En lille pige i lang nederdel og lyserød T-shirt står foran en stor kraftig politibetjent på et kontor i Bangladeshs hovedstad Dhaka. Hun træder forlegent sig selv over fødderne, mens hun svarer på spørgsmål. Hun er bare syv år og er til afhøring, fordi hun er blevet voldtaget af en voksen nabo. Til hendes store held har hendes far og mor taget hende med på et One Stop Crisis Center – et særligt krisecenter for voldsramte kvinder og børn, som er bemandet med både læger, sygeplejersker, advokater, psykologer og politi-medarbejdere.
Centeret er en del af et landsdækkende netværk, og på et One Stop Crisis Center kan ofrene både anmelde forbrydelsen, få behandling og rehabilitering. Dermed bliver det markant lettere for ofrene både at anmelde overgreb og at komme videre i livet.

Ny holdning til voldtægtsofre

Et syvårigt voldtægtsoffer er ikke et særsyn i Bangladesh, hvor seksuel vold mod kvinder og børn er et udbredt fænomen ligesom i det store naboland Indien. Hver uge bringer aviserne nye rapporter om grove overgreb, der er ligeså alvorlige, som den meget omtalte gruppevoldtægt af en 23-årig kvinde i en bus i Indiens hovedstad Delhi i december 2012.
Den seksuelle vold bliver imidlertid ikke længere stiltiende accepteret. Siden årtusindskiftet har officielle oplysningskampagner og det nye netværk af kvindekrisecentre haft held med at sætte voldtægt og seksuelle overgreb på dagsordenen i Bangladesh på en hidtil uset måde.
“For ti- femten år siden ville forældre til en syvårig pige, som hende der nu bliver afhørt, have fortiet voldtægten og end ikke have nævnt den for de allernærmeste. Nu ser vi, at både faderen og moderen møder op med deres datter og afgiver forklaring,” siger antropolog og menneskerettighedsekspert Mahal Aminuzzaman, som arbejder for den danske ambassade i Dhaka og har været med til at etablere One Stop Crisis Centrene.
“Før i tiden ville de have været bange for, at deres datter ikke kunne blive gift, hvis det kom offentligt frem, at hun havde været udsat for voldtægt. Pigen selv ville møde fordømmelse og afstandtagen. Som offer ville hun få skylden”, siger Mahal Aminuzzaman.
“Nu ser vi, at både voksne kvinder og forældre til misbrugte piger anmelder voldtægt, søger hjælp og behandling på kriscentret og lægger sag an mod gerningsmændene. Det er virkelig en helt ny tendens.”

Mobilen revolutionerer hjælpen

One Stop Crisis Centrene er udviklet i et samarbejde mellem Ministry of Women and Children Affairs og Danida, som støtter centrene økonomisk, og det første center åbnede i 2000 i Dhaka. I dag er der otte regionale centre, som alle ligger på hospitaler i tilknytning til skadestuerne, og et netværk med 60 små One Stop enheder er ved at blive etableret. Centrene har både et fælles DNA-laboratorium og et fælles call-center, hvor 30 telefonpassere døgnet rundt sidder klar til at tage mod opkald fra voldsramte kvinder.
“Mobiltelefonen har betydet et stort gennembrud i vores arbejde, og vores help-line er på kort tid blevet umådelig populær. Der er 90 millioner mobiltelefoner her i landet. Selv fattige kvinder og skolebørn har mobil og kan ringe direkte til os, hvis de bliver udsat for vold eller misbrug. Det er en revolution her i Bangladesh”, forklarer Dr. Abul Hossain, som er leder af ministeriets særlige indsats til bekæmpelse af vold mod kvinder.
One Stop Crisis Centrene har langt fra kapacitet til at tage sig af alle overgreb, men når call-centeret får et opkald, går en medarbejder straks i gang med at mobilisere politi og socialarbejdere i lokalsamfundet, hvor offeret bor. Centrenes store styrke er, at de ikke alene samarbejder med politiet, men også har fast tilknyttede betjente, som bliver skolet i at tage sig af voldtægtssager, så kvinderne ikke risikerer at blive afvist eller endnu værre: udsat for nye overgreb på stationen.

Hver uge sin avis-voldtægt

“De fleste kvinder her er ofre for hustruvold, men vi ser også tit forfærdelige voldtægtstilfælde, og de får nu stor opmærksomhed i medierne. Hver uge er der en ny voldtægt til forsiderne”, siger Dr. Bilkis Begum, leder af One Stop Crisis Center ved Dhaka Medical College Hospital.
Hun er blevet vant til at håndtere pressen og beskytte sine patienter mod nyfigen interesse og offentlig snagen, men hun viser gerne rundt på centerets modtagestue med otte pladser, når der bare ikke følger kamera med. Kvinderne sidder stilfærdigt på deres senge, mens den myndige cheflæge går fra seng til seng og forklarer, hvad patienten har været udsat for. En teenagepige er blevet voldtaget af en 50 årig mand. I nabosengen sidder en mor med en lille dreng på to år, som er blevet voldtaget af en nabo. Fuldbyrdet analt samleje, konstaterer Dr. Begum og ryster på hovedet.
Nederst i lokalet ved vinduet ligger en 11-årig pige ubevægeligt under et tæppe. Hendes mor sidder stille ved sengen og holder hendes hånd. Pigen er forsidestof i denne uge. Hun er blevet brutalt voldtaget af en gruppe mænd og blev fundet hårdt kvæstet på et baneterræn, hvor de havde smidt hende halvdød efter forbrydelsen. Sagen har vakt så meget røre, at to tidligere premierministre har besøgt hende på One Stop Crisis Center for at sende et politisk signal om, at den slags overgreb er uacceptable.

Fattigdom forværrer volden

Grove voldtægter er et gammelkendt fænomen, men den politiske bevågenhed er ny, forklarer Bilkis Begum. Især efter voldtægtssagen fra Delhi udløser de grove voldtægter som den mod pigen ved vinduet også protestdemonstrationer i Bangladesh og medieomtale i et omfang, der ikke er set før.
“Voldtægt og seksuelle overgreb mod kvinder er et globalt fænomen. Men det er værre her i Bangladesh end mange andre steder. Uligheden mellem mænd og kvinder og kvinders lave status i samfundet og i familien er helt sikkert vigtige årsager til, at vi ser så meget vold mod kvinder her. Fattigdom er en anden årsag”, vurderer antropologen Mahal Aminuzzaman.
Bangladesh er et af verdens fattigste lande. Der bor 160 mio. indbyggere på et areal, som er godt og vel tre gange Danmarks størrelse. Arbejdsløsheden er høj, og mange mennesker lever i en desperat situation. Mahal Aminuzzaman peger på, at den hurtige urbanisering har fået traditionelle normer og familiemønstre til at gå i opløsning, og at en ulykkelige cocktail af fattigdom, klaustrofobiske levevilkår, normløshed og arbejdsløshed er med til at forværre problemet med vold og overgreb mod de svageste.

Delhi-voldtægt markerer et vendepunkt

Ravinder Kaur, der er lektor i sydasiatiske forhold og leder af Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, mener dog ikke, at den seksuelle vold mod kvinder og børn i Sydasien nødvendigvis er blevet værre end tidligere. Hun peger på, at voldtægt er en accepteret og i nogle tilfælde nærmet institutionaliseret del af de traditionelle patriarkalske feudalsamfund i både Indien og Bangladesh. Det afgørende nye er derimod, at den seksuelle vold er kommet på den generelle politiske dagsorden efter gruppevoldtægten i Delhi. Der var for eksempel mange mænd med i protestdemonstrationerne efter forbrydelsen, og at sagen har fået en helt usædvanlig politisk bevågenhed.
“Det nye er, at det blev en politisk sag. For mig, der er opvokset i Delhi, markerer det en meget afgørende forandring. Voldtægt er ikke længere bare et anliggende for kvinder, men et politisk emne. Det har voldtægt aldrig været før for nogen som helst noget sted i regionen”, siger Ravinder Kaur.
Næsten omgående blev der nedsat en hurtigt arbejdende juridisk komite, som allerede i januar offentliggjorde sin rapport med forslag til lovstramninger, der skal sikre kvinder bedre mod seksuelle overgreb.
“Den rapport er faktisk mageløs: En regeringsudpeget juridisk kommission har taget kvindegruppers forslag med i en officiel rapport. De erkender, at voldtægt kan finde sted inden for ægteskabets rammer. De erkender, at militær og politi i nogle tilfælde bruger voldtægt – og de skriver, at politi og militærpersoner bør kunne retsforfølges for voldtægt. Det er helt afgørende nyt i Indien”, siger Ravinder Kaur.

Globaliseret middelklasse driver forandringerne

Middelklassens reaktioner på forbrydelsen har været afgørende for, at Delhi-voldtægten fik så stor bevågenhed, vurderer Ravinder Kaur. Den nye indiske middelklasse er et produkt af 10-15 år med galopperende økonomisk vækst, og den er præget af globale middelklassenormer og dermed et nyt syn på kvinders rettigheder og rolle i samfundet.
“I løbet af de seneste fire-fem år er middelklassen blevet markant mere synlig i det politiske landskab og er nu en vigtig politisk faktor. Middelklassen er pludseligt blevet politisk engageret og går på gaden i det centrale Delhi i protest ved hver en given lejlighed. Det gælder ikke kun i denne sag om voldtægt, men også i forhold til korruption og andre sager”, siger hun.
Voldtægten af den 23-årige fandt sted i et mondænt og dyrt kvarter i Delhi med populære restauranter og biografer, og derfor blev offeret i begyndelsen opfattet som en middelklassepige. Først senere blev det klart, at hun kom fra en mindrebemidlet familie i forstæderne, hvor voldtægt af en fattig pige er en sædvanlig begivenhed. Men da var protesterne allerede rullet over landet.
Bangladesh har ikke oplevet en vækst, der kan måle sig med Indiens, og det politiske landskab er anderledes. Men også i Bangladesh er det påvirkning udefra, som sætter de traditionelle normer og accepten af vold mod kvinder under pres. Siden staten blev grundlagt i 1971, har Bangladesh været stor-modtager af international bistand, og her er det samspillet med de udenlandske donorer, der – som i One Stop Crisis Centers tilfælde – baner vejen for nye holdninger og bedre vilkår for kvinder, og de nye holdninger er kommet for at blive, vurderer Ravinder Kaur.
“Jeg tror, at det er permanente forandringer, vi ser i Sydasien – nemlig, at diskussionen om vold og voldtægt mod kvinder er kommet ud af kvindekredsene og ind i den almene politiske debat”, siger hun.