Primatologer, dvs. mennesker, der studerer aber, hænger ikke på træerne i Danmark. Landet kan kun prale af en eneste af slagsen. Hun hedder Jill Byrnit, er ph.d. i psykologi og for nylig udkom hendes bog Mennesket. Det hypersociale dyr. Primatologien ligger tæt op af den evolutionære psykologi, der belyser udviklingen af den menneskelige psyke og adfærd ud fra menneskets udviklingshistorie. Det er her studiet af aber, og især menneskeaber, bliver interessant. For aber ligner på mange måder mennesket på et tidligt udviklingsstade, og studiet af dem kan bidrage til viden om menneskets udvikling. 

På verdensplan er primatologi et forskningsfelt, hvor særligt mange kvinder gør sig gældende, og næsten to tredjedel af verdens primatologer er kvinder (ifølge Carole Jahme, Beauty and the Beasts, 2001). To er blevet verdensberømte, nemlig Jane Goodall, der studerer chimpanser, og Dian Fossey, der studerede gorillaer (og blev myrdet i 1985). Goodalls bog I skyggen af mennesket fra 1971 var en international bestseller, der skabte en interesse for menneskeaberne blandt folk i hele verden, ligesom Dian FosseysGorillaer i disen fra 1983 også gjorde det. 

Ikke hensigtsmæssigt at ligge i arm med aberne 

Jill Byrnit mener, at de mange kvinder i faget skyldes de mange gode rollemodeller. Men der er også andre faktorer på spil: 

– Aber er tiltrækkende for kvinder, fordi der er så meget omsorg involveret. Der florerer jo et billede af, at primatologer nærmest ligger i arm med dyrene om natten og tumler rundt i lystig leg, som jeg skriver i min bog. Det har jeg da også gjort, men det er ikke en hensigtsmæssig måde at have med sit forsøgsobjekt at gøre, siger Byrnit. 

Hun mener ikke, det er et tilfælde, at det netop var en kvinde, der kaldte aberne ved navn i stedet for numre, som Jane Goodall gjorde. Efter hendes opfattelse ville enhver kvinde have en fornemmelse af, at det meget vel kan være, at tal er objektive, men de er også tåbelige: 

– Goodall sagde, ‘Om jeg kalder aben Robert eller 115, så er det stadig en bestemt abe, jeg ser på’. Hun ville også gerne have, at offentligheden kunne følge med i hendes iagttagelser, og det er vanskeligt, hvis man for eksempel skriver ‘115 slår på 117’, fortæller Jill Byrnit. 

I forlængelse af dét er der en tendens til, at kvindelige primatologer er opmærksomme på tilknytning, mens de mandlige primatologer er fokuseret på status og magtkampe: 

– Det er noget, der fylder meget i mænds verden. Men kvinder, mig selv inklusive, vil se på ungerne, og hvordan moren og faren er over for dem. Når det er sagt, var Jane Goodall naturligvis også opmærksom på status og magtkampe, siger Jill Byrnit. 

Endskønt Byrnit har kendt til de kvindelige rollemodeller i årevis, var hendes første inspiration til feltet den britiske dyre- og adfærdspsykolog Desmond Morris: 

– Første gang, jeg stod med en af hans bøger i hånden, var jeg klar over, at jeg altid havde interesseret mig for, hvad mennesket er for et dyr, siger hun. Morris skabte stor opsigt med bestselleren Den Nøgne Abe. En biologisk redegørelse for mennesket som dyreart, der udkom i 1967. 
– Han har nogle fantastiske indsigter og har fået sit budskab ud til virkelig mange mennesker, understreger Jill Byrnit. 

Chimpanser snyder ikke

Jill Byrnits arbejde som primatolog baserer sig på komparativ psykologi, hvor man studerer ligheder og forskelle blandt forskellige dyrearter. Gennem hele barndommen og under sine psykologistudier, havde hun en klar opfattelse af, at mennesket nok kunne nogle flere ting end aber, men at der ellers ikke var de store kvalitative forskelle. Jill Byrnit er dog blevet overrasket over, hvor store forskellen, der er mellem mennesker og aber. Noget så simpelt som at snyde lader det fx ikke til, at chimpanser kan: 

– Der er anekdoter om, at chimpanser er gode til at snyde hinanden. Men når man laver kontrollerede forsøg, er der ikke noget, der tyder på, at de er særlig gode til bevidst at manipulere med hinandens viden. Tag for eksempel en han i en chimpanseflok, der gerne vil parre sig med en hun, selv om en anden han ikke vil have det. Ethvert ungt menneske ville kunne regne ud, at det gælder om at få hunnen hen et andet sted og parre sig med hende i smug. Jeg har aldrig oplevet en chimpanse, der har gjort noget så smart. Det betyder dog ikke, at de mangler social intelligens. For de er gode til at gå i forbund med hinanden og til at intrigere. Her overgår mennesket ikke aber, siger Byrnit. 

Drop daginstitutionen, og lad orangutangen passe barnet

I sin bog introducerer Byrnit begrebet hypersocialitet, og det hentyder til, at mennesket tillægger alt omkring sig, dvs. andre mennesker, dyr og sågar ikke-levende ting, et socialt liv og menneskelige bevæggrunde. Som hun skriver i Mennesket. Det hypersociale dyr, kan menneskedyret simpelthen ikke lade være med konstant at tænke og fortolke alt omkring sig i sociale termer og forstå verden ud fra sociale motiver. 

Denne hypersocialitet baserer sig på det udviklingspsykologiske begreb theory of mind, der bl.a. indebærer, at mennesket fra en ret tidlig alder kan forstå intention, altså tanker bag en handling. Det er her, der virkelig er stor forskel på mennesker og aber, ifølge Jill Byrnit. Mennesker kan for eksempel differentiere mellem en handling, der sker med vilje, og en, der sker tilfældigt. Modsat chimpanser: 

– De skelner ikke mellem, om nogen ved et tilfælde kommer til at tabe en kokosnød ned i hovedet på dem, eller om den bliver kastet med vilje. Chimpanser bliver sure lige meget hvad, fortæller Byrnit.

– Menneskets theory of mind gør, at vi kan leve os ind i, hvordan andre har det, og hvorfor de gør, som de gør. Tag for eksempel den aktuelle debat om asylbørnene. Selv om de børn hverken er i familie med os eller kommer fra vores naboland eller land, synes vi, det er synd for dem. Chimpanser ville bare jage fremmede dyr på porten, siger hun. 

Til gengæld mener Byrnit, at mennesker og aber ligner hinanden meget, der hvor mennesker tror, de er mest specielle, nemlig i pardannelse og yngelpleje, som har Byrnits særlige interesse: 

– De første tre år af et barns levetid er så utroligt vigtige, og jeg kan slet ikke forstå, at folk tør overgive deres børn til daginstitutioner. Jeg ville næsten hellere give et barn til en orangutangmor, for hun vil ikke slippe barnet før det var parat, og det er det først ved tre-fire års alderen. 

Helt ok at hun-aben jager og han-aben passer unger 

Mange primatologer og evolutionære psykologer er meget optaget af, hvad adfærden blandt hanner og hunner i abeflokke kan sige om moderne mænd og kvinders forhold til hinanden. I Mennesket. Det hypersociale dyr er Jill Byrnit dog meget lidt optaget af forskelle på hanner og hunners psykologi, hverken hos aber eller mennesker. Efter hendes opfattelse er kvinder og mænd nemlig meget mere ens, end de er forskellige. Det gælder også i chimpansernes verden: 

– Der er forskelle på dominans i forhold til fysisk styrke. Men chimpanser er hamrende ligeglade med, hvem der tager sig af børnepasning, og hvem der tager med på jagt. Hvis en han gerne vil slæbe rundt på en af ungerne, og det ser man tit, så gør han da det. Hvis en hunchimpanse vil med ud at jage, så går hun da med ud og jager. No problem, siger Byrnit. 

– Man kan gøre det emne meget stort, og hive fat i alle mulige ting omkring parringsstrategier, som er forskellige fra hanner til hunner, og hvilke følelser et barn vækker hos hanner og hunner. Men jeg beskæftiger mig primært med emner som tilknytning, social tillid og theory of mind, og her er mænds og kvinders grundvilkår de samme. 

Kærlighed giver evolutionær mening 

Jill Byrnit giver ikke meget for forestillingen om “mennesket som dræber” som et særegent træk ved menneskedyret. Tværtimod. Et af hendes hovedbudskaber er, at kærlighed giver evolutionær mening, dvs. at en evne til kærlighed over tid har givet mennesket en overlevelsesmæssig fordel: 

– Der er ikke noget normativt i, at vi er skabt til kærlighed, vi kan bare ikke klare os uden. Menneskebarnet er afhængig af sine omgivelser i så lang tid, at vi er nødt til at være født til udpræget social glæde. Regnskoven er bestemt ikke for de sentimentale eller blødsødne. Sandheden er, at vi alle bare gerne vil overleve, og at alle arter gør deres bedste for at gøre det. Det gør mennesket ved at holde sammen, siger Jill Byrnit. 

Selvom vi lever i en postmoderne virkelighed stuvet sammen i store byer, mener Jill Byrnit dybest set, at menneskets hjerne stadig befinder sig på stenalderstadiet. Men hun mener også, at vi er andet og mere end jægere og samlere: 

– Mennesket har en helt unik evne til at lære af andres erfaringer. Vi kan fx læse en bog og derigennem opdage, at man kan leve på en anden måde. Det åbner op for en helt ny kompleksitet af livsudfoldelser. Det var vanskeligere for jæger/samlere, fordi de ganske enkelt ikke kendte til andre måder at leve et liv på. Det betyder samtidig, at vi også kan stoppe handlinger, der ikke fører os derhen, hvor vi vil være. 

Hvis man overfører denne tankegang til forholdet mellem mænd og kvinder, bliver kønsrollerne heller ikke mejslet ind i sten: 

– I det postmoderne samfund, hvor kvinder er selvkørende og ikke længere behøver en forsørger til deres børn, ser man andre sider af mennesket. Kvinder begynder selv at blive “alfa” og kan vælge mænd, der kan tilbyde nogle andet end økonomisk status, fx ungdom. 

Jill Byrnit bruger udtrykket tilknytningsperson og mener absolut ikke, at der er forskel på mænds og kvinders evne for yngelpleje. Alligevel har hun et forbehold over for øremærket barsel til fædre: 

– Jeg synes, problemet er, at barnet skal skifte så hurtigt mellem den primære omsorgsgiver. Det er jeg ikke sikker på, er en god idé. Men om det er en mand eller kvinde, der vælger at være primær omsorgsperson, er fuldstændig ligegyldigt. 

Savannen lurer på horisonten 

Det meste af Jill Byrnits forskning er foregået på primatstationer som California National Primate Research Center ved Davis University, zoologiske haver og dyrelaboratorier. Hun er meget bevidst om de dyreetiske aspekter ved sit arbejde og forsøger at finde forskningscentre med gode udendørsområder, selvom det gør forsøgene mere besværlige. 

– Aberne er mindre interesserede i at have med mig at gøre, hvis de bor et sjovt sted, som hun siger. 

I øjeblikket forsøger Jill Byrnit at komme til at arbejde med temperament hos aber, og hvad temperament betyder for yngelpleje: 

– Jeg satser på at komme til North Carolina i USA og forske under Lynn A. Fairbanks, en berømt forsker som netop har undersøgt, hvad temperamentsforskelle betyder for, hvordan en abe er mor. Hvis det ikke lykkes, ser jeg mig selv på den sydafrikanske savanne, i færd med at studere fædre og unger hos bavianer. Deres habitat minder meget om vores tidlige forfædres, og det kunne være interessant at se på hannernes rolle i yngelplejen, slutter Jill Byrnit.