Frankrig 7.5.2007


Royals kamp om magten fortsætter

– Noget har rejst sig i denne valgkamp. Noget, der ikke kan standses, sagde en storsmilende Ségolène Royal, da hun tog ordet få minutter efter kl. 20 søndag aften og offentliggørelsen af det franske præsidentvalgs sejrherre, Nicolas Sarkozy.

Andre i den socialistiske lejr syntes afgjort ikke, der var noget at smile ad.
– Dette er et meget alvorligt nederlag. Det er det tredje socialistiske nederlag i træk ved et præsidentvalg, sagde en af Socialistpartiets ledere med bedemandsmine i et tv-studie få minutter efter, at en afslappet Ségolène Royal næsten triumferende havde opildnet sine tilhængere til at fortsætte kampen.

Med sine udtalelser efter nederlaget lancerede Ségolène Royal en ny kamp, nemlig kampen om magten og om den politiske udvikling i det franske Socialistparti. Under dette valg, og under Royals lederskab, har partiet lagt afstand til den traditionelle venstrefløjsretorik og bevæget sig henimod et kompromissøgende, socialdemokratisk parti efter nordeuropæisk og skandinavisk mønster.

Rivegildet efter valgnederlaget kommer til at stå mellem tilhængere og modstandere af den nye linje, og mellem Royal og andre politiske ledere som Dominique Strauss-Kahn om, hvem der skal stå i spidsen for den.

Derfor fremhæver Royal de 17 millioner vælgere, som stemte på hende søndag, mens hendes modstandere slår på, at hun kun fik middelmådige knap 47 procent af stemmerne.


Millionbøder frem for kvindelige kandidater

Dønningerne efter Ségolène Royals kandidatur kan mærkes også uden for Socialistpartiet. Royal tabte valget, men hun har bidraget til at give kvinder legitimitet i fransk politik. Ved at udkonkurrere de mandlige rivaler, der følte sig selskrevne som Socialistpartiets præsidentkandidat, har hun banet vejen for kvinder til politiske topposter i et land, der stadig halter langt bagefter de fleste andre europæiske lande, hvad angår kvinders politiske deltagelse.

For selv om Frankrig i 1999 vedtog en lov om politisk ligestilling, der skulle tvinge partierne til at opstille lige mange mænd og kvinder, har det set sløjt ud i det franske parlament. Da loven blev afprøvet første gang ved parlamentsvalget i 2002, valgte de store partier, det borgerlige UMP og Socialistpartiet, at betale millionbøder i stedet for at overholde loven og opstille lige mange mænd og kvinder.

Kun 71 ud af de 577 parlamentarikere var kvinder efter valget i 2002. Otte mere end i det foregående parlament, hvilket svarer til, at kvinderne repræsenterede 12,3 procent af mandaterne mod 10,9 i det parlament, som blev valgt i 1997.

Tidligere magtfulde kvinder har måttet betale dyrt for deres ambition i Frankrig. Edith Cresson, som blev udnævnt til socialistisk premierminister i 1991, blev offer for en hetz, som satte en stopper for hendes politiske karriere efter mindre end et år på posten. Også Nicole Notat, som blev Frankrigs første kvindelige fagforeningsleder, blev hujet ud med kvindefjendske macho-udtryk.


Det feministiske image skal plejes

Nu har Ségolène Royal bevist, at de franske vælgere er parate til at stemme på en kvinde. Argumentet i 2002 var ellers, at vælgerne ikke har så stor tiltro til en kvindelig som til en mandlig politiker, og at det derfor er klogest at opstille mænd, især når en valgkreds ikke er sikker.

Nicolas Sarkozy, som er en pragmatisk mand, har blik for denne udvikling i det franske samfund. Frankrigs nye præsident lover, at halvdelen af hans regering vil komme til at bestå af kvindelige ministre. Sarkozy plejer i det hele taget sit feministiske image. Et af hans første initiativer bliver formentlig en forhandling med arbejdsmarkedets parter, blandt andet om reel ligeløn.

I sin første tale som nyvalgt præsident afgav Sarkozy et lidenskabeligt løfte om, at Frankrig under hans ledelse vil “være på kvindernes side. På de bulgarske sygeplejerskers side i Libyen, på den tilfangetagne Ingrid Bettancourts side i Columbia, på de burkaklædte, de undertrykte, de ulykkelige kvinders side, hvor i verden de end befinder sig”, som han sagde.

Præsidentvalget har markeret, at franskmændene ønsker forandring og modernisering. Ségolène Royal har med et vist talent spillet på, at denne forandring, denne fornyelse af Frankrigs forstenede politiske system blandt andet kan komme fra kvindelige kandidater, som kan repræsentere et generationsskifte i Frankrigs aldrende politikerklasse.

Det kommende parlamentsvalg, som løber af stabelen om en måned, den 10. og 17. juni, vil være en første prøvesten for, om de politiske partier har lært lektien og opstiller flere kvindelige kandidater med reel valgchance.

FORUM/Frankrig 3.5.2007


Kvindebevægelsen blander sig

– Vi har været meget diskrete indtil nu, erkender Maia Surduts, en af de markante skikkelser i den franske kvindebevægelse.
– Men nu er vi nødt til at reagere. Den mand er farlig. Han er farlig for det franske demokrati, og han er farlig for kvinderne.

Præsidentvalgets borgerlige kandidat Nicolas Sarkozy har tidligere lovet, at han som præsident vil udpege kvinder til halvdelen af de 15 ministerposter. Han har også besøgt et krisecenter for kvinder under valgkampen. Begge dele er hidtil usete i en fransk valgkamp. Det er “Ségolène-effekten”. Men hvis den kvindelige kandidat vinder på søndag, bliver det takket være “Sarkozy-effekten”.

For Sarkozy har foretaget et ideologisk skred til højre, som i første omgang har givet succes. Men han har gjort det på en måde, som virker brutal og skræmmende på en del franske vælgere. Deriblandt kvinderne. Og det er her, Sarkozy med en politologs udtryk kan blive “sin egen værste fjende”.

– Han er skræmmende, når han siger, at pædofili og selvmord blandt unge er genetisk og ikke socialt betinget. For kvinderne er han skræmmende, når han erklærer, at han vil gøre op med alt det, som ungdomsoprøret i maj 68 står for.

– Uden maj 68 havde vi ikke fået fri abort, ret til prævention og til at bestemme over vores egen krop. Vi var ikke sluppet af med i hvert fald en del af det patriarkalske samfund. Sarkozy vil undergrave lønmodtagernes rettigheder, og vi ved, at kvinder er de mest udsatte, både når det gælder arbejdsløshed og fattigdom, siger Maia Surduts.


“En trussel mod kvinderne”

Maia Surduts repræsenterer Collectif National pour le Droit des Femmes, en sammenslutning af kvindeorganisationer, fagforeninger og feministiske aktionsgrupper. Den 1. maj forsøgte organisationen at råbe de kvindelige vælgere op.

“Ségolène er en chance for de franske kvinder og for demokratiet”, lød et af dens slogans ved 1.maj-demonstrationen i Paris. Det er første gang i valgkampen, at den franske kvindebevægelse så entydigt udtrykker sin støtte til Ségolène Royal.

– Sammenslutningen består af meget forskellige organisationer med forskellige politiske præferencer. I første runde, hvor alle kandidater deltog, kunne vi ikke engagere os i forhold til én bestemt kandidat, forklarer Maia Surduts.

– Vi opfordrer til at slå Nicolas Sarkozy med ethvert middel. Det eneste middel er selvfølgelig at stemme på Royal. Vi vil standse Sarkozys vej til magten, ikke kun fordi han er en trussel mod kvinderne, men fordi han er en trussel mod samfundet, siger Maia Surduts.


Ségolène holder vælgerne i hånden

Opbakningen bag Ségolène Royal er dog mindre lidenskabelig end modstanden mod Sarkozy, som indtil videre har et kort forspring på mellem en og tre procent ifølge meningsmålingerne. Den samlede venstrefløj fik i første valgrunde 36 procent af stemmerne. Til dem skal lægges de socialistiske vælgere, som valgte at stemme på centrumkandidaten François Bayrou i utilfredshed med den kvindelige socialistiske kandidat.

Nogle af dem vil vende tilbage i anden valgrunde. Men Royals bedste kort på søndag består stadig i at samle Sarkozys modstandere og forhindre dem i at blive hjemme og undlade at stemme. Derfor fremstiller hun i stigende grad sig selv som konsensussøgende og en betryggende, næsten moderlig skikkelse i modsætning til sin uforudsigelige fløs af en modstander.

– Jeg inkarnerer dristigheden, men også den nationale forsoning, harmonien og freden, som Ségolène Royal sagde i sin tale på et 1. maj-valgmøde på Charletty-stadion i Paris, hvor hun sluttede på grænsen til det patetiske med at opfordre de 40-60.000 tilskuere til at “tage hinanden i hånden og elske hinanden”.

De franske kvinder bliver næppe tungen på vægtskålen, når franskmændene på søndag træffer den endelige afgørelse om, hvem der skal være deres præsident i de næste fem år. Men hvis Ségolène Royal skal gøre sig håb om at indhente sit aktuelle efterslæb, skal hun netop satse mere på modstanden mod Sarkozy end på opbakning til sit eget program.

FORUM/Frankrig 23.4.2007


En rigtig kvinde mod en rigtig mand

Hun virkede underligt stiv, Ségolène, da hun omsider tog ordet efter gårsdagens valgresultat. Lammet eller måske snarere alvorstynget af de franske vælgeres beslutning om for første gang nogensinde at give en kvindelig kandidat en reel chance for at blive fransk præsident.

Helt modsat Nicolas Sarkozy. Afslappet og selvsikker på sin legitimitet som magtudøver, selv om han tydeligvis læste sin tale op. Ségolène Royal havde derimod forsøgt at lære så meget som muligt udenad og lignede en, der var ved at overbevise sig selv og andre om, at hendes skuldre er brede nok til at bære magten.

Det er de uden tvivl. Ségolène Royal har tilkæmpet sig sin kandidatstatus på god gammeldags politikermaner i konkurrence med “hanelefanterne” i Socialistpartiet. Ligesom Nicolas Sarkozy nådesløst tog livet af Jacques Chiracs drømme om at genopstille. Royal og Sarkozy er begge magtmennesker – med to forskellige måder at drive politik på.

Nicolas Sarkozy har ført sin kampagne på virile værdier. Han inkarnerer autoritet og handlekraft i et hierarkisk samfund med en markant lederskikkelse i toppen. Ingen blødsødenhed med de unge i de problematiske forstæder, kæp til “rakkerpakket” og gulerod til dem, der retter ind.

Ségolène Royal har bygget sit politiske projekt på borgerdeltagelsen, det såkaldt deltagende demokrati baseret på borgermøder, hvor den socialistiske kandidat har lyttet sig frem til sit program. Her er kodeordene “retfærdig orden”, respekt for den enkelte, omsorg for de ældre og de svage.


Karikaturer med kønnet fortegn

Lyder det som letkøbte kønsstereotyper? Den strenge faderskikkelse over for Moderen med stort M? I så fald er det fuldt bevidst fra politikernes side. De to kandidater, som har overlevet første valgrunde og går videre til anden, har på hver sin måde udnyttet det politiske potentiale i deres køn, med risiko for at blive karikaturer af sig selv.

Anden valgrunde bliver “Rocky mod Jeanne d’Arc”, som en udenlandsk lederskribent meget rammende har udtrykt det, med henvisning til bokseren og den middelalderlige krigerjomfru.

Men bag karikaturerne er det to forskellige samfundsmodeller, som franskmændene skal tage stilling til i de næste to uger frem til anden valgrunde den 6. maj. Nicolas Sarkozy repræsenterer en fransk udgave af den amerikanske neokonservatisme. Han taler om “en ny fransk drøm”, hvor man ved hårdt arbejde kan kæmpe sig op fra skopudser til direktør.

Ségolène Royal henviser i stedet til de nordeuropæiske socialdemokratier, den danske model med et fleksibelt arbejdsmarked og et solidt sikkerhedsnet, eller Tony Blairs fornyelse af det socialdemokratiske projekt. Ségolène vil skabe et “nyt socialt demokrati”, som hun kalder det.


Slaget om midten

Men Rocky og Jeanne d’Arc risikerer at få det svært med de skarpt optrukne grænser. I anden valgrunde gælder det om at appellere til vælgerne uden for det traditionelle vælgergrundlag. Og her er der fare for, at karikaturerne sprækker i syningerne.

For Nicolas Sarkozy skal ikke blot tiltrække og fastholde vælgerne på det yderste højre, som var den strategiske målgruppe i første valgrunde. Og Ségolène Royal skal ikke blot appellere til det yderste venstre, som allerede har anbefalet at “stemme Ségolène” den 6. maj for at spærre vejen for Sarkozy.

Anden valgrunde afgøres på den politiske midte. Vinderen bliver den, der viser sig at være bedst til at spænde fra baglandet på fløjen henover midten af fransk politik. Derfor så man søndag aften Sarkozy i rollen som beskytteren, der kaldte “de udstødte og de svage” ind under de alfaderlige vinger. Mens Royal forsøgte at fremstå som den stærke, urokkelige og stålsatte leder, der ikke lader sig distrahere af selv de mest entusiatiske tilråb.

Ségolène Royal og Nicolas Sarkozy vandt deres finalepladser ved at repræsentere henholdsvis et klart socialdemokratisk projekt og en klar højredrejning. Nu skal de vinde præsidentvalget ved at gøre deres program spiseligt for midtervælgerne, der gerne vil have elementer fra begge sider. Foreløbig er det Sarkozy – eller Rocky om man vil – som har de bedste prognoser.

FORUM/Frankrig 20.4.2007


Stem nyttigt, siger Ségolène

Havde de franske kvinder været alene ved valgurnerne ved det seneste valg i 2002, var Jean-Marie Le Pen fra Front National ikke gået videre til slutspurten om præsidentposten mod Jacques Chirac. Det var derimod den socialistiske kandidat, Lionel Jospin. Hvis det kun stod til de mandlige vælgere, havde Le Pen til gengæld allerede i første valgrunde fået flere stemmer end Chirac.

Hvis der er en kløft mellem kønnene i den franske vælger-befolkning, er det her. Det kan blive afgørende for, hvordan de kvindelige vælgere vil stemme på søndag. Og for Ségolène Royals chancer for at gå videre til anden valgrunde 14 dage senere.

For selv om Le Pen og Front National kun formodes at få mellem 12,5 og 15 procent af stemmerne, foregår det franske valg i den gamle højreekstremists skygge. Alle frygter, og han selv håber, at Le Pen kan gentage succesen fra sidste valg i 2002.

At Le Pen dengang blev nr. 2 skyldtes ikke så meget en markant større vælgeropbakning, men snarere at de socialistiske vælgere spredte deres stemmer på de forskellige kandidater på den yderste venstrefløj. Det var således ikke Le Pen, der fik flere stemmer, men socialisten Jospin, som fik færre.

“Stem nyttigt”, lyder det derfor nu fra det socialistiske partiapparat og fra Ségolène Royal, der advarer mod en stemmespredning som i 2002. Og det kan måske vinde størst gehør blandt de kvindelige vælgere.


Tabt forspring blandt kvinderne

Da Ségolène Royal i november blev udpeget til Socialistpartiets præsidentkandidat, nød hun betydelig opbakning blandt kvinderne. 36 procent af kvinderne mod 28 procent af mændene sagde, at de ville stemme på Frankrigs første kvindelige præsidentkandidat med en reel chance for at vinde valget.

Op til første valgrunde har Royal sat sit forspring blandt kvinderne over styr, med undtagelse af de unge mellem 18 og 25, som fortsat lover at stemme massivt på “Ségolène”. Kønsforskellen er væk. Den seneste undersøgelse, der måler kønsdimensionen i vælgeradfærden, blev offentliggjort i begyndelsen af april, og her erklærede 26 procent af kvinderne, at de ville stemme på den socialistiske kandidat, mod 25 procent af hele vælgerbefolkningen.

Hvad er der sket i mellemtiden? Hvorfor har Ségolène Royal ikke bevaret sit tag i kvinderne? En af forklaringerne er den franske universalistiske tradition, som kendetegner både feminismen og Frankrigs politiske tradition. Den betyder, at man i fransk politik taler om den abstrakte borger uden køn, etnisk baggrund og religion, som skal være en garant for ligheden.

Som politologen Janine Mossuz-Lavau udtrykker det:
– I Frankrig stemmer man ikke på en mand eller en kvinde, men på en kandidat. Det er det politiske tilhørsforhold, som er afgørende.


Køn kan spille en rolle på søndag

Når det gælder Le Pens popularitet, er kønsforskellen blandt vælgerne til gengæld stadig udtalt. Frankrigs kvindelige vælgere har, med Janine Mossuz-Laveaus ord, traditionelt udgjort et værn mod Front National. Ved dette valg siger 17 procent af mændene også, at de vil stemme på Le Pen. Kun 7 procent af de kvindelige vælgere støtter Front National.

Samtidig trækker kvinderne ligesom det franske samfund generelt til højre ved dette valg, når man ser bort fra de unge, de højtuddannede og underviserne. Nicolas Sarkozy har haft held til at tiltrække en del socialistiske kvindelige vælgere, hvorimod kvindelige højrevælgere ikke har ladet sig friste af den kvindelige socialistiske kandidat.

Her er det så, at “stem nyttigt”-kampagnen kan spille ind. For selv om Ségolène Royal foreløbig er nummer to i meningsmålingerne med 24-25 procent mod 28-29 til Sarkozy, er der ingen garanti for, at hun ikke bliver overhalet og elimineret på søndag. Over 30 procent af de franske vælgere har endnu ikke besluttet, hvem de vil stemme på.

Det er ikke utænkeligt, at de kvindelige vælgere, som i de seneste uger har sat deres lid til centrumpolitikeren François Bayrou, i sidste øjeblik vil vende tilbage til Royal for at forhindre en stemmespredning, der kan sende Le Pen videre til anden valgrunde.

Det er for meget sagt, at kvinderne kommer til at afgøre udfaldet af søndagens afstemning. Men de har et kort at spille.

FORUM/Frankrig 17.4.2007


Kvindernes “social-nationalisme”

Man kunne også kalde det “velfærdschauvinisme”. Men franske forskere har valgt at tale om “social-nationalisme”, der har en provokerende biklang af nazisme, for at beskrive konsekvenserne af franskmændenes fremtidsfrygt.

For alle undersøgelser viser, at de franske vælgere er bange for fremtiden. Og kvinderne er mere bekymrede end mændene. Det får en del af de kvindelige vælgere til at trække mod højre.

Det kan blive et problem for Ségolène Royal, der ikke i tilstrækkelig grad har gjort arbejdsløshed og social usikkerhed til et bærende tema i sin valgkamp. At slå på, at hun “ved, hvordan det er at være mor”, kan vise sig ikke at være nok for at vinde de kvindelige vælgere.

69 procent af kvinderne er pessimistiske mht. Frankrigs økonomiske udvikling, mod 59 procent af mændene, viser en stor vælgerundersøgelse fra Fransk Center for Politisk Forskning, Cevipof. 44 procent af kvinderne, men kun 35 procent af mændene er overbeviste om, at arbejdsløsheden er vokset, selv om de officielle statistikker siger det modsatte. Blandt kvinderne har 57 procent svært ved at få pengene til at slå til, hvorimod 52 procent af mændene synes, de klarer sig godt økonomisk.

Det er der åbenlyse forklaringer på. De franske kvinder er lavere lønnet end mændene, de arbejder i højere grad på deltid, og de er mere udsatte for arbejdsløshed og løse ansættelser end mændene.
53 procent af de franske vælgere er kvinder, og gennemsnitlig er de ældre end de mandlige vælgere. De franske kvinder er også mere isolerede og marginaliserede både socialt og økonomisk, og desuden mere religiøse, konstaterer Cevipof-undersøgelsen.


Velfærden og nationen skal sikres

Denne sociale usikkerhed er med til at skabe en specifik kvindeprofil blandt de franske vælgere. Det er for eksempel kvinderne, som i særlig grad efterspørger en stærk stat, der kan beskytte dem mod ubehagelige sociale overraskelser. Hver anden franske kvinde, men kun hver tredje mand, ønsker fx, at staten skal kunne forbyde virksomheder at afskedige deres medarbejdere.

Frygten for, at den franske velfærdsmodel skal slå revner og blive løbet over ende af social dumping udefra, påvirker også franskmændenes politiske valg. Det var den store motor i det franske nej til EU’s forfatningstraktat for to år siden. Ser man på kvindernes holdninger i dag, opfatter mange stadig EU som en trussel mod velfærden. Tre ud af fire franske kvinder mener, at det europæiske samarbejde fører til dårligere social sikring. 60 procent er af den holdning, at franskmændene betaler for de andre EU-lande, mens lige så mange mener, at Frankrig sætter sin nationale identitet over styr i EU.

Politologen Sylvie Strudel konkluderer i vælger-analysen: “Den økonomiske usikkerhed betyder, at kvinderne udvikler en tendens til at vende ryggen til resten af verden og klamrer sig til den nationale dimension og den nationale identitet”.
Det er denne tendens, som de politiske forskere har døbt “social-nationalismen”. Den indvarsler en ny periode i de franske kvinders vælgeradfærd.


Social pessimisme rykker kvinder mod højre

Siden midten af 1980’erne har Frankrigs kvindelige vælgere overvejende stemt på venstrefløjen. Det svarer til en generel, europæisk tendens, hvor kvinder efterspørger velfærd, offentlige serviceydelser blandt andet til børn og ældre, og tillægger omsorgen for samfundets svageste større betydning.

Nu kunne man forestille sig, at kvindernes vægtning af den sociale usikkerhed ville sikre den socialistiske kandidat, Ségolène Royal, et solidt kvindeligt vælgergrundlag. Men det er langt fra tilfældet. For oven i den sociale pessimisme kommer en udtalt mistillid til det politiske system og til de etablerede politikere. Også denne mistillid kendetegner hele vælgerbefolkningen – men igen med en overvægt blandt kvinder.

De franske kvinder er derfor ved at foretage en kovending. En del kvindelige vælgere, som før stemte til venstre, er nu parate til at sætte deres kryds ved Nicolas Sarkozy, som virker mere overbevisende end Ségolène Royal i spørgsmålet om at sikre den nationale identitet.

De der forventede, at franske kvinder blindt ville stemme på Ségolène Royal, alene fordi hun er kvinde, tog naturligvis fejl. Men man kan undre sig over, at det ikke er lykkedes den franske venstrefløj at komme de kvindelige vælgere sociale kekymringer mere i møde. Ikke mindst fordi venstrefløjen er repræsenteret af kvinder over hele linjen – fra trotskisten Arlette Laguiller over De Grønnes kandidat Dominique Voynet og kommunistpartiets Marie-Georges Buffet til Ségolène Royal.

FORUM/Frankrig 11.4.2007


En sag for en præsidentkandidat?

Nej, hvor de grinede i den borgerlige lejr. I den socialistiske var der nogle, der skar tænder. Men alle var de enige om, at Socialistpartiets Ségolène Royal for alvor havde demonstreret sin inkompetence ved at fortabe sig i underordnede problemstillinger.

For en fransk præsident beskæftiger sig med vigtige sager. Ikke med hustruvold.
Og her stod Ségolène Royal og lovede, at hendes første initiativ som præsident ville være at fremsætte en rammelov om vold mod kvinder i stil med den, som Spanien indførte i 2004.

Det var i november sidste år under et besøg hos foreningen SOS Femmes i Roubaix. En ny undersøgelse havde vist, at en kvinde dræbes af sin mand eller kæreste hver tredie dag i Frankrig. Og ni procent af de franske kvinder udsættes for hustruvold, fortæller tal fra 2000.


Valgløfter til kvinderne

Sceneskift til april 2007 og Institut for Statskundskab i Paris. Kvindemagasinet ELLE inviterer præsidentkandidaterne til at svare på ét spørgsmål: “Hvad er din ligestillingspolitik?”
En efter én aflægger kandidaterne mundtlig eksamen med en kendt kvindelig tv-journalist som censor og magasinets chefredaktør som eksaminator. De kommer alle sammen. Og nu er der pludselig ingen grænser for alt det, de vil gøre for at behage de kvindelige vælgere.

Nicolas Sarkozy, det borgerlige regeringsparti UMP’s kandidat og for indeværende ubestridt fører i meningsmålingerne, lover pasningsgaranti for alle børn under tre år og en kriminalisering af uligeløn mellem mænd og kvinder fra 2009.

Den liberale midterkandidat og meningsmålingernes store overraskelse, Francois Bayrou, vil også gøre det lettere at kombinere familieliv og arbejde og desuden garantere, at halvdelen af alle politiske mandater tilfalder kvinder.
Antiglobalisten José Bové tilbyder at forlænge abortgrænsen fra 12 til 14 uger, og trotskisten Olivier Besancenot lover gratis kondomer til alle.


Madonna i en machokultur

Hvad er der sket mellem Roubaix og Paris, mellem november og april? Svaret er Ségolène Royal.

Uanset hvad man måtte mene om Socialistpartiets kandidat eller om holdbarheden af de øvrige kandidaters kønspolitiske valgløfter, så har Ségolène Royal realiseret noget ganske uhørt. Hun har, for første gang nogensinde i et fransk præsidentvalg, placeret ligestillingsspørgsmål centralt i valgkampen. Hun har, på godt og ondt, givet den franske valgkamp en kønsdimension.

Det har hun gjort ved helt bevidst at spille på sin kvindelige identitet. Allerede i kampen mod sine mandlige konkurrenter i Socialistpartiet, hvor hun på spørgsmålet om, hvad der adskilte hende fra de to andre potentielle kandidater, svarede, at “det kan enhver vel se”.

Samtidig slår hun bevidst på machokulturen i fransk politik. – Jeg har måttet lægge øre til ting i denne valgkamp, som ingen mand har skullet finde sig i, siger hun jævnligt.
Som en fransk økonom har påpeget, vrimler det med usammenhængende og urealistiske økonomiske forslag fra de mandlige kandidater. De kaldes ikke inkompentente af den grund. I modsætning til Royal.

Selv seriøse medier kaldte i lang tid Ségolène Royal for Frankrigs politiske madonna. Herefter fik hun tilnavnet “Beccasine”, en naiv bondepige i en populær fransk børnebog.
Også kvindelige politikere fra Royals eget parti forsøgte at diskvalificere hende. Den tidligere arbejdsminister Dixit Martine Aubry lod fx en legendarisk bemærkning falde om, at et præsidentvalg ikke er et spørgsmål om brystmål.


Kamp om kønnets betydning

Royal har fra starten valgt at vende modstanden til en fordel. Men det er langt fra sikkert, at kønsdimensionen holder vand som valgstrategi.

Den franske kvindebevægelse er traditionelt tro mod arven fra Simone de Beauvoir og imod enhver form for essentialisme, der reducerer kvinder til deres køn. I mange feministers øjne forsvarer Royal en traditionel kvinderolle, når hun taler om familien og vil oprette flere vuggestuepladser. Samtidig angriber de politiske modstandere Royal for, at det er under bæltestedet at fremstille sig selv som offer for mandschauvinisme.

På første valgaften den 22. april, når de to bedst placerede kandidater går videre til anden valgrunde, vil det vise sig, om Ségolène Royals insisteren på det kønspolitiske har indbragt flere stemmer, end det har kostet.