En larmende lebbe, der skriver trash-litteratur. Sådan karakteriserer mange franskmænd forfatteren Virginie Despentes. Den franske forfatter brød i 1993 med et brag igennem mediemuren med romanen Baise-moi (Knep mig), der handler om to unge piger, som hævner sig over en gruppevoldtægt ved at “kneppe” mange mænd og slå en masse mennesker ihjel. Og da romanen i 2000 blev filmatiseret med pornostjerner i de bærende roller, og filmen tilmed blev censureret, gik der skandalekult ikke bare i filmen, men også i Virginie Despentes som person.
Men den Virginie Despentes, der tager imod mig på Hotel Opera i København, er diametralt modsat sit eget rygte: nærværende, imødekommende og ifølge eget udsagn lidt genert. Alvorlig, selv om hun indimellem lyser op i et smil eller en latter.
Ud over debutromanen har Virginie Despentes især slået sit navn fast med to bøger: King Kong Théorie (King Kong og kvinden, red.) samt romanen Apocalypse Bébé, som hun fik en af Frankrigs fineste litteraturpriser, Prix Renaudot, for i 2010. Romanen er netop udkommet på dansk med titlen Vi ses i helvede og er anledningen til Despentes’ besøg i Danmark.

Sex som magtrelation mellem kønnene

Sex og kvindelighed er omdrejningspunktet for Despentes, især sex set som magtrelationer mellem kønnene.
I essay-samlingen King Kong og kvinden, der kan læses som et manifest for en ny feministisk agenda, stiller hun med afsæt i sit eget liv skarpt på voldtægt, prostitution, porno og sex. Her slår hun fast, at den seksuelle frihed i enhver henseende er der, men at kvinder har en besynderlig trang til at lægge røgslør ud for at undskylde sig over for – og berolige mændene: “Se, jeg er en god pige, på trods af min selvstændighed, min dannelse, min intelligens”. Og at de unge piger mere end nogensinde før skruer sig ned i ubekvemt tøj, står op på høje hæle og lægger sig på operationsbordet for fysisk at ændre på deres kroppe i et ønske om at behage som undskyldning for deres egen uafhængighed. Forestillingen om kvinders uafhængighed gør nemlig mændene urolige, hævder Despentes i bogen. Men måske også kvinderne selv?
“Ja, det er et stort spørgsmål og svært at forstå, hvorfor vi medvirker til vores egen undertrykkelse, og det er en gåde, hvorfor kvinder har behov for at fastholde deres status som undertrykte.
Men vi er den gruppe, der har været undertrykt længst og på den mest lumske, effektive og brutale måde, når man ser på kvindernes historie. Fx som det ses med hekseforfølgelserne, der jo fandt sted fra middelalderen og flere århundreder frem i stort set hele Europa, og som den italienske feminist, Silvia Federici, har skrevet så fremragende om i bogen Caliban and the Witch. Så måske er den lyst til afhængighed og ulysten til frihed så integreret i kvinder?”, spørger Despentes.

Frihed som perversion

Er der ikke nærmest tale om en perversion? At man kalder sig fri, og jo mere fri man kalder sig, jo mere har man behov for at undertrykke sig selv?
“Ja, for at kvindeliggøre sig i helt klassisk forstand, tager man de redskaber, der er til rådighed, for netop at skabe denne synlige kvindelighed.”
“Og det er virkelig noget, jeg har det svært med, men på et tidspunkt må man sige til sig selv, at jeg ikke kan være feminist i de andres sted, hvis det virkelig er det, kvinder ønsker. Så ok, så skal man jo ikke trække det ned over hovedet på dem. Jeg kan ikke tale i de andres sted, men jeg har ingen lyst til at se på mig selv som en kvinde. Jeg afviser den kvindelighed”, understreger Despentes.

Lisbet Salander à la française

Ikke desto mindre er det fysiske aspekt i høj grad til stede i romanen Vi ses i helvede. I bogen følger man det umage makkerpar af et par privatdetektiver: Lucie i trediverne, hvis selvtillid er på niveau med en dørmåttes, og den lidt ældre lesbiske Hyænen, en Lisbet Salander à la française, der nådesløst spidder alle og enhver med sine skarpe iagttagelser, men som samtidig bliver katalysator for, at den lidt lade og opgivende Lucie bliver lykkelig forløst i et forhold med den polske kvinde Zoska.
Romanen vrimler med kvinders nedgørende beskrivelser af andre kvinder. Alle kommenterer de andres udseende, ikke mindst Hyænen, der som den eneste er erklæret lesbisk, og som slynger om sig med kommentarer.
“Ja, det er rigtigt, at en person som Hyænen kan have nogle ret machoagtige koder, men i og med at de kommer fra én, der er født kvinde, så har de ikke samme status af overlegenhed, som hvis de kom fra én, der biologisk set er mand”, siger Despentes og uddyber:
“Den overlegenhed, der ligger i at have magten i kraft af sit køn, dét at vide, at man er et indlysende subjekt i alt, hvad man foretager sig. Den, som det handler mest om. Den, som er mest på, dét at være den stærkeste i magtmæssig henseende, og som har flest penge samt politisk og kulturel magt. Kort sagt, den selvfølgelige overlegenhed, der følger af at være mand.”

Gik i kødet på mediedækning af Dominique Strauss-Kahn

I de senere år har Virginie Despentes ikke nøjedes med at lade sine holdninger komme kunstnerisk til udtryk, hun går også ind i debatter som fx den medieflodbølge, det skabte, da den daværende direktør for Den Internationale Valutafond, Dominique Strauss-Kahn, blev angrebet for et seksuelt overgreb på en stuepige i New York i 2011.
Her gik hun i en kommentar i The Guardian netop i kødet på den indforståede solidaritet, hun så blandt mandlige journalister uafhængig af politisk orientering, der tilsiger dem, at deres “arbejde som journalister stopper på tærsklen til soveværelset”, men at det samtidig var indlysende, at mandlige politikere netop nød godt af det seksuelle tag-selv-bord, som magten giver.

Kritiserer Cannes 

Virginies Despentes var også på pletten, da Cannes-festivalen 2012 ikke havde én film ud af de i alt 22 film i konkurrencen, som var instrueret af en kvinde.
“I den feministiske gruppe La Barbe (skægget.red.) skrev vi (filminstruktøren Colie Serreau, skuespilleren Fanny Cottençon samt Virginies Despentes) et åbent brev til direktionen med titlen “I Cannes viser kvinderne sig frem, mændene viser deres film”. Her kritiserede vi, at endnu en gang var der ingen film af kvinder. Indlægget blev samtidig bragt i Le Monde og herefter citeret verden over.”
“Mændene svarede, at det simpelthen skyldes, at mænd har mere talent. Det er de fuldstændig overbeviste om. De kunne ikke drømme om at overveje, at hvis det er mænd, der laver flest film, så er det fordi, de får mange flere penge.”
“Franske instruktører som Claire Denis, Agnès Varda og Catherine Breillat har altid produceret film på budgetter i omegnen af 3 mio €, mens mændene typisk har haft 12 – 15 mio € at gøre godt med. Men det er ikke bare mænd, der laver flest film, det er også mest den samme type film med den samme type kvinder, de laver. Med unge kvinder, der altid får mindre roller, hvad der på ingen måde er økonomiske – men derimod ideologiske grunde til.”
Virginie Despentes har dog selv haft held med at samle midler til sine film, bl.a. Blodsøstre, der skabte stor diskussion, blandt andet fordi det var to kvinder og ikke mænd, som det er set i en uendelig række af film, som gik amok i en voldsrus.

Despentes beskriver anspændte Frankrig

“En roman som Bye bye Blondie (der netop er udkommet som film med Béatrice Dalle og Emmanuelle Béart i hovedrollerne) fik mange unge læsere, fordi den handler om nogle unge piger.”
“Men det er nok King Kong og Kvinden, der fik mange kvinder til at fatte sympati for mig. Der er virkelig mange kvinder, der har stoppet mig på gaden for at fortælle mig, at den har ramt noget i dem på grund af de temaer, jeg tager op. Ikke mindst fordi de synes, at det har hjulpet dem selv, at jeg skriver om voldtægt, som jo ikke er noget, man ellers taler om.”
“Men Frankrig har forandret sig. Jeg føler, at Sarkozy-årene virkelig har været hårde ved Frankrig. Efter at have boet tre år i Barcelona, oplever jeg nu en anspændthed, hvor Marine le Pen hele tiden toner frem på skærmen, og folk lever mere og mere afsondret i deres forskellige grupper, der netop kun tænker sig ind i en gruppe og ikke ind i et større fællesskab, sådan som jeg har beskrevet det i romanen Vi ses i helvede. ”

Er livet sjovere som lesbisk?

I Vi ses i helvede siger Hyænen gang på gang, at lesbiske bare har det sjovere end heteroseksuelle. Og Hyænen er jo mildt sagt også mere festlig end Lucie. Derfor er det nærliggende at spørge: Har Virginie Despentes et propagandistisk ærinde?
Virginie Despentes ler: “Jeg ved ikke rigtig, om det er sjovere at være lesbisk, men jeg tænker, at der er så meget heteroseksuel propaganda, og det vil jeg gerne skabe en modvægt til. I de senere år har jeg levet sammen med en meget aktiv og radikal lesbisk kvinde, og det har virkelig gjort mig godt. Min succes får mig fx til at vokse i andre kvinders øjne, mens min succes i heteroseksuelle miljøer simpelthen ikke interesserer mændene. En kvinde med succes mister derimod tiltrækningskraft hos mændene, mens det er lige omvendt med kvinder.
Det er mit indtryk, at hver gang en kvindelig forfatter får en stor succes, ender det med skilsmisse. Det har der bare været så mange eksempler på. Det er måske forklaringen på, at der er så mange kvindelige forfattere, der er biseksuelle eller lesbiske. For mig er det virkelig godt at leve på en måde, hvor man ikke hele tiden behøver tænke i mand og kvinde.
Jeg ville gerne vise, at det at leve lesbisk ikke er et problem, men kan være en mulighed.”

http://www.youtube.com/watch?v=k3SkoTx4auo