På trods af at Færøerne, Grønland og Danmark deler kongerige og alle har ratificeret FN’s kvindekonvention, CEDAW (Commitee on the Elimination of Discrimination Against Women), så gælder der forskellige regler for ligestilling i de tre riger. Til stor forundring for CEDAW-komitéen, der i august 2006 har undersøgt, om Danmark lever op til FN’s kvindekonvention. Efter eksaminationen af en dansk delegation i New York fremlagde CEDAW-komitéen en række punkter, som Danmark bør rette op på inden 2008, bl.a. forskelsbehandling af danske statsborgere inden for rigsfællesskabet.

At der ér forskel er noget, de fleste i Danmark efterhånden ved. I efteråret 2006 røg debatten om homoseksuelle på Færøerne, som ikke er omfattet af loven om antidiskrimination, ind på avisernes forsider. Også tidligere har der været en heftig debat om, hvorfor kvinder på Færøerne ikke har adgang til fri abort, når det er en rettighed i Danmark. Men på disse og mange andre områder gælder hjemmestyrelovgivningen, så flertallet i Lagtinget og dermed Færøerne selv bestemmer. Det samme gælder i Grønland.


Ren jura

Svaret på CEDAW-komitéens spørgsmål om forskellene inden for rigsfællesskabet er derfor i princippet enkelt: ren jura. Da Færøerne fik hjemmestyre efter 2. Verdenskrig i 1948 og Grønland i 1979, afgav Danmark samtidig nationale kompetencer på en lang række områder. Faktisk gælder Danmarks love og regler for hele riget kun på områderne: familieret, valutapolitik, statsborgerskab og retsvæsen. Resten, herunder ligestilling, forvalter rigerne selv.

Men én ting er lov og ret. For naturligvis kan man godt diskutere og stille spørgsmål til det indbyrdes afhængige og uafhængige forhold mellem Færøerne, Grønland og Danmark, når det gælder ligestilling.


Danmark har ingen grund til at pudse glorien

Uligestillingen inden for rigsfællesskabet var blot en del af de danske ligestillingsforhold, som CEDAW-komitéen havde under lup. For på en lang række områder fik Danmark til opdrag at forbedre sig frem til næste eksamination i 2008: Fx den manglende ligeløn, ringe repræsentation af kvinder på ledende poster i erhvervslivet og i det akademiske miljø. De få kvinder i bestyrelser og trafficking var blandt de andre punkter på listen.

Men selvom Danmark ikke er den perfekte rollemodel, har vi så ikke en forpligtelse til at øve en positiv påvirkning inden for rigsfællesskabet på de områder, hvor vi trods alt lever op til FN’s krav?

Professor dr. jur. Hanne Petersen, Københavns Universitet, mener ikke, at spørgsmålet kan besvares entydigt:

– Jeg havde beskæftiget mig med ligestilling og kvindespørgsmål i 20 år, men da jeg kom til Grønland, blev mine holdninger virkelig udfordret. Jeg kunne slet ikke få tingene til at passe. Jeg havde en forestilling om, at når der er flest mandlige politikere og en skarp arbejdsdeling mellem kønnene, så måtte kvinderne være undertrykte. Men der har altid været en gensidig afhængighed og respekt mellem kønnene i Grønland.

Hanne Petersen forsker bl.a. i retskultur og retspluralisme og har beskæftiget sig med grønlandske forhold i ti år. Fra 1995-1999 var hun ansat på Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik og fra 2001-2006 havde hun et særligt professorat i Grønlandsk retssociologi ved Københavns Universitet. Hun følger stadig forholdene på Grønland, men er også involveret i projekter på Færøerne.


Man kan ikke skære alle over en kam

– Der sker virkelig store og hurtige fremskidt på Grønland, hvor kvinderne i den grad er kommet ind på arbejdsmarkedet, fortæller Hanne Petersen.

– Man har i mange år haft stærke kvindelige borgmestre og landsstyremedlemmer. Repræsentationen er stigende, som den er i det øvrige vestlige politiske landskab, og vi ser ligeledes flere kvinder i akademia. Men i Danmark ved vi så utroligt lidt om Grønland og Færøerne. Og som årene går, efter at rigerne har fået hjemmestyre, bliver vor interesse og viden stadigt mindre.

– Der synes også at være en tendens til at generalisere og skære Færøerne og Grønland over én kam, frem for at anerkende de store forskelle. Grønlænderne er et nomadefolk, og kvinderne er de mest mobile. De har rejst for at gifte sig, de er kulturelle brobyggere og tolke. Færøerne er derimod oprindeligt et fisker- og bondesamfund præget af stærk og til dels fundamentalistisk religiøs moral. Til gengæld er der meget lav forekomst af mord, selvmord og tyverier, fortæller Hanne Petersen.

I Grønland har man derimod en del problemer med vold mod kvinder i hjemmet, selvmord og alkoholisme. Industrialiseringen har været hård for de grønlandske mænd, mener Hanne Petersen. Kvinderne er bedre til at omstille sig. De har været vant til at være hjemme i de små bygder, og oplever nu med mulighederne på arbejdsmarkedet en kolossal udvidelse af deres univers. Desuden har grønlandske mænd oplevet en større konkurrence på ægteskabsmarkedet fra de mange tilrejsende danske mænd, fx godt betalte håndværkere og akademikere med høj prestige i samfundet.

Dette overskud af mænd er en af årsagerne til, at der ikke kun i socialt lavt stillede lag har været og er problemer med alkohol og vold i hjemmene, selvom alkoholforbruget er faldet stærkt og i dag er på niveau med det danske, siger Hanne Petersen og fortsætter:

– Når det er sagt, så er der fra dansk side en udbredt tendens til, at når vi endelig har fokus på Grønland, så er det de samme sortsynede historier om mord, selvmord og ulykke om og om igen. Jeg er i øjeblikket vejleder for en kvindelig ph.d.-studerende, der forsker i vold mod kvinder i familierne i Inuit. Og grønlænderne er tit kede af, at det er det eneste, der har interesse. Den ph.d.-studerende, der selv er fra Grønland, har især i starten mødt kritik og vrede over sit projekt, fordi man føler sig udstillet. Naturligvis skal der forskes i disse ting – det er også en del af Grønland, men der er så meget andet.

Danmark – en konglomeratstat

Hanne Petersen, der netop har udgivet bogen “Retspluralisme i praksis”, betragter Danmark som en “konglomeratstat”, fordi vi er sammensat af tre riger – og heraf er kun det ene medlem af EU.

– En konglomeratstat er et kompliceret arrangement. Man må ikke blande sig, og alligevel hænger vi sammen. Selvstyre er en decentralisering af kompetence, og det skal man respektere, men også reflektere over. Danmark kan ikke gå ind og lovgive og give påbud på området, fordi det kolliderer med selvbestemmelsesværdierne og hjemmestyrereglerne. Og det er rigtigt, at man fx på Færøerne har det svært som homoseksuel, som enlig og som fraskilt. Det er et konservativt samfund med store kønsforskelle, men mht. hjemmestyrereglerne kan vi ikke gøre noget, forklarer professoren.

Men hjemmestyre forhindrer vel ikke, at Danmark, Grønland og Færøerne kunne have et samarbejde til inspiration om ligestilling. Man må vel medgive CEDAW-komitéens undren over fx, at abort er forbudt i det ene rige, og ikke i det andet?

– Man kunne forestille sig, at man udvekslede erfaringer på rigsfællesskabsmøder og havde ligestillingsemner på dagsordenen, men man er trætte af pegefingre. I EU har man fx princippet om “unity og diversity”, der understreger, at man godt kan have fællesskab og forskellighed på samme tid. På Malta kan man fx ikke få skilsmisse, selvom man er underlagt ligestillingsdirektiverne.

Kan kultur ikke let komme til at fungere som en undskyldning for ikke at gøre tilstrækkeligt ved ligestilling – fx på Grønland og Færøerne?

– Jo, det kan det godt, men hvordan afvejer man det over for det politisk legitime krav om det juridiske selvstyre? Det er jo bl.a. det, som retspluralismen og retskulturen handler om. Forskelle er et vilkår i en konglomeratstat som Danmark, ligesom de er det inden for EU. Man har også eksempler i Spanien med andre regler og love vedrørende abort end i fx Danmark. Jeg synes da ikke, det er specielt positivt, at man ikke har fri abort på Færøerne, men jeg mener, at man ikke nødvendigvis udefra ved, hvad der er rigtigt, fordi omstændighederne kan vise sig at være nogle helt andre, end man havde forestillet sig, siger Hanne Petersen.

Ender vi ikke alle med at bo i glashus, mens ingen bør og tør kaste de sten, der måske faktisk skal kastes et stykke af vejen for at sætte en eller anden form for højere fællesnævner, når det drejer sig om ligestilling?

– Det er jo nogle ganske vanskelige og ømme punkter. Jo, der er mange flydende problematikker, hvor det forekommer – i hvert fald mig – i stigende grad vanskeligt at tage kategorisk stilling. Jeg reagerer nok også generelt på den “manikæiske” politik, vi oplever meget af i disse tider, hvor verden deles skarpt op i “os” som de gode, og “de andre” som de onde. Selvfølgelig skal man ikke lade sig lamme af overvældende informationer og helt undlade at tage stilling. Men ved vi, hvor vi skal kaste vores sten hen, når vi kaster dem ud i verden? Kunne vi ikke også bidrage ved at undersøge, hvor der er brug for at bygge orienterings-varder af vores små og store sten i en forvirret tid – også på vores egen hjemmebane? spørger Hanne Petersen.


Til New York med to dages varsel

Da FORUM kontakter advokat Turid Debes Hentze, tidligere formand for Færøernes ligestillingsråd, bærer samtalen præg af en kompleksitet, som Hanne Petersen også har været inde på.

– Vi har et godt samarbejde med Norden, men når det gælder Danmark, kommer vi stort set aldrig med i det faktiske arbejde, når det gælder ligestilling. Vi betragtes ikke som selvstændige med egne undersøgelser, statistikker osv. Vi er altid en del af Danmark, hvis vi overhovedet er med, siger Turid Debes Hentze.

– Vi får heller ikke direkte besked, når der foregår noget på området. Fx fik vi med to dages frist at vide, at vi skulle med til CEDAW i New York [eksaminationen i august 2006, red.], og så bliver det jo noget underligt noget. Vi vil gerne være et selvstændigt land, så var det noget nemmere at agere. Ligesom Danmark ikke ville bryde sig om, at Sverige gik ind og blandede sig i danske forhold, bryder vi os heller ikke om, at Danmark blander sig i færøske forhold.

Nu har debatten om homoseksuelles rettigheder på Færøerne været aktuel. Mener du heller ikke, at Danmark har noget at gøre i den debat?

– Mange andre lande har delt deres syn på sagen med os, og det har været godt, men der er en tendens til, at Danmark kun blander sig, når det gælder de mere delikate sager som denne.

– Vores ligestillingslov er god nok, problemet er at få den effektiviseret. Men I har jo også problemer i Danmark. Vi har lige stor repræsentation af mænd og kvinder i råd og nævn, men mht. den politiske repræsentation går det meget dårligt. Vi har kort sagt alt for få kvinder i politik, forklarer den tidligere formand for Færøernes ligestillingsråd.

Færøerne har i modsætning til Danmark og Grønland indført en 50 % kvoteordning for offentlige råd og nævn, men kun 3 ud af 32 politikere i Lagtinget er kvinder, og det er det højeste antal nogensinde. I Landsstyret, som kan sammenlignes med regeringen i Danmark, er der ingen kvinder.


Coaching på indsatsområder

Ligestillingspolitikken på Færøerne varetages af Erhvervsministeriet, der består af 15 mennesker inklusive forskere, og som omfatter mange forskellige områder. Fuldmægtig i Erhvervsministeriet, Kitty May Ellesen, repræsenterede Færøerne i den danske delegation ved CEDAW i New York. Hun fortæller:

– Vi har ikke meget tid til ligestillingsarbejdet. Vi samarbejder ikke med Danmark omkring ligestilling, vi styrer det jo selv, men vi har ikke mange ressourcer. Det ville eventuelt være rart med noget coaching på forskellige indsatsområder. Der er kæmpe forskelle mellem Færøerne og Danmark, eksempelvis når det gælder fri abort og homoseksuelles rettigheder. Men det skyldes, at det kun er mænd, der træffer beslutninger her hos os.

Hvad synes du om, at CEDAW har fokuseret på Færøerne og Grønland?

– Det er positivt, og jeg synes, det er fint at få kritik på ligestillingen, for her er der jo kun mænd i det politiske system, og de tænker kun mænd ind i lovgivningen – ikke kvinder.


En lagtingstaburet til en kvinde i 14 dage

Indtil dette efterår varetog Kitty May Ellesen Færøernes ligestillingsarbejde i ministeriet. Hun har bl.a. stået for kampagner for at få flere kvinder ind i politik. Men uden held. Tværtimod høstede hun hånlig latter blandt lagtingets mandlige politikere, da hun fremsatte forslag om, at de hver især opgav deres plads i lagtinget i 14 dage til fordel for en kvinde. Formålet var at vise, at kvinder godt kan træffe politiske beslutninger og vænne befolkningen til at se kvinder i det politiske liv.

Hvorfor er det så vanskeligt at få færøske kvinder ind i politik?

– Måske fordi de ikke gider stille op. Og så er der heller ikke tradition for det. Ligestillingsrådet har også iværksat en kampagne for at få kvinderne til at stemme på kvinder, men det lykkedes heller ikke.

Da FORUM spørger, hvad Færøerne agter at gøre efter CEDAW-rapporten, sendes vi videre til sekretær i Erhvervsministeriet, Winnie Zachariassen, der nu har ansvaret for ligestillingsarbejdet på Færøerne.

– Vi har nedsat en komité, der skal arbejde for at få flere kvinder ind i det politiske arbejde. Den havde vi nu nedsat før CEDAW, men det vil vi arbejde videre med indtil 2008. Ellers har vi ikke sat nyt i værk efter CEDAW-rapporten.

Der er heller ingen planer om tiltag på andre områder end den politiske repræsentation. Til spørgsmålet om, hvorvidt Færøerne vil bruge CEDAW’s anbefalinger eller udvide samarbejdet med Danmark i det videre ligestillingsarbejde, svarer Winnie Zachariassen:

– Ja, men det er meget svært, fordi vi skal ind og pille ved traditioner og kultur, og ude i de små bygder er det meget svært. Men det er klart, at CEDAW giver os styrke bag vores ord. Det kan kun blive bedre af det. Danmark er jo længere fremme på en række områder, så en erfaringsudveksling vil da være kærkommen. Samtidig har Danmark nogle problemer, fx trafficking, som slet ikke er vores. Så en dialog er vel altid godt, men ikke påbud, siger Winnie Zachariassen.


Mangler vi nye instrumenter

Da FORUM vender tilbage til professor, dr. jur. Hanne Petersen, spørger vi om hendes holdning til CEDAW-konventionen, hvor man på verdensplan tilstræber grundlæggende normer og regler for ligestilling mellem kønnene:

– CEDAW er udmærket, men jeg tror, at vi står over for at skulle bruge nogle mere fantasifulde instrumenter. Nogle pluralistiske modeller, som gør det muligt at sige, at alle kvinder ikke behøver at leve efter én model, som så tilfældigvis er vores.

– Samtidig der er jo ingen tvivl om, at FN’s indsats har en enorm betydning. For afrikanske kvinder har globaliseringen fx betydet meget. Det at man kan sige til sine egne politikere hjemme: “Se hvad de andre siger og gør. Det bør vi også gøre”, det betyder meget. Det er glimrende og sundt, at også Færøerne og Grønland kigges efter i sømmene. Udfordring og debat er godt, til gensidig gavn og med gensidig respekt. Det er uhyre væsentligt, men jeg tror ikke på en fast model.

Hanne Petersen forklarer videre, at Danmarks forhold til Grønland og Færøerne er præget af manglende indsigt og interesse, fordi der ikke er penge, prestige og karriere i at beskæftige sig med dem. I Grønland og på Færøerne oplever man derimod et anderledes respektfuldt fagligt miljø og ligeværdighed i det nordiske fællesskab med Island, Finland og Norge. Men hvorfor holder Danmark fortsat fast i rigsfællesskabet med Grønland og Færøerne?

– Jeg tror, at den vigtigste grund til, at Danmark holder fast i Grønland er den udenrigspolitiske betydning: At vi dermed er et stort land. Mht. Færøerne kan man måske se nogle forklaringer i et lidt længere historisk perspektiv. Under 2. Verdenskrig var Danmark besat af tyskerne, Færøerne af briterne, og Island og Grønland af USA, samt Bornholm i krigens slutning af Sovjet. Det siges, at USA viste betydelig interesse for at købe Grønland. Island rev sig løs i 1944, og den afstemning, der fandt sted på Færøerne om selvstyre i 1946, gav et minimalt flertal for løsrivelse, som den danske regering dog ikke accepterede. Der var alt i alt tale om et rige, hvis sammenhængskraft var under stort pres.

– Det kunne også have en vis udenrigspolitisk betydning i dag. En færøsk løsrivelse vil give en masse problemer. Ikke kun for Danmark og Færøerne, men også for det internationale samfund. Mange stater ville ikke bryde sig om, hvis deres hjemmestyrede områder skulle få lignende ideer, og endelig har der generelt været en frygt for statsopløsning, secession, som næppe er blevet mindre efter udviklingen på Balkan i det seneste årti, siger Hanne Petersen.

Du talte om nye instrumenter og modeller. Hvad kunne det være, når vi taler ligestilling?

– Vi skal lære at se os selv i en global kontekst. Fra min skoletid husker jeg landkortet af Danmark, hvor Grønland blev vist i et lille hjørne. Sådan ser Danmark sig selv nu – i rollen som den lille bitte aktør i fx EU. Det giver sig udslag i angst og usikkerhed, fordi vi endnu ikke har lært at navigere i den globale kontekst. Jeg tror godt, man kan gå i dialog og dele erfaringer, men det skal nok være i andre regier end de “traditionelle”, “nationale” og “politiske”. Dialoger med inspiration på tværs, hvor vi bør anlægge et kritisk syn på os selv og reflektere over vores idealer om køn; om de i længden er værd at bygge på. Det er sundt at få sat sit eget værdisæt på spil, så man ikke forstener. Også i kønsdiskussionen.


Ingen planer om dialog hos ligestillingsminister

Men de ansvarlige myndigheder i Danmark skal ikke nyde noget af nogen form for dialog med Færøerne og Grønland, når det gælder ligestilling. Forelagt en række spørgsmål, der tager højde for rigsfællesskabets juridiske præmis mht. hjemmestyrereglerne, har social- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen valgt at svare gennem sin pressesekretær:

– Ministeren vil ikke udtale sig i forbindelse med emnet, da det hører under hjemmestyrereglerne. Så det har hun ikke bemyndigelse til og kan ikke blande sig i.

Men spørgsmålene tager jo højde for hjemmestyrereglerne og drejer sig om bl.a. initiativer til at skabe dialog på tværs af rigsfællesskabet.

– Det foregår ikke, og der er ingen planer om det.

Vil det sige, at man fra dansk politisk side ikke er involveret i nogen form for samarbejde med Grønland og Færøerne på ligestillingsområdet – det være sig støtte, erfaringsudveksling, dialog, kontakt?

– Det har vi ikke, og der er heller ikke planer om det