” Ooohh you touch my tralala- Mmmmm my ding ding dong” – Gunther Levi
Scenen er sat fra den sidste sæson af tv-serien Mad Men, som går sin sejrsgang i bokssæt over hele verden:

I centrum for handlingen ser vi den supersexede, runde, indsigtsfulde og begavede sekretær på reklamebureauet, Joan, som netop er blevet forfremmet til en slags chefsekretær (uden ekstra apanage naturligvis). Hendes afmægtige lægestuderende-mand kommer på kontorbesøg, inden han skal til fronten for at blive mere magtfuld i egne og andres øjne. Mødet udvikler sig helt skævt og ender med, at lægen in spe voldtager Joan inde på selveste overchefen, Don Drapers kontor. Og nej, Joan sagde ikke nej men mente ja. Hun sagde nej og mente det, men modtager overgrebet med samme tavse afsky, som hun hver dag modtager sine mandlige kollegers sexistiske og nedvurderende kommentarer.

Som mange andre kvinder før og efter Joan, knapper hun sin kjole efter voldtægten i en nedarvet erkendelse af, at sådan nogle ting gør mænd åbenbart, hvis de trues på deres position. Mænd med magt og mænd som partout vil have den.

Langt men dog så kort

Bloggerne Bom og Bjerke (BoB) sidder slukøret tilbage med en tomhed på størrelse med det ydre univers. Både over denne og de mange andre afskyvækkende scener fra serien, som på så mange måder minder os om, hvor langt og hvor kort, vi er nået i forholdet mand/kvinde, magt/afmagt siden halvtredserne, men også fordi vi nu ikke aner, hvad vi skal lave hver aften efter kl. 21, når ungerne er lagt. Hvor og hvordan skal vi nu få vores daglige skud sex, cigaretter, whisky og nøgne piger tilsat et ordentligt stænk magt og mandschauvinisme?
Hmm, tænke, tænke. Nå ja, vi kan da bare tune ind på nyhedstv for at få vores fix, for her i virkelighedens reality får de fiktive reklamedrenge fra 1950’ernes Madison Avenue totalt baghjul og kam til deres smørhår.

Mange fingre i kagedåsen

De virkelig skøre mænd findes i levende live i dette årtusindes realtid, og deres sex-løgn og videoeskapader overgår selv det mest fantasifulde prisbelønnede manus; toppolitikere som Strauss-Kahn, Weiner, John Edwards, Schwarzenegger (aka Sperminator), Berlusconi, hele den tyrkiske opposition og en ensom svensk konge spiller hovedrollerne i hver deres vilde sexdrama, hvor afsnittene synes uendelige og rædselsfulde underholdende.
Og de er ikke udtryk for et midlertidigt fænomen. De senere år har vi haft sexskandaler om og med wikileakeren Julian Assange og nogle svenske piger, der var golfstjernen Tiger Woods, HP topchefen Mark Hurd, skuespilleren Hugh Grant, endda en dansk konsul på Haiti, som tog kokkens datter, som han ville, og i hvad der synes som virkelig gamle dage var den engelske prins Charles ude i noget fikumdik med en heste-dame (som ikke lignede Diana), Kennedy-mændene i flere generationer havde masser af sidespring, og selvfølgelig klassikeren inden for offentlige sidespring gode gamle “I-did-not-have-a-sexual-relation-with-that-woman-Miss-Lewinsky”-Clinton. Clinton som i Bill Clinton og ikke Billary, som jo i disse dage ulig sine mandlige kolleger har alt for travlt med at ordne udenrigspolitikken for Obama og bejle til toppost i Verdensbanken end til at have extramarital affairs. Nææ, vi tænker på lille Billy-boy, som begyndte den populære trend med løgn-på-tv-i-bedste-sendetid, da han på det bestemteste erklærede, at der ikke var tale om en seksuel relation – for den var, altså penile erectum, ikke inde.
Perlerækken af magtfulde pinger som er blevet fanget – ikke mindst af medierne, med enten fingre, penis eller tobaksvarer oppe i en fremmed kagedåse, er længere end lang. Og fælles for dem alle er, at sidespringene – eller overgrebene – har bredt sig som en steppebrand via de nye medier og har kostet dem dyrt. De formastelige skal gå offentlig bodsgang over for familie, venner, presse, partiforeninger, samarbejdspartnere og resten af verden. Det kræver noget af et sikkerhedsnet(værk), hvis faldet fra magtens tinde ikke skal være fatalt. Men det har de jo heldigvis også, drengene.

Alt for et dyt i bamsen

Hvad foregår der mon i hovederne på disse velbjærgede, velrenommerede, veltrimmede, velinformerede og velintegrerede powerdrenge, at de sætter det meste af pivtøjet på spil for et dyt i bamsen? Det er ikke forbudt at have en seksualitet, så vidt vi ved – og mener. BoB er ikke ligefrem puritanere, men der sker noget mystisk bag mahognidørene i magtens maskuline korridorer, som tyder på, at noget ikke er, som det skal være. Er der mon nogle, der har glemt kapitel 1 i “Karrierestigen for Begyndere“, hvor man kan lære at: “alle valg også indebærer fravalg? At hvis man vælger noget til, fx “offentlighed” eller “magt”, så vælger man den dag i dag også friheden til at te sig ulovligt eller skandaløst fra. Det bliver forventet, at man opfører sig ordentligt, og at man ikke udnytter den helt særlige skæve relation mellem overordnet og underordnet, mellem magt og ikke-magt.

Den indre liderbasse

Men det er bare det, at lige præcis dét valg og/eller magtdilemma er hamrende svært at tage,- især for mænd, som er kommet til tops. Det er som om, at der indeni det stramme jakkesæt og kvælende silkeslips lurer en rebel af dimensioner, en oprører som er klemt og gemt og bare må ud af Tivoli. Den er en lille irrationel djævel, der lokker med løsagtighed og liderlighed, og nu skal vi forstå det sådan, at den ikke kan tøjles. No matter what. Det er biologi. Drifter. Ustyrlige hormoner. Endda en sygdom. Sådan noget, som åbenbart kun mænd er udstyret med. Kvinder har dem ikke i samme grad, undskylder biologisterne og psykologerne sig med. Eller rettere, kvinder har sexhormoner, men er bedre til at styre dem. Eller måske er det sådan, at de få kvinder der er kommet til tops, har lært, at for at holde på magten, må de styre dem igennem lange, levede liv med krydsede ben og stramme overlæber. Ah, endelig er vi kvinder bedre end mænd til noget!
BoB kan selvfølgelig godt forestille sig, at der kan være ligeså ensomt og sexløst på toppen for en magtfuld kvinde. En ny hollandsk undersøgelse viser faktisk også, at utroskaben måske har mindre at gøre med kønnet og mere med positionen – jo mere magt man har, desto højere er sandsynligheden for, at man er utro. Men alligevel, her er der vist tale om en tendens med mandlig overvægt.
Nå, lad den ligge et øjeblik.

Det svære valg

 

Tilbage til det med valget. For det rationelle valg ligger jo lige for; det er valget mellem at være præsident for en af verdens største nationer med sit eget ovale kontor over for at lege cigar med en ung praktikant. Valget mellem at være direktør for Den Internationale Valutafond over for en måske oven i købet ulovlig, voldelig og tvungen onenighter med en stuepige (BoB lader ham være til efter, han er dømt). Valget mellem at blive senator i New York over for at sende billeder af sin blodrøde hævner i forvaskede underbukser til en lækker dame. Valget mellem at være den højst betalte og feterede golfstjerne i verden over for at gokke den af til sms’er fra kvinder, der ikke er din kone. Valget mellem at gå i seng med en stanglækker model og skuespiller (som tilfældigvis er din ægteviv) og så et ulovligt betalt mundjob af en prostitueret. Er det virkelig svære valg? Åbenbart for nogle.

Magten i sig selv

Findes det, så findes det også online. Dagens magtfulde mænd ved da godt, at man ikke kan skjule noget for massemedierne. Indtil for 20 år siden kunne de have benægtet, eller ladet som ingenting. Ventet på, at røgen lagde sig. Hvis der var beviser, var det sjældent, og ofte var de bedre brugt som en slags mellemregning mellem magtens mænd uden om den store offentlighed. Magtens rus levede, som den har gjort det i årtusinder uden indblanding fra os almindelig dødelige efter devisen; “Jeg brænder negativerne, du klør mig på ryggen”. Men den går ikke længere, Granberg. Eller skal vi sige Weiner. Din tweet er ikke din egen. Nettet er en megafon. Og du er sgu for dum, hvis du ikke har lært at omgå de sociale medier med omhu endnu.
Der er et skisma her, som BoB har svært ved at greje. På den ene side synes vi, at det er problematisk, at den religiøst inspirerede bevægelse, som benægter seksualiteten og homoseksualiteten i særdeleshed, har så massiv indflydelse på valget af politikere – de mennesker, som kan og vil forvalte fællesskabet for os. Vi ser ikke noget problem i, at folk med appetit på livet bliver politikere, og jo før vi accepterer, at begæret skal have en chance, jo bedre vilkår får demokratiet, som BoB forstår det. På den anden side er det problematisk, når disse magtens mennesker ikke kan forvalte deres position og tager sig friheder, som er ulovlige eller uværdige, og når de forveksler andre mennesker med et personligt seksuelt tag-selv-bord. For selvom mange mennesker er villige til at lægge krop til udskejelser for eller uden penge, så er villigheden det allervigtigste. Ikke om “den var inde” eller ej.

Den onde cirkel

Måske tiden er inde til en pædagogisk genopfrisker for magtmænd og politikere. Klip BoB’s onde sexmagtcirkel ud herunder, og klæb den op på din opslagstavle. Hvis du dernæst holder hænderne over bordet fremover, så er der ingen fare for at du uforvarende kommer til at udnytte dit embede (bemærk at konsensual utroskab mellem jævnbyrdige, flirt og rigtig sjove vittigheder mellem ligesindede er undtaget):

Magt er en varm kartoffel, og den der har den, skal omgås den med omhu. Ellers får vi nok at se til i sladderbladene og for lidt for vores fælles skattepenge, som i sidste ende betaler politikernes lønninger. Det lakoniske “Abuse of power comes as no surprise”, som kunstneren Jenny Holzer konstaterer i et af sine værker, kunne godt være det mantra en magtmand sætter sig for at kæmpe imod.

Magtens DNA har misbruget indbygget i sig, og det er dér, nøglen til overgrebene må findes. Vores forhåbninger og forestillinger om magtpersoner – ikke mindst i det offentlige liv – er fejlagtigt, at de er overmennesker. Hævet over alle andre i deres perfektion. Fælles for os alle er, at vores krop er fanget mellem dét, den burde gøre, og dét den har lyst til. Og jo mere forbudt den naturlige seksuelle relation er, jo mere bliver den klemt ud som overgreb og stupid chikane. Når svage egoer tror, at magten sidder i dem selv, frem for i embedet, har vi balladen – for så lækre er I altså heller ikke, gutter.

Det lille overgreb i hverdagen

BoB elsker Mad Men, fordi den reflekterer vores egen tid. Karaktererne udvikler sig alle i takt med tiden (måske lige med den evige forstadsfrue Betty Draper som undtagelse) og der er altid en scene, man gysende kan genkende fra sit eget liv med lummerbasser, smørede smil, indforstået mandesnak med seksuelle undertoner, slet skjulte invitationer til sex, og alt det dér, som kvinder sjældent bruger krudt på at gale op om, fordi vi ved, (ligesom journalist Annegrethe Rasmussen skriver og påpeger i P1’s Agenda), at den slags har boomerang-effekt og ryger lige tilbage i smasken på os selv. Måske er det grunden til, at Strauss-Kahn-sagen har nået de surrealistiske dimensioner, den har, allerede inden valutadirektøren er blevet dømt for noget. Fordi magtmanden og stuepigen er et symbol på noget, som mange kvinder oplever hver dag verden over i alle samfundslag, i alle slags korridorer, alle slags gader og stræder, alle slags hotelværelser, alle slags hjørnekontorer. Så naturligvis tror vi på historien. Det seksuelle overgreb i form af den lille eller store overskridelse er ikke ukendt for kvinder. Det nye er måske, at mange kvinder ikke længere finder sig i det.

BoB har været der

Selvom det ligger år tilbage, kan både Store og LilleBoB da sagtens komme i tanker om et par situationer eller to, hvor magtfulde danske politikere fra begge sider af salen tog sig nogle friheder, der ikke stod i deres jobbeskrivelse, og sjovt nok heller aldrig kom til at stå på vores eget generalieblad. Som da vi blev raflet om til en politisk sommergruppemøde, mærkede et erigeret lem fra regeringen på baglåret i Folketingets elevator, eller blev taget på røven efter en uges ansættelse af en gift, rød lejesvend på et dansegulv. Vi har da også hørt om andre sexhilsener på Skype, set billeder sendt af ligeså erigerede politiske lem i danske underdrenge, hørt om børn uden for ægteskab, og kendt til sexchikane-sager, som blev dysset ned. Og det var så kun de mest grænseoverskridende af slagsen.
BoB må tage hatten af for og støtte de kvinder, der alligevel vælger at stå frem og anklage magtmisbruget og tage skraldet (igen) sammen med mistroen (á lá “var hun nu ikke også lidt for udfordrende klædt”?) nu med hele verden med på en lytter. Og vi håber, at opmærksomheden som Strauss-Kahn-sagen har medført, ikke blot får journalisterne og juristerne til i selvsving at vinkle på magtfulde mænds interessante “ukontrollerede biologiske drifter”, men i stedet at oplyse om og straffe dem, der vælger at misbruge deres embede – også herhjemme. For det er jo et valg, de tager. De stakkels, magtfulde mænd.
BoB slutter, hvor vi begyndte, med smukke, kloge Joan i Mad Men, som giver den ambitiøse, begavede, stræbende og (typisk) ikke så kønne Peggy Olson(og alle os moderne karrierekvinder) dette søsterlige råd med på vejen: “Du skal huske på, at bare fordi, du nu har fået en dør til dit eget kontor, så var der en tid, hvor du ikke havde én. Du skal bekymre dig om de kvinder, du møder på din vej, ellers vil de ikke bekymre sig om dig.”
Fes den ind?