En af forklaringerne på Danmarks ligelønsudfordringer finder vi i et lønhierarki mellem henholdsvis kvindedominerede og mandedominerede fag, som rækker tilbage til Tjenestemandsreformen af 1969.

Lønhierarki mellem ’kvindefag’ og ’mandefag’

Selv om en sygeplejerske har en længere uddannelse bag sig end en politibetjent, må sygeplejersken indstille sig på et arbejdsliv med mindre i lønningsposen. Den nyuddannede politibetjent tjente i 2020 25.809 kroner i startløn, mens den nyuddannede sygeplejerske tjener 25.114 kroner i startløn.

Umiddelbart lyder lønforskellen måske ikke af meget. Men her er det vigtigt at tage med i betragtning, at uddannelsen til sygeplejerske tager over et år længere tid end uddannelsen til politibetjent.

Den forholdsvis lave løn er ikke enestående for sygeplejerskefaget. På det danske arbejdsmarked ser vi en generel tendens til, at faggrupper inden for omsorgsfag aflønnes lavere end faggrupper inden for håndværkerfag. Især sygeplejersker, pædagoger, socialpædagoger og social- og sundhedsansatte halter bagefter lønmæssigt.

Dette lønhierarki afspejler desuden det kønsopdelte arbejdsmarked, således at kvindedominerede fag systematisk har lavere løn end de fag, hvor mænd udgør en stor andel af de ansatte. Vi værdisætter og aflønner altså ikke alle faggrupper med samme uddannelseslængde ens i Danmark, og det er der en historisk årsag til.

Ligeløn og Tjenestemandsreformen

Ifølge forsker og historiker Astrid Elkjær Sørensen kan det nuværende lønhierarki i den offentlige sektor spores tilbage til Tjenestemandsreformen af 1969 (og til dels den første tjenestelov af 1919). Her blev der indført et nyt løn- og klassificeringssystem på 40 lønrammer med hensigten at foretage en objektiv vurdering af det arbejde hver enkelt faggruppe bidrog til samfundet.

Imidlertid blev de kvindedominerede fag placeret systematisk i en lavere lønramme. Det giver Astrid Elkjær Sørensen følgende tre grundlæggende forklaringer på:

1) Den mandlige forsørgernorm på den tid – dengang blev manden anset som hovedforsørger og kvindens indkomst blot som et bidrag.

2) Manglende repræsentation af de kvindelige ansatte ved forhandlingerne.

3) Nedvurderingen af det arbejde, som kvinder tidligere udførte ulønnet i hjemmet, men som var blevet professionaliseret med velfærdsstaten.

Tjenestemandsreformen skulle i første omgang gælde samtlige statsansatte tjenestemænd. Men det blev bredt ud til at gælde for kommunerne og amterne, samt ligeledes sætte standarden for de overenskomstansatte, idet tjenestemændenes forhandling gik forud for de overenskomstansattes.

Det er altså et forældet syn på køn, som den dag i dag ligger til grund for vores værdisætning af forskellige faggrupper. Det store lønefterslæb, vi ser inden for de kvindedominerede fag, stammer tilbage fra en lønreform udformet på et tidspunkt, hvor kvinder ikke blev anset som hovedforsørgere, og hvor omsorgsfag var nedvurderet – ikke mindst lønmæssigt – fordi meget af den omsorg, som med velfærdsstaten blev professionaliseret, førhen blev udført ulønnet af kvinder. Nedvurderingen af omsorgsfagene og den deraf manglende lønstigning hænger ved i dag og bidrager til løngabet mellem mænd og kvinder.

Når kvinder går ind i mandsdominerede fag

Men hvad sker der, når kvinder bevæger sig ind på traditionelle mandefag med høj løn? Udlignes lønforskellen så? Det er et godt spørgsmål. Svaret er: Tja, både-og.

Jura er et af de fag, der i dag har flere kvindelige studerende end mandlige. Der uddannes altså flere kvindelige jurister end mandlige, men de mandlige jurister tjener stadig 9,3 millioner mere i livsløn end deres kvindelige kolleger. En del af denne forskel skal ses som resultat af, at flere færdiguddannede kvindelige jurister vælger at arbejde i det offentlige, mens mændene søger mod den private sektor som for eksempel advokater, hvor lønnen ligger højere.

Medicinstudiet har fulgt samme udvikling som jura. I dag er over 70 % af de studerende på medicinstudiet kvinder. Også her har store lønforskelle hjemsøgt branchen for de færdiguddannede, men der er godt ny at spore. I 2020 var 45 % af overlægerne kvinder; en fordobling i løbet af de sidste ti år. Lønforskellen mellem kvindelige og mandlige overlæger er under en procent.

Hvad er et stykke arbejde værd?

I Ligelønsloven står der, at man skal betales lige løn for arbejde ’af samme værdi’. Men hvordan måler man arbejdets værdi?

Det Nationale Ligelønsnetværk udarbejdede i 2012 fem forslag til at fremme ligestillingen på det danske arbejdsmarked. Et centralt forslag var at kaste et nyt syn på værdiansættelsen af arbejdsfunktioner på tværs af brancher. Det kunne igangsætte et opgør med Tjenestemandsreformen fra 1969.

I Danmark (modsat for eksempel Sverige) er ’ansvar for mennesker’ ikke en del af Lønkommissionens model for sammenligning af arbejdsområder. Det er til gengæld spørgsmålet om ’særlig fysisk belastning’ og ’risikofyldt arbejde’.

Det er typisk i de traditionelle kvindefag som for eksempel sygeplejerske, SOSU-assistent og pædagog, at ansvaret for mennesker udgør en stor del af arbejdskompetencen. Det betyder, at en af de vigtigste kompetencer for dette fagområde ikke tæller med i lønberegningen. Det er med til at værdisætte de traditionelle kvindefag lavere end de traditionelle mandefag.

Læsetips