Når Sheryl Sandberg, topchef hos Facebook og god for mere end 1 milliard dollar, mener, at kvinder skal lean in – altså tage fat og gøre en indsats på deres job – for at opnå ligestilling, overser hun fuldstændig de sociale og økonomiske strukturer, der muliggør, at højtuddannede, amerikanske kvinder kan lægge 60-70 timer om ugen på arbejdsmarkedet. For hvem tager sig af deres hus og børn imens, spørger den nytiltrådte professor Nancy Fraser retorisk. Det gør lavt betalte au pairs, barne- og tjenestepiger, ofte arbejdsindvandrere, som har efterladt egne børn i hjemlandet, mener Fraser. Sandbergs vision om økonomisk og politisk ligestilling gælder med andre ord kun for dem, der er rige og højtuddannede.
Sådan lyder kritikken af Sandberg fra den amerikanske filosof og feminist Nancy Fraser (f. 1947), som i starten af maj 2015 tiltrådte en stilling som professor II ved Senter for tverrfaglig kjønnsforskning på Universitet i Oslo. Et professorat, der betyder, at selvom hun stadig er professor ved The New School for Social Research Fraser, er hun også tilknyttet Universitetet i Oslo på linje med andre europæiske universiteter, hvor hun også fungerer som adjungeret professor.
Nancy Fraser, som tydeligt er inspireret af Karl Marx, bruger som oftest analyser af underliggende økonomiske og sociale strukturer som udgangspunkt for sin feministiske tænkning. På den måde handler hendes kritik ikke bare om opfattelser af køn; den er en omfattende samfundskritik med et integreret feministisk perspektiv.
”Der er en ambivalens inden for feminismen,” siger Nancy Fraser i sin tiltrædelsesforelæsning i det stopfyldte auditorium på Universitet i Oslo. Udenfor er det en lys majaften, men en blanding af studerende, universitetsansatte og feministisk interesserede forsager gerne foråret udenfor til gengæld for det vinduesløse auditoriums indelukkede luft og Frasers analyser:
”Feminismen rummer både elementer af socialdemokrati og af det, man kunne kalde en feministisk neoliberalisme. Tredjebølgefeminismen har valgt side til fordel for den neoliberale model. Nu er det på tide at rehabilitere det socialdemokratiske element.”


Omsorgskrisen: Hvem tager sig af den sociale reproduktion?

Med sit fokus på anerkendelse (recognition) af partikulære særidentiteter – fx seksuel orientering og race – frem for omfordeling (redistribution) svigter tredjebølgefeminismen nemlig de ikke-privilegerede kvinder og mister klasseperspektivet. Det giver feminismen en individuel, neoliberal indstilling, hvor enhver kvinde er ansvarlig for sin egen kamp, og hvor den bredere samfundskritik forstummer, hævder Nancy Fraser i sin forelæsning.
I slutningen af 1990’erne lagde Nancy Fraser sig ud med Judith Butler, hvis insisteren på identitetspolitikken, Fraser ikke betragter som en farbar vej til kønsligestilling, fordi den overser omfordelings- og klasseperspektivet. Fraser mener grundlæggende ikke, at det ændrer noget ved samfundets strukturer, at insistere på anerkendelse af en partikulær identitet. Det rokker ikke ved den økonomiske omfordeling, at enkeltstående grupper arbejder enøjet på at få anerkendt særidentiteter som seksuel orientering, race eller handicap. Tværtimod risikerer det at forplumre de overordnede spørgsmål om økonomiske strukturer og politisk indflydelse.
Derfor er det ikke overraskende, at Fraser starter sin forelæsning med at tale om finanskrisen. Den nuværende krise er ikke blot en finansiel og økonomisk krise, mener Fraser, men et helt krisekompleks, som også indeholder en økologisk krise – vores klimaforandringer – og det, Fraser kalder en omsorgskrise, nemlig den strukturelle ubalance ved den måde, vores samfund forholder sig til omsorgsopgaver på. Hvis vi vil løse kriserne, må vi se på dem som et sammenhængende kompleks.
Fraser definerer ”omsorg” bredt og taler om omsorg som social reproduktion. Det handler om, hvem der laver den mad, vi spiser, hvem der passer vores syge og ældre, hvem der opdrager vores børn, og om, hvordan vores civilsamfund hænger sammen. Det er kort sagt alle de forhold, der gør, at vi fungerer som sociale væsener. Samtidig, understreger Fraser, er det ulønnede, reproduktive arbejde en afgørende forudsætning for vores kapitalistiske samfundsmodel: Det er i hjemmene, arbejdsstyrken bliver reproduceret og plejet – som et resultat af ulønnet omsorgsarbejde, der oftest bliver udført af kvinder.


Det private er politisk

Når Nancy Fraser taler om kvinders ulønnede omsorgsarbejde som en overset del af vores samfundsøkonomi, går der en lige linje tilbage til hendes berømte opgør med den tyske filosof Jürgen Habermas (f. 1929) og hans offentlighedsbegreb. I 1985 publicerede hun en artikel – ”What’s Critical About Critical Theory?” – i tidsskriftet New German Critique, hvor hun kritiserede Habermas for at være kønsblind i sin teori om den borgerlige offentlighed.
Habermas’ offentlighedsteori, som han beskrev den i bogen Borgerlig offentlighed (1962), opdeler menneskers livsverden i en privat sfære og en offentlig sfære. Habermas er, ligesom Fraser, inspireret af Karl Marx’ samfundsfilosofi og hans begreb om kritisk teori, men Fraser viser i sin artikel, hvordan Habermas fuldstændig overser det kønsaspekt, der ligger i en opdeling af vores hverdags- og samfundsliv i en offentlig og en privat sfære: Det er mænd, der dominerer den offentlige sfære, og kvinder, der dominerer den private.
Frasers kritik er en sofistikeret, intellektuel udgave af det feministiske slagord om, at det private er politisk. Fra sit marxistiske udgangspunkt peger Fraser på, at kernefamilien, som hos Habermas udgør den private sfære, er den, der forsyner det kapitalistiske samfund med arbejdskraft – både på lang sigt, i form af børnefødsler, og fra dag til dag, fordi det er i den private sfære, samfundets arbejdere spiser, sover og restituerer. Det giver derfor ikke mening at adskille den private sfære fra den offentlige, for økonomisk og politisk hænger de tæt sammen.


Finanskrisen fra et kønsperspektiv

I bund og grund er Frasers filosofi en nådesløs økonomisk kritik af vores samfundsindretning. Fra talerstolen i Oslo viser Fraser, hvordan ethvert kapitalistisk samfund har en ulønnet social reproduktion, som ikke er tænkt ind i vores økonomiske modeller. Tværtimod: Der er et uudtalt, men alligevel tydeligt skævt kønsperspektiv i de økonomiske løsningsmodeller, som er tilgængelige for at løse vores gældsdrevne finanskrise.
Når fx Verdensbanken, IMF og Den Europæiske Centralbank giver økonomiske redningspakker, sker det altid på betingelse af, at offentlige omkostninger skæres ned til et minimum. Det går særligt ud over kvinder – og i takt med, at deres mulighed for at tjene penge forsvinder, stiger deres ulønnede omsorgsopgaver, fordi staten ikke længere tager sig af dem, understreger Fraser.
Frasers kritik er på nogle måder mest oplagt i en amerikansk kontekst, hvor staten stort set ikke tager sig af omsorgsopgaver, hverken når det gælder ældre, syge eller børn. Men med den udlicitering af velfærdsopgaver, vi ser i de skandinaviske lande i disse år, er Frasers kritik også relevant i en nordisk eller en specifik dansk kontekst, mener hun:
For selvom vi fx i Danmark har barselsorlov og gode daginstitutioner, oplever vi stadig børnefamilier, der har svært ved at få deres hverdag til at hænge sammen. Samtidig bliver pårørende i stigende grad inddraget i plejen af syge og ældre for at få regionernes sundhedsbudgetter til at hænge sammen og bidrage til private entreprenørers overskud. Er det holdbart på lang sigt, spørger Fraser. Eller er der tale om en ”kannibalisering af den sociale reproduktion”.


Hvad er løsningen?

De sidste fem minutter af Frasers forelæsning er viet løsningsstrategier til den nuværende krise. Her kommer opfordringen til tredjebølgefeministerne ind: Det nytter ikke, at feminister identificerer sig med produktionssiden i samfundet – altså forsøger at være ligesom mænd – for den sociale reproduktion fungerer på andre præmisser.
Der må helt andre modeller til, siger Nancy Fraser, som opfordrer tilhørerne til at forsøge at tænke anderledes. Kan man ophæve det ejendommelige skel mellem produktion og social reproduktion, som vores samfund har i dag? Kan man forestille sig en venligere, blidere form for kapitalistisk samfund? Det er åbne spørgsmål, Fraser slutter sin norske forelæsning med.