Why have kids, vrænger titlen på Jessica Valentis nye bog, og set med feministiske briller er det da også et usædvanligt godt spørgsmål: For hvorfor fejrer vi moderskabet, når feminister siden Mary Wolstonecraft har udpeget netop yngelplejen, som en væsentlig forhindring for kvinders frigørelse?
Hvorfor får kvinderne børn, når nu prævention og mulighederne på arbejdsmarkedet betyder, at de for første gang i verdenshistorie kan leve et liv, hvor de ikke er bundet til vores biologi?
Ja, hvorfor gøres børnene til meningen med livet i en grad, at den ellers erklærede lesbiske forfatter Leonora Christina Skov for nylig måtte skrive et helt debatindlæg om, at hun faktisk var glimrende tilfreds med sit liv, selvom hun ikke var mor?
“A new mom explores the truth about parenting and happiness” lyder undertitlen på den amerikanske feminist Jessica Valentis bog. Hun er en af de nye “third wave feminist” og har grundlagt bloggen Feministing.com. Hun er også nybagt mor, men som så mange andre kvinder før hende har hun erkendt, at livet som mor slet ikke er så idyllisk.

Drøm og virkelighed

»Den amerikanske drøm om forældreskab ligner ikke realiteterne. Og den manglende forbindelse med drøm og virkelighed gør os ulykkelige,« skriver hun i bogens introduktion.
Why have kids? er en forlænget version af Erica Jongs essay “Mother Madness”, som gik verden rundt for et par år siden. Også Valentis skælder ud på amning, babyslynger og troen på, at den hjemmegående mor er det bedste for børnene. Også hun retter kritikken mod aviser, bøger og blogs, som fejrer moderskabet, samtidig med at de opstiller helt umulige standarder for, hvordan man er en god mor.

Moderskabet er stadig et fængsel

»Forventningen om en helt bestemt slags forældreskab – hvor vi er perfekte mødre, som har perfekte partnere, hvor vores største bekymring er, hvorvidt vi skal eller ikke skal bruge stofbleer – gør virkeligheden meget sværere at bære,« skriver Valenti i bogen.
Ligesom Jong er Valentis budskab lige så tydeligt, som det er simpelt. Moderskabet er stadig et kvindefængsel.
Jessica Valenti skriver på baggrund af sin egen erfaring. Hendes lille datter blev født ved akut kejsersnit flere måneder for tidligt. Da barnet efter langvarige hospitalsindlæggelser endelig er kommet hjem, konstaterer Valenti, at hun ikke er så glad, som hun burde være.
»Jeg var ikke ulykkelig. Det var mere en forstyrrende følelse af utilfredshed. En følelse af tomhed, som blev fulgt af en overvældende skam over ikke at føle, at jeg var blevet fuldendt af moderskabet. Dette var ikke, hvad jeg havde forventet.«

Udforsker ikke potentialet i den personlige historie

Selvom Jessica Valenti ville hade mig for at sige netop dette, kan jeg ikke lade være med at læse hendes personlige beretning, som en historie om at blive mor til et sygt barn, snarere end en universel beskrivelse af moderskabet. At føde ved kejsersnit, at sidde dag ind og ud ved sit barns kuvøse, at pumpe sine bryster mekanisk, fordi barnet ikke er stærkt nok til at sutte, er opskriften på en fødselsdepression. Det er også en typisk kvindelig erfaring i den vestlige verden, hvor vi redder flere og flere for tidligt fødte børn.
Hvis Jessica Valenti havde turdet udforske sin unikke historie, kunne det måske have været en virkelig interessant fortælling om, hvordan teknologi og medicinske fremskridt i dag former indgangen til moderskabet. Det er bare slet ikke Valentis ærinde, og derfor kommer hun nemt til at lyde som en forkælet lille pige, som ikke synes, at det ønskede legetøj lever op til forventningen.

Vestligt forældreskabs barske realitet

»Hvis vi kan slå al den skyldfølelse og følelse af personlig fiasko, som så mange kvinder underlægger sig (..), så kan vi begynde at diskutere de bredere sociale og politiske emner, som i virkeligheden ødelægger glæden ved forældreskabet,« skriver Valenti håbefuldt, men det gennemgående problem i bogen er, at hun aldrig når frem til at analysere de realiteter, som det vestlige forældreskab udspiller sig i. 
Hun skælder ud på budskabet om, at amning er bedre end flaske, men kritiserer ikke, at amning stort set er umuligt at kombinere med et aktivt liv i USA, fordi man bliver kigget skævt til, når man ammer i det offentlige rum.
Hun flår husmoderideologierne fra hinanden, når de priser livet som hjemmegående, men undlader at kritisere, at børnepasningen i USA både er for dyr og dårlig. Og hun fremhæver, at det er bedst for kvinders karriere helt at undlade at få børn, men går aldrig så langt som at kræve, at arbejdsmarkedet ændrer sig, så kvinderne ikke skal straffes karrieremæssigt for at blive mødre.

De progressive fyre forventede en husmor

Valenti bruger stort set kun betegnelsen “forældreskab”, men det er tydeligt, at det er moderskabet, det drejer sig om. Dog er der et enkelt interessant afsnit, hvor hun beskriver, at hendes mand diskuterede det fremtidige familieliv med sine intellektuelle venner. Det viste sig, at de fleste egentlig forestillede sig, at de skulle giftes med en hjemmegående husmor.
»Disse progressive fyre, som var imod racisme og for homoseksuelles ret til at gifte sig, ville gerne ændre landets politik på området, men ikke deres egne liv” skriver Valenti med et rimeligt raseri, men går så ikke meget længere ind i diskussionen af det moderne faderskab. Det er både ærgerligt og typisk.
Store dele af den feministiske kritik har det med at se moderskabsidealer, som eksisterende helt uafhængigt af samfundets andre idealer. De har det med at glemme, at idealet om den alt opofrende moder har sit modbillede i den altopofrdrende mand, som giver sig selv 100 % til sin arbejdsplads. Men hvis man for alvor skal løse den amerikanske forældreskabskrise, er det måske lige så relevant at se på de idealer og vilkår, som former vores arbejdsmarked, som vores ideer om den korrekte babymad.

Uambitiøst at lære kompromisets kunst

Jessica Valenti ender sin bog med en alt for nem konklusion: at kvinder skal lære at gå på kompromis og holde op med at tro, at de er alt for deres børn. Opskriften på moderskabslykke kommer fra Meghan med de fire børn, som godt nok har droppet karrieren, men i det mindste har accepteret, at »tingene ikke er perfekte, og jeg regner heller ikke med, at de skal være det.«
Det forekommer lige så uambitiøst, som da Erica Jong muntert erklærede, at de moderne mødre skal lære, “at gøre det så godt de kan” uden at diskutere, om der alligevel er en nedre grænse, for hvordan børn bliver behandlet.
“Why have kids?” er også overskriften på bogens sidste kapitel, men Valenti besvarer aldrig spørgsmålet. Det er ærgerligt, for måske ligger årsagen til glorificering af moderskabet, netop i svaret på spørgsmålet.
At få børn er nemlig blevet vigtigt i en verden, hvor både den økonomiske udvikling og opbruddet af de traditionelle familiestrukturer betyder, at stort set alle andre relationer er midlertidige.
Vi kan ikke længere forvente at fejre 25 års jubilæum på vores arbejdsplads, vi skal være parate til at forlade naboer og familie for at følge et nyt job, og i parforholdet står muligheden for skilsmisse og svinger som en kattelem. Kun i forholdet til vores børn kan vi tillade os at se ud over nuet og ind i en fremtid, hvor relationen stadig eksisterer. Børn skal ikke længere sikre vores økonomiske alderdom, men de har til gengæld mangedoblet deres betydning for vores fremtidige følelsesliv.
Den interessante feministiske diskussion opstår derfor, når vi går videre end til den letkøbte kritik af moderskabsidealer og diskuterer, hvordan vi egentlig sikrer, at kvinders ønske om stærke gode relationer til deres børn ikke udelukker et liv med økonomisk sikkerhed og indflydelse. Den diskussion når Jessica Valenti desværre aldrig frem til.

http://www.youtube.com/watch?v=8ouLs_Wc_r0