Der er som regel en personlig grund, når nogen lægger al sin energi og tid i et projekt. Og for den italienske journalist og grundlægger af bloggen og bevægelsen Zero Violenza Donne er der også en vægtig årsag til hendes dybe engagement. Den vælger hun nu at holde for sig selv. Hvad hun derimod ikke vil holde for sig selv, er den viden, hun gennem årene har opbygget om vold mod kvinder.
Det er syv år siden, Monica Pepe forlod arbejdet som pressemedarbejder hos Greenpeace. Nu ville hun sætte fokus på problematikken om vold i hjemmet. Og måske endda ændre synet på kvinder.
“Jeg havde læst bogen ‘King Kong Girl’ af Virginie Despenthes. Den vendte mit verdensbillede og gav mig lyst til at arbejde med det her,” fortæller Monica Pepe på en Skype-forbindelse fra Rom.
I Italien er det sin sag. Det er et af de europæiske lande, hvor resterne af en patriarkalsk samfundsstruktur tydeligst ses i familielivet – og i medierne. Halvt nøgne kvinder er bingoværter på nogle af de mest sete tv-programmer, de vægtigste politiske røster er mandlige, og fokus på vold mod kvinder inden for hjemmets vægge er forholdsvis ny.
Det er et land, hvor den tidligere premierminister Berlusconi stadig får credit og stemmer for at holde sine bunga-bunga fester med unge prostituerede – og høster bifald, når han kommer med en nedladende, seksuel bemærkning. Det er svært at vende dét fokus. Men Monica Pepe er i gang.
“Det er selvfølgelig ikke helt nyt at tale om vold mod kvinder. Det var også noget, feministerne i 70’erne talte om. Flere organisationer har villet tage emnet op siden, men i medierne har det ikke rigtig givet genklang før nu,” siger Monica Pepe.
Monica Pepe lagde ud med at organisere demonstrationerne Zero Violenza Donne i henholdsvis 2007 og 2008. Til den første demonstration deltog 150.000 kvinder, og succesen gentog sig efterfølgende. Behovet for at lufte aggressionerne og vise sin vrede mod volden, viste sig at være enormt.

Vatikanet har stadig magt

To år forinden havde Monica Pepe forsøgt at organisere lignende happenings, men måtte sande, at emnet ikke blot bragte sindene i kog – det blev også dysset ned. Medierne havde kun skuldertræk tilovers for emnet.
Siden har hun lavet bloggen af samme navn Zero Violenza Donne (Nul vold mod kvinder). Den registrerer, hvor meget og hvad der bliver skrevet om vold i hjemmet i de italienske medier, og Monica Pepe kan notere sig, at det at sætte fokus på emnet gør, at flere og flere skriver om det.
Nu hvor hun har fulgt det i en årrække, er hun slået over, hvor tabuiseret emnet havde været indtil da. Og det var ikke, fordi problemet var ikke-eksisterende tidligere – tværtimod. De seneste tal siger, at omkring hver fjerde italienske kvinde har været udsat for vold i løbet af sit liv. Dertil kommer en lille stigning i antallet af kvindedrab. Når der ikke har været skrevet så meget om det, mener Monica Pepe, det skyldes kulturen og den italienske mentalitet. Hvad der sker i hjemmet, forbliver i hjemmet:
“Nyheder, der handlede om vold i hjemmet, blev behandlet som om, det ikke var relevant overhovedet.”, understreger Monica Pepe
Hvorfor?
“På grund af Vatikanet. Den katolske kirke har altid stået meget stærkt i Italien og blander sig hele tiden i politikken i landet. Også i den kønspolitiske debat. De dikterer, hvad politikerne skal mene. Jeg siger ikke, det sker i alle politiske partier eller for alle politikere, men desværre er det et problem. Men nu er vi begyndt at tale om familiekulturen i Italien. De fleste politiske partier har også fået familiepolitik på partiprogrammet. Og centrum-venstre partiet er op til det seneste valg begyndt at tale om kønspolitik, og hvordan de kan fremme ligestilling. På den anden side er vi midt i en hård, økonomisk krise, så vi må se, hvad der bliver gjort med den nye regering. Men jeg er sikker på, at der der vil komme flere kvinder i politiske nøglepositioner fremover, og det vil gøre en stor forskel.”

Berlusconi og kvinderne

Udefra set er det svært at forstå, hvordan Berlusconi kan slippe af sted med så mange sexistiske bemærkninger… og stadig få så stor opbakning fra vælgerne?
“Ja, vi har været gennem en meget svær periode. Berlusconi kontrollerer medierne og udstikker ikke bare retningslinjerne, men dikterer også, hvad der skal stå i overskrifterne. Chefredaktørerne lytter til ham. Det er noget, der gør mig virkelig vred. Jeg har skrevet rigtig meget om det. For der er noget, vi bør forstå på et mere generelt plan. Denne mand har virkelig ændret den generelle opfattelse af mange ting her i landet. Folk siger, at han er en virkelig god kommunikator. Jeg vil sige, at han er god til at købe sjæle. Netop nu, hvor der har været SÅ mange skandaler med Berlusconi, er det som om, der er opstået en slags Stockholm syndrom (hvor offeret sympatiserer med forbryderen, red.), der betyder, at folk stemmer på ham.”
Hvorfor tror du, at stemningen for nu at ville tale om vold mod kvinder, er vendt?
“Kvinderne har fået nok og synes, det er på tide, at det kommer frem i lyset. I demonstrationerne appellerede vi til en forandring i parforholdene, og til at emnet blev taget op af politikerne. Det var ikke alle politikere, der havde lyst til at snakke om det. Men vi er blevet ved, og det er ved at give pote. Ikke mindst er vi ved at få gjort diskussionen om emnet lidt mere nuanceret, og gøre folk mere lydhøre over for det. Det er dråbe efter dråbe, og forhåbentlig ender det med at gøre en forskel. Men der er meget langt endnu!”
Hvordan kan du se, at emnet vold i hjemmet har ændret sig i medierne?
“Bare på antallet af artikler om emnet. Og at det nu kommer på forsiden. Sagen om voldtægterne i Indien fandt frem til forsiderne. Det samme når det gælder kvinders position i Mellemøsten. For bare fem-seks år siden var det helt uhørt, at sådanne historier kunne få så stor dækning. Dagbladene har taget det til sig på en anden måde. Det er meget positivt. Og det har gjort noget, at vi følger pressedækningen på daglig basis. Vi tror på, at det gør noget ved opfattelsen af problemet, at vi samler al den information.”

Kvinderne har selv et ansvar

Og så skriver I også selv om emnet?
“Ja, det er vigtigt også at have en redigeret del med indhold på siden. Vi har mange eksperter, der skriver om det. Omkring halvandet hundrede forskellige eksperter og journalister har skrevet for os. De har også været med til at sætte fokus på det og fået ringene til at brede sig endnu videre ud i vandet. I de seneste par år er der også kommet et par blogs, hvor mødre fortæller om problemer i hjemmet, og forholdet mellem kvinder og mænd. Det er også med til at ændre billedet, at man nu kan skrive frit om det også.”
Hvad skal der til for at mindske volden i hjemmene?
“Uddannelse af børn er meget vigtig. Netop nu er den italienske kultur under opbrud, heldigvis, for det betyder, at vi nu også kan tale om magtforhold mellem kvinder og mænd. De to billeder, medierne tegner af kønnene, er imidlertid: Den hjemmegående mor på den ene side og den udearbejdende, ofte korrupte far på den anden side. Men de unge par er anderledes. De deler arbejdsbyrderne imellem sig nu i langt højere grad. Også når det gælder børneopdragelse.”
“Der, hvor det virkelig rykker, er, når den enkelte kvinde begynder at arbejde med sig selv og ser, hvor hun kommer fra, og hvilken kultur hun er vokset op i. Hvorfor er man havnet i et voldeligt forhold? Det er meget svært at ændre. Selvfølgelig kan man få information udefra, men vi må være endnu mere modige og få ondet op med rode. Kvinderne har også selv et ansvar. Vi vil ikke gøre dem skamfulde eller få dem til at føle sig skyldige. Så vi skal arbejde på mange planer: individuelt, men også politisk og i medierne, så der bliver sat fokus på at få flere midler til kvindecentrene. Men samtidig er kvindecentrene også ramt af den økonomiske krise, og flere har måttet lukke. Men det betyder, at det går den helt gale vej. For hvis de voldsramte kvinder skal tage ansvar for deres eget liv, skal samfundet også tilbyde dem et sted at gå hen …”, understreger Monica Pepe.
Og du tager ud på skoler og taler …?
“Ja, det er meget lærerigt og giver et indblik i, hvordan de unge tænker. Der er også ved at ske noget. Det er meget interessant. Sidst jeg var ude på en skole, mødte jeg en ung fyr, der sagde: Ok, vi forstår, at det ikke er godt at vise kvinder som objekter, men hvorfor gør kvinderne det? Læreren forklarede, at sådan var markedet: Man kunne tjene penge på det. Og det er da klart, at kvinderne er til fals for penge. Berlusconi brugte masser af penge på letpåklædte kvinder i medierne. Jeg ser det som en form for prostitution. Men jeg tror ikke, det hjælper os at moralisere. Det handler om relationen mellem mænd og kvinder. Det siger også noget om, hvor vigtigt det er, at både mænd og kvinder vokser op med selvtillid, når det handler om deres seksualitet.”
Hvad er jeres næste træk?
“Vi vil gerne forberede journalister, så de har researchen i orden, når de skriver om dette emne. Det er vores vigtigste ærinde. Og så er økonomien lidt af en udfordring, for det er et dyrt projekt. Vi er en meget fattig NGO, så en stor del af mit arbejde består også i at fundraise. Det ville være rart, hvis vi fik flere fondsmidler, så vi kunne komme mere ud på skolerne og også uddanne voksne i at tage dette emne op. Det er svært midt i en krisetid, men det går, og der er heldigvis interesse for det.”