Fakta om Syriens kvinder

Hvad gør man, når tilværelsen slås i stykker af en eskalerende og blodig borgerkrig, og man ikke længere kan forsørge og beskytte alle sine børn? Man skynder sig at gifte sine unge døtre væk – selvom de kun er 13 år.Den overlevelsesstrategi er begyndt at brede sig i flygtningelejre, hvor tusinder af syrere søger tilflugt fra de væbnede kampe i hjemlandet. Det fastslår organisationer som FN’s børneorganisation UNICEF, der arbejder i lejrene. Voldtager de niårige, finder de på alt “De voldtager piger på hendes alder i Syrien lige nu. Hvis de voldtager en niårig pige, kan de finde på alt. Så jeg vil ikke havde det godt, før jeg ser min datter gift med en god mand, der kan beskytte hende,” siger en far, der har bortgiftet sin 14-årige datter i en flygtningelejr i Jordan, til FN’s nyhedsbureau IRIN. Pigerne bortgiftes typisk til fætre eller mænd, de i forvejen var lovet til, men også til fremmede mænd, der bor i lejrene. Det gjorde en mor til to piger på 14 og 15 år i samme lejr, fortæller hun til IRIN: “Som enlig mor kan jeg ikke forsørge dem. Jeg kan ikke give dem mad. Jeg ville sikre mig, at de var ok, så jeg forhørte rundt omkring hos folk, om de kendte til gode syriske mænd, de kunne gifte sig med.”

Stigende antal barneægteskaber

Barneægteskaber er ikke tilladt efter hverken syrisk eller jordansk lov, så ægteskaberne bliver indgået illegalt og uformelt. Det kan få store konsekvenser for pigerne senere i tilfælde af skilsmisse eller konflikter i ægteskabet, fordi pigerne står helt uden formelle rettigheder, som ellers ville være garanteret i for eksempel en ægteskabskontrakt.
En anden problemstilling er, at det kan indebære alvorlige sundhedsricisi, hvis pigerne bliver gravide i en ung alder. For eksempel viser undersøgelser, at graviditet og fødsel i en meget ung alder kan give invaliderende underlivsproblemer, hvor man får svært ved at styre urin og afføring, fordi kroppen ikke er færdigudviklet. Ligesom mødredødelighed i barselssengen forekommer oftere hos helt unge piger end hos unge kvinder.
Det stigende antal spontane og ulovlige barneægteskaber er en af følgerne af den syriske borgerkrig, som den syriske politiker Mouna Ghanem i øjeblikket forsøger at råbe verden op om.
  

Syriens nærmeste svar på en kvindeminister

Mouna Ghanem er talsmand og vicepræsident i den syriske bevægelse Building the Syrian State, en tvær-ideologisk oppositionsgruppe, som arbejder for at vælte styret og indføre en demokratisk moderne stat.
Hun er læge og har arbejdet med kvinders og børns rettigheder i en lang årrække. Som regional direktør for FN’s kvindeorganisation UNIFEM. Og, ikke mindst, som kvindernes officielle repræsentant i Syrien: I tre år var hun formand for den regeringsnedsatte Syrian Commission for Family Affairs, det eneste officielle organ i landet, der beskæftiger sig med kvinders vilkår. Hun var dermed Syriens nærmeste svar på en “kvindeminister”.
Mouna Ghanem var også inviteret med til samtaler med FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan, da han kom til Syrien og forsøgte at mægle i konflikten i foråret. Den position forsøgte hun at bruge til at få rettet det internationale samfunds fokus mod krigens konsekvenser for kvinder og børn.
“Konflikten er frygtelig for alle i Syrien. Men kvinder er en særlig udsat befolkningsgruppe, og deres situation forværres konstant. Som kvinde er det lige nu svært at gå uden for sin dør alene. Og selvom man opholder sig hjemme, er det ingen garanti for sikkerhed. Mange kvinder mister livet, fordi de bliver skudt i hjemmet,” siger hun.

Sæt køn på krigen

Mouna Ghanem har etableret et forum for kvinder og demokrati i Building the Syrian State. Hun er en indigneret kvinde. For mens alverdens øjne rettede sig mod kvinderne i Kairo og andre byer i Nordafrika og Mellemøsten, der oplevede revolution og arabisk forår, fylder opmærksomheden på Syriens kvinder meget lidt i det internationale samfund, mener hun. 
Ét sted at starte er at vedkende sig og åbne øjnene for de kønnede perspektiver i krigen, mener hun. Lige nu er krigens pris for de mange flygtninge, at barneægteskaber har fået en renæssance – blandt andet på grund af mødre, der ikke kan forsørge deres børn selv. Men den situation kan ændres, hvis hjælpeorganisationer og det internationale samfund lever op til deres egne løfter, mener Mouna Ghanem.
“FN har lavet en målsætning om, at 80 procent af nødhjælpen i en humanitær katastrofe skal fordeles til kvinderne – fordi det typisk er kvindernes ansvar at brødføde hele familien i en konfliktsituation. Det sker ikke i den syriske konflikt,” påpeger Mouna Ghanem.
“Vi har ikke tal på det. Vi ved heller ikke, om voldtægterne begås systematisk. Vi ved ikke, hvem gerningsmændene er. Det kan både være oprørere og regeringssoldater. Eller personer, der bruger det enorme kaos til at benytte sig af muligheden. Men der er mange rapporteringer om voldtægter, både af kvinder, mænd og børn,” 
Et andet kønsperspektiv i konflikten er de mange seksuelle overgreb, der tilsyneladende finder sted i Syrien, mener Mouna Ghanem.
I slutningen af 2011 gav officerer i den syriske hær deres soldater ordre om at voldtage teenagepiger i den syriske by Homs. Nægtede soldaterne, blev de skudt. Det fortæller en nu afhoppet soldat til det Beirut-baserede nyhedssite Ya Libnan. 
“Officererne var for de flestes vedkommende Alawite, og de udvalgte huse tilhørende oppositionsaktivister i Homs, samlede de unge piger og voldtog dem. Efter de var færdige, bad de soldaterne udenfor om at komme ind og voldtage pigerne igen. Når alle var færdige, blev pigerne om regel skudt. De ville gerne have, at voldtægterne blev kendt i området, men de ønskede ikke, at pigerne overlevede, så de kunne identificere dem senere,” fortalte han.
Beretningen findes på onlinesiden Women Under Siege, der løbende har indsamlet data om seksuelle overgreb begået under borgerkrigen i Syrien.
Ingen ved, hvor mange voldtægter, der bliver begået under borgerkrigen. Men beretninger florerer i stigende grad.
“Vi har ikke tal på det. Vi ved heller ikke, om voldtægterne begås systematisk. Vi ved ikke, hvem gerningsmændene er. Det kan både være oprørere og regeringssoldater. Eller personer, der bruger det enorme kaos til at benytte sig af muligheden. Men der er mange rapporteringer om voldtægter, både af kvinder, mænd og børn,” siger Mouna Ghanem.

Svær kvindekamp venter

Også i Syrien står kvinder side om side med mænd i oprøret mod mange års regime. Men den internationale respons på oprøret har været af en anden karakter, end da tuneserne, libyerne og egypterne gik på gaden – ligesom reaktionen fra magthaverne har været anderledes brutal. 
Mouna Ghanem drømmer om en fremtid, hvor regimet er faldet, og et nyt demokratisk samfund kan blive bygget op – også af kvinder. Men hun er klar over, siger hun, at kvindernes rolle i en fremtidig opbygning af en ny stat kan blive en svær opgave.
Som formand for Syrian Commission for Family Affairs igennem ti år har Mouna Ghanem et særdeles godt indblik i situationen for kvinder i Syrien – og for arbejdet med at sikre kvinder flere rettigheder.
At plædere for kvinderettighedstiltag som mere ligestilling i familien eller – mere radikalt – kønskvoter i parlamentet har været “op ad bakke”, som hun siger. Meget ofte fordi den slags forslag bliver fortolket og udlagt af konservative kræfter som stridende mod Sharia, fortæller hun.
FN’s kvindekonvention CEDAW har været heftigt debatteret i Syrien gennem årene. Landet ratificerede konventionen i 2003 – men det skete med en række reservationer, der handlede om kvinders bevægelsesfrihed, om ligestillede rettigheder og ansvar i ægteskabet og ved skilsmisse samt den lovlige minimumsalder for indgåelse af ægteskab. Flere fremtrædende konservative sheiker mente, at konventionen ødelagde familieinstitutionen; andre mente, det var et vestligt påfund med det ene formål at begrænse muslimers befolkningstilvækst i verden.
“Vi står over for en langt større udfordring end kvinderne i de andre lande, der lige har gennemgået revolutioner. Det gør vi, fordi undertrykkelsen af både befolkningen og kvinderne har været langt, langt stærkere i Syrien. Egypten har for eksempel en årelang historie bag sig med civilsamfundsorgansationer, kvindebevægelse og endda kønskvotering i parlamentet,” 
Efter pres fra FN lovede den syriske regering i 2007 at tilbagetrække sine reservationer til CEDAW-konventionen – men dette er endnu ikke sket.
Syrerne er derudover underlagt islamisk lov – Syriens såkaldte Personal Status Act, Penal Code and Nationality Act. Den indeholder ifølge kvindeorganisationer flere stærkt kønsdiskriminerende artikler om blandt andet indgåelse og opløsning af ægteskab, bevægelsesfrihed for gifte kvinder eller voldtægt. For eksempel anerkender loven ikke voldtægt inden for ægteskabet, og en voldtægtsforbryder kan undslippe straf, hvis han efterfølgende gifter sig med ofret.
Kvinder har dog opnået historiske landevindinger i Syrien gennem de senere år. Der findes kvindelige parlamentsmedlemmer, ministre og dommere, ligesom kvinder tager høje uddannelser. I landets nye forfatning fra februar 2012, der var præsident Assads svar på oprøret, er et forbud mod kønsdiskrimination for første gang nogensinde kommet med. Det samme er en artikel om, at kvinder skal have mulighed for at deltage i samfundslivet. Men samtidig indeholder forfatningen en artikel, der fastslår, at islamisk lov er hovedkilden til al statslig lovgivning.
“Vi har brug for alt. Vi har brug for åbne døre til omverdenen, så kvindelige politikere kan opleve, hvordan man gør andre steder i verden. Vi har brug for teknisk faglig assistance, for penge og for erfaring,” 
Mouna Ghanem forudser derfor kvinderne en lang og svær kamp, hvis det syriske regime falder.
“Vi står over for en langt større udfordring end kvinderne i de andre lande, der lige har gennemgået revolutioner. Det gør vi, fordi undertrykkelsen af både befolkningen og kvinderne har været langt, langt stærkere i Syrien. Egypten har for eksempel en årelang historie bag sig med civilsamfundsorgansationer, kvindebevægelse og endda kønskvotering i parlamentet,” siger hun.
I Syrien har organisationer, der ikke er godkendt af regeringen, været forbudte. Så landet har en meget svag kvindebevægelse, siger hun. Netop derfor er det af yderste vigtighed, at det internationale samfund sætter fokus på kvindernes situation nu, hvor landet er i opløsning, siger hun.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.


“Vi har brug for alt. Vi har brug for åbne døre til omverdenen, så kvindelige politikere kan opleve, hvordan man gør andre steder i verden. Vi har brug for teknisk faglig assistance, for penge og for erfaring,” siger hun.
Men mest af alt har kvinderne i Syrien brug for international opmærksomhed lige nu.
“Hvis syriske kvinder overhovedet skal have en chance for at få indflydelse i opbyggelsen af et nyt, demokratisk samfund i fremtiden, er det nu, der skal handles. Og med “nu” mener jeg NU,” fastslår Mouna Ghanem.