke til at sætte en ny politisk dagsorden. En dagsorden, der kan være med til at bekæmpe fx misbrug af tjenestepiger ved en styrket arbejdsmarkedslovgivning på området. Og så er det vigtigt at indse, at en del af den såkaldt illegale indvandring i EU er fostret af en efterspørgsel efter kvindelig arbejdskraft i en plejesektor, som vi ikke selv kan tilfredsstille.

– Vi skal ikke se dem udelukkende som ofre. Ofre for menneskehandlere, for kvindeundertrykkende mænd og for patriarkalske traditioner. De er heller ikke helte, men de er aktive arkitekter i deres eget liv og bidragydere til økonomisk udvikling og til ligestilling i deres hjemland, siger Helen Schwenken.

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.