Hvordan skal den moderne vestlige feminisme forholde sig til islam?
Det var med det centrale spørgsmål, at Maleiha Malik, juraprofessor ved Kings College i London og praktiserende advokat med speciale i diskriminationslovgivning, åbnede sin forelæsning ”Islam, Feminism and Muslim Women”, da hun d. 23. november 2011 gæstede Center for European Islamic Thought i København.
Spørgsmålet er komplekst, og svaret ligger ikke lige for, indrømmede hun.
Til gengæld åbnede hun for en engageret debat, for spørgsmålet handler grundlæggende om, hvordan vi taler om os selv og dem, vi definerer som ’de andre’. Hvilke krav kan vi stille til hinandens kulturer? Hvilke forventninger kan vi møde hinanden med? Og hvordan åbner vi op for en feministisk dialog, der lader til at være gået i baglås?
Det sidste er ikke bare det centrale spørgsmål, pointerer Maleiha Malik, da hun efter forelæsningen møder WoMenDialogue, det er også en hastesag.
For som den vestlige verden ser ud lige nu, har den højrenationalistiske retorik overtaget det sted, hvor dialogen mellem vestlige og muslimske kvinder burde foregå. Det er det, Maleiha Malik kalder the deadlock; dialogen er gået i baglås.

Er retorikken et ægte forsvar for de feministiske værdier?

”Et godt eksempel fra Norden og Danmark er, at der findes en stor gruppe mennesker i det højrenationalistiske spektrum, som aldrig tidligere har beskæftiget sig med kvinders rettigheder eller kvindefrigørelse. De står pludselig frem som fortalere for indvandrerkvinders og muslimske kvinders rettigheder. Vi er nødt til at se på deres intentioner og spørge os selv, om deres retorik virkelig er et ægte forsvar for de feministiske værdier?”, uddyber Maleiha Malik.
”Deres engagement er ikke baseret på principperne for ligestilling. De er hverken interesserede i feminisme eller muslimske kvinders rettigheder. De bruger feminismen instrumentalt; for dem er det en kæp, de kan slå minoriteterne med.(…)”
Maleiha Malik lægger ikke skjul på, at hun betvivler intentionerne for det feministiske engagement, som den nationalistiske højrefløj i Europa har gjort sig til fortalere for.
”Deres engagement er ikke baseret på principperne for ligestilling. De er hverken interesserede i feminisme eller muslimske kvinders rettigheder. De bruger feminismen instrumentalt; for dem er det en kæp, de kan slå minoriteterne med. Det er i mine øjne et ret udbredt fænomen i Europa i øjeblikket,” som hun siger.

Den feministiske del af the deadlock

Det er ikke kun i Storbritannien, at de feministiske forskere og debattører har haft problemer med at håndtere den nye politiske situation. Også feminister i de andre europæiske lande, inklusive Danmark, har haft svært ved at finde fodfæste i et debatlandskab, hvor enhver kritik af muslimske kvinders forhold både i og udenfor hjemmet kan defineres som en højrenational alliance.
”Det er den feministiske del af the deadlock. Feministerne tier stille, fordi anstændige feminister ikke ønsker at producere ammunition til en racistisk debat, der forfølger minoriteter. Og det er en ærlig grund til at holde tand for tunge. Men vi har ikke været dygtige nok til at udvikle et sprog, hvor vi kan gøre to ting på samme tid; nemlig kritisere højrenationalisterne for ikke at være rigtige feminister, samtidig med at vi forsvarer feminismen som en gyldig og vigtig intellektuel og politisk bevægelse,” forklarer Maleiha Malik.
“(…)Feministerne tier stille, fordi anstændige feminister ikke ønsker at producere ammunition til en racistisk debat, der forfølger minoriteter. Og det er en ærlig grund til at holde tand for tunge.(…)”

Muslimske kvinders rettigheder som en brik i det storpolitiske spil

Siden invasionen i Afghanistan i 2001 har den vestlige NATO-koalitions krig med en muslimsk nation kun gjort situationen mere kompleks. Også her er billedet af den undertrykte muslimske kvinde kommet til at spille en symbolsk rolle, der har til hensigt at retfærdiggøre en specifik politisk dagsorden.
George W. Bush (USA) gjorde det. Tony Blair(UK) gjorde det. Anders Fogh Rasmussen (DK) gjorde det.
Da den vestlige verdens statsledere skulle retfærdiggøre invasionen i Afghanistan, trak de billedet af den burkaklædte kvinde frem. Spørger man Maleiha Malik har/havde krigen i Afghanistan ikke til formål at befri de afghanske kvinder. Der var andre interesser på spil, men den burkaklædte kvinde blev et symbol for at retfærdiggøre den vestlige krigshandling, mener Maleiha Malik.
”Det var et af de mest ekstreme eksempler på instrumentaliseringen af ligestilling og feminisme. I tidligere tider brugte man ligestillingsargumentet for at retfærdiggøre koloniseringen. Det var en måde, hvorpå man sagde: ’de andre’ er barbarer, for de behandler deres kvinder sådan og sådan, i sammenligning med Europæiske kulturer. Denne retorik blev brudt til trods for, at europæiske kvinder op gennem det 19. århundrede selv var lavere rangerende og udelukkede fra politisk, økonomisk og social magt.
Da den vestlige verdens statsledere skulle retfærdiggøre invasionen i Afghanistan, trak de billedet af den burkaklædte kvinde frem. Spørger man Maleiha Malik har/havde krigen i Afghanistan ikke til formål at befri de afghanske kvinder. Der var andre interesser på spil
Nu ser vi så den diskurs genopstå i en form, hvor den bliver brugt som krigspropaganda til at dæmonisere muslimsk kultur og til at retfærdiggøre vold mod muslimer. De strategiske krigshandlinger bliver skjult bag argumentet om, at NATO er der (red. i Afghanistan) for at forsvare de muslimske kvinders rettigheder,” siger Maleiha Malik.
Malik har gennem sit arbejde som advokat med speciale i diskriminationslovgivning holdt øje med, hvordan det konstruerede fjendebillede af islam og muslimsk kultur har smittet af på den måde, britiske muslimer bliver fremstillet i medierne i Storbritannien og i udlandet. Hun har undersøgt ensretningen af billedet af Islam og muslimer som fjenden.
”Ikke alle medier har været bevidste om, hvordan de i deres dækning har produceret stereotyper, der har været med til at cementere det billede, og som blot tjener som krigspropaganda, ” siger hun.
Da den britiske burkadebat var på sit højeste, foretog en af Maleiha Maliks studerende en mindre undersøgelse, der viste, at de burkaklædte kvinder, der blev interviewet omkring spørgsmålet i de britiske medier, aldrig blev nævnt ved navn. De muslimske kvinder fik aldrig muligheden for at træde frem som individer og tale med deres egen stemme. I stedet blev de i mange mainstream medier fremstillet som symbol på det fremmede og ukendte.
”Ikke alle medier har været bevidste om, hvordan de i deres dækning har produceret stereotyper, der har været med til at cementere det billede, og som blot tjener som krigspropaganda, ”
”De blev bogstaveligt talt fremstillet som stumme væsner, selvom de ansvarlige mediers rolle egentlig var at give dem en smule stemme og åbne for en eller anden form for dialog om, hvorfor de valgte at bære burka,” slår hun fast.

Burkaer og tørklæder som hot topics

Netop burkaer, niqab og muslimske hovedtørklæder har ofte været omdrejningspunkter for debat. Også i Danmark, hvor Det Konservative Folkeparti i 2009 foreslog et reelt burkaforbud, der dog aldrig blev vedtaget. Til gengæld blev det i 2008 vedtaget, at dommere ved de danske retsinstanser ikke længere måtte bære religiøse symboler, herunder hovedtørklæder. Selvom forbudet gjaldt alle former for religiøse symboler, blev lovændringen opfattet som et ’tørklædeforbud’.
Det danske tørklædeforbud havde et fortilfælde i Frankrig, der i 2004 under voldsom debat forbød religiøse symboler, dvs. muslimske pigers hovedtørklæder, i landets skoler.
“(…)Ligestilling mellem kønnene er en vigtig værdi for mange mennesker, navnlig i Nordeuropa. Det er jo også svært for muslimerne, at gå ind i en dialog, hvor de sætter deres muslimske værdier og adfærd på spil – og åbne op for diskussion og kritik”.
Især de voldsomme debatter om religiøs beklædning har ifølge Maleiha Malik afspejlet fraværet af en nuanceret interkulturel dialog. Der har manglet en åben feministisk stillingtagen, ligesom der har manglet en forståelse for muslimske kvinders synspunkter i debatten.
Men hvordan kan dialogen komme ud af sit dødvande og igen antage form af en meningsfuld udveksling?
Det kan kun ske, mener Maleiha Malik, hvis begge sider er åbne for at tage nogle risici.
”Det er faktisk en svær ting at kaste sig ud i, for du sætter de inderste dele af din egen identitet i spil – for begge siders vedkommende. Ligestilling mellem kønnene er en vigtig værdi for mange mennesker, navnlig i Nordeuropa. Det er jo også svært for muslimerne, at gå ind i en dialog, hvor de sætter deres muslimske værdier og adfærd på spil – og åbne for diskussion og kritik”.

Vestlige feminister kan forblive kritiske i forhold til kvinders position i Islam.

”I øjeblikket går mange vestlige feminister på kompromis og forholder sig tavse omkring nogle af de vigtige principper, de ellers definerer som feminismens kerneværdier, men som de ikke tror kan forenes med muslimsk praksis. I forhold til burkadebatten, må feminister gå på to ben:
“De [feministerne] kunne for eksempel spørge, hvorvidt muslimske kvinder har overvejet de høje omkostninger, de kommer til at betale, hvis de frivilligt gør burkaen til sådan et vigtigt symbol på deres religiøse tro. De kunne også spørge om, hvorvidt der findes former for undertrykkelse og patriarki i det muslimske samfund, som kunne udfordres via alliancer mellem muslimske kvinder og [andre] feminister.”
Først og fremmest må de forsvare alle muslimer imod diskriminerende angreb fra højreekstremister, racister og fremmedfjendtlige, som foregiver at være velmenende feminister. Dernæst, når det er gjort, og de [feministerne] har distanceret sig selv fra dem, som ønsker at misbruge ligestilling mellem kønnene til at angribe minoriteter, kan feministerne nænsomt åbne for debatten med muslimer og muslimske kvinder omkring emner såsom burkaen. De kunne for eksempel spørge, hvorvidt muslimske kvinder har overvejet de høje omkostninger, de kommer til at betale, hvis de frivilligt gør burkaen til sådan et vigtigt symbol på deres religiøse tro. De kunne også spørge om, hvorvidt der findes former for undertrykkelse og patriarki i det muslimske samfund, som kunne udfordres via alliancer mellem muslimske kvinder og [andre] feminister.”
“(…)Feminister kan godt stille sig op og sige åbent, at muslimske kvinder begår en fejl, når de vælger burkaen(…)”
Hun understreger dog samtidig, at den samtale hele tiden må være fleksibel og åben for ikke at falde ind i hverken en kolonialistisk eller en højrenational retorik.
 ”Først og fremmest må man starte med at anerkende, at den muslimske kvinde har truffet et personligt valg ved at gå med burka. Men samtidig vil jeg godt understrege, at en af den vestlige feminismes fremmeligste bidrag er, at den har gjort os opmærksom på, at kvinder ofte har flere valgmuligheder end de tror, og at det af og til kan være nødvendigt at gøre dem opmærksomme på, at det, de har valgt for dem selv, ikke nødvendigvis er det mest hensigtsmæssige. Det er faktisk en vigtig del af debatten. Feminister kan godt stille sig op og sige åbent, at muslimske kvinder begår en fejl, når de vælger burkaen. Samtidig er det vigtigt for feministerne at lytte til, hvad muslimske kvinder svarer omkring deres selvforståelse og deres valg. Dette kan kun foregå i en atmosfære af tillid og overbevisning. Denne type samtale kan ikke finde sted, hvis en af parterne påtager sig en kulturel overlegenhed og arrogance. Og en langsigtet og holdbar løsning kan heller ikke findes via brug af lov eller tvang som middel.”
“(…)Begge sider vil komme til at begå fejl. Og det betyder, at begge sider også må væbne sig med tålmodighed og tolerance.”
Maleiha Malik trækker her selv en tråd tilbage til det spørgsmål, hun åbnede sin forelæsning med.
”Vi har et ansvar for at højne kvaliteten af denne debat for den næste generations skyld – det være sig unge europæere, muslimer som ikke-muslimer, som skal leve sammen som borgere i et samfund. Vi har brug for en ærlig og respektfuld dialog om de følsomme emner, der optager os, såsom de muslimske samfund i Europa og deres ståsted. For at gøre det, kræver det at vi fra begge sider tør tage nogle kulturelle risici. Begge sider vil komme til at begå fejl. Og det betyder, at begge sider også må væbne sig med tålmodighed og tolerance.
“Mit bedste svar vil være, at vi skal prøve at hive dialogen op på næste niveau. Vi skal forbi det sted, hvor vi tøver med at tale sammen, fordi vi er bange for konsekvenserne. Men det kræver, at vi tør tage nogle kulturelle risici på begge sider.”
At opnå et dybere kulturelt kendskab til ’den anden’ kræver af og til, at vi tager chancer omkring, hvad vi er villige til at sige om ’den anden’ og hvad vi er villige til at høre om ’os selv.’ Men det er altså den udfordring, vi står over for, hvis vi vil lære hinanden bedre at kende,” konkluderer Maleiha Malik og tilføjer:
”Man må gå til dialogen med en vis ydmyghed med hensyn til sin egen kultur såvel som med en villighed til at lære og til at blive omdannet gennem mødet med ’den anden. Mit bedste svar, vil være, at vi skal prøve at hive dialogen op på næste niveau. 

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Vi skal forbi det sted, hvor vi tøver med at tale sammen, fordi vi er bange for konsekvenserne. Men det kræver, at vi tør tage nogle kulturelle risici på begge sider. For at opnå kulturel viden kræver det af og til, at man tager nogle kulturelle chancer for, hvad man tør sige, hvis man vil lære den anden bedre at kende,” siger Maleiha Malik.
Vel vidende at der ikke findes nogle lette løsninger, slutter hun:
’Du kan aldrig kontrollere, hvor debatten vil ende, men i det mindste har du afstukket de rigtige grænser for den’.