Republikanske kvindelige politikeres ansigtstræk er mere feminine end deres demokratiske søstres. Jo mere konservative, desto mere feminine. For mændene er det modsat. Republikanske mænd har mindre maskuline ansigtstræk end tilfældet er hos demokraterne. Forskellen er dog mest udpræget hos kvinderne. Det viser en ny undersøgelse fra UCLA, der er landet midt i det amerikanske præsidentvalg.
Forskerne bag undersøgelsen har scannet ansigtet på medlemmerne af Repræsentanternes Hus, og undersøgt sammenhængen mellem stereotype feminine og maskuline ansigtstræk og så partifarve. De konkluderer, at det navnlig for republikanske kvinder er vigtigt at udstråle kvindelighed og appellere til traditionelle kønsroller. Også selvom den politik republikanerne fører eller måden de præsenterer sig på, ikke er specielt feminin eller typisk “kvindelig”. Omvendt har deres mandlige kolleger i partiet ikke samme behov for et specielt maskulint ansigt. De signalerer allerede tilstrækkelig maskulinitet gennem deres politik og fremtoning. Demokratiske mænd derimod har behov for en dosis mandlighed for ikke at virke for “damede”. Særligt fordi de ofte fører politik på emner, der anses for at være i den “bløde” ende.
Undersøgelsen viser, at det nonverbale spiller en væsentlig rolle i forhold til politik og samfundets opfattelser af køn, og at der er bestemte forventninger til kønsroller i de to partier, som kommer til udtryk i præsidentvalget og i valget til kongressen.

Præsidenterne og maskulinitet

Amerikanerne forventer, at nationens leder, som også er commander-in-chief, har maskuline egenskaber som styrke, stærk moral, handlekraft, beslutsomhed, og evnen til aldrig at give op. Jo mere landet er i krise, jo vigtigere bliver disse egenskaber.

“Mitt the Twit”

I juli anklagede Newsweek Mitt Romney for at være for vattet til præsidentposten. Michael Tomasky, manden bag vatnissebeskyldningerne, listede en række kriterier op som – i hans øjne – afgør, hvor mandig en mand er. Kriterier præsidentkandidaten efter hans opfattelse ikke opfylder:
Romney er usikker, klynker og føler sig uretfærdigt behandlet af medierne, er dårlig til at undskylde, når han træder folk over tæerne, tryner de svage, og står ikke fast ved sine beslutninger – i de tilfælde han overhovedet er i stand til at træffe en beslutning. Faktisk, mener Tomasky, er Ann Romney mere mand end Mitt.
Det er særlig vigtigt for Romney som republikaner at være af den rette maskuline støbning. Både i forhold til partiets egne mandeidealer, men også i forhold til medierne og samfundets forestillinger om republikansk maskulinitet. Heller ikke uden grund bliver Romney derfor ofte holdt op mod Ronald Reagan, det store republikanske idol og inkarnationen af en rigtig mand.

Rigtige mænd spiser mus

Vatnisseanklagen er et eksempel på de forestillinger om maskulinitet, der ligger dybt i det amerikanske samfund. Det er heller ikke mere end 6 dage siden, en opinionsundersøgelse påstod, at den latinamerikanske del af befolkningen mente, at Obama ikke var macho nok. Udover de mere almindelige forventninger til køn, egenskaber og adfærd, så er der nogle særlige amerikanske mytologiske figurer, man bruger som målestok for graden af mandlighed. Figurer som politikerne gerne selv identificerer sig med.
Først og fremmest cowboyen, som også tæller den urbane af slagsen for eksempel Dirty Harry. Frontier-manden eller pioneren der lever i naturen, af naturen og på naturens vilkår og er en self-made-man. Davy Crockett var en af dem. Yderligere et eksempel er Teddy Roosevelts Rough Rider, der skabtes i den spansk-amerikanske krig i 1898, den heltemodige og frygtløse soldat, der ser krig som en manddomsprøve og opbyggende for den moralske karakter. Tænk bare på Rambo.
Disse mænd har en række fællestræk og besidder særlige mandlige egenskaber. Selvom de kan være nogle barske hunde, er de også gentlemen med en stærk moralsk karakter, der blandt andet påbyder dem at beskytte de svage (børn, kvinder og gamle) og tage kampen op med det onde. Romney har større problemer med at leve op til disse kriterier end Ronald Reagan havde. Men til Romneys store trøst, er det ikke alle, der synes, han er et skvat. Kevin Williamson fra National Review mener, Romney har bestået den ultimative manddomsprøve ved at få fem sønner, mod Obamas to piger.

Barack “Honk-in-Chief” Obama

Der er forskel på, hvordan maskulinitet udspiller sig i de to partier. Man kan nærmest tale om to forskellige mandetyper. Den hårde hund over for den sexede intellektuelle crooner.
Siden Barack Obama blev valgt, har medierne haft fokus på hans sexappeal. Og som Obama selv twistede, da han sammen med Michelle Obama medvirkede i ABC’s populære formiddagstalkshow “The View”, hvor han jokede med, at han blot var med som “eye candy”. Hvis man ser bort fra de raciale understrømme, så finder man i samme kategori amerikanske (hvide) præsidenter som fx Franklin D. Roosevelt, John F. Kennedy og Bill Clinton. Og naturligvis kan sexappeal og dametække blive en hæmsko for en præsident, som det blev for Clinton, men Obama fremstår modsat sine tidligere kolleger som en trofast ægtemand, der hele tiden understreger, hvor højt han elsker sin kone. Dermed undgår han at falde i playboyfælden og står kun stærkere hos vælgerne.
Obamas sexappeal og macho image blev samtidig styrket gevaldigt af mordet på Osama Bin Laden, USA’s ærkefjende nr. 1, som end ikke “cowboyen” George W. Bush formåede at få ram på. For “krigen mod terrorisme” er blevet den nye manddomsprøve.

Internettets betydning for kampagnerne

I takt med at internettet har åbnet op for nye måder at føre kampagne på, er de traditionelle mediers indflydelse dalet. Via egne hjemmesider og sociale medier kan kandidaterne selv vælge, hvordan de “brander” sig, og hvilke kommunikationsstrategier de vil følge. De taler direkte til vælgerne og skal ikke i samme grad som før kommunikere gennem medierne. Det giver kandidaterne større indflydelse på, hvordan de bliver opfattet af offentligheden.
De nye kommunikationskanaler betyder dog ikke, at de traditionelle kønsroller eller samfundets normer for kønnene er ophævet. Kandidaterne selv benytter sig gerne af stereotype forestillinger om kønnene for at appellere til så mange vælgergrupper som muligt. Ser man på de strategier, som kandidaterne vælger at benytte, er det ofte en kombination af maskuline og feminine egenskaber og politiske “bløde” og “hårde” emner, der præger kampagnerne for begge køn. Det er også den kombination, flest kandidater har succes med.
Men ikke to kandidater er ens. Kampagnernes sammensætning og fokus varierer også alt afhængig af om den stat eller det distrikt, kandidaten repræsenterer er republikansk, demokratisk eller noget midt i mellem. Et kig på republikaneren Mia Love og demokraten Kirsten Gillibrands kampagnehjemmesider viser, hvordan de hver især gør brug af – og vægter – det “maskuline” og “feminine” i deres strategier, og i de emner de går til valg på.

Love – den maskuline kampagne

I Utah håber Mia Love at vinde over demokraten Jim Matheson i kampen om en plads i Repræsentanternes Hus. Gør hun det, vil hun blive den første sorte republikanske kvinde i kongressen.
Love, der for øjeblikket er borgmester i Saragota Springs, går til valg på tre områder: en mindre stat, en stram økonomisk politik og personligt ansvar. Tre ærkekonservative emner, der traditionelt opfattes som maskuline. Samtidig præsenterer Love sig som en ambitiøs og hårdtarbejdende leder, der ikke er bange for at tage upopulære – men nødvendige – beslutninger. Identiteten som mor og ægtefælle får ikke plads på Loves hjemmeside, derimod dominerer fortællingen om Love som barn af hårdtarbejdende haitianske immigranter hjemmesiden.
At Love præsenterer sig, som hun gør, er ikke overraskende. Mange kvindelige kandidater – navnlig konservative – nedtoner det “feminine”. Nogle undgår endda helt at blande deres familiestatus ind i kampagnerne af frygt for ikke at blive taget seriøst, og fremstå som blødsødne personer, der ikke er i stand til at træffe svære beslutninger eller skære igennem som ledere.

Gillibrand – den feminine kampagne

Hvor Mia Love ikke gør meget ud af at understrege det feminine, står New York senatoren Kirsten Gillibrands kampagne nærmest i skærende kontrast hertil. Gillibrand fører kampagne på, at hun er kvindelig politiker og er stor fortaler for at få flere kvinder engageret i politik. Hun går til valg på emner, der primært bliver opfattet som “feminine”: sundhed, skole, kvinders ret til selv at bestemme over egen krop, åbenhed omkring den politiske proces og beskyttelse af miljøet. Selv “maskuline” emner, som immigrationspolitik og jobskabelse, har fået et feminint tvist. Gillibrand bruger sin identitet som mor, når hun omtaler jobskabelse i en af sine kampagnevideoer. Hendes brug af det “maskuline” ses kun i kampagnens selvbiografiske del på hjemmesiden og på fotografier fra officielle arrangementer, hvor hun er iført business suit.
Igen er der ikke tale om den store overraskelse, da nogle kandidater først og fremmest ser sig selv som kvindelige politikere og ikke politikere, der tilfældigvis er kvinder. Samtidig kan det for nogle være en fordel at fremhæve det feminine i deres personlige egenskaber og i de politiske emner, der ligger til grund for kampagnerne. På den måde ved vælgerne nemlig, at her er en, der er blevet politiker for at tjene dem og samfundet, og ikke for egen vinding skyld.

Michelle Obama: Fra rapkæftet karrierekvinde til blød husmor

Det er ikke kun politikere, der må slås med stereotype kønsroller. Førstedamerne er også i skudlinjen.
Michelle Obama er en af de mest populære førstedamer i nyere tid. Hendes feminine ageren i offentligheden med familiefortællingerne om Obama og døtrene Malia og Sasha er populær. Hun er langt mere “husmoragtig” end den åbenmundede karrierekvinde, som den amerikanske befolkning først blev introduceret for. På Det Hvide Hus’ hjemmeside bliver hun beskrevet som først og fremmest værende “Malias og Sashas mor”.
Der er naturligvis stor forskel på, hvad mænd og kvinder kan tillade sig. Obama slap forholdsvis godt fra at betegne sig selv som “eye candy”, mens det nok havde forholdt sig væsentligt anderledes, hvis hans kone havde omtalt sig i samme vendinger over for en gruppe mænd.