Sonia Eqbals stemme lyder anspændt, da den toner igennem på Skype. Hun er lige kommet tilbage til sit kontor, efter at have været ude på gaden i Kabul – og fortæller, at et nyt angreb fra Taleban er i gang netop nu.
“De har angrebet et valgkampagnekontor – en af mine venner var derinde, men heldigvis har jeg lige fået at vide, at han er ok,” fortæller Sonia Eqbal. Hun er talskvinde for græsrodsorganisationen Afghanistan 1400, der arbejder for at mobilisere den unge generation i Afghanistan og give den en fælles platform for politiske aktiviteter. Med få dage til præsidentvalget lever hun – og de andre indbyggere i Kabul – med truslen om angreb fra Taleban hængende over hovedet. Men hun er ikke bange.
“Da jeg var ude på gaden, lagde jeg mærke til, at der var masser af mennesker. Folk er meget påpasselige, men de gemmer sig ikke i deres huse. De har besluttet sig for at stemme, og det er et stærkt demokratisk statement, at de bliver ved med at være ude på gaden. Folk står i lange køer foran valgstederne for at få deres valgkort – en af mine venner fortalte, at han havde ventet i 5 timer, før han fik sit valgkort,” fortæller Sonia Eqbal.


Et valg af stor betydning

Den 5. april går afghanerne til stemmeurnerne for at vælge en ny præsident, og det er på mange måder et valg, der markerer en skillevej for det uroplagede land. Valget er det tredje præsidentvalg siden Talebans fald – og det skal bane vejen for en fredelig magtoverdragelse, idet den nuværende præsident Hamid Karzai, ikke kan genopstille. Oven i det er de udenlandske tropper, der har domineret både afghanernes hverdag og det politiske liv i over et årti, på vej ud.
“Præsidentvalget har meget stor betydning for Afghanistan. Det er første gang i landets historie, at der forhåbentlig kan ske en fredelig magtoverdragelse fra én folkevalgt præsident til en anden. Vi har haft et årti med relativ stabilitet – jeg kalder det et årti med muligheder. Fra den unge generations perspektiv håber jeg, at vi kan se frem mod et årti med commitment,” siger Sonia Eqbal og fortsætter:
“Vi har brug for at stå sammen og for at finde vores nationale prioriteter. Det bliver ikke en nem vej for Afghanistan efter valget, så det er vigtigt, at vi får en præsident, der både er accepteret af folket og af det internationale samfund. Vi peger ikke på nogen bestemt kandidat, men vi bruger mange kræfter på at opfordre de unge til at stemme.”


En af verdens yngste befolkninger

Afghanistan har en af verdens yngste befolkninger – omkring 65 procent er under 25 år. Og det giver de unge en helt særlig magt, fortæller en anden stemme fra Kabul, nemlig forfatter og journalist Parwiz Kawa, der er i røret på en skrattende telefonforbindelse. Som chefredaktør på Afghanistans største dagblad Hasht e Subh Daily følger han den politiske udvikling i landet tæt, og han mener, at de unge kan ændre valget.
“De unge har majoriteten af stemmerne, og det er tydeligt, at præsidentkandidaterne kæmper om at få fat i de unges stemmer. De unge har ikke været involveret i krig og konflikt, og de kan tegne en ny fremtid for Afghanistan. Det er meget lovende,” siger Parwiz Kawa.
For at stille op som præsidentkandidat skal man være mindst 40 år gammel, men mange af kampagnekoordinatorerne er unge, og det er en vigtig udvikling, mener Sonia Eqbal:
“De unge spiller en meget stærk rolle i valget, både demografisk set som vælgere – og som kandidater til Provinsrådet (det lokale parlament som afghanerne stemmer til ved samme lejlighed som præsidentvalget, red.). Her ser vi en masse unge ansigter, der stiller op – og vi har brug for unge ledere til at tegne fremtidens Afghanistan. Derfor prøver vi at skabe en platform, hvor de unge kan samle sig som en værdi for samfundet.”

Afskåret fra information

Sonia Eqbal fortæller, at den generation af unge afghanere, vi ser i dag, er meget anderledes end generationen, vi så for 10 år siden.

“Dengang var de unge afghanere fuldstændig afskåret fra uddannelse og information. I 2001 kunne man ikke ringe ud af landet, fordi vi ikke havde et ordentligt telekommunikationsnet. I dag har 16 mio. afghanere adgang til en mobiltelefon og dermed adgang til information om, hvad der sker i resten af verden. Oven i det er der rigtig mange unge afghanere, der tager en universitetsuddannelse og på den måde kan blive en ressource i fremtidens Afghanistan. Ungdommen har fået en stemme og en kapacitet,” siger hun.
Hun mener ikke, at det store engagement handler om en ny mentalitet hos Afghanistans unge. “Folk har levet som gidsler i et system, som de var blevet pålagt, så det handler i højere grad om at have fået muligheden for at gå efter det, man tror på,” pointerer hun.

Kvinderne har motivationen

Også i forhold til kvinders deltagelse i samfundslivet er der sket markante forandringer. Kvinderne udgør 50 procent af befolkningen i Afghanistan, og Parwiz Kawa mener, at det afghanske samfund langsomt er ved at acceptere, at kvinder deltager på en synlig måde.
“Det tages seriøst, at kvinder i Afghanistan skal sikres en bedre fremtid. Op til præsidentvalget har alle kandidaterne understreget, at de vil arbejde for at forbedre kvinders rettigheder. Desuden oplever vi et højere niveau af kvinder, der involverer sig i politik. I Afghanistan er der en kvotelovgivning, der siger, at 25 procent af pladserne i parlamentet skal besættes af kvinder, og regeringen har haft flere kvindelige ministre,” fortæller Parwiz Kawa.
Sonia Eqbal supplerer:
“Når jeg ser på kvinders deltagelse i politik og i samfundslivet, så er der sket et stort skift. Kvinders deltagelse er ikke længere bare en symbolsk gestus, der handler om at opfylde nogle kvoter. Motivationen til at tage del i det afghanske samfund kommer fra kvinderne selv, og jeg mærker en stærk interesse og et stort håb hos dem,” fortæller Sonia Eqbal.

Kvindelig kandidat

En af de kvinder, der er trådt ind i politik er Habiba Sarabi, der ved det kommende præsidentvalg stiller op som vicepræsidentkandidat. Til den engelske avis The Independent fortæller Habiba Sarabi, at trusler fra Taleban har været en del af hendes hverdag, siden hun blev udnævnt som minister for kvindeanliggender i Hamid Karzais regering. Senere blev hun også Afghanistans første kvindelige guvernør, og nu stiller hun op som vicepræsident for Zalmai Rassoul.

“Det er forbundet med stor risiko at være en kvinde i politik. Men vi er nødt til at løbe den risiko for at nå vores mål,” fortæller hun i et interview til The Independent.

Uanset om hun bliver valgt eller ej, så er Habiba Sarabis tilstedeværelse en torn i øjet på Taleban. Hendes vej ind i politik blev grundlagt, da hun arbejdede som farmaceut i Kabul, inden Taleban kom til magten. I 1996 flygtede hun til Pakistan og efterlod sin mand i Kabul sammen med børnene. Gemt under en burka sneg hun sig tilbage over grænsen til Afghanistan for at organisere et hemmeligt netværk af skoler for piger og kvinder, og på et tidspunkt koordinerede hun mere end 80 skoler over hele Afghanistan.

“Situationen for kvinder i Afghanistan har fået mig til at blive kvindesagsaktivist. Vi mistede alt under Taleban, så jeg kæmper for at få alt det tilbage, vi har mistet,” siger Habiba Sarabi til The Independent.


Kvindelige fyrtårne

Parwiz Kawa mener, at kvinder som Habiba Sarabi har banet vejen for en stærkere kvindelig repræsentation i det afghanske samfund.

“Kvinder har gennem 12 år været engagererede i civilsamfundet og i det politiske liv, så mentaliteten hos befolkningen er ved at ændre sig. Vi har set prominente kvindesagsaktivister i civilsamfundet og i politik, og det har fået folk til at erkende, at kvinder spiller en vigtig rolle. Det handler også om, at kvinder ikke så ofte er involverede i korruption og har en rigtig god sund fornuft,” siger han.

Spørgsmålet om, hvorvidt kvinder er mindre korrupte end mænd, får Sonia Eqbal til at hæve stemmen:
“Det er vigtigt at understrege, at kvinder ikke skal være Mother Theresa for at fortjene en plads i samfundet. Korruption er et større samfundsmæssigt problem, og det skal ikke løses af kvinderne alene.”

Et spørgsmål om sikkerhed

Mens vi taler om kvinder i politik kommer sikkerhedsspørgsmålet på banen igen. For selvom det går fremad med både kvinderne og de unges deltagelse i samfundslivet i Afghanistan, er vejen til et frit liv stadig lang. Under parlamentsvalget i 2010 modtog flere af de kvindelige kandidater dødstrusler, og der var flere eksempler på, at kvinder, der var aktive i valgkampagnen, blev kidnappet. Parwiz Kawa understreger, at antallet af sikkerhedsstyrker, der skal passe på afghanerne ved det kommende præsidentvalg, er dobbelt så stort som ved parlamentsvalget i 2010.

“Men vi lever stadig i et land i stor konflikt, og det skaber en større trussel mod kvinder. Heldigvis får det ikke kvinderne til at miste modet,” siger han.

“Sikkerhed er et kæmpe problem, der rammer kvinder hårdt, fordi kvinder traditionelt set ikke har været vant til at bevæge sig i det offentlige rum,” supplerer Sonia Eqbal. Alligevel har hun store forhåbninger til Afghanistans fremtid.

“Der er stadig en stor usikkerhed om fremtiden og sikkerhedsspørgsmålet er en stor del af vores liv, men folk har besluttet sig for at være med til at præge fremtiden. De kommende år er kritiske for Afghanistan, men jeg er sikker på, at vi med en ny generation af ledere med tiden vil kunne stå på egne ben som en stolt nation”, slutter hun.