En af de skarpeste kønsanalyser efter folketingsvalget 2005 lød sådan her: “Måske er det ikke nok at være kvinde”. Det var Berlingske Tidendes overskrift om Socialdemokraternes formandsdiskussion, og den viser højden af de selvsving, mange medier gik i efter et valgresultat, der gav fremgang til Pia, Pernille, Marianne og Connie, exit til Mogens og mandattab for far Fogh.

“Stærke kvinder drøner ind i det nye folketing”, “Magtfulde kvinder styrer Folketinget”, “Kvindemagt”, “Det stærke køn”, “Partier ønsker sig stærke kvinder”, er andre eksempler på overskrifter i dagbladene i dagene efter valget. Ligesom DR’s Profilen spurgte: “Hvorfor skriger tiden på flere kvinder i front? Handler politik efterhånden mere om form end om indhold?” 

Hertil er modspørgsmålet selvfølgelig: Er kvinder form?

Men der var også positive undtagelser. BT gik den anden vej og fortalte, at kvinderne tabte valget i reelle tal, mens chefredaktør Erik Meier Carlsen slog fast, at kvinder først for alvor er i politik, når en kvinde sidder for bordenden – i Statsministeriet. 

Det var dog ikke de fleste kommentatorers take på resultatet af valget, men SF’s formandskabsovervejelser og særligt Helle Thorning-Schmidts kandidatur til S-formandsposten. F.eks. mente Troels Mylenberg i metroXpress-klummen, at det er lige før, det giver mening at tale om en egentlig kvindelig magtovertagelse af det mest magtfulde gebet i kongeriget, nemlig det lovgivende.

Og nu er det vist tilladt at få cafe latte’en eller den socialdemokratiske bajer galt i halsen. For hvis vi lige holder os fakta for øje et øjeblik, så gik kvinderepræsentationen tilbage i Folketinget og i regeringen efter valget den 8. februar 2005. Resultatet er, at Danmark ligger og roder omkring de 37 – 38 % kvinder i Folketinget og under en tredjedel kvinder i regeringen. Kvinderne har fået fantastisk flotte valg, og vælgerne kan lide kvinder, lød det. Men kvinder udgjorde blot fire ud af de ti største stemmeslugere ved valget. De seks var mænd. 

Det er ganske vist udmærket, sammenlignet med mange andre lande, men stadig ikke tal, der bør afholde en ung, ambitiøs mand fra at indlede en politisk karriere.

Trods alt taler de tørre tal for, at han kan blive til noget. Fx statsminister, udenrigsminister, finansminister, partiformand, politisk ordfører eller borgmester. På de første poster har der kun været mænd, mens vi i en kort overgang havde en enkelt kvindelig finansminister. Partileder og politisk ordfører kan man efterhånden blive som kvinde, men det er en ny udvikling. Og mere end 90 % af alle borgmestre er mænd, må vi lige huske hinanden på inden kommunalvalget i november. 

Det er dog rigtigt, at oddsene ikke er helt så overvældende på en ung mands side, hvis han vælger en politisk karriere, som de er, hvis han sætter sig for at blive erhvervsleder – her står han med 80 % mandlige forbilleder stadig ganske meget bedre end den unge kvinde, der kan se op til 20 % kvinder, medmindre hun vil være topleder, hvor der kun kan tælles 4-5 % kvinder i Danmark i 2005. Og professor eller departementschef skulle det vel også stadig være muligt for mænd at blive, i betragtning af, at 90 % af de nuværende af slagsen er af hans køn. Hvis du vil have tallene på din side som risikobevidst mand, kan du også gå efter at blive chefredaktør. Her er også mere end 80 % mænd. 

Det, der vel i virkeligheden overrasker kommentatorerne, er, at det ikke længere er en forudsætning at være mand, hvis du vil have politisk magt. Det er ikke nok at være kvinde, men det er heller ikke nok at være mand. Det er en slags fremskridt, men et, vi har ventet ganske længe på.

Fordi vi er uvante med kvindelige ledere, er den usædvanlige kandidat selvfølgelig kvinden. Også i S og SF. Og der er berettiget ny interesse i dette. Desværre tyder dækningen ikke på, at redaktører og journalister ved, hvilket kønsmineret terræn vi begiver os ind i, når vi skal til at sammenligne Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt. Eller Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen.

“Anders Fogh legede statsminister, da han var lille. Gjorde du det, Helle Thorning-Schmidt?”, lød spørgsmålet for eksempel i Deadline. Det gjorde hun ikke. Måske fordi hun kunne lide jazzballet, eller måske fordi der aldrig har været en kvindelig statsminister i Danmark. 

Men underspørgsmålet lyder i alle medierne: Vil du magten nok, er du hård, kynisk, beregnende, ambitiøs, erfaren, snu og har du rundsave på albuerne så skarpe, at du vil ofre dine bedste venner for at få Socialdemokraterne i Statsministeriet? Det er det, der skal til, og kan du virkelig det? Eller er du for sød? “Måske for sød” var netop, hvad en tidligere kæreste med egne profileringsbehov hensynsfuldt udtalte om Thorning-Schmidt på forsiden af Jyllands-Posten. 

Samtidig laver de samme medier modstrøm. “Oprigtig eller koldt kalkulerende? Arrogant eller bare ivrig?”, lød det i Berlingske Søndags introduktion til Helle Thorning-Schmidt. Kan man forestille sig den samme introduktion til Frank Jensen?

Mens Jakob Buksti, ikke-genvalgt MF’er og socialdemokratisk fløjkriger på Aukensiden, fik lov til at spille nærmest videnskabelig iagttager af sit parti i Politiken, og afsluttede sin analyse med en kønsmæssig perfiditet. Det var ikke tilfældigt, at det var Palle From, der blev folketingskandidat i Kjellerup-kredsen og ikke Søs, selv om hun så godt ud og havde været i fjernsynet, skrev Buksti. 

Her skulle Thorning-Schmidt tydeligvis trykkes ned mellem kvinderne. Dem, der kan finde ud af at se godt ud og komme i fjernsynet, men ikke har andet at byde på. Buksti nævner selvfølgelig ikke, at Thorning-Schmidt har to universitetsgrader, den ene fra det prestigiøse Europa-kollegium i Brügge, og en politisk karriere i fagbevægelsen og Europa-Parlamentet bag sig. Lidt videre er vi dog kommet siden 1950’erne. 

Buksti lægger sig blot i halen på klicheerne om damebladskandidaten, der har fået lov at præge medierne i så kvalmende en grad, at folk formentlig af sig selv bliver trætte af det. I Jyllands-Posten havde man oven i købet gjort sig den ulejlighed at sætte en tekstboks om Gucci-mærket ved siden af en artikel om den kvindelige formandskandidat. Er det læseroplysning? Nej, det er doven journalistik.

“Gucci-Helle den ny Ritt”, lød en overskrift i Ekstra-Bladet, og en anden, “Ritt anno 2005”. Den sidste demonstrerer måske dilemmaet. Ritt Bjerregaard var den eneste ud af den berømte firebande hos Socialdemokraterne, der ikke blev partileder eller statsministerkandidat. Om anno 2005 viser noget andet, har vi stadig foran os.

Imens får den borgerlige regering fred til at sætte en kvinde mindre i regeringen – bl.a. fordi Henriette Kjær nu skal være familieminister derhjemme, og ikke for hele Danmark. Med udtalelsen åbnede hun for, at også den såkaldt seriøse presse gik i damebladsmode og skrev om “kvinder, der elsker for meget”. Det viser, at det stadig synes sværere at adskille mennesket og politikeren, når der er kvinder på spil. Det gør muligvis de kvindelige politikere til en mere autentisk og for tiden efterspurgt vare i det politiske supermarked, men også langt mere sårbare. 

Som Weekendavisens Anna Libak gør opmærksom på, er det jo personen Frank Jensen, vi skal stemme på, for han vil ikke lave noget om, men bare være en bedre fortaler for det samme, mens det er politikeren Helle Thorning-Schmidt, der vil forandre partiprofilen. Alligevel præsenteres valget lige omvendt i medierne. 

Samme avis’ chefredaktør, Anne Knudsen, skriver i sin leder, at offentligheden tilsyneladende formoder, at kvinder ikke i samme omfang som mænd kan skille deres private og offentlige liv fra hinanden. Mange kvinder, både politikere og andre, bidrager selv villigt til dette indtryk, mener Knudsen. Og det hævner sig. 

På mange måder er jeg enig, men det er vel ikke Thorning-Schmidts skyld, at socialdemokratiske borgmestre og andet godtfolk med hovedet under armen vil have “en kvinde”. For selvfølgelig vil ingen kvinde bare være kvinde. I dette tilfælde vil hun fx være statsminister. 

På trods af de gamle mænd i toppen og i folketingsgruppen, viser SF sig dog måske alligevel at være det mest moderne parti. Morten Homann, 31, potentielt formandshåb, meldte fra, fordi han netop er blevet far. “Om 10 år vil jeg hellere sige, at jeg har svigtet SF, end at jeg har svigtet min datter,” sagde Morten Homann.

Stine Carsten Kendal er journalist og kommunikationsrådgiver i Rostra Kommunikation. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.