Når Kenneth Reinicke – en af Danmarks mest markante mandeforskere – tager ud for at holde foredrag om mænd og ligestilling er noget af det første, han lægger mærke til, hvordan de mandlige tilhørere reagerer på emnet. 

– Som regel får jeg mange undrende blikke fra mændene, der kommer sådan en mærkelig tavshed, fortæller Kenneth Reinicke, lektor, cand.scient.soc.og ph.d. på Center for ligestillingsforskning og forfatter til to bøger om nutidens manderoller.

Tavsheden, der sænker sig over de mandlige tilhørere, uanset om Kenneth Reinicke eksempelvis taler om voldsudøvende mænd eller lønforhandlinger, finder han derimod ikke hos de kvindelige tilhørere.
– Fra kvindeside bliver man rost meget og man kan modtage deciderede fanbreve! Det er generelt nemmere at holde foredrag om mænd for kvinder end for mænd. Det er stadigvæk lidt smertefuldt og irriterende for mange mænd at skulle høre om manden i en kønsliggjort præsentation. Hos mænd er der lidt den der: Er du ikke lidt i gang med at forråde dit køn? Mænd taler ikke om køn. De tager det på sig.

Det er ellers ikke fordi det mandlige køn har været fraværende i den danske køns- og ligestillingsdebat de seneste år. 

I 2000 bragte webmagasinset FORUM en kritisk artikel om mandeforskerne i Danmark, der modsat deres nordiske kolleger levede en skyggetilværelse. De ønskede ikke at blande sig i den daværende debat om maskulinitet. Det gjorde de af frygt for at blive slået i hartkorn med folk som Carl Mar-Møller, der på daværende tidspunkt fik stor mediebevågenhed for sine macho-kurser, hvor blege danske mænd skulle råbe ‘Pik er Gud’ og udføre diverse vikingeritualer for at nå ind til deres indre vildmand. Dengang forklarede mandeforskerne, at de i stedet satsede på at blive accepteret som troværdige forskere i universitetsmiljøet.

Populært mediestof

Siden er der sket en hel del. Fokus på mænd og maskulinitet har været støt stigende og blev for alvor populært mediestof på andre måder end Carl Mar-Møller, da de to debatbøger Hvordan Mand(2000) og Pikstormerne (2000). I bøgerne satte en række unge mænd fingeren på nutidens manderoller og maskulinitetsforståelser. 

Også politisk har mandekønnet tiltrukket sig interesse. Socialdemokraterne lancerede fx i 2004 et mandeudspil, der satte fokus på mændenes ret til barselsorlov og problematikker omkring forældremyndighed ved skilsmisse. Samme år valgte daværende ligestillingsminister Henriette Kjær at have mænd og ligestilling som et særligt indsatsområde i den danske ligestillingspolitik. Her var det især mænds sundhed og mænds forældreskab, der var på dagsordenen. Eksempelvis afholdt Ligestillingsafdelingen i 2004 sammen med Sundhedsstyrelsen og Rigshospitalet Danmarks første nationale konference om mænds sundhed og sygdom i forbindelse med den internationale uge ‘Mens Health Week’. Ugen har til formål at øge opmærksomheden på spørgsmål vedrørende mænds sygdomme og sundhed, baggrunden er mænds høje dødelighed af specifikke sygdomme, mænds høje rate af selvmord og et stigende antal af mande-specifikke sygdomme. Bag arrangementet står seks af verdens ledende ‘Men’s Health’-organisationer. 

Mændene er med andre ord blevet temmelig trendy at stille ind på, når det drejer sig om køn og ligestilling politik. Så trendy, at de få mandeforskere, der findes i Danmark, til tider næsten ikke kan følge med.
– Da maskulinitetsforskningen for alvor kom op, oplevede jeg at blive inviteret med til utallige konferencer inden for kvinde- og kønsforskning, og medieinteressen var næsten overdreven, det var som om, at bare nogen sagde ordet ‘mand’ var det enormt interessant. Også i 2004 med hele diskussionen om barselsfond blev vi inviteret med for at tale om mænd. Man kan sige, at emnet næsten har været lidt overtrendy, interessen har været større, end vi kunne følge med til og var i stand til at levere, siger Svend Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet og bestyrelsesmedlem i det tværfaglige Netværk for forskning om mænd og maskuliniteter (NeMM), der blev stiftet i 2002.
 

Opsving i forskningen

Netværket kan mærke den stigende interesse for mændene helt konkret. Flere af forskerne i netværket har fået forskningsmidler til projekter om mænd især fra Ligestillingsafdelingen. Derfor mener Svend Aage Madsen, at den danske mandeforskning er inde i positiv udvikling efter at have ligget i skyggen af mandeforskningen i resten af Norden.
– Vi oplever et opsving nu. Frem til 2004 blomstrede mandeforskningen jo op i Sverige, hvor Danmark næsten lå død, men det er vendt. Men det tager selvfølgelig tid fra man får pengene til et forskningsprojekt, og til der kommer resultater, siger han.

Tidligere har der især været fokus på fædreforskning, men med de nye forskningsmidler er det ved at ændre sig. Nu er også forskning om mænds sundhed ved at blomstre op sammen med forskning om vold og maskulinitet. 

Lige nu er Kenneth Reinicke i gang med et projekt finansieret af Ligestilingsafdelingen, der skal opsamle viden om den internationale forskning om voldsudøvende mænd. Og på Roskilde Universitetscenter er Steen Baagøe, koordinator for NeMM, i gang med et forskningsprojekt om danske mænds vold mod partnere med anden etnisk baggrund end dansk.

Men at det netop er disse områder, universitetsmiljøerne nu forsker i, er netop årsagen til, at nogle kritikere i mandeforskningsmiljøet vægrer sig ved at betegne udviklingen i dansk mandeforskning for værende ind i et opsving.

Mens kritikken i 2000 gik på de danske mandeforskeres tavshed og vægren sig ved at blive slået i hartkorn med Carl Mar-Møller-bevægelser, går kritikken i år 2005 på, at dansk mandeforskning er blevet for ensidig.
 

Umodig og uforudsigelig?

En af kritikerne er Hans Bonde, dr. Phil., Ph.D. og professor ved Institut for Idræt på Københavns Universitet – og medlem af NeMM. Han kalder den danske maskulinitetsforskning for umodig og forudsigelig.
– Det går alt for langsomt, og der er ingen vitalitet i området. Man har lagt sig for meget i halen på kvindeforskningen, hvor kønnet er det eneste parameter, og hvor man ikke har mod til at se på mænd i en anden optik end med et pro-feministisk blik, siger Hans Bonde.

I stedet efterlyser Hans Bonde forskning om mænd, der tager udgangspunkt i mændenes livsverden, livsbetingelser, maskuline forståelsesformer og horisont. Udover forskning, der skal afdække den mandlige dominans vil han også have forskning, der forholder sig kreativt, søgende og indlevende til mænds væremåder. Frem for eksempelvis kun at tale om mandlige hospitalspatienters problemer med manglende emotionalitet, vil han også tale om, hvordan denne såkaldt manglende emotionalitet i stedet kan opfattes positivt som de mandlige hospitalspatienters måde at mestre et indlæggelsesforløb på og en måde at bevare deres autonomi på.
 

De samme personer går igen

Selvom mænd de seneste fem år er blevet trendy i kønsdebatten og nye forskningsprojekter er undervejs, så er antallet af mænd, der forsker i maskulinitet, og mænd, der blander sig i den offentlige debat stadig til at overskue. Det kan stort set alle mandeforskere blive enige om. 
– Her på Rigshospitalet forsøger jeg at opbygge et netværk af unge forskere på området – herunder også specialestuderende – så der er et miljø for mandeforskningen, og til vores konference i 2004 med mænd og sundhed kom der også nogle unge. Men den offentlighed, der binder al forskningen samme på tværs – fraPikstormere til mænds sundhed – eksisterer næsten ikke. Og det er nok en af mine største bekymringer: At der ikke er så mange nye, der går ind i feltet, men at det er meget de samme personer, der går igen, siger Svend Aage Madsen.

Én af de personer, der går igen både i forskning og offentlig debat, er Kenneth Reinicke. Den mærkelige tavshed, han møder hos mænd, når han er ude og holde foredrag om mænd, maskulinitet og ligestilling, møder han nemlig også både på avisernes debatsider og i forskningsmiljøet.

At tale om sit køn, når man er mand, er simpelthen en smule pinligt.
– Som dreng og som mand…hvor er det så, du får point for at sidde og snakke om dit køn? Selv når jeg sidder med højtuddannede mænd blandt mine venner, så er tonen lidt distanceagtig og mere: ‘Nå, Hr. Sexdoktor.., hvad så?’ siger Kenneth Reinicke.
 

Tabuiseret og latterliggjort

Han tror, at det afholder mange mænd fra at blande sig i den offentlige debat.
– Det er interessant, hvorfor der er så få seriøse, ærlige og ikke-bitre indlæg i aviserne om mænd og ligestilling. Generelt med mænd og ligestilling er det sådan, at der er få positivt indstillede, få negativt indstillede, og så siger den største majoritet ikke en skid. Så det er den tavse modstand. Vi elsker jo at hade kønsdiskussioner. Er det ikke noget, vi har overstået? 
– Og så er der forskellige eksistensbetingelser for diskussionerne om mænd og diskussionerne om kvinder. Det specifikke for mændene er, at diskussionerne om dem ligger i spændingsfeltet mellem på den ene side set at være et meget taburiseret emne, og så på den anden side set at blive latterliggjort, når man diskuterer det. Det er jo virkelig et modsætningspar, som gør det meget svært at manøvrere i, og det tror jeg er hovedårsagen til, at der er så få mænd, der blander sig. Man er ikke vant til det, det er nærmest ubehageligt at skulle sidde og snakke eller skrive om sit køn, samtidig med at man er bange for at blive gjort til grin. Og den lever også blandt akademikere og forskere, de er lige så propfyldte med de fordomme som alle andre. Der er klart større status i at være politolog eller økonom end at være mandeforsker.

Hans Bonde er enig i, at det for mange akademikere og forskere ikke er så populært at være mandeforsker. Men det skyldes ikke lav status. Det skyldes den måde, mandeforskningen fungerer på. Hans Bonde mener, at den pro-feministiske optik skræmmer både unge forskere væk fra mandeforskningen og betyder, at der internt i universitetsmiljøet ikke tilflyder mandeforskningen midler:
– Der er en vis tilbageholdenhed hos mandlige forskere og studerende ved at tematisere sig som kønsvæsener. Det opleves som irrelevant, navlebeskuende og subjektivt, hvis køn er det eneste aspekt i forskningen. For mange, der forsker i samfundsfænomener, er køn for meget bundet op til den lille historie frem for den store historie som politik, fysik eller økonomi. Mange mandeforskere har ikke sans for andre parametre end køn, men køn er bare ét aspekt blandt mange. Så det er ikke sådan, at der er en negativ stemning for maskulinitetsforskning i forskningsmiljøet, og man ikke vil tildele forskningsmidler, men det kræver en ordentlig ansøgning, der er kreativ frem for forudsigelig, siger Hans Bonde.
 

Spændende forskning trods berøringsangst

Ph.d. Simon Turner er seniorforsker ved DIIS, Dansk Institut for International Studer, og har bl.a. skrevet om vrede unge mænd i flygtningelejrene i Tanzania. Selvom han også arbejder med mænd og maskuliniteter, kalder han sig ikke mandeforsker. Han er enige i flere af Hans Bondes betragtninger, men synes at Bonde udtaler sig for generaliserende om et helt forskningsfelt: 
– Jeg mener, at der faktisk er mange mænd – og kvinder – i Danmark, der laver forskning i mænd og maskuliniteter. Ofte ser de på ‘de store historier’ – politik, konflikter, økonomi. Desuden indgår køn blot som en blandt flere faktorer i deres forskning. Det er måske derfor, man ikke får øje på dem, når man leder efter ‘mandeforskere’ i det danske forskningslandskab. De betragter simpelthen ikke sig selv som sådan. 
– Jeg vil dog give Hans Bonde ret i, at de måske ikke vil kalde sig mandeforskere, fordi de har en vis berøringsangst overfor begrebet. Muligvis er det, fordi de er bange for at blive slået i hartkorn med Carl-Mar Møller – eller med Hans Bonde! – eller for at skulle undskylde sig, når de træder ind på noget, som længe har været kvindeforskningens domæne. 
– Hvad grunden end er til, at de ikke kalder sig mandeforskere, mener jeg, der bliver lavet rigtigt spændende forskning inden for området, siger Simon Turner.

Ulrikke Moustgaard er prisbelønnet journalist, der skriver regelmæssigt for FORUM.